Tag: pol1024

Debatindlæg som indsendt af foreningen:

Debat | Når politiske uddannelsesvisioner møder den komplekse virkelighed

I de seneste årtier har det danske skole- og uddannelsessystem været præget af en konstant strøm af politiske reformer og skiftende prioriteter. Hver ny regering synes at bringe egne visioner for skoler og uddannelse, ofte med store ambitioner om at forme fremtidens samfund. I øjeblikket ser vi ind i reformer af folkeskolen og ungdomsuddannelserne, hvor også en mulig lukning af 10. klasse er på dagsordenen.

Komplekse udfordringer kan opstå, når uddannelsespolitikken bliver præget af forskellige politiske dagsordener. Overser man, i iveren efter at sætte politiske aftryk, hvad der er bedst for de unge? Det er tid til at træde et skridt tilbage og reflektere.

Skiftende uddannelsespolitiske mål

For 13 år siden satte regeringen under statsminister Helle Thorning-Schmidt ambitiøse uddannelsesmål, der afspejlede den daværende socialdemokratiske vision om uddannelse: Uddannelsespolitikken var bl.a. karakteriseret ved et mål om, at flest mulige unge skulle opnå en studentereksamen. Tingene forandrer sig, og disse politiske mål forsøges nu annulleret, selv om de stadigt ligger højt i bevidstheden hos forældre og unge.

Den gamle ”velfærdsstatslige” drøm om en gymnasial studentereksamen, som adgangsvejen til et friere liv, er for længst forladt politisk. Regering og de øvrige folketingspartier ser meget gerne, at elever i højere grad vælger andre ungdomsuddannelser, selvom mange unge og deres forældre stadig ser gymnasiet som det foretrukne ift. fremtidige muligheder. De erhvervsfaglige ungdomsuddannelser har svært ved at tiltrække og fastholde eleverne, trods politisk fokus og virksomheder og branchers synlige efterspørgsel efter erhvervsfagligt uddannede.

Så hvad gør man, når der nu i regeringen, Folketinget og en lang række brancher og erhvervsorganisationer er enighed om, at udviklingen må vendes, så flere unge vælger de erhvervsfaglige uddannelser? Et nærliggende svar kunne jo være at kigge på, hvad unge mennesker forventer af en ungdomsuddannelse, og hvilke rammer, vilkår, ungemiljø, pædagogik m.m., der med fordel kan udvikles på erhvervsuddannelserne, for at de kan tiltrække og fastholde eleverne, men det er tilsyneladende ikke den vej, man vælger at gå.

Flere unge til de erhvervsfaglige uddannelser – hvordan?

I maj 2023 præsenterede en reformkommission forslaget “Nye Reformveje 2”, der bl.a. introducerede ideen om en ny ungdomsuddannelse; hpx. En toårig uddannelse, som kombinerer 10. klasse, hf og erhvervsskolernes grundforløb, rettet mod elever med interesse for erhvervsfag. Forslaget indebar også en nedlæggelse af 10. klasse.

Regeringen og Børne- og Undervisningsminister, Mattias Tesfaye, har kastet kærligheden på en model, kaldet en ”2-årig gymnasial uddannelse”, der lægger sig tæt op ad reformkommissionens forslag. Selvom modellen rummer mange interessante tiltag, rummer den også flere problematiske elementer.

Slut på udskolingen, som vi kender den?

Modellen er tankevækkende i et skolehistorisk perspektiv, da den lægger op til, at elever i 7. og 8. klasse i højere grad skal tage stilling til en enten “boglig” eller “håndværksfaglig” retning. Hvis gymnasiet vælges efter 9. klasse, sigter det mod en lang videregående akademisk uddannelse, mens en ny 2-årig gymnasial uddannelse skal føre mod en erhvervsfaglig vej. Dette kan hævdes at være et sporskifte ift. til idealet om enhedsskolen, som bygger på forestillingen om et ensartet, homogent skoleforløb for alle elever, hele vejen igennem grundskolen.

Inkluderer man konkrete elementer fra den politiske aftale om folkeskolen fra marts 2024, herunder forslaget om juniormesterlære, ser man en tendens til, at enhedsskolen langsomt brydes op, med paralleller til tiden før 1970’erne, hvor elever måtte vælge mellem en ”boglig” eller ”praktisk” retning allerede efter 6-7 års skolegang.

På vej mod afskaffelse af 10. klasse

Er det nødvendigt at oprette en ny 2-årig ungdomsuddannelse, og kan den virkelig løse udfordringerne med de unges uddannelsesvalg? Bør 10. klasse afskaffes? Hvorfor fikse det, der virker?!

10. klasse spiller en afgørende rolle i det danske uddannelsessystem ved at tilbyde en fleksibel og tilpasset overgang for unge med forskellige baggrunde og behov. Den brede vifte af tilbud gør det muligt for elever at finde netop det miljø og den støtte, de har brug for, inden de træffer vigtige valg om deres fremtidige uddannelsesretning. For at kanalisere elever ind i en ny ungdomsuddannelse er planen at afvikle10. klasse, hvilket vil eliminere den mangfoldighed og de skræddersyede tilbud, som 10. klasse i dag repræsenterer. Det er vigtigt at anerkende og bevare 10. klasses unikke værdi i uddannelsessystemet, frem for blot at presse elever ind i nye strukturer for at opnå politiske mål.

Fra politisk ambition til praktisk realitet

De politiske budskaber, der over tid udstikkes om uddannelsesvalg, har uden tvivl en stor indflydelse på både forældre og unges beslutninger. Når politikere ønsker at ændre retning og fremme nye veje, som f.eks. at styrke erhvervsuddannelserne på bekostning af gymnasiet, bliver det hurtigt en del af den offentlige debat og påvirker holdningerne i samfundet. Men i praksis går det ofte langsomt med at få disse politiske visioner til at slå igennem.

Der bør i højere grad være opmærksomhed på, at forandring ikke kun skabes via ændringer af strukturer, men også af en dybtgående ændring af den kultur, der omgiver uddannelsesvalgene. Gamle vaner og forventninger sidder dybt, og det tager tid for bl.a. elever og forældre at tilpasse sig nye realiteter. Det betyder, at selvom intentionerne om at skifte retning er tydelige, kan der gå mange år, før der ses en reel ændring i både kultur og de uddannelsesvalg, der træffes.

Tid til refleksion: Er det til gavn for de unge?

Det er nødvendigt at træde et skridt tilbage og reflektere. Med den ene politiske dagsorden efter den anden er der en risiko for at miste overblikket over, hvad der egentlig er bedst for de unge. Der er fare for, at den bredde og sammenhængskraft, som enhedsskolen har repræsenteret, går tabt til fordel for en opdelt fremtid, der ikke nødvendigvis gavner alle elever. Afskaffelsen af 10. klasse og indførelsen af en ny 2-årig ungdomsuddannelse kan fremstå som en god løsning, men de langsigtede konsekvenser må ikke overses. Der bør i højere grad lægges vægt på at forstå de unges behov og sættes fokus på at give de eksisterende strukturer støtte til at udvikle sig.

Hvorfor vil regeringen straffe de gymnasier, der tilbyder elever særlige muligheder for faglig fordybelse?

I regeringens forslag til Finanslov 2025 fjernes tillægstaxameteret for særlige A- fag, hvilket vil betyde, at gymnasierne fremover ikke vil få finansiering til at udbyde særlige A-fag.

Det er beklageligt, da de særlige A-fag har givet gymnasieelever en værdifuld mulighed for at fordybe sig i naturvidenskabelige fag – et område, som hidtil har haft høj politisk prioritet, men nu tilsyneladende ikke længere anses som vigtigt.

Hos ’Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier’ forstår vi ikke denne prioritering. Bortfald af tilskuddet til særlige A-fag rammer hårdt på mange private gymnasier. Regeringen og Børne- og Undervisningsministeren argumenterer med, at det især er store gymnasier, der udbyder de særlige A-fag, og derfor – underforstået – har råd til selv at finansiere dem. Men de private gymnasier er typisk væsentligt mindre institutioner, og tilskuddet er afgørende for, at de fortsat kan udbyde disse fag.

Finanslovsforslaget afspejler regeringens økonomiske prioritering af bl.a. gymnasiale uddannelser i mindre befolkede områder, hvilket bl.a. resulterer i øgede ”udkantstilskud” til mange offentlige gymnasier, ligesom der sker en stigning i det sociale taxametertilskud. Private selvejende gymnasier får ikke del i disse tilskud. Den øgede omfordeling mellem de forskellige gymnasier og skoleformer betyder, at det samlede tilskud til private gymnasier i stigende grad udhules, hvilket er en bekymrende udvikling, som foreningen vil drøfte med de politiske samarbejdspartnere.

Læs mere om finanslovsforslaget her: http://www.kladde.dk/nyheder/tilskudsforhold-finanslovsforslag-2025/

Debatindlægget som indsendt af foreningerne:

Frie grundskoler: PPR-adgang skal være lige uanset skoleform

Det er børnene, der kommer i klemme, når en kommune, som det er tilfældet i Køge, forsøger at regulere sin forpligtigelse overfor de børn, der har deres skolegang i kommunen, ned til et minimum, lyder det fra de frie grundskolers organisationer.

Pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) handler helt grundlæggende om at hjælpe skoler, så de kan danne ramme for et godt skoleliv, en god undervisning, også for elever med særlige behov og forudsætninger.

Det er en fantastisk ordning, fordi den giver skolerne et afsæt for at indrette og tilrettelægge en undervisning, så børn, der på forskellig vis og af forskellige grunde kræver en ekstra pædagogisk opmærksomhed og støtte, kan få mulighed for at deltage og bidrage – og opleve at være en del af skolens fællesskab.

Dét er det helt centrale ved PPR, og derfor skelnes der heller ikke mellem, hvor børnene kommer fra, for det handler om dem, børnene.

Og det er netop børnene, der kommer i klemme, når man, som tilfældet aktuelt er i Køge Kommune, forsøger at regulere sin forpligtigelse overfor de børn, der har deres skolegang i kommunen, ned til et minimum. I al fald når det gælder den pædagogisk-psykologiske rådgivning af børn på kommunens frie grundskoler.

Lad det her blive slået fast med lige så store syvtommersøm, som det blev slået fast af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i et svar til Køge Kommune tidligere på året:

Det er styrelsens vurdering, at kommunen er forpligtet til at yde den samme pædagogisk-psykologiske rådgivning til de frie grundskoler, som den rådgivning kommunen er forpligtet til at yde i folkeskolerne i medfør af folkeskoleloven.

Når man, som tilfældet er i Køge Kommune, vil sætte serviceniveauet ud fra skolekommunens minimumsforpligtelse, så skal det altså gælde for alle børn, uanset hvilken skole i kommunen de går på.

Frie grundskoler får ikke dobbeltkompensation

Men hvad er så minimumsforpligtelsen? Og får de frie grundskoler ikke allerede penge fra staten?

Lad os starte med det sidste, pengene.

Frie grundskoler får ikke midler til at løse de opgaver, som er placeret hos og varetages af den kommunale PPR.

Af det statslige tilskud, som de frie grundskoler modtager, afsnøres midler (i 2024 570 millioner kroner) til puljer målrettet særlige opgaver, blandt andet specialundervisning. Disse udgifter afholdes altså ikke af kommunen. Det sørger de frie grundskoler selv for.

Vi hører til tider, at de frie grundskoler dobbeltkompenseres af/i det kommunale system. Det er altså ingenlunde tilfældet.

Det er i den sammenhæng måske værd at nævne, at den gennemsnitlige kommunale udgift til en elev i folkeskolen er på 80.088 kroner årligt (2024).

Når en elev ikke går i folkeskolen, men i en fri grundskole, skal kommunen betale et bidrag til staten. Dette er på 45.949 kroner årligt per elev. Det betyder, at når en elev går i en fri grundskole, så har kommunen gennemsnitligt en mindsket udgift svarende til 34.139 kroner per elev årligt.

Fælles ansvar kræver lige vilkår

Hvad angår minimumsforpligtelsen, så er skolekommunen forpligtet til at yde frie grundskoler vederlagsfri rådgivning i tre situationer:

• i forbindelse med en anmodning om en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis det må antages, at en elev har behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand (folkeskolelovens § 3, stk. 2, 3. pkt. og friskolelovens § 3, stk. 4). Rådgivningen har til formål at rådgive skolen om tilrettelæggelse og indholdet af en undervisning, der kan tilgodese elevens særlige behov og forudsætninger.
• i forbindelse med at rådgive skolerne om tilrettelæggelse og indholdet af undervisningen, hvis konklusionen af en pædagogisk-psykologisk vurdering er, at der ikke bør iværksættes specialpædagogisk bistand. Kommunen skal i sådanne tilfælde fremsende forslag om, hvordan rammerne for og indholdet i den almindelige undervisning kan ændres for at imødekomme elevens særlige behov.
• i forbindelse med at yde skolerne rådgivning ved en anmodning om en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis en elevs skolesituation giver anledning til alvorlig bekymring, selvom eleven har et behov for støtte i mindre end 9 undervisningstimer ugentligt.

Børnene, forældrene og skolerne har brug for vished om rækkevidden af den pædagogisk-psykologiske rådgivning, og at der ikke er tvivl om, at alle kommunens elever får samme betjening.

De specialpædagogiske indsatser har alle skoler et ansvar for at løfte. Det er en fælles opgave, vi har på tværs af skoleformer, og vi bør derfor finde veje og vilje til at sikre, at PPR kan betjene alle skoler på lige, værdig og aftalt vis.

Det handler om børnene

Vi ved, at der med den frihed, de frie grundskoler er givet, følger et ansvar og en forpligtelse til også at løfte og støtte op om de børn, der kræver en ekstra pædagogisk indsats og opmærksomhed.

Men gode intentioner og god pædagogik gør det ikke alene. Vi har, ligesom de kommunale skoler, også brug for pædagogisk-psykologisk rådgivning for at løfte vores del af ansvaret og opgaven.

I den nye skolepolitiske aftale er der gode og klare signaler om en styrkelse af samarbejdet mellem skole og PPR.

PPR skal blandt andet indgå aktivt i styrkelsen af den lokale praksisnære kompetenceudvikling og sparre direkte med lærere og pædagoger om undervisningen. Det er beskrivelsen af et involveret og involverende PPR, der kommer ud på skolerne.

Og vi har brug for en faglig og ressourcefuld pædagogisk-psykologisk rådgivning. Ikke mindst i en tid med mange nye sårbarheder, diagnoser og udfordringer.

Mange, langt de fleste, kan rummes i det almene skoletilbud med enkeltintegreret specialundervisning, men det kræver lige adgang til og mulighed for rådgivning, videndeling og sparring fra PPR.

Vi håber, at de toner, der er slået an i den skolepolitiske aftale, og som flugter med aktuel forskning på området, vil lyde over det ganske land – også i Køge Kommune:

At dialogen, samarbejdet og den fælles interesse for at støtte op om elevers mulighed for et godt skoleliv ikke gøres til et spørgsmål om skoletilhørsforhold eller minimumsforpligtelse.

Det handler om børnene.

Peter Bendix Pedersen; Friskolerne

Mirjam Fibiger Olesen, Foreningen af Kristne Friskoler

Peter Leth Andresen, Lilleskolernes Sammenslutning

Karsten Suhr, Danmarks Private Skoler