Danmarks Private Skoler

Tag: Debat

  • Debat | Styrk mangfoldigheden og det frie skolevalg

    Debat | Styrk mangfoldigheden og det frie skolevalg

    ”Når det er et politisk ønske at give mulighed for en bredere elevsammensætning ved frie og private skoler, så vil en opskrivning af fripladstilskuddet være en enkel og nem løsning.”, skriver Karsten Suhr i et debatindlæg i Skolemonitor d. 4. oktober 2023.

    Læs debatindlægget i Skolemonitor her

    Debatindlægget som indsendt af foreningen:

    Styrk mangfoldigheden og det frie skolevalg

    Der har de seneste år været en løbende debat om, hvorvidt skoler i Danmark er tilstrækkeligt mangfoldige. I den sammenhæng er frie og private skoler ofte blevet beskyldt for ikke i tilstrækkelig grad at have et elevgrundlag, der afspejler det omgivende samfund. Det synspunkt har også haft politisk opmærksomhed. Et øget statsligt fripladstilskud kan være nøglen til en øget mangfoldighed blandt elever ved frie og private grundskoler.

    Frit skolevalg for alle forældre

    Uanset om der fokuseres på folkeskoler eller frie grundskoler kommer eleverne primært fra skolens nærområde. Skolernes elevsammensætning afspejler i høj grad den befolkningsgruppe, der er bosat i lokalområdet.

    Valg af et skoleforløb på en fri og privat skole tager udgangspunkt i en grundlovssikret forældreret. En ret, der knytter sig til tre essentielle forhold i et demokratisk samfund: Forældreretten, skolefriheden og mindretalsbeskyttelsen. Valget af en fri og privat grundskole handler ikke kun om skolens beliggenhed. Forældrene vælger skolen , hvis de er enige i skolens værdigrundlag og køber ind på skolens særlige undervisningstilbud.

    Forældrenes ret til at tilvælge en fri og privat skole bør, principielt og reelt, være for alle forældre og elever, uanset deres sociale og økonomiske baggrund. På frie og private skoler er der et lovkrav om en økonomisk egendækning, hvilket udmønter sig i en forældrebetaling, ofte kaldet ”skolepenge”. Det kan for de lavestlønnede familier i samfundet være vanskeligt at finde plads i privatøkonomien til betaling af månedlige skolepenge. Dette er uden tvivl en af de største forhindringer for, at frie og private skoler kan rumme alle socioøoknomiske elevgrupper. Den del af befolkningen, der tjener mindst, kan ikke forventes at have frie og private grundskoler i deres overvejelser, når barnet skal i skole.

    Fripladsordningen er udhulet

    Staten yder et tilskud til nedbringelse af skolepenge. Der afsættes årligt midler på finansloven til fripladstilskud for lavtlønnede familier på de frie og private grundskoler. De afsatte midler slår desværre slet ikke til og er langt fra det behov, der hvert år tydeliggøres gennem antallet af ansøgninger.

    Når det er et politisk ønske at give mulighed for en bredere elevsammensætning ved frie og private skoler, så vil en opskrivning af netop fripladstilskuddet være en enkel og nem løsning.

    Bring fripladstilskuddet ind i finanslovsforhandlingerne

    Danmarks Private Skoler har gennem mange år foreslået en øgning af fripladstilskuddet. Dette er indtil videre ikke imødekommet i hverken finanslovsforslag eller finanslovsforhandlinger. Heller ikke regeringens forslag til finanslov for 2024 indeholder en øgning af tilskuddet. Det er vi ærgerlige over. Vi har fortsat et håb, idet Det Konservative Folkeparti, i deres offentliggjorte udspil ”Et frit skolevalg for alle”, har lanceret et forslag, der netop indeholder en øgning af fripladsmidlerne. Det er vores håb, at dette forslag bæres ind i forhandlingerne og bliver en del af den endelige finanslov.

    Den enkelte skoles ansvar

    Den enkelte skole skal naturligvis også selv tage ansvar for at medvirke til at tiltrække og optage elever fra en bred skare af familier på tværs af etniciteter, kulturer og sociale baggrunde. Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har bl.a. derfor vedtaget et kodeks for samfundsansvar og 7 konkrete samfundsløfter. Et af disse omhandler netop skolernes mangfoldighed og fastslår, at skolernes undervisningstilbud skal være for alle dem, som ønsker at tilslutte sig dette, uanset forældrenes socioøkonomiske baggrund.

    Nøglen til frihed og mangfoldighed

    De frie og private skoletilbud skal være for alle dem som ønsker at tilslutte sig skolen, herunder naturligvis skolens formål og værdigrundlag. Den enkelte skole kan gøre meget selv. Et øget statsligt fripladstilskud er dog en af hovednøglerne til større skolefrihed for forældrene og en øget mangfoldighed blandt eleverne.

    Vi ser med forventning frem til de kommende finanslovsforhandlinger og krydser fingre for, at også de lavestlønnede familier i befolkningen får et reelt frit skolevalg.

  • Debat | Mens politikerne taler om at frisætte folkeskolen, oplever frie skoler det modsatte

    Debat | Mens politikerne taler om at frisætte folkeskolen, oplever frie skoler det modsatte

    “Vi betragter de politiske udmeldinger om øget frihed til folkeskolen med en vis surrealistisk distance. De frie og private skoler presses ned i mere konforme og afmålte rammer, som kan reguleres og tilpasses i statslige regneark”, skriver Karsten Suhr i et debatindlæg i Altinget Uddannelse d. 3. marts under overskriften ”Privatskoler: Mens politikerne taler om at frisætte folkeskolen, oplever frie skoler det modsatte”.

    Læs debatindlægget på Altinget Uddannelse her

    Danmarks Private Skolers indsendte debatindlæg:

    Mere frihed, men ikke til de frie!

    ‘Frihed’ er blevet et politisk projekt, men ikke når det kommer til de frie skoler. Paradoksalt nok tales der meget om frihed til blandt andet folkeskolerne, mens der politisk og forvaltningsmæssigt besluttes og laves indskrænkninger for den frie og private skole- og uddannelsessektor.

    Vi betragter de politiske udmeldinger om øget frihed til folkeskolen med en vis surrealistisk distance. Vi er jo dem, der er frie, men vores skoletradition er under voldsomt pres. Vi oplever i disse år bølger af ændringer, små og store, der indsnævrer friheden og vanskeliggør forældres muligheder for at oprette og drive frie og private skoler.

    Langsomt vendes vores skoleform på hovedet, ved at man gør frie og private skoler til offentlige selvejende leverandører af undervisning.

    En løbende indskrænkning af frihedsrettighederne

    At der blandt nogle politiske partier hersker ideologisk modstand mod frie og private skoler, er tydeligt for enhver. Da der ikke er politisk flertal for at begrænse de frie og private skolers økonomiske eksistensgrundlag og tilskud, søges sektorens muligheder begrænset gennem krav og rammer, som på flere områder er mere restriktive end for de offentlige skoler.

    Den ideologiske modstand synes vi naturligvis er uforståelig og urimelig, men den er i det mindste formuleret og ytret politisk. Den kan vi drøfte og debattere i det offentlige rum.

    Men vi oplever også en anden tendens, som er lige så voldsom i dens konsekvenser som politiske indgreb, men langt vanskeligere at debattere, nemlig en løbende indskrænkning af frihedsrettighederne gennem den statslige forvaltning.

    Den statslige forvaltning er central for de frie og private skolers virke. Al økonomi, implementering af lovgivning, udvikling af politik, tilsyn af skoler flyder gennem de statslige kontorer i Børne- og Undervisningsministeriet og dens Styrelse for Undervisning og Kvalitet.

    Diversitet og forskellighed

    God statslig forvaltning giver retssikkerhed, grundighed, omtanke og dialog. Traditionelt har vi oplevet en statsforvaltning, der har beskyttet og draget omsorg for den frie skolesektor, herunder for de principper i grundloven, som sektoren har rod i.

    Nu oplever vi et negativt skred, heriblandt i forbindelse med Styrelsens tilsynspraksis og i forbindelse med godkendelse af nye frie og private skoleinitiativer.

    Vi oplever at blive betragtet som simple eksterne leverandører af et undervisningsprodukt bestilt og betalt af staten. Vi reduceres derved til statslige forvaltningsenheder, men dog enheder, der er besværlige at håndtere i en statslig forståelse.

    For den frie skolesektor repræsenterer trods alt fortsat en diversitet og forskellighed. Derfor presses de frie og private skoler ned i mere konforme og afmålte rammer, som kan reguleres og tilpasses i statslige regneark og strategipapirer.

    De frie og private skoler må indordne sig og assimileres, så de ligner de andre kendte undervisningsområder.

    Ligegyldige principper?

    Eksemplerne på denne ensretning er mange. Nogle eksempler kan synes små og bagatelagtige, hvis man ikke har nærmere kendskab til den frie skolesektor, men vi oplever, at staten lige så stille overtager det definerende ejerskab over de frie og private skoler.

    Staten beslutter, hvad der er god skole og fratager dermed forældrene og skolerne retten til at foretage denne vurdering – hvilket faktisk er forældrenes og skolernes lovfæstede ret.

    Politikkerne ønsker mange områder “frisat”, herunder folkeskolen. Men samtidig arbejdes der politisk og i statsforvaltningen på det modsatte for de frie og private skoler.

    Forældreretten, mindretalsretten og skolefriheden; den idémæssige og den pædagogiske frihed som demokratiske principper og som en del af dansk skoletradition, synes at være uden betydning. Gennem politikdannelse og forvaltning gøres disse til ligegyldige principper. Og det er måske, i sidste ende, målet for nogen?

  • Debat | Tør vi friheden?

    Debat | Tør vi friheden?

    Ordet ’frihed’ synes at være på alles tunger i disse dage, især de politiske. Hvad er det for en forståelse af frihed, der tales om? Hvad er det for en forståelse, når man taler om frihed til folkeskolen? Hvad er det frihed til eller fra? Disse spørgsmål stiller Karsten Suhr i et debatindlæg, der har fået overskriften “Frihed betyder også masser af besvær, og det må man acceptere”, offentliggjort i Skolemonitor d. 1. februar. Læs det her

    Tør vi friheden

    I de kommuner, hvor der er frihedsforsøg med folkeskolerne, har der været stor politisk debat om, hvor langt man kan og tør lade de enkelte folkeskoler gå. Debatten illustrerer tydeligt det politiske paradoks, der udspiller sig, når der tales om frihed til folkeskolerne. Frihed og tillid til de lokale folkeskoler synes altid at være betinget af, at den enkelte skole gør det, som politikerne finder bedst og rigtigst.

    Ordet ”frihed” synes at være på alles tunger i disse dage, især de politiske. Men hvad er det for en forståelse af friheden, der tales om? Henry Ford er krediteret for at have sagt: ”Du kan få din Ford i alle de farver du vil, blot den er sort!”.

    Hvor langt rækker den frihed, der tales om, og hvad er det frihed til eller fra?

    Alle synes at ønske mere frihed til folkeskolen. Politisk har mange travlt med at understrege, at der skal mere selvbestemmelse, lokal ledelse og ansvar tilbage til den enkelte folkeskole. ”Vi har selvfølgelig tillid til ledelser og lærere”, ytres der fra alle kroge af det politiske spektrum.

    Regeringen har lavet frikommuneforsøg for at sætte folkeskolen fri. Det er foreløbigt sket i to kommuner. Naturligvis med en tidsklausul. I de fleste tilfælde anvendes friheden til at fravige (enkelte) centrale bestemmelser.

    Hvis vi fortsætter med at bilde os selv ind, at folkeskolen gives fri, hvis dette kun indebærer frihed ”fra noget” og ikke ”til noget”, så udvander vi i den grad forståelsen af, hvad skolefrihed er.

    Ægte frihed handler i høj grad også om ”frihed til noget”. Frihed til lokalt at organisere sig anderledes. Frihed til lokalt at træffe beslutninger, som kan være anderledes og give anderledes vilkår for skolens forældre og elever, end der nødvendigvis er for forældre og elever på skolen ved siden af. Frihed er således også retten til at beslutte lokale normer for f.eks. beklædning (herunder crop tops) samt at lave pædagogiske forsøg med opdeling af klasser ud fra forskellige kriterier. Med frihed følger nemlig ansvar, og dermed også, at man skal stå på mål for og kunne forklare de beslutninger, man træffer.

    At være folkeskoleleder må være et til tider opslidende job. Hvem laves der skole for? Det er i hvert fald ikke kun for elever, forældre og medarbejdere. Det er i mindst lige så høj grad en opgave, der skal tilfredsstille de lokale kommunalpolitikere og embedsfolk i forvaltningerne.

    De selvsamme politikere (nationalt såvel som lokalt), der i retorikken hylder friheden og erklærer deres tillid til de lokale skolefolk, er ofte de samme, der hurtigt er ude at kommentere konkrete skolesager, når noget er gået galt eller er på kanten af, hvad der i tidsånden er ”comme il faut”.  Tænk, hvis de samme politikere, når de blev ringet op af journalister meddelte, at ”den sag vil jeg egentlig ikke kommentere på. Skolen har lokal handlefrihed, og den vil jeg respektere, uanset hvad jeg selv måtte mene!”. Men det er svært at forestille sig. 

    Det er med en vis nysgerrighed, at vi i de frie og private skoler i disse måneder følger med i debatten om folkeskolens tilsyneladende genvundne frihed eller i hvert fald intentionerne herom. Specielt fordi vi selv oplever, at friheden for de frie og private skoler fra centralt hold søges indskrænket. Vi oplever i stigende grad den politiske og forvaltningsmæssige styringstrang. Friheden kan nemlig være enormt besværlig at håndtere for dem, som skal være med til at finansiere skolerne, men ikke har fuld råderet over indholdet og den daglige drift.

    Friheden er besværlig at forvalte i stat og kommune, når skoler anvender friheden til at holde skole på alle tænkelige måder og med alle tænkelige udtryk og indhold. Det passer sjældent ind i en politisk styringskæde og tankegang.

    Heller ikke når det kommer til de frie og private skoler (eller måske især når det kommer til dem?) kan politikere ”tåle” at undlade en offentlig markering med afstandtagen, hvis sager dukker op, på trods af at de frie skoler efter landets love har udstrakt frihed. Tværtimod følger der ofte en bemærkning om, at man bør ”stramme op” (læs: indsnævre friheden).

    Alle vil frihed! Hvem kan være imod!? Vi er i de frie og private skoler er dog imod ”pseudofrihed”, især når det kommer til vores frie skoletradition.

    Hvis man virkelig vil friheden, må det medfølgende besvær samtidig erkendes. Man må acceptere, at der lokalt træffes beslutninger eller laves skole, som man ikke nødvendigvis selv synes om eller vil ønske for egne børn. Men det er jo selve kernen i skolefriheden! At man sætter andre fri til at skabe noget, som man selv kan være uenig i.

    Politisk må man gøre op med sig selv, om man tør friheden. Tør man overdrage reel frihed og ansvar til den lokale folkeskole? Tør man acceptere, at der bliver lavet forsøg, og at kommunale tilbud kan afvige fra hinanden? Tør man politisk acceptere de fejl og vildskud, der vil opstå, samtidig med, at der udvises fortsat tillid til, at skolerne selv kan løse det?

    Eller kan folkeskolerne kun være fri, når bare de gør, som politikerne vil?

  • Debat | Kommunalvalget handler også om lokal skolepolitik

    Debat | Kommunalvalget handler også om lokal skolepolitik

    Foreningens debatindlæg er offentliggjort på Skolemonitor.dk d. 15. november under overskriften: Frie og private skoler er også afhængige af de kommunale tilbud

    Debatindlæg:

    Kommunalvalget nærmer sig. Snart afgøres det, hvem der skal sætte den politiske agenda i de 98 kommuner. Dette er naturligvis afgørende for meget, herunder skoleområdet. Kommunalvalget handler også om lokal skolepolitik.

    Vi ved, at den politiske holdning til frie og private skoler har stor betydning for mulighederne for de børn og forældre i kommunen, der vælger et frit og værdibåret undervisningstilbud frem for et kommunalt. Nogle steder finder der en forskelsbehandling sted, selv om der er tale om borgere, der er med til at betale de kommunale tilbud via skatten, men tilvælger – og betaler ekstra – for et alternativt undervisningstilbud. Vi ved også, at den politiske holdning spiller ind på viljen til at skabe samarbejde mellem kommunen og de frie og private grundskoler.

    Der er så mange gode eksempler på, hvad et frugtbart og positivt samarbejde kan føre til, uanset om initiativtagerne er de frie og private skoler eller kommunen – et samarbejde går jo begge veje. Det er vigtigt, at de frie og private skoler blander sig og tager aktivt del i de lokale forhold. Det er en del af skolernes samfundsansvar.

    Et positivt eksempel er Marie Kruses Skole, en fri og privat skole i Farum, der har indgået et samarbejde med Furesø Kommune i form af en partnerskabsaftale. Målet er at stå endnu tættere sammen om at danne og uddanne børn og unge fra hele kommunen. Der vil i de kommende år være fokus på samarbejde omkring sprog- og læsestrategi, samarbejde om talentforløb, omkring ungdomsuddannelser og samarbejde om, at flere børn skal deltage i fællesskaberne i grundskolen på tværs af kommunens folkeskoler og Marie Kruses Skole.

    Et andet eksempel er samarbejdet mellem Sorø Privatskole, folkeskolerne og Sorø kommune. Privatskolen indgår bl.a. i forskellige teams, hvor der foregår viden- og erfaringsudveksling på tværs af skolerne og på forskellige organisatoriske niveauer. Sorø Privatskole er også i gang med at etablere en science-klub for alle børn i kommunen.

    Mange steder er den frie og private skole den samlende faktor i lokalsamfundet. Det gælder bl.a. Solhverv Privatskole, der ligger i Vebbestrup ved Hobro. Skolen har bl.a. bygget et science-hus og en kultursal, som byen og dens foreninger kan bruge. Da kommunen lukkede den lokale børnehave i 2019, valgte skolen at oprette en daginstitution, så byens børn fortsat kunne blive passet lokalt.

    Skolerne opfatter sig som en del af det lokale fællesskab, og det forpligter. I de pågældende kommuner opfatter man de frie og private skoler som en betydende faktor. I andre kommuner holder man de frie og private skoler ud i strakt arm. Det har ofte politiske og ideologiske årsager.

    De frie og private skolers forældre og elever – og de elever og forældre, der gerne vil have mulighed for at vælge en fri og privat skole, er dybt afhængige af, hvilken holdning, der er i kommunen til den frie skoleverden og til forældrenes grundlovssikrede ret til selv at vælge undervisningstilbud. En negativ politisk indstilling skinner igennem, bl.a. i en aktuel sag fra Ringsted kommune, hvor alle frie og private grundskoler har modtaget et brev, hvor der står, at de fremover kun kan forvente to timers PPR-rådgivning hver sjette uge. Et brev som kommunens folkeskoler ikke har modtaget. Et klart brud på kommunens forpligtelse, og som efterfølgende er trukket tilbage. Et andet aktuelt eksempel finder man i det østjyske, bl.a. i Skanderborg Kommune, hvor elever hver dag fragtes fra de små landsbyer til de større byer, hvor skolerne ligger. Elever, der går på kommunale distriktsskoler får betalt deres bustur, mens elever, der går på fri- eller privatskole selv skal betale for den.

    På mange områder er de frie og private skolers forældre og elever dybt afhængige af de kommunale tilbud. Det er derfor dem, det går ud over, hvis ikke samarbejdet med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vedr. børn med særlige behov, samarbejde om forebyggelse af mistrivsel, overgange mellem institution og skole, overgange i forbindelse med skoleskift, transport og meget mere fungerer.

    Det er kedeligt med forskelsbehandling; når ikke alle borgere i kommunen får samme muligheder. Det er netop vigtigt, at der er reel mulighed for at vælge mellem flere typer af skoletilbud med høj kvalitet i en kommune, uanset ens sociale udgangspunkt eller eventuelle særlige behov. Det er gavnligt for kommunen og dens borgere, når der etableres et positivt samarbejde mellem de frie og private skoler, de lokale folkeskoler og de kommunale instanser.

    Kommunalvalget handler også om lokal skolepolitik. Det er værd at tænke over, når man træder ind i stemmeboksen.

  • Forskelsbehandling i adgangen til PPR

    Forskelsbehandling i adgangen til PPR

    Det er en stor udfordring, når der er mindre adgang til hjælp fra kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) for elever på frie grundskoler.

    Den problematik tager skolemonitor.dk fat på i en artikel af Anna Bølling-Ladegaard.

    Skolemonitor (betalingsmur): Fri grundskole i Ringsted: Det kan ikke passe, at vores elever skal opleve forskelsbehandling fra PPR

    Artiklen tager udgangspunkt i et konkret eksempel fra Ringsted kommune, hvor alle frie grundskoler har modtaget et brev, hvor der står, at de fremover kun kan forvente to timers PPR-rådgivning hver sjette uge. Et brev som kommunens folkeskoler ikke har modtaget. Sct. Joseph Skole i Ringsted har på baggrund af brevet henvendt sig til kommunen. Sagen, der er også dækket af Dagbladet Ringsted, har medført en del polemik. Den har foreløbigt ført til, at Ringsted Kommune har indkaldt de frie grundskoler til et møde om kommunens generelle betjening af de frie skoler og til et særskilt møde om PPR.

    Formændene for henholdsvis Danmarks Private Skoler og Friskolerne – Karsten Suhr og Peter Bendix – ser historien fra Ringsted Kommune som en del af et mere generelt problem. Til Skolemonitor siger Karsten Suhr bl.a.:

    ”Jeg hører et stigende antal skoler fortælle, at de får en ringere og ringere ydelse fra PPR. Det er svært at sammenligne med den betjening, folkeskolerne får, men vi oplever, at der på vores skoler er kommet en dårligere service, end der har været tidligere”.

    De to formænd opfordrer i artiklen de frie grundskoler i kommunerne til at gå sammen og insistere på at møde politikerne og forvaltningen. De peger bl.a. på, at materialet, som de frie grundskolers foreninger sammen med KL og Børne- og Undervisningsministeriet har udarbejdet, kan være med til åbne dørene. Materialet giver inspiration til, hvordan man lokalt skaber det gode samarbejde mellem kommuner og fri- og privatskoler.

    Karsten Suhr er desuden i artiklen citeret for sige, at der er behov for at få skabt mere klarhed omkring, hvilken service de frie grundskoler kan forvente fra PPR, da lovgivningen er meget bredt formuleret.

    Samarbejde mellem kommune og frie grundskoler

    Der er en række krav til kommuner og til de frie grundskoler, når det kommer til samarbejdet om elevers læring og trivsel. Den eksisterende lovgivning sætter rammerne for parternes forpligtelser og ansvar i samarbejdet. Der er imidlertid lokale forskelle på samarbejdets form, indhold og kvalitet.

    Derfor har Børne- og Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og de frie grundskolers foreninger i fællesskab udarbejdet materialer, der sætter fokus på samarbejdet mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning.

    Vejledningen: ”Bliv skarp på lovgivning i samarbejdet mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” skal være med til at styrke samarbejdet gennem øget kendskab til krav og lovgivning.

    Inspirationskataloget: ”Det gode samarbejde mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” har til formål at inspirere til det gode samarbejde gennem motiverende eksempler fra praksis.

  • Debat | Benspænd for nye frie grundskoleinitiativer

    Debat | Benspænd for nye frie grundskoleinitiativer

    Af Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler og Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE bragt i skolemonitor.dk d. 3. november 2021.

    Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Børne- og Undervisningsministeriet har udarbejdet en vejledning om ansøgningsprocessen for de initiativgrupper, der ønsker at oprette en fri grundskole. Formålet med vejledningen er at guide skoleinitiativer gennem hele den statslige godkendelsesprocedure, men undervejs snubler de gode hensigter i styringsiver, som indebærer risiko for unødvendige benspænd.

    Der er tale om en vejledning i ministeriel praksis, som annoncerer nye krav, der er ganske alvorlige for friheden til at oprette frie grundskoler. Derfor er det i sig selv urimeligt, at STUK gav de frie skoleforeninger få dage til at kommentere på vejledningen. Her pegede vi på problemstillingerne, og efterfølgende har STUK meddelt, at man ikke agter at ændre så meget som et komma i vejledningen.

    Vejledningen taler ind i et paradigmeskifte i forhold til muligheden for at oprette frie grundskoler, som nok bør ses i et bredere perspektiv i forhold til den politiske styringsagenda for denne sektor.

    Historisk set har det været sådan, at en fri grundskole var ”en skole”, hvis forældre og andre ildsjæle tog initiativ til at etablere denne – og selvfølgelig overholdt deadline for at anmelde skolen jf. loven. Nu er det sådan, at en fri grundskole først er ”en skole”, når initiativet er godkendt af staten. Denne tænkemåde afslører, at der i dette tilfælde er vendt op og ned på, hvad det i grunden er, embedsfolket i Børne- og Undervisningsministeriet er sat til at forvalte.

    Lad os lave det tankeeksperiment, at embedsværkets fornemmeste opgave var at sikre borgerne så meget frihed som muligt – selvfølgelig indenfor lovens rammer. Hvis dette var tilfældet, var ministeriets embedsfolk i STUK nok ikke kommet i tanke om at indsætte endnu et nyt krav i den omtalte vejledning, der de facto vil spænde ben for forældrenes muligheder for at benytte deres grundlovssikrede ret til at etablere frie grundskoler.

    I vejledningen fremgår det bl.a., som noget nyt, at skoleinitiativer senest 1. marts forud for skolestart skal kunne dokumentere den nye skoles adresse. For nogle skoleinitiativer kan dette indebære, at man bliver nødt til at betale husleje måneder før skolestart eller ikke får tilstrækkelig tid til at finde de bedste lokaliteter. STUK pakker kravet ind i ønsket om at beskytte kommende børn og forældre mod usikre skoleprojekter.

    Selv om det i sig selv kan lyde både fornuftigt og sympatisk, så dækker tankesættet over en vildfarelse. Det er ikke op til staten at skabe værn mod usikre skoleprojekter. Det er ene og alene forældrene, der suverænt beslutter, hvilket undervisningstilbud deres børn skal modtage, og om de mener, skoleinitiativet er tilstrækkeligt levedygtigt i forhold til både værdier, pædagogik, økonomi, lokaler m.v.

    STUK går for vidt i forhold til dens beføjelser, som ene og alene bør være rettet mod at vurdere, hvorvidt frie grundskoleinitiativer kan og vil opfylde kravet om at være uafhængige og danne og uddanne til frihed og folkestyre.

    De krav, som kommende frie grundskoler skal opfylde, er allerede fastsat og beskrevet ganske nøje i Lov om friskoler og private grundskoler og bekendtgørelsen om tilskud til frie grundskoler. Her fremgår bl.a. krav til elevtal, bygninger m.m.

    Lovgivningen på dette område fastslår meget tydeligt, hvilke tilsyns- og sanktionsmuligheder staten har overfor frie grundskoler, der er i drift, i fald de ikke lever op til lovens krav. Frie grundskoler skal ikke dokumentere deres berettigelse på forhånd i bred forstand. De skal efter opstart sandsynliggøre og i praksis vise, at de lever op til lovens krav.

    Mens der er iøjnefaldende lang politisk kø for at tildele folkeskolerne mere – og fortjent – frihed, er der desværre en modsatrettet styringstrang på de frie grundskolers område. Ud over at dette i sig selv er et paradoks, er det også et værdiskred i forhold til grundlovens intentioner. Den skal netop sikre forældrenes ret til at bestemme, hvordan deres barn skal opdrages og undervises, og sikre forældre og meningsfællesskabers ret til at oprette og drive frie skoler. Der er brug for politisk opmærksomhed på, at der ikke administreres en praksis, der udvander grundlovens § 76.

    Bragt på Skolemonitor d. 03.11.2021