Tag: led0326

  • Reguleringsprocenten pr. 1. april 2026 endnu ikke offentliggjort

    Reguleringsprocenten pr. 1. april 2026 endnu ikke offentliggjort

    Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har endnu ikke offentliggjort reguleringsprocenten pr. 1. april 2026.

    Årsagen er, at resultatet af de statslige overenskomstforhandlinger i 2026 først skal sendes til afstemning. Denne afstemning kan imidlertid ikke gennemføres, før der er dannet en ny regering.

    Det betyder desværre, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at udarbejde en ny løntabel. Dette kan først ske, når overenskomstforhandlingerne er afsluttet, en ny regering er dannet, og afstemningen efterfølgende er gennemført. Det forventes ikke at kunne nås inden 1. april 2026.

    Vi orienterer naturligvis, så snart der er nyt, og opdaterer løntabellen, så snart det er muligt.

  • Nyt om folkeskolens prøver, februar/marts 2026

    Nyt om folkeskolens prøver, februar/marts 2026

    I nyhedsbrevet fra marts kan du læse om

    • prøvefagsudtræk i TOPAS
    • en virtuel spørgetime om folkeskolens prøver
    • styrelsens tjekliste til de skriftlige prøver
    • mundtlig og skriftlig censur i 2026
    • Vigtige datoer og deadlines klik her

    Læs nyhedsbrevet Nyt om folkeskolens prøver fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her.

    I nyhedsbrevet fra februar kan du læse om

    • læse om prøvefagsudtræk
    • beskikket censur til sommerterminen 2026
    • booking af elever til de skriftlige prøver i testogprøver.dk
    • muligheden for at deltage i forcensuren 2026.

    Læs nyhedsbrevet Nyt om folkeskolens prøver fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her.

  • Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, marts 2026

    Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, marts 2026

    Nyhedsbrev marts 2024

    Denne gang kan du bl.a. læse om

    • prøvefagsudtræk for sommerterminen 2026
    • behov for flere censorer til prøver og optagelsesprøver
    • en ny hjælpemiddeloversigt til gymnasiale prøver
    • deltag i kommende censorkurser og bliv klædt på til de skriftlige prøver

    Læs nyhedsbrevet Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her.

  • Ultimo-forhandling om OK24 afsluttet: Pensionsbidrag forhøjes fra 1. april 2026 

    Ultimo-forhandling om OK24 afsluttet: Pensionsbidrag forhøjes fra 1. april 2026 

    Ultimo-forhandlingen om OK24 er afsluttet. Det betyder, at pensionsbidraget for pædagogisk personale ved frie grundskoler forhøjes med virkning fra 1. april 2026.

    Overenskomstparterne – Aftaleenheden ved Frie Grundskoler og Aftalefællesskabet (BUPL og FOA for Frie Grundskoler) – har afsluttet ultimo-forhandlingen om overenskomsten for 2024–2026 for det pædagogiske personale ved frie grundskoler. 
    Ultimo-forhandlingen er en opfølgning på OK24, hvor parterne aftalte at gennemgå lønudviklingen i overenskomstperioden. Formålet var at afdække lønudmøntningen og vurdere, om der var grundlag for yderligere udmøntning på op til 0,24 % af lønsummen. 

    Enighed om forhøjelse af pensionsbidrag 

    På baggrund af opgørelsen af lønudviklingen for overenskomstperioden har parterne konstateret, at der var grundlag for en rammeudmøntning ved ultimo-forhandlingen. Parterne er derfor blevet enige om følgende ændringer: 

    Pensionsbidraget på 16,2 % for ansatte i stilling som afdelingsleder forhøjes til 16,5 % med virkning fra 1. april 2026. 

    Pensionsbidraget på 14,7 % for ansatte i stillinger som pædagog, pædagogisk assistent, pædagogmedhjælper samt anderledes uddannet pædagog (lukket gruppe) forhøjes til 15 % med virkning fra 1. april 2026. 

    Det skal skolerne gøre: 

    Fra 1. april 2026 skal skolerne være opmærksomme på følgende ændringer i pensionsbidraget: 

    • Afdelingsledere: Pensionsbidraget ændres fra 16,2 % til 16,5 % 
    • Pædagog, pædagogisk assistent, pædagogmedhjælper og anderledes uddannet pædagog (lukket gruppe): Pensionsbidraget ændres fra 14,7 % til 15 % 

    Skolerne skal derfor sikre, at pensionsprocenten opdateres i løn- og pensionsindbetalingerne fra 1. april 2026

    OK24-forløbet afsluttet 

    Med aftalen er ultimo-forhandlingen gennemført, og OK24-forløbet for det pædagogiske personale ved frie grundskoler er dermed afsluttet. 

    Se forhandlingsprotokollen her.

  • Kendelse om deltidsansattes merarbejde – hvad betyder den for frie skoler?

    Kendelse om deltidsansattes merarbejde – hvad betyder den for frie skoler?

    En ny kendelse i en faglig voldgift fastslår, at hidtidig praksis for aflønning af deltidsansattes merarbejde kan være i strid med EU’s deltidsdirektiv. Kendelsen kan få betydning for frie skolers fremtidige lønhåndtering og kan samtidig åbne for krav om efterbetaling – men den enkelte skole skal ikke foretage sig yderligere endnu.

    I starten af februar 2026 blev der afgivet kendelse i en faglig voldgift vedrørende aflønning af deltidsansattes merarbejde. Den faglige voldgift opstod på baggrund af nyere afgørelser fra EU-Domstolen, hvor arbejdstagere fik medhold i, at forskellig aflønning af hhv. deltids- og fuldtidsansattes ekstra arbejde ud over den aftalte beskæftigelsesgrad (merarbejde/overarbejde) var i strid med deltidsdirektivet*.

    Hidtidig praksis i danske overenskomster

    I mange danske overenskomster er det praksis, at deltidsansatte aflønnes med den almindelige timeløn for merarbejde op til fuldtidsnormen. Timer ud over fuldtidsnormen honoreres derefter med en højere betaling for både deltids- og fuldtidsansatte. Arbejdsmarkedets parter i Danmark blev derfor enige om at nedsætte en faglig voldgift for at få afklaret, om den praksis også er i strid med deltidsdirektivet.

    Voldgiftens afgørelse

    Den faglige voldgift afgjorde, at de overenskomster, sagen vedrørte, er i strid med deltidsdirektivet, eftersom deltidsansatte blev stillet mindre gunstigt end fuldtidsansatte ved udførelse af merarbejde. For overenskomster på statens område blev det fastlagt, at den anvendte praksis har været i strid med deltidsdirektivet siden 2001, altså i 25 år.

    Hvad betyder kendelsen for frie skoler?

    For mange overenskomster på det frie skoleområde er der forskel på aflønningen af merarbejde op til fuldtidsnormen og merarbejde over fuldtidsnormen. Kendelsen må derfor forventes at have betydning for, hvordan skolerne fremover skal honorere deltidsansatte medarbejdere, der udfører merarbejde. Det er endnu ikke afklaret, hvordan aflønningen skal ske. Kendelsen fastslår desuden, at den anvendte praksis har været i strid med deltidsdirektivet i mange år. Det betyder, at der også kan komme krav om efterbetaling for merarbejde udført i tidligere normperioder.

    Hvad skal frie skoler gøre nu?

    Den enkelte skole skal være opmærksom på kendelsen, men skal ikke foretage sig yderligere endnu. Det er overenskomstparterne, der skal nå til enighed om, hvordan aflønningen skal ske fremover, og også om, hvordan et eventuelt krav om efterbetaling skal behandles. Det kan blandt andet være relevant for overenskomstparterne at vurdere, om det er alle situationer med merarbejde op til en fuldtidsnorm, der kan kræves efterbetaling for, eller om der kan være tilfælde, hvor der har været objektive begrundelser for aflønning med almindelig timeløn.

    Den enkelte skole skal derfor afvente at få yderligere oplysninger fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet eller Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, ligesom foreningen også vil orientere, når der er relevant nyt.

    *EU’s deltidsdirektiv – relevant i konteksten:

    • Forbyder mindre gunstig behandling af deltidsansatte ift. løn, vilkår og goder
    • Forskelle er kun tilladt ved objektiv begrundelse
    • Rettigheder kan gives pro rata temporis (forholdsmæssigt i forhold til beskæftigelsesgrad)
    • Skal fremme frivillig deltid og bedre kvalitet i deltidsarbejde
    • Gælder alle deltidsansatte. Medlemslandene har implementeret minimumskravene nationalt.

  • OK26 | CFU-forlig indgået på statens område

    OK26 | CFU-forlig indgået på statens område

    CFU og Finansministeriet har d. 11. februar indgået rammeforliget for OK26 på statens område. Aftalen fastlægger den økonomiske ramme og de generelle lønstigninger for de kommende tre år og danner grundlag for de videre overenskomstforhandlinger, som også omfatter ansatte ved frie og private skoler.

    De centrale forhandlingsparter for de statslige overenskomster er nu blevet enige om det overordnede rammeforlig for OK26, også kaldet CFU-forliget.

    Hvem er omfattet af CFU-forliget

    200.000 statsansatte er direkte omfattet af CFU-forliget, herunder ansatte rektorer, skoleledere, lærere og børnehaveklasseledere ved frie grundskoler. De øvrige personalegrupper og ansættelsesområder ved frie og private skoler er indirekte omfattet og følger som hovedregel den samme overordnede ramme.

    Den økonomiske ramme i OK26

    Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) aftale gælder for en 3-årig periode og med en samlet økonomisk ramme på i alt 8,7 %. Heraf er der afsat 6,37 % i lønløft til de generelle statslige lønreguleringer.

    Særligt lønløft til Forsvaret

    Som et særligt nybrud er aftaleparterne blevet enige om at afsnøre kr. 275 mio. af den samlede ramme til et ekstraordinært lønløft, der skal anvendes målrettet til udvalgte personalegrupper i Forsvaret. Dette betyder, alt andet lige, at den økonomiske ramme, der skal fordeles på de øvrige områder, er tilsvarende mindre.

    CFU-forligets samlede økonomiske ramme dækker over såvel de generelle lønstigninger som forventede udgifter til øvrige formål og aftaler.

    Rammen for de kommende organisationsaftaler

    Aftalen fastlægger den samlede økonomiske ramme samt de generelle lønstigninger for alle de overenskomster, som nu, i de kommende uger, bliver forhandlet og – forventeligt – indgået på de statslige områder. Det gælder således også organisationsaftaler (overenskomster) for lærere og ledere, pædagogiske medarbejdere, administrative ansatte samt servicepersonale ved frie og private grundskoler og gymnasier.

    Foreningens vurdering

    Formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier, Bo Mehl Jørgensen, udtaler:

    “Foreningen er tilfreds med, at der nu foreligger en rammeaftale på statens område, der giver frie grundskoler og gymnasier en forudsigelighed i forhold til de kommende års lønbudgetter. De aftalte lønstigninger vurderes som rimelige set fra både arbejdsgiver- og arbejdstagerside. Efter en historisk dyr overenskomst i 2024 har mange skoler fortsat en udfordret lønøkonomi, og det er derfor positivt, at lønstigningerne er fordelt forholdsmæssigt over den kommende treårige periode, hvilket giver bedre mulighed for budgetlægning.”

    Generelle lønstigninger i perioden

    Som følge af CFU-forliget fordeler de aftalte stigninger sig således:

    1. april 2026: 1,73 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026
    1. august 2026: 0,65 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026
    1. april 2027: 1,83 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026
    1. april 2028: 2,59 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026

    (Kilde: Finansministeriet)

    Øvrige elementer i CFU-forliget

    Af øvrige elementer i CFU-forliget skal følgende nævnes:

    Der gives ansatte mulighed for barns 3. sygedag. Der er fortsat tale om, at muligheden for barns sygedag skal aftales med arbejdspladsen. Der er altså ikke tale om en ubetinget rettighed, men der skal, som i dag, være tungtvejende grunde til, at arbejdsgiver afslår anmodningen. Desuden er det aftalt, at barnets hjemkaldelsesdag (hvor et sygt barn f.eks. “ringes hjem” fra institution) ikke længere tæller med som barns 1. sygedag.

    Der er aftalt forbedret lønret i forbindelse med barselsorlov mv.

    Parterne er enige om at etablere “Fritvalgs Lønkonto” for ansatte. Her gives den ansatte mulighed for at vælge mellem højere månedlig løn, højere pensionsindbetalinger eller mere frihed med midler fra Fritvalgs Lønkontoen. Dertil gives der ret til yderligere 2 seniordage samt ret til en årlig “fritvalgsdag” til ansatte midt i livet med midler fra den ansattes Fritvalgs Lønkonto.

    Den konkrete udmøntning og præciseringer afventes, herunder hvordan de aftalte bestemmelser vil gælde for frie og private skoler. Foreningen vil orientere nærmere.

    Frem mod de endelige overenskomster

    Med CFU-forligets indgåelse kan alle de øvrige små og store overenskomstområder nu fortsætte forhandlingerne frem mod, forhåbentligvis, indgåede overenskomster og organisationsaftaler med virkning fra 1. april 2026.

    Vi vil i foreningen orientere, så snart der foreligger resultater på de ansættelsesområder, de frie og private skoler er omfattet af.

    De kommende forhandlinger på skoleområdet

    For ansatte lærere og ledere ved frie og private grundskoler og gymnasier forhandles aftalerne af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

    Aftaler for pædagogiske medarbejdere ved vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger forhandler Danmarks Private Skoler sammen med de øvrige skoleforeninger (BUPL-overenskomsten). Dette gælder ligeledes aftaler for kontorpersonale (HK-overenskomsten) samt for servicemedarbejdere (3F-overenskomsten).

    Den indgåede CFU-aftale kan læses her:
    https://medst.dk/viden-og-vaerktoejer/regler-og-rammer/overenskomstforhandlinger/ok26/forlig-ok26/