Skoleåret 2023/2024
- Indberetning af prøvekarakterer
- Karakterer fra testogprøver.dk
- Øveprøver
- Sygdom ved de praktisk/musiske prøver

Skoleåret 2023/2024

“Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser” udkommer i starten af hver måned og indeholder information om eksamensplanlægning, prøveafholdelse og en oversigt over frister.
Læs hele nyhedsbrevet her

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har meddelt følgende:
Til institutionens leder
Vi har herunder samlet en række informationer om afholdelsen af prøverne i vinterterminen 2023/2024.
Information om prøver og eksamen
Information om prøver og eksamen er samlet på ministeriets side om prøver og eksamen.
Mundtlige prøver
Opgaver og materialer skal sendes til censor mindst fem hverdage før prøvens afholdelse, med mindre særlige forhold er til hinder herfor.
Afvikling af skriftlige prøver i Netprøver
Alle institutioner skal benytte Netprøver, når de afvikler de skriftlige prøver i vinterterminen 2023/2024. Generel information om Netprøver kan findes her. Oversigt over, hvilket prøvemateriale der skal udleveres af institutionerne ved prøverne, findes her. Vi henviser også til hjælpemiddeloversigt for de skriftlige prøver.
Ved prøver med 1. delprøve uden hjælpemidler åbner Netprøver kl. 9.00, så ordblinde elever her kan tilgå den tilgængeliggjorte 1. delprøve uden hjælpemidler i en version, som er tilpasset til oplæsnings- og ordforslagsprogrammer. De ordblinde elever må ikke aflevere deres besvarelse af delprøven uden hjælpemidler i Netprøver. De skal enten aflevere en håndskrevet besvarelse eller printe en digital besvarelse, så besvarelserne kan indgå sammen med de andre elevers besvarelser af 1. delprøve uden hjælpemidler, når de skal sendes til censorerne. Vi opfordrer til, at 1. delprøver på papir indscannes og sendes pr. sikkermail til censorerne, hvis dette kan gøres, så man tydeligt kan se besvarelserne.
Censorerne kan se prøvesættene sammen med elevbesvarelserne i Netprøver dagen efter, prøven er afholdt.
Tekniske spørgsmål til Netprøver kan rettes til teknisk support for Netprøver på tlf.: 70 21 21 50 eller indsendes via formular til support.
Ændringer til de skriftlige prøveplaner
Alle ændringer til de skriftlige prøveplaner skal indberettes til XPRS med en prøveplansindberetning. Ændringer indberettet til XPRS kan ses i Netprøver dagen efter.
Det er kun ændringer, som opstår på selve prøvedagen, som skal rettes direkte i Netprøver, og i disse tilfælde skal der samtidig og på dagen sendes en prøveplansindberetning til XPRS med ændringerne. Det er ikke muligt at sende ændringer til XPRS dagen efter en prøve er afholdt.
Censorerne får kun besked om rettelser, som er indberettet til XPRS.
Anonymisering af skriftlige stedprøver
Besvarelser af skriftlige stedprøver er anonymiseret for censorerne i Netprøver. På baggrund af erfaringer med anonymisering fra tidligere år ønsker vi at fremhæve, at det er vigtigt, at:
1. Institutionerne sikrer, at eleverne instrueres i ikke at skrive navn, institutionsnavn eller andre oplysninger, som helt eller delvist kan identificere eleven, noget sted i deres besvarelser af skriftlige prøver eller i titlen på deres digitale dokument.
2. Institutionerne ikke sender informationer til, eller på anden vis kontakter, censorerne af skriftlige prøver – fx gennem censorbreve, der sendes forud for bedømmelserne.
Ovenstående gælder ikke prøver med en 1. delprøve, der besvares på papir, hvor eleverne stadig skal skrive deres navn og institution i besvarelsen af 1. delprøve. Anonymiseringen vil kun gælde for de skriftlige stedprøver, der udelukkende er i Netprøver. Det er af tekniske årsager endnu ikke muligt at anonymisere skriftlige prøver med en 1. delprøve, der besvares på papir.
Plan-B
Hvis der mod forventning opstår udfordringer med at afvikle de skriftlige prøver i vinterterminen 2023/2024 fra Netprøver, har institutionerne mulighed for at downloade prøvematerialet fra Plan B-løsningen. Vær opmærksom på, at Plan-B kun bør anvendes som nødprocedure.
Prøvematerialet til de prøver, I afholder, bliver tilgængeligt via Plan-B to timer før prøvestart den pågældende dag. Det er institutionens medarbejdere med rollerne it-ansvarlig og eksamensansvarlig, der kan benytte Plan-B. Det er en god ide, at I på forhånd har besluttet, hvordan I vil distribuere prøvematerialet til eleverne fra Plan-B, hvis Netprøver ikke fungerer.
Der logges på Plan-B på samme måde, som der logges på Netprøver.dk. Det er muligt både at benytte UNI-Login og mitID.
Er der delprøver på papir, som I har glemt at bestille via Prøveshoppen, kan de også downloades fra Plan-B to timer før prøvestart den pågældende dag. De kan herefter printes lokalt.
Se nærmere i vejledningerne ”Nødprocedurer for Netprøver.dk” og ”Plan-B, brugervejledning til eksamensansvarlige”, der findes her.
Tekniske spørgsmål til Plan-B kan rettes til teknisk support for Netprøver på tlf.: 70 21 21 50 eller indsendes via formular til support.
Regler og vejledninger
Bekendtgørelser, vejledninger og orienteringer, der er relevante for administration, lærere, censorer og elever i forbindelse med prøver og eksamen ved de gymnasiale uddannelser og i eux-forløb, er samlet her.
Styrelsen har udarbejdet breve og vejledningsmateriale vedr. snyd og digitale hjælpemidler. Der kan findes mere information på denne side.
Meddelelser fra ministeriet til institutionerne i den skriftlige eksamensperiode
Der kan opstå situationer, hvor det er nødvendigt at give besked om forhold ved en skriftlig prøve øjeblikkeligt. Meddelelser af denne type vil blive sendt pr. e-mail til institutionens officielle e-mailadresse. I perioden med de skriftlige prøver skal denne postkasse derfor tjekkes hver dag i god tid før kl. 9.00 og løbende under de respektive prøveafholdelser.
Kontakt til Kontor for Prøver, Eksamen og Test
Hvis der opstår akutte problemer under afviklingen af prøverne, herunder hvis man opdager fejl eller mangler i en prøve, beder vi om, at I kontakter os – enten på mail gympet@stukuvm.dk eller på telefon 33 92 55 00. Telefonen er åben i dette tidsrum i december:
Uge 48: Tirsdag, torsdag og fredag klokken 09.00-12.00
Uge 49: Alle hverdage klokken 08.00-15.00
Uge 50: Alle hverdage klokken 08.00-15.00
Uge 51: Mandag – torsdag klokken 09.00-12.00
Uge 52: Lukket
Øvrige åbningstider bliver løbende opdateret på hjemmesiden.
Vi ønsker alle en god eksamensperiode!
Venlig hilsen
Team gymnasiale prøver
Kontor for Prøver, Eksamen og Test
gympet@stukuvm.dk

Skoleåret 2023/2024

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har meddelt følgende:
“Til institutionens leder
Det er stadig muligt at tilmelde sig de to forsøg med den skriftlige prøve i spansk begyndersprog A på stx, som styrelsen udbyder ved sommerens prøver 2024. Se vedhæftede brev for information om forsøgene og tilmelding.
Flere institutioner har spurgt, hvordan ”værktøjskassen” fra forsøg 1 tager form. Vi har vedhæftet en oversigt over, hvad hjælpemidlet kommer til at indeholde. Den endelige værktøjskasse er klar senest med udgangen af november, så tilmeldte undervisere kan benytte hjælpemidlet i forbindelse med undervisningen.
Hvis institutionens spanskundervisere ønsker at høre mere om forsøgene eller stille spørgsmål hertil, er de velkomne til at deltage ved det virtuelle informationsmøde, som fagkonsulenten i spansk afholder. Mødet foregår den 7. november 2023 kl. 16:00 og kan tilgås via dette link.
Der er tilmeldingsfrist den 10. november 2023.
Spørgsmål og tilmelding bedes rettet til gympet@stukuvm.dk.”

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har meddelt følgende:
“Til institutionens ledere og eksamensplanlæggere
Det er nu muligt at hente den mundtlige censur til vinterens mundtlige prøver i XPRS.
Styrelsen vil i denne forbindelse gøre opmærksom på, at såfremt en institution afmelder en censor tildelt af XPRS, så skal institutionen som det klare udgangspunkt selv stille med en anden censor, således at eksaminationsskolen ikke efterlades med problemet.
En række VUC- og hf-institutioner har i efteråret været ramt af et it-nedbrud, der har bevirket, at de ikke har kunne indberette deres prøveplaner og lærerfriholdelser til XPRS rettidigt og heller ikke har kunnet indberette dem i samme kvalitet som normalt. STUK har været i tæt dialog med de berørte institutioner, og der er fundet løsninger, således at det er muligt at lave allokeringen af censorer for alle.
IT-udfordringerne kan bevirke, at nogle af de berørte institutioner efter udmeldingen den 6. november står med en større opgave end normalt ift. at kvalitetssikre deres prøveplan, herunder at besætte censorater.
STUK opfordrer alle institutioner til velvilligt at hjælpe disse institutioner med at komme i mål med deres kvalitetssikring og udvise solidaritet med de berørte institutioner.
Spørgsmål vedrørende den mundtlige censurplan skal rettes til gympet@stukuvm.dk. “

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har meddelt følgende:
“Styrelsen for Undervisning og Kvalitet foretager en række ændringer i forhold til henvendelser til styrelsen.
Det betyder bl.a., at vi går nu i luften med vores kontaktcenter i Kontor for Prøver, Eksamen og Test. Fremadrettet skal alle henvendelser til kontoret ske på telefon 33925500 og åbningstiderne finder I på vores hjemmeside. Vores fællespostkasse gympet@stukuvm.dk vil stadig fungere som den primære indgang til eksamenskontoret og vi opfordrer generelt til at kontakte os via denne e-mail.
Det vil ikke længere være muligt at kontakte den enkelte medarbejder direkte, men vi er fortsat de samme, der svarer og tager fat på jeres henvendelser. Med vores fælles indgang – primært på mail – får vi bedre mulighed for at koordinere henvendelser, prioritere og dække ind, hvis nogle af medarbejderne er fraværende.
Vi håber, I vil tage godt imod vores nye kontaktcenter.
Med venlig hilsen
Eksamenskontoret “