“Vi forudser, at temaet elevfordeling bliver en del af valgkampen, for mon ikke politikerne vil interessere sig for, om de danske (folkeskole)forældre vil sætte deres frie valg og deres egne børns skolegang på spil? Vi håber også, det bliver en del af valgkampen, for elevfordeling bør være noget, der interesserer de fleste. Konsekvenserne og den bagvedliggende samfundsforståelse er efter vores opfattelse vidtrækkende”, skriver Karsten Suhr i et debatindlæg i Skolemonitor d. 29. marts under overskriften “Elevfordeling i skolen kan få vidtrækkende konsekvenser”. Læs debatindlægget på Skolemonitor her
Danmarks Private Skolers indsendte debatindlæg:
Elevfordeling – Et kommende valgkampstema?
Elevfordeling på grundskoler og ungdomsuddannelser lyder måske ikke som et tema, der er specielt velegnet til en valgkamp til Folketinget. Ikke desto mindre forudser vi, at det kan gå hen og blive det. Hvorfor? Fordi det principielt handler om, hvor grænsen går mellem borgernes frihed og statens bestemmelsesret. Og fordi det i praksis og på ”hverdagsniveau” har stor betydning for familier, børn og unge.
Det var i juni sidste år, nærmere bestemt d. 10., at elevfordelingsaftalen for de gymnasiale uddannelser blev præsenteret af Børne- og Undervisningsministeren. Aftalen blev indgået i forståelse mellem den socialdemokratiske regering og partierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Kristeligt Folkeparti. Bl.a. Venstre, De Konservative og Liberal Alliance valgte at stå uden for aftalen, hvis ene hovedpunkt var, at forældrenes indkomst fremover skal spille en hovedrolle, når eleverne skal fordeles på de offentlige gymnasiale uddannelser.
”Det vedkommer jo ikke mig”
Så altså; fra og med 2023 skal gymnasieelever i såkaldte fordelingszoner, særligt i storbyerne, fordeles ud fra en algoritme, som lægger vægt på deres forældres økonomiske vilkår. Aftalen har fået overraskende lidt omtale, i betragtning af hvor mange, der får konsekvenserne af den at føle. Det kan naturligvis være fordi, at mange finder den sympatisk. Det kan også være fordi, de faktiske konsekvenser er nedtonet. Det kan også være en konsekvens af den gode gamle ”det vedkommer jo ikke mig”, fordi ungdomsuddannelsen for en selv eller ens børn er et overstået kapitel – eller omvendt; at der er lang tid til, at et valg af ungdomsuddannelse bliver aktuelt.
Det bliver de elever, der går i 8. klasse nu, der bliver de første, som skal opleve konsekvensen. Effekterne af fordelingsmodellen kendes altså ikke endnu. Trods det, har såvel Børne- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, og socialdemokratiets Børne- og undervisningsordfører, Jens Joel, allerede meddelt, at de ønsker sig en tilsvarende model for folkeskolerne, for idealet for dem er et samfund, hvor børn af alle samfundslag og etnicitet møder hinanden i folkeskolen, som i den socialdemokratiske forståelse er den allervigtigste samfundsinstitution.
Den praktiske konsekvens af en sådan elevfordeling kan være, at børn ikke kommer til at gå i skole i nærområdet eller med ”kammeraterne på vejen”. Selv om deres forældre tjener ”det samme”. Børnene bliver en del af en ”kvote” og risikerer at blive tvunget til andre skoler med det formål at skabe ”lige skoler”.
Vil forældre sætte deres egne børns skolegang på spil?
Vi forudser, at temaet elevfordeling bliver en del af valgkampen, for mon ikke politikerne vil interessere sig for, om de danske (folkeskole)forældre vil sætte deres frie valg og deres egne børns skolegang på spil? Vi håber også det bliver en del af valgkampen, for elevfordeling bør være noget, der interesserer de fleste. Konsekvenserne og den bagvedliggende samfundsforståelse er efter vores opfattelse vidtrækkende. For hvem og hvad konstituerer det gode og rigtige samfund? Hvem skal stat og borgere tjene? Og har borgerne værdi i sig selv, eller må de underkaste sig statens behov?
Er skolen redskabet til at løse samfundets udfordringer?
Skolen har en åbenlys funktion i forhold til at medvirke til skabelse af samfundet gennem de fællesskaber, der udleves på skolerne. Men er det skolens primære funktion at være redskab til at løse samfundets udfordringer i bred forstand? Hvad med skolens opgave i forhold til uddannelse af eleverne og den hertil knyttede dannelsesopgave? Er den sekundær?
Hos os i de frie- og private skoler bliver vi bekymrede, når staten vil fratage borgere deres selvbestemmelse, når forældre og elever reduceres til subjekter, der tjener som middel til at opfylde statens behov. I vores optik overskrider det den rimelige balance mellem statens bestemmelsesret og borgernes frihedsrettigheder.
Perspektiverne for de frie og private grundskoler, hvis en elevfordelingsmodel på folkeskolerne bliver en realitet, er mildest talt foruroligende. Se bare på konsekvenserne for de private gymnasiale uddannelser på baggrund af elevfordelingsaftalen for de offentlige gymnasiale uddannelser: En kapacitetsbegrænsning. Men det fortjener et særskilt debatindlæg!
Kernen i problemstillingen er regeringen og andre politiske partiers forestilling om, at samfundsinstitutionerne, f.eks. skole- og uddannelsesinstitutioner, skal være et middel – eller værktøj – til at opnå det for dem ”gode og rigtige samfund”. Det vil de bl.a. opnå gennem strukturer for en bestemt elevfordeling. De første, der stod for tur, var de offentlige gymnasiale uddannelser. Bliver folkeskolerne de næste? Det fortjener offentlig opmærksomhed og politisk debat – måske i en valgkamp?
