Tag: akt_0825

  • Karsten Suhr træder tilbage som formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

    Karsten Suhr træder tilbage som formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

    Efter 23 år i Danmarks Private Skoler – heraf de seneste 10 år som formand – har Karsten Suhr meddelt, at han fratræder posten ved foreningens årsmøde den 24.-25. oktober 2025. Karsten har valgt at gå på pension.

    Karsten Suhr har siden 2002 været medlem af bestyrelsen og overtog formandsposten i oktober 2015. Han har dermed stået i spidsen for foreningen gennem et årti præget af både politisk debat, udvikling og tydeliggørelse af frie og private skolers rolle i det danske uddannelseslandskab.


    Som skolemenneske har Karsten Suhr haft et langt virke i sektoren – fra Det Kongelige Vajsenhus og Ingrid Jespersens Gymnasieskole til stillingen som skoleleder på Lyngby Private Skole, hvor han var leder fra 1995 og helt frem til han tiltrådte formandsposten i Danmarks Private Skoler i 2015. Med dette bagtæppe bragte han en stærk faglig og praktisk indsigt ind i foreningens arbejde.

    En stærk stemme og tydeligere forening

    Under Karsten Suhrs formandskab er Danmarks Private Skoler blevet en tydeligere og stærkere politisk aktør. Han har sat markante spor i udviklingen af foreningen og været drivkraft bag et af de mest betydningsfulde initiativer: Kodeks – De 7 samfundsløfter.

    Foreningen tog initiativ til at udvikle ’Kodeks’ og ’De 7 samfundsløfter’ som en samlet ramme for de frie og private skolers samfundsansvar. Efterfølgende blev de vedtaget af medlemsskolerne og udtrykker derved skolernes fælles ansvar for at bidrage til samfundet, skabe rummelige læringsmiljøer, forberede eleverne på fremtiden, fremme social mobilitet, forebygge problemer gennem tidlig indsats, styrke forståelsen for rettigheder og understøtte elevernes videre vej i uddannelse.

    Med Kodeks – de 7 samfundsløfter har vi fået et fælles grundlag, som både forpligter medlemsskolerne og viser omverdenen, at vi tager ansvar for samfundet, for eleverne og for fremtiden. De er både pejlemærker for foreningen og et levende værktøj i skolernes hverdag,” siger Karsten Suhr.

    Frihed og ansvar som ledestjerne

    Foreningen har i årene med Karsten Suhr som formand, i høj grad arbejdet ud fra et klart formål og en tydelig retning. Missionen er at repræsentere de frie og private skolers interesser, oplyse om deres betydning og støtte medlemsskolerne i deres daglige arbejde. Den strategiske ramme udfoldes gennem fem kernebegreber: Friheden, traditionen, ambitionen, ansvaret og værdierne – som tilsammen udgør en rød tråd i alt, foreningen står for.

    ”Vores vision er et samfund, hvor skoler med forskellige værdigrundlag og undervisningsformer ikke blot tåles, men værdsættes og styrkes – og hvor de frie og private skolers bidrag til uddannelse, dannelse og samfundsansvar er bredt anerkendt. Det har været et privilegium for mig at repræsentere denne sag som formand, og mit håb er, at skolerne også fremover vil stå stærkt i balancen mellem frihed og ansvar,” siger Karsten Suhr.

    Årsmødet markerer afslutningen

    Årsmødet i oktober markerer afslutningen på Karsten Suhrs formandskab og mangeårige virke i Danmarks Private Skoler. Foreningen planlægger senere på året at afholde en afskedsreception, hvor samarbejdspartnere og medlemsskoler får mulighed for at takke ham for indsatsen.

  • Invitation til Danmarks Private Skolers årsmøde 2025

    Invitation til Danmarks Private Skolers årsmøde 2025

    Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier indkalder til ordinært årsmøde fredag den 24. og lørdag den 25. oktober 2025 på Hotel Nyborg Strand.

    Årsmødet er årets vigtigste samlingspunkt for de frie og private skoler. Her samles skoleledelser, bestyrelsesmedlemmer og andre nøglepersoner til to dage med faglige oplæg, politisk dialog og netværk.

    Programmet rummer både aktuelle foredrag og debatter med politikere samt foreningens generalforsamling. På generalforsamlingen præsenterer bestyrelsen sin beretning om de vigtigste politiske dagsordener, hvordan de påvirker de frie og private skoler, samt foreningens arbejde for at skabe de bedste rammer for at drive skole.

    Ud over det faglige indhold byder årsmødet på rige muligheder for at møde kolleger fra hele landet, udveksle erfaringer og hente inspiration til arbejdet på egen skole.

    Vi glæder os til at byde velkommen til to udbytterige dage på Hotel Nyborg Strand i oktober.

  • Skal jeres skole underholde på årsmødet?

    Skal jeres skole underholde på årsmødet?

    Det er blevet en fast tradition, at en medlemsskole står for et indslag på foreningens årsmøde. Vi har tidligere oplevet alt fra kor til bands – med elever i mange forskellige aldre – og vi glæder os til endnu et inspirerende indslag.

    Praktisk information:

    • Optræden finder sted på årsmødet fredag d. 24. oktober 2025 på Nyborg Strand
    • Årsmødet starter kl. 10.00
    • Jeres indslag er planlagt til kl. 10.10–10.30
    • Efter optræden er der en pause på 5 minutter, hvor I skal nå at rydde scenen for udstyr og instrumenter – indslaget skal derfor tilpasses dette.
    • Der er mulighed for opstilling og lydprøve fredag kl. 8.00–8.45 i mødesalen.
    • Scenen er ikke stor – der er plads til maks. ca. 25 elever (færre, hvis der er store instrumenter).
    • Indslaget må maks. vare 20 minutter.
    • Foreningen dækker transportudgifterne.

    Har I lyst til at give årsmødet en festlig start, så kontakt Tine Brandsborg tbb@privateskoler.dk snarest muligt.
    Hvis det ikke bliver jer denne gang, kommer I på en liste over skoler, der har meldt deres interesse til fremtidige årsmøder.

    Vi glæder os til at høre fra jer!

  • Ny rådgiver i Danmarks Private Skolers sekretariat

    Ny rådgiver i Danmarks Private Skolers sekretariat

    Vi er glade for at byde velkommen til vores nye rådgiver, Julie-Annabella Schulze, der netop er startet i Danmarks Private Skolers sekretariat.

    Julie brænder for at arbejde med komplekse juridiske og administrative spørgsmål i en værdiorienteret organisation, og hun ser frem til at yde kompetent rådgivning til foreningens medlemsskoler.

    Julie har en professionsbachelor i offentlig administration og har i forsommeren afsluttet kandidatuddannelsen i samfundsvidenskabelig jura ved Københavns Universitet, hvor hun især har specialiseret sig i arbejds- og forvaltningsret.

    Hun har solid erfaring fra sit studiejob i Danske Regioner, hvor hun har arbejdet med aftaler, kontrakter og forhandlinger med den private sektor, samt fra en praktikperiode på Christiansborg hos Venstres folketingsgruppe, hvor hun beskæftigede sig med politisk analyse, kommunikation og forberedelse af politiske oplæg.

    Hos Danmarks Private Skoler vil Julie blandt andet rådgive om ansættelsesvilkår for undervisere, kontor- og administrativt personale, teknisk personale samt pædagoger, herunder ansættelseskontrakter, barsel og orlov og ferieregler. Hun vil også bistå skolerne i tjenstlige sager og afskedigelser, rådgive om arbejdsmiljø samt forhold ved institutioner som vuggestuer, børnehaver og SFO’er.

    Julie er samarbejdsvillig, jordnær og professionel. Hun er motiveret af at levere rådgivning af høj kvalitet, tage ansvar og bidrage til helheden.

    Vi glæder os som kolleger til samarbejdet med Julie – til gavn for vores medlemsskoler.

  • Anette Holmgreen går på pension

    Anette Holmgreen går på pension

    Med udgangen af august måned går Anette Holmgreen på pension og siger dermed farvel til Danmarks Private Skoler efter mere end 25 års ansættelse og loyal tjeneste.

    Anette har i utallige år været en helt central del af foreningens sekretariat, hvor hun med sikker hånd har styret den daglige økonomi, regnskab, budget og meget mere.

    Mange kender Anette fra hendes altid venlige og imødekommende hilsen i telefonen, når de har ringet til foreningen. Hun har desuden i mange år været en tæt samarbejdspartner for flere af de tilknyttede netværk og “foreninger i foreningen”, hvor hun har stået for administration af økonomi og andre opgaver.

    Anettes ansættelse er tæt forbundet med foreningens historie og udvikling. Da hun tiltrådte i midten af 90’erne, havde sekretariatet til huse i et lille kontor på Njalsgade på Amager. Her var hun én af blot tre ansatte, inklusive sekretariatschefen, der sammen stod for at drive foreningen og betjene medlemsskolerne. Anette har været med hele vejen siden, og hun har i høj grad haft en stor andel i, at Danmarks Private Skoler har kunnet udvikle sig positivt gennem årene. Hun har bl.a. altid sørget for en sikker hånd på økonomien og orden i sagerne.

    Vi på sekretariatet vil savne Anettes rolige og venlige væsen – og vi ønsker hende alt det bedste fremover.

    Pensionen bliver markeret internt blandt kolleger.