Tag: led0625

  • Ny aftale om praktikopgaver for lærere og ledere på frie og private grundskoler

    Ny aftale om praktikopgaver for lærere og ledere på frie og private grundskoler

    Fra den 1. august 2025 træder en ny aftale i kraft om vilkår for læreres og øvrige lederes varetagelse af opgaver i forbindelse med lærerstuderendes praktik på frie og private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler. Aftalen erstatter de tidligere bilag 1.6 og 1.7 i organisationsaftalen.

    Aftalen fastlægger de konkrete rammer for arbejdet med lærerstuderende – herunder opgaver relateret til vejledning, koordinering og praktikundervisning – og præciserer samtidig, hvordan disse opgaver skal honoreres.

    Aflønning af vejledningsopgaven

    Skolen skal inden praktikopgaven påbegyndes tage stilling til, hvordan vejledningen aflønnes. Der er to modeller:

    • § 2, stk. 1: Opgaven indgår som en del af lærerens arbejdstid.
    • § 2, stk. 2: Alternativt kan skolen vælge at aflønne opgaven særskilt med timeløn + 50 % – i så fald medregnes tiden ikke i arbejdstidsopgørelsen.

    Derudover gives følgende tillæg, jf. aftalens §§ 3-5:

    • Vejledning: Enten et fast tillæg på 4.600 kr. pr. praktikgruppe pr. praktikforløb, eller 500 kr. pr. arbejdstime.
    • Deltagelse i prøver: 700 kr. pr. prøve (førsteårsprøve og professionsprøve).
    • Koordinering og organisering: 5.600 kr. årligt + 900 kr. pr. praktikgruppe.
    • Praktikundervisning: 150 kr. pr. undervisningstime.

    Ifølge aftalens § 7 kan skolen indgå lokale aftaler om tillæg i stedet for dem i §§ 3–5. Reglerne i § 2 om arbejdstid og timeløn kan dog ikke fraviges.

    Aftalen omfatter både lærere og øvrige ledere (men ikke øverste ledere) og følger en forenklet aflønningsmodel, som i vidt omfang svarer til den kommunale praktikaftale – dog med nødvendige justeringer, f.eks. er der ikke aftalt særskilt ledelsestillæg.

    Det er vigtigt, at skolen og medarbejderen på forhånd er enige om, hvilken aflønningsmodel der anvendes. Alle tillæg er pensionsgivende og uafhængige af beskæftigelsesgrad.

    Læs hele aftalen her: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2025/9466

  • Webinar for frie skoler med Datatilsynet

    Webinar for frie skoler med Datatilsynet

    Hvordan ser Datatilsynet på de frie skolers arbejde med persondata? Og hvad skal der egentlig være styr på, hvis de kommer på besøg?

    Dét – og meget mere – får I svar på, når Datatilsynet stiller skarpt på de frie skolers datahåndtering i et eksklusivt webinar den 28. august. Med udgangspunkt i deres seneste tilsyn med frie grundskoler deler Datatilsynet deres erfaringer, forventninger og anbefalinger.

    Det handler om ansvar – og om at være godt forberedt
    Som skole håndterer I store mængder følsomme personoplysninger hver eneste dag. Det er et område, hvor reglerne er klare – men ofte komplekse. Derfor er det vigtigt at tage arbejdet med persondata alvorligt og sikre, at skolens praksis er i orden.
    Dette webinar er en enestående mulighed for at få overblik og svar fra dem, der fører tilsyn.

    Derfor skal I deltage:

    • Hør direkte fra tilsynsmyndigheden, hvad der er vigtigt at have styr på
    • Få konkrete svar på spørgsmål om f.eks. brug af billeder, sociale medier og indsigt i data
    • Bliv klogere på, hvordan jeres skole bedst dokumenterer GDPR-arbejdet

    Webinaret er gratis og målrettet skoleledelser, administrative medarbejdere og bestyrelsesrepræsentanter.

    Vi anbefaler, at skolens deltagere samles i forbindelse med webinaret.

    På programmet er bl.a.:

    • Brug af billeder og sociale medier (Facebook, Instagram m.m.)
    • Dokumentation ved tilsyn: Hvad forventes – f.eks. fortegnelser og datasikkerhedsforanstaltninger?
    • Forældres indsigt i oplysninger om deres børn – hvad skal skolen udlevere?
    • Videregivelse af data til andre myndigheder og aktører – hvad kræver samtykke?

    Der sendes yderligere informationer til medlemsskolerne om indholdet – samt tilmeldingslink – i begyndelsen af august.

    Sæt allerede nu kryds i kalenderen – og grib chancen for at få styr på et komplekst, men afgørende tema.

    Webinaret finder sted torsdag den 28. august, kl. 10.30 – 12.00.

    Spørgsmål om webinaret? Kontakt: Rasmus Bondo Vester rbv@privateskoler.dk eller Kasper Raabjerg Nielsen krn@privateskoler.dk

  • Færdigheds- og vidensområderne gøres vejledende – hvad betyder det?

    Færdigheds- og vidensområderne gøres vejledende – hvad betyder det?

    Ved lov nr. 1659 af 30. december 2024 – en del af folkeskolens kvalitetsprogram – får færdigheds- og vidensområderne i Fælles Mål nu vejledende status i folkeskolen. Som følge heraf er § 1 a, stk. 4 i lov om friskoler og private grundskoler ændret, så henvisningen til disse områder udgår. Ændringen træder i kraft den 1. august 2025.

    Frie grundskoler kan fortsat vælge enten at fastsætte egne delmål, slutmål og undervisningsplaner eller følge Fælles Mål og ministeriets vejledende læseplaner. Skoler, der vælger det sidste, er ikke længere bundet af færdigheds- og vidensområderne i Fælles mål, men skal stadig følge:

    • Fagenes kompetenceområder
    • De tilhørende kompetencemål på trinniveau, herunder de afsluttende kompetencemål
    • En faglig progression, der svarer til folkeskolens

    For skoler, der vælger at udarbejde egne mål og planer, forventes det ikke længere, at færdigheds- og vidensområderne indgår.

    Uanset hvilken model skolen har valgt, er det dens ansvar at sikre, at undervisningen samlet set står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

    Muligheder for at fastlægge undervisningsmål og -planer

    Frie grundskoler skal fastlægge og offentliggøre deres undervisningsmål og undervisningsplaner på hjemmesiden. De to yderpositioner er:

    • Fuldstændig overensstemmelse med Fælles Mål og ministeriets vejledende læseplaner. Dette valg medfører, at skolen følger folkeskolens mål og progression uden afvigelser.
    • Formulering af egne slutmål, delmål og undervisningsplaner, hvor alle folkeskolens obligatoriske fag og emner er identificerbare efter nogle særlige krav.

    Mange skoler vælger en mellemvej, hvor de i nogle fag følger Fælles Mål og de vejledende læseplaner, mens de i andre fag beskriver og anvender egne mål og planer. I så fald skal alle afvigelser være tydeligt beskrevet og offentliggjort.Sammenhæng mellem mål, planer og praksis

    Sammenhæng mellem mål, planer og praksis

    Der skal være overensstemmelse mellem skolens undervisningsmål, planer og den faktiske undervisningspraksis. Hvis skolen følger Fælles Mål og de vejledende læseplaner, skal det fremgå af den måde, undervisningen tilrettelægges og gennemføres på.

    Hvis skolen har fastlagt egne mål og planer, skal undervisningen følge disse. Det er også skolens ansvar at evaluere sin samlede undervisning regelmæssigt og offentliggøre resultater og opfølgning på skolens hjemmeside.

    Der skal desuden være en tydelig sammenhæng mellem skolens undervisningsmål og elevernes samlede undervisningsresultater. Skolen skal løbende vurdere, hvorvidt eleverne når de fastsatte mål – uanset om disse er skolens egne eller hentet fra Fælles Mål. Der stilles ikke krav om bestemte test eller prøver, men skolen skal kende elevernes faglige udbytte og kunne vurdere, hvor tæt på målopfyldelse de er. Evalueringen skal bruges til at justere undervisningen og sikre, at målene nås.

    Færdigheds- og vidensområder bliver vejledende

    Ændringen af færdigheds- og vidensområdernes status markerer en vigtig justering i rammerne og forpligtelserne for undervisningsplanlægning i både folkeskolen og de frie grundskoler. Der opnås større fleksibilitet – men ansvaret for at sandsynliggøre og dokumentere, at undervisningen samlet set står mål med, hvad der kræves i folkeskolen, er i øvrigt uændret, jf. §1a, 1b og 1c i lov om friskoler og private grundskoler.

  • Rådet for Sikker Trafik minder om årets Skoletrafiktest

    Rådet for Sikker Trafik minder om årets Skoletrafiktest

    Rådet for Sikker Trafik minder her om årets Skoletrafiktest:

    Med en svarprocent på hele 81 % satte Kommunernes Skoletrafiktest i 2024 ny rekord for deltagelse blandt grundskolerne – tak for jeres deltagelse og opbakning!

    Resultaterne viste, at stadig flere skoler prioriterer trafikundervisningen. Det er en positiv udvikling, der styrker elevernes trafikale dannelse og bidrager til øget sikkerhed i trafikken.

    Spørgeskema 2025


    Spørgeskemaet for Kommunernes Skoletrafiktest 2025 sendes til alle skoleledere d. 16. juni 2025. Det består af 7 korte spørgsmål om, hvordan I på skolen har arbejdet med trafikundervisning i skoleåret 2024/2025. Frist for svar er den 20. august 2025.

    Rådet for Sikker Trafik glæder sig til at modtage jeres svar på årets test og til at følge udviklingen.

    Læs mere om testen og se de 7 spørgsmål her: www.sikkertrafik.dk/trafiktest