Tag: aktAug22

  • Finanslovsforslag 2023

    Finanslovsforslag 2023

    Regeringen har d. 31. august fremlagt forslag til finanslov for 2023 (FFL 2023), herunder forslag til tilskudsforhold for de frie grundskoler og de private gymnasiale uddannelser.

    Det er regeringens sidste finanslovsforslag, inden der skal udskrives et folketingsvalg. I forbindelse med offentliggørelsen af finanslovsforslaget, udtaler formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, bl.a.:

    ”Vi er glade for, at der ikke i finansforslaget lægges op til grundlæggende ændringer i tilskuddet til vores skoleform. Det kunne man ellers godt have forestillet sig som en form for valgoplæg fra regeringens side. Vi husker jo alle, hvordan tilskuddet til de frie grundskoler blev det helt store valgtema i 2019 på baggrund af Socialdemokratiets forslag om at nedsætte koblingsprocenten til 71 %.”

    Frie grundskoler

    For finansåret 2023 foreslås der ingen ændringer i tilskuddet til de frie grundskoler. Koblingsprocenten vil fortsat være fastsat til 76 %. De gennemsnitlige takster stiger dog med knapt 5 %. Dette skyldes en høj pris- og lønregulering samt stigende udgifter i folkeskolen.

    Specialundervisning

    Der er afsnøret yderligere 40 millioner til specialundervisning. Dette svarer til skoleforeningernes indstilling. Karsten Suhr forklarer, at antallet af specialundervisningselever over de seneste år er steget omkring 10 % (pr. år):

    ”Der er gennem mange år sket en stor forøgelse af antallet af elever med særlige behov på de frie og private grundskoler. Skoleforeningerne har derfor fundet det nødvendigt at hæve det afsnørede beløb for at efterkomme skolernes behov.”.

    Der må forventes ændringer i de udmeldte specialundervisningstakster. De endelige takster udregnes i forbindelse med finanslovens vedtagelse på basis af det faktiske antal specialundervisningselever, der indberettes ifm. elevtal d. 5. september.

    Fripladspuljen

    Fripladspuljen til de frie grundskolers elever er en selvstændig post på finansloven. Der kan identificeres en ganske svag øgning af puljen grundet almindelig regulering. Foreningen har gennem mange år været fortaler for, at fripladspuljen øges markant. Karsten Suhr ærgrer sig:

    ”De midler, der afsættes til fripladspuljen er helt utilstrækkelige. En forøgelse af fripladspuljen vil medføre et mere reelt frit skolevalg. Skolepengene skal ikke være en hindring for forældres valg af en fri og privat skole.”

    De private gymnasiale uddannelser

    Der er heller ikke sket ændringer i tilskudsmodellen for de private gymnasiale uddannelser. Også her er der sket en takststigning på baggrund af en pris- og lønregulering. Den reelle takst bliver dog mindre. Dette skyldes bl.a., at sektoren skal være med til at finansiere udgifterne i forbindelse med den elevfordelingsmodel, der træder i kraft pr. 2023. En del af denne finansiering sker via en nedsættelse af færdiggørelsestaxameteret. Om dette siger Karsten Suhr:

    ”Vi finder det naturligvis særligt ærgerligt, at vi skal hjælpe med at betale udgifter til en elevfordelingsmodel, som vi grundlæggende er imod.”

    Forhandling om ændret takstmodel i vente

    I forbindelse med aftalen om elevfordelingsmodellen på de gymnasiale uddannelser blev det besluttet, at der skulle forhandles om en ændret takstmodel for de offentlige gymnasiale uddannelser. Dette er ikke sket endnu. Da de private gymnasiers statstilskud er relateret til de offentlige gymnasiers udgifter, er foreningen fortsat yderst opmærksom på disse forhandlinger.

    Vikarkasse og fripladskasse

    Bevillingen til vikarkassen og fripladskassen på for de private gymnasiale uddannelser er uændret i finanslovsforslaget for 2023.

    Der er tale om et forslag til finanslov. Intet er vedtaget endnu

    Regeringen har nu præsenteret finanslovsforslaget. Oftest er finanslovsaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december. Der har dog forekommet undtagelser fra dette. Vedtagelsen af finansloven er bl.a. blev stærkt forsinket i år, hvor forhandlingsperioden falder sammen med et folketingsvalg. De fleste forventer, at Statsministeren snarligt vil udskrive valg.

    Orienteringsbreve om finanslovforslaget for 2023 og tilskudsberegnere

    Ministeriet udsender hvert år orienteringsbreve til uddannelsesinstitutionerne om finanslovforslaget og ændringsforslag til finanslovforslaget. De fremsatte takstforslag samt tilskudsberegnere for henholdsvis de frie grundskoler og private gymnasiale uddannelser kan findes under Værktøjer for medlemsskoler, Statstilskud.

  • Årsmøde 2022

    Danmarks Private Skolers ordinære årsmøde afholdes fredag d. 28. oktober og lørdag d. 29. oktober 2022

    Årsmødet foregår på Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg. Mødet starter d. 28. oktober 2022, kl. 10.00

    Dagsorden for det vedtægtsbestemte årsmøde

    (Find foreningens vedtægter her)

    1. Valg af dirigent

    2. Bestyrelsens beretning

    3. Fremlæggelse af regnskab 2021 til godkendelse
    Regnskab for 2021 vil være at finde i den skriftlige årsberetning, der offentliggøres forud for årsmødet.

    4. Indkomne forslag*

    5. Fremlæggelse af budget 2023 til godkendelse, herunder fastsættelse af kontingent for 2023
    Forslag til budget og kontingent vil være at finde i den skriftlige årsberetning, der offentliggøres forud for årsmødet.

    6. Valg af**:

    a. Bestyrelsesmedlemmer

    På valg som repræsentanter for skolernes bestyrelser er:
    Bestyrelsesposten er vakant.

    På valg som repræsentanter for skolernes ledelser er:
    Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler (Er villig til genvalg)
                         

    b. Bestyrelsessuppleanter

    På valg som repræsentant for skolernes ledelser er:

    Henrik Christensen, Marie Mørks Skole, Hillerød (Er villig til genvalg)
    Tine A. Kristiansen, TH. Langs Skole, Silkeborg (Er villig til genvalg)

    På valg som repræsentant for skolernes bestyrelser er:

    Suppleanterne er indtrådt i bestyrelsen. Der er derfor to vakante poster som suppleanter for skolernes bestyrelser. 

    c. Statsautoriseret revisor

    På valg er: Deloitte A/S

    7. Eventuelt

    *I henhold til foreningens vedtægt § 6, stk. 2 gøres der opmærksom på, at frist for eventuelle forslag, der ønskes behandlet på årsmødet, skal være tilsendt foreningen inden d. 10. september 2022. Indkommer der forslag, vil disse blive fremsendt senest fire uger før årsmødet.

    **Foreningen opfordrer til, at personer, der er interesseret i deltagelse i foreningens bestyrelsesarbejde, retter henvendelse til foreningens formand, Karsten Suhr, for en orientering om arbejdet i bestyrelsen. Personer, der ønsker at meddele deres kandidatur, vil fremgå af den endelige dagsorden i årsmødematerialet. Det vil fortsat være muligt at opstille ved selve årsmødet.

    Program

    (Forbehold for ændringer)

    Fredag d. 28. oktober
    Kl. 09.30 Ankomst, registrering og kaffe
    Kl. 10.00 Velkomst
    Kl. 10.10 Underholdning v. Det Kristne Gymnasium
    Kl. 10.40 Oplæg ved v. Rasmus Meyer

    Rasmus Meyer er uddannet sociolog fra RUC og The New School for Social Research i New York. Han har været formand for Danske Gymnasiers Sammenslutning, kampagnechef og politisk rådgiver i SF og sekretariatschef og direktør i Dansk Socialrådgiverforening. Siden 2018 har Rasmus Meyer været forstander på Krogerup Højskole i Nordsjælland.

    Kl. 12.00 Frokost
    Kl. 13.00 Programmet genoptages
    Kl. 13.10 Gæsteindlæg ved ordfører Kenneth Mikkelsen (V)

    Kl. 13.50 Årsmødet åbnes officielt. Valg af dirigent. Valg af stemmetællere
    Kl. 14.00 Bestyrelsens beretning
    Kl. 15.00 Pause med eftermiddagsbuffet
    kl. 15.30 Årsmødet fortsætter i henhold til generalforsamlingens dagsorden

    Kl. 19.00 Festmiddag

    Lørdag d. 29. oktober
    Kl. 09.00 Godmorgen
    Kl. 09.10 Årsmødet genoptages i henhold til generalforsamlingens dagsorden
    Kl. 10.00 Pause med formiddagsforplejning.

    Kl. 10.15 Oplæg ved Lea Korsgaard

    Lea Korsgaard er journalist, forfatter og samfundsdebattør. Hun er medstifter af den digitale avis Zetland. Lea Korsgaard vil tale om ‘Opmærksomhedskrigen’. Hvad siger tidens herskende mediekultur om vores forhold til os selv og hinanden?

    Kl. 12.00 Tak for denne gang

    HVORNÅR:
    28. oktober 2022 kl.10:00-29. oktober 2022 kl.12:00

    HVOR:
    Hotel Nyborg Strand

    TILMELDINGSFRIST:
    30. september 2022