Tag: Skolens rummelighed og resultater

  • Danmarks Private Skoler | Inklusionskonference 2022

    Danmarks Private Skoler | Inklusionskonference 2022

    Igen i år samles medlemmer af Danmarks Private Skoler til inklusionskonferencen, som denne gang vil handle om udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD), transkønnethed og ordblindhed.

    Hvert år sætter skolerne sammen fokus på, hvordan den enkelte skole kan hjælpe elever med særlige behov. Herunder, hvordan man skaber de bedste muligheder for, at alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt, trives i skolen, gennemgår en positiv udvikling og bliver så dygtige som muligt. På tidligere inklusionskonferencer har der bl.a. været fokus på temaer som spiseforstyrrelser, selvskade, sociale mediers negative konsekvenser, ensomhed blandt unge, skolevægring, stress og angst. Formålet med inklusionskonferencen er at inspirere skoler til, hvordan de kan støtte elever med forskellige særlige behov bedst muligt.

    Udviklingsmæssig sprogforstyrrelse DLD

    7% af befolkningen har sprogforståelsesvanskeligheder, hvilket betyder, at der i alle klasselokaler sidder elever med DLD. På inklusionskonferencen vil Rikke Vang Christensen, lektor i logopædi, fortælle om, hvad DLD er, og hvordan man som skole kan tilrettelægge undervisningen for at hjælpe elever med DLD bedst muligt.

    Transkønnethed

    Skoler kan være med til at forebygge mistrivsel blandt elever, der er transkønnede. På konferencen vil Line Rørbæk, rådgiver i Foreningen for Støtte til Transkønnede børn, sætte fokus på, hvordan man kan snakke om transkønnethed i klassen, og hvordan man generelt kan inkorporere en mere bred forståelse af køn i undervisningen.

    Ordblindhed

    På inklusionskonferencen vil der være et inspirerende oplæg fra standupkomikeren Christian Fuhlendorff, hvor han vil fortælle om, hvordan hans liv som ordblind udfoldede sig, og hvordan det ikke altid har været nemt for ham at acceptere, at han ikke er helt som alle andre.

    Kodeks for samfundsansvar

    Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter, der gavner samfundet. Et af løfterne, med overskriften ”Skolens rummelighed og resultater”, handler om, at skolerne skal have konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter ansvarligt optag og positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt. Med inklusionskonferencen er det formålet at inspirere skolerne til, hvordan de kan arbejde med forskellige særlige behov, som eleverne kan have.

    Tilmelding til inklusionskonferencen

    HVORNÅR:
    12. oktober 2022, kl.09:30

    HVOR:
    Ida Conference, Kalvebod Brygge 31-33, København

    Program

  • Udfoldelse af de 7 samfundsløfter

    Udfoldelse af de 7 samfundsløfter

    Foreningens medlemsskoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar:

    Kodeks – de 7 samfundsløfter
    Foreningen har løbende kommunikationsindsatser, der sætter fokus på forståelsen af kodeks og på skolernes samfundsansvarlige indsatser og aktiviteter.

    Foreningen har bl.a. offentliggjort denne artikelserie, hvor hvert af de 7 samfundsløfter udfoldes med konkrete eksempler fra medlemsskolerne.

  • DM i Fagene | Medlemsskoler repræsenteret i alle fag ved finalen

    DM i Fagene | Medlemsskoler repræsenteret i alle fag ved finalen

    Elever fra 24 medlemsskoler er finalister til landsmesterskaberne i DM i Fagene.  

    Finalisterne til landsmesterskaberne i DM i Fagene – Danmarks største konkurrence i skolens fag for 7., 8. og 9. klasse – er fundet. I år er der i de indledende runder dystet i dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi, tysk, biologi og historie i de individuelle konkurrencer. Desuden er der dystet i en tværfaglig holdkonkurrence og en naturfaglig holdkonkurrence. Der er medlemsskoler repræsenteret i finalerne i alle fag og i begge holdkonkurrencer.

    Medlemsskoler ser konkurrencens værdi

    Foreningen Danmarks Private Skoler er med i konsortiet bag DM i Fagene, der består af centrale aktører på skoleområdet, der ønsker at bidrage til udviklingen af en motiverende, interessant og udfordrende grundskole for alle elever. Foreningen er meget glad for, at så mange medlemsskoler bakker op om konkurrencen og ser dens værdi.

    Casebaserede opgaver

    Opgaverne i DM i Fagene er casebaserede og er udarbejdet i tæt samarbejde med rigtige virksomheder. Konkurrencen har bl.a. til formål at styrke elevernes evne til at koble skolens fag med virkelighedens arbejdsmarked. Caseopgaverne fra tidligere års DM i Fagene ligger frit tilgængelige her. De kan bruges i den almindelige undervisning og egner sig både til individuelt arbejde og gruppearbejde i 8. og 9. klasse. Opgaverne kan også bruges til at få en fornemmelse af opgavernes omfang og opbygning, inden en elev deltager i DM i Fagene.

    Følg live-dækning fra Landsmesterskaberne

    DM i Fagene sender LIVE fra Landsmesterskaberne den 1. og 2. februar. Der sendes ligeledes live fra præmieoverrækkelsen den 4. februar. Følg livedækningen på www.dmifagene.dk

  • Talentarbejde styrker alle på skolen

    Talentarbejde styrker alle på skolen

    Flere skoler udformer talentstrategier, har uddannede talentvejledere og deltager i talentforløb samt talentkonkurrencer. Sorø Privatskole er en af de skoler, der har styrket talentindsatsen igennem flere år. Men hvad kan talentarbejdet egentlig bruges til?

    På Sorø Privatskole har man i flere år haft fokus på at styrke skolens talentudvikling. Skolen er certificeret i ’Science og Talent’ fra det nationale naturfagscenter, ’Astra – Science Talenter’. Skolen har bl.a. valgt at uddanne lærere til talentvejledere. Uddannelsen løber over et skoleår med forskellige kursusdage, og certificeringen stiller krav til skolen om kompetenceudvikling af lærere, tydelig talentstrategi, talentaktiviteter på skolen, deltagelse i konkurrencer mv.

    Talentarbejdet styrker alle elever

    Skoleleder på Sorø Privatskole, Nanna Øhrgaard, har været med fra certificeringens begyndelse for fire år siden. For skolen har talentarbejdet handlet om at skabe systemer, kultur og fortællinger, der er med til at styrke skolens didaktiske grundlag og skolens profil som en udviklingsorienteret skole, hvor et af formålene er at give eleverne fornuftige arbejdsvaner og fremme deres lyst og nysgerrighed til at tilegne sig ny viden. Skolelederen mener, at det er vigtigt, at der i talentarbejdet er plads til de fagligt stærke, som har iveren til at blive bedre; til de fagligt stærke, som måske ikke har opbygget gode arbejdsvaner, fordi de har så nemt ved skole og at tilegne sig viden, at det er blevet en sovepude; og endeligt – og særligt vigtigt – så skal der være plads til dem, der ikke kommer så nemt til det, men som rigtig gerne vil.

    ”Det vigtigste er at skabe motivation, uanset om eleverne er fagligt dygtige eller fagligt udfordrede. Det er talentvejlederne uddannet til, og de er gode til at klæde andre lærere på til at være opmærksomme på, hvad der skal til. Eleverne ved altid, hvem der er de dygtige, og hvem, der er de udfordrede, men ikke nødvendigvis hvem der er de mest talentfulde, og som vil knokle for at nå deres mål. Det er her, lærerne er de professionelle og dem, der kan spotte de talentfulde elever,” påpeger skoleleder, Nanna Øhrgaard.

    Talentarbejdet har forandret hverdagen

    Talentvejledere er uddannet i naturfag, men lærer gennem deres uddannelse også at identificere talent generelt og udarbejde konkrete talentprojekter, som kan overføres til andre fag. På Sorø Privatskole har de f.eks. talenthold i dansk, engelsk, tysk, matematik og science, men lærerne er også opmærksomme på talentarbejdet i det almindelige klassearbejde – det er de blevet via talentvejlederne. Talentvejlederne har, ifølge Nanna Øhrgaard, været med til at give lærerne på skolen et fælles sprog om læring og et tættere samarbejdsgrundlag. Derfor ses det nu også ofte, at der bliver stillet åbne opgaver, som rækker ud over flere fag og uden et bestemt facit. De åbne opgaver giver eleverne mulighed for at være mere selvkørerende:

    ”De er ivrige efter at finde løsningerne, og så kan man bruge tiden på dem, der har brug for mere støtte i opgaveløsningen”, fortæller skolelederen, og hun konkluderer: “Talentarbejdet har givet os meget. Det har helt klart været med til at højne det faglige niveau hos alle elever – og været med til at højne den didaktiske og pædagogiske linje på skolen.”