Tag: led_0626

  • OK26 | AC-forliget og aftaler for rektorer, gymnasieledere og gymnasielærere

    OK26 | AC-forliget og aftaler for rektorer, gymnasieledere og gymnasielærere

    I denne artikel kan du læse om de væsentligste resultater af AC-forliget ved OK26 for rektorer, gymnasieledere og gymnasielærere. Artiklen gennemgår blandt andet den økonomiske ramme, de generelle lønreguleringer, lokal løndannelse, den nye fritvalgsordning med forhøjet bidrag til Fritvalgs Lønkontoen, samt de tværgående aftaler om blandt andet barsel, barns sygdom, samarbejde, arbejdsmiljø og 48-timers-reglen. Nederst i artiklen finder du links til de relevante aftaler og forlig.

    AC-forliget udgør rammeforliget for ansættelsesvilkårene for rektorer, gymnasieledere og gymnasielærere. Det er blandt andet her, at den overordnede økonomiske ramme, løbende lønreguleringer og ændringer i tværgående aftaler aftales.

    Den økonomiske ramme for OK26 er på 8,7 % fordelt over de tre år. Heraf er der afsat 6,37 % til generelle lønreguleringer.

    De aftalte stigninger i lønnen fordeler sig således:

    1. april 2026: 1,73 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026
    1. august 2026: 0,65 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026
    1. april 2027: 1,83 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026
    1. april 2028: 2,59 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026

    Der er dog, som det også har været i flere tidligere overenskomster, aftalt en reguleringsordning, som sikrer at statens lønninger hverken stiger for meget eller for lidt i forhold til de private lønninger. I forligene er der aftalt, at reguleringsordningen har effekt på lønreguleringerne pr. 1. april 2026, 2027 og 2028. Reguleringsordningen kan både have negativ og positiv effekt på de aftalte lønstigninger. Den forventede lønstigning på 1,73 % blev således en smule lavere grundet en negativ påvirkning fra reguleringsordningen.

    Reguleringsprocenterne for hhv. april og august 2026 er allerede meldt ud.

    1. april 2026: 26,5085
    1. august 2026: 27,3204

    Der er et skøn for reststigning på 0,9 % over overenskomstperioden på 3 år.

    Udover generelle lønstigninger og reguleringsordningen, er der også afsat midler til forhandlinger på de enkelte organisationsområder samt midler til andre formål. De andre formåls relevans for frie skoler gennemgås punktvis herunder.

    Lokal løndannelse

    Der er afsat 0,2 % af den økonomiske ramme til lokale lønforhandlinger fra d. 1. april 2027. Det skal ses som et tegn på, at lokal løn er en prioritet for statens forhandlere, og at det også forventes, at den enkelte institution aktivt benytter lokal løn til at skabe en attraktiv og bæredygtig arbejdsplads, hvor det er muligt at rekruttere og fastholde ansatte.

    Overenskomstparterne er enige om, at de afsatte 0,2 % ikke skal erstatte den almindelige lokale lønudvikling, men i stedet supplere, således at der er en større stigning i den lokale løn 1. april 2027. Parterne har aftalt, at udviklingen i lokal løn skal følges over tid for at sikre, at den forventede udvikling i lokal løn sker. Hvis den lokale løn, mod forventning, ikke udvikler sig tilstrækkeligt, vil overenskomstparterne forhandle udmøntning af midlerne ved overenskomstforhandlingerne i 2029.

    Der har hidtil være mulighed for at forhandle engangsvederlag. Disse ændres til bonus og kan f.eks. bruges til aftaler om fastholdelsesbonus. Bemærk, at disse fortsat skal aftales i overensstemmelse med reglerne for aftaler om lokale løndele, f.eks. med TR.

    For ledere på intervalløn, altså øverste leder på grundskoler, er der ikke mulighed for at forhandle faste eller midlertidige tillæg. Der er i stedet afsat ekstra midler til forhandlingerne af organisationsaftalen for ledere ved grundskoler og efterskoler.

    Der laves desuden tekstmæssige ændringer i rammeaftalen om nye lønsystemer. Det præciseres f.eks., at ledelsen skal tage initiativ til lønforhandlingerne mindst en gang om året, at ledelsen skal levere relevant lønstatistiks materiale før forhandlingerne og at TR skal oplyses om nyansættelser, så TR kan forhandle løn for den nyansatte.

    Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har orienteret om, at der vil blive afholdt informationsmøder om aftalen om forøgelse af lokal løn, hvor muligheder og rammer også vil blive gennemgået.

    Proces for håndtering af efterbetalingskrav i forbindelse med faglige voldgifter om deltidsansattes merarbejde

    På baggrund af afgørelserne af faglige voldgifter om honorering af deltidsansattes merarbejde, har parterne aftalt, at der skal indgås aftaler om håndtering af efterbetalingskrav. Det var hensigten, at forhandlingerne senest skulle vare til 1. maj 2026, men folketingsvalget, og en lang proces med regeringsdannelse, har gjort det vanskeligt at overholde den tidsplan.

    Læs vores nyhed om de faglige voldgifter her.

    Vi vil desuden opfordre til, at skolerne generelt overvejer, hvordan og i hvilket omfang man pålægger deltidsansatte merarbejde, indtil der er en endelig afklaring på efterbetalingskrav og eventuelle regelændringer.

    Vi orienterer yderligere, når der er nyt.

    Medarbejder – og Kompetencestyrelsen har desuden orienteret om, at der udsendes informationsbreve og afholdes informationsmøder, når aftaler om efterbetalingskrav og eventuelle nye regler er på plads.

    Fritvalgsordning – større fleksibilitet i arbejdslivet

    Som en del af CFU-forliget og AC-forliget er parterne enige om at skabe mere attraktive og fleksible rammer på de statslige arbejdspladser gennem etableringen af en ny Fritvalgs Lønkonto fra den 1. januar 2028.

    Ordningen skal give den enkelte medarbejder større frihed til selv at vælge mellem en højere månedlig løn, højere pensionsindbetalinger eller mere frihed med midler fra den såkaldte Fritvalgs Lønkonto.

    Hvad er en Fritvalgsordning?

    Med Fritvalgs Lønkontoen indsættes et fritvalgsbidrag løbende på en konto, som medarbejderen selv kan disponere over inden for de aftalte rammer.

    Midlerne kan anvendes til:

    • højere månedlig løn,
    • ekstra pensionsindbetalinger, eller
    • mere frihed.

    Ordningen skal understøtte forskellige behov gennem arbejdslivet og skabe større fleksibilitet for den enkelte medarbejder.

    Se her en oversigt over Fritvalgsordningen og de muligheder den giver:

    Frihedskonto:
    • Særlige feriedage
      Fritvalgsordningen giver mulighed for at anvende midler fra kontoen til afholdelse af særlige feriedage med løn.
    • Midtvejsdage
      Medarbejdere midt i arbejdslivet får ret til én årlig fritvalgsdag finansieret via Fritvalgs Lønkontoen.
      Formålet er at understøtte fleksibilitet og balance mellem arbejdsliv og privatliv i forskellige livsfaser.
    • Seniordage
      Seniorer får ret til yderligere to seniordage finansieret via Fritvalgs Lønkontoen.
    Pengekonto (lønkonto):
    • Ret til at få beløb udbetalt, når man holder fri,
    • Ret til at få ekstra pensionsindbetaling,
    • Ret til udbetaling løbende med lønnen.

    Fritvalgsbidrag beregnes af følgende:

    • Den skattepligtige indkomst for tjenstligt arbejde på optjeningstidspunktet
    • Medarbejderens eget bidrag til pensionsordninger, herunder kapitaliseringsordninger mv.
    • Arbejdsmarkedsbidrag
    • Medarbejderens eget bidrag til ATP
    • Tillæg for gruppelivsforsikring
    • Personalegoder, som medarbejderen ikke råder over under ferien

    I beregningsgrundlaget indgår ikke:

    • Arbejdsgiverens pensionsbidrag
    • Løn under ferie
    • Feriepenge, der er udbetalt, uden at ferie er holdt
    • Personalegoder, som medarbejderen råder over under ferien
    • Fritvalgsbidrag
    • Kontant godtgørelse efter aftale om Fritvalgs Lønkonto, § 12, stk. 2.

    Hvilke aftaler ophører?

    Som følge af etableringen af Fritvalgs Lønkontoen ophører cirkulære om aftale om seniorbonus og seniordage af den 16. december 2024. Derudover foretages der ændringer i flere eksisterende aftaler:

    • Aftalen om opsparing af frihed af 28. marts 2025 med virkning fra den 1. april 2026.
    • Cirkulære om aftale om Ferie af 17. maj 2024.

    Opsparet frihed pr. 1. april 2026 kan dog fortsat afvikles eller udbetales frem til og med den 31. december 2027 efter de gældende regler. Eventuel resterende opsparet frihed vil herefter blive udbetalt.

    I AC-forliget er det aftalt, at alle midler til organisationsforhandlinger er afsat til indbetaling til Fritvalgs Lønkontoen. Der bliver derfor indbetalt et højere bidrag til disse personalegrupper end til andre personalegrupper. Det højere bidrag udgør 0,81 % af de løndele, der indgår i beregning af bidrag til Fritvalgs Lønkontoen.

    Barns sygedom og barselsvilkår

    Ved CFU-forliget er parterne blevet enige om en række forbedringer, der skal styrke balancen mellem arbejdsliv og familieliv på de statslige arbejdspladser. Målet er at gøre arbejdspladserne mere familievenlige og skabe større tryghed og fleksibilitet for medarbejdere med børn.

    Barns sygdom – nye muligheder for fravær

    Der indføres nye muligheder for fravær i forbindelse med barns sygdom. Ud over de eksisterende regler bliver der nu mulighed for fravær på barnets 3. sygedag samt på 0. sygedag, det vil sige selve hjemkaldelsesdagen. 

    Forbedringerne skal give medarbejdere bedre mulighed for at håndtere sygdom i familien uden unødig usikkerhed og samtidig skabe større forudsigelighed i hverdagen.

    Styrkede barselsvilkår

    Parterne er samtidig enige om at modernisere barselsvilkårene, så de i højere grad afspejler nutidens familieliv og de muligheder, der allerede findes i barselslovgivningen.

    Parterne er således enige om:

    • at udvide perioden med deleuger mellem retlige forældre, sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer fra 6 til 8 uger,
    • at etablere lønrettigheder for sociale forældre,
    • at etablere lønrettigheder for nærtstående familiemedlemmer,
    • at forbedre lønrettighederne for eneforældremyndighedsindehavere,
    • at forbedre lønrettigheden i forbindelse med børns hospitalsindlæggelse og give tilsvarende rettigheder ved tidligt hjemmeophold,
    • at indføre ret til sædvanligt pensionsbidrag ved retsbaseret forlængelse af barselsorloven,
    • at implementere administrationsgrundlaget om surrogatfamilier i barselsaftalen, og
    • at indføre en lønret for den efterlevende forælder i forbindelse med den anden forælders død, under forudsætning af, at lovforslaget herom, som er sendt i høring den 7. januar 2026, vedtages i perioden.

    Både reglerne om barns 0. og 3. sygedag samt modernisering af barselsvilkår gælder for:

    • Ledere ved frie grundskoler
    • Lærere og børnehaveklasseledere (Grundskoler)
    • Undervisere, ledere og rektorer (Gymnasiale udd.)
    • Kontorpersonale (HK)
    • Teknisk personale (3F)
    • Pædagogisk personale (BUPL/FOA)

    Opdateringer på samarbejdsområdet

    På samarbejdsområdet videreføres flere af de eksisterende initiativer fra OK24, herunder Samarbejdssekretariatet, som fortsætter med samme økonomiske ramme og opgaver.

    Der er dog enkelte justeringer og præciseringer i de nye forlig. Blandt andet udvides kursustilbuddet med et nyt åbent kursus for ledelsesrepræsentanter i samarbejdsudvalg (SU). Derudover præciseres reglerne om ledelsens informationspligt, så SU også skal informeres om indførelse eller ændringer af teknologi, der kan have betydning for arbejdets tilrettelæggelse – herunder overvågningsteknologi og logning.

    Parterne vil også se på en opdatering af vejledningen om medarbejdernes indflydelse ved udbud og udlicitering, så den afspejler de gældende regler på området.

    Endelig ændres proceduren for klager til Samarbejdsnævnet i overenskomstperioden. Formålet er både at styrke de lokale løsninger og skabe en mere effektiv sagsbehandling gennem blandt andet nye frister og ændrede procedurer.

    Godtgørelse for brud på 48 timers reglen

    Der er enighed om at styrke og præcisere håndteringen af manglende overholdelse af reglerne om ugentlig arbejdstid (48-timers-reglen).

    Fremover vil kompensation for eventuelle overtrædelser ske i form af en godtgørelse til den enkelte ansatte.  Der er enighed om at indsætte en bestemmelse om godtgørelse i § 5 i Aftale om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

    Denne godtgørelse erstatter godtgørelse efter § 8 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet og træder i stedte for bod.

    Godtgørelsen indarbejdes i § 5 i Aftale om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

    Ændringen betyder, at godtgørelsen træder i stedet for både den tidligere godtgørelse efter arbejdstidsdirektivet samt bod.

    Det er samtidig aftalt, at godtgørelsen fastsættes i overensstemmelse med den til enhver tid gældende praksis efter arbejdstidsloven.

    Ved uenighed om en eventuel overtrædelse eller størrelsen af en godtgørelse kan sagen behandles ved mægling og voldgift. Det er samtidig præciseret, at der ikke kan pålægges bod i hverken voldgiftssager eller sager ved Arbejdsretten.

    Periodeprojekter – arbejdsmiljø, stress og samarbejde med pensionskasser

    Parterne er i forbindelse med CFU-forliget enige om at sætte et særligt fokus på arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress i den kommende overenskomstperiode. Formålet er at styrke det psykiske arbejdsmiljø og understøtte en tidligere og mere målrettet indsats over for medarbejdere, der oplever stress eller længerevarende sygefravær.

    Særligt fokus på arbejdsrelateret stress

    Der udarbejdes et protokollat til samarbejdsaftalen, som tydeliggør, at de lokale parter skal samarbejde om at forebygge og nedbringe arbejdsrelateret stress på arbejdspladserne.

    Det Centrale Samarbejdsudvalg og Samarbejdssekretariatet vil samtidig understøtte indsatsen gennem en fælles partsindsats i overenskomstperioden.

    Tidlig indsats ved langtidssygemeldinger

    Parterne vil undersøge mulighederne for et tættere samarbejde mellem ansættelsesmyndighederne og pensionsselskaberne med henblik på at bringe pensionsselskabernes tilbud og støtteordninger tidligere i spil over for sygemeldte medarbejdere.

    Arbejdet skal blandt andet afdække administrative, tekniske og juridiske muligheder og barrierer, og relevante aktører – herunder pensionsselskaber – vil blive inddraget i processen.

    Hvis afdækningen viser gode muligheder for samarbejde, kan der iværksættes konkrete initiativer i perioden.

    Uddannelse og styrket samarbejde om psykisk arbejdsmiljø

    Parterne er desuden enige om at styrke kompetencerne inden for psykisk arbejdsmiljø.

    Der udvikles derfor en revideret frivillig lederuddannelse med fokus på forebyggelse og håndtering af psykisk arbejdsmiljø.

    Samtidig har parterne aftalt at styrke det lokale samarbejde gennem en fælles konference for arbejdsledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter med fokus på det psykiske arbejdsmiljø og det fælles ansvar for trivsel på arbejdspladsen.

    Find aftalerne her

  • OK26 | Ny overenskomstaftale for pædagogisk personale ved frie grundskoler

    OK26 | Ny overenskomstaftale for pædagogisk personale ved frie grundskoler

    I denne artikel kan du læse om de væsentligste ændringer i den nye overenskomst for pædagogisk personale ved frie grundskoler som følge af OK26. Artiklen gennemgår blandt andet forhøjelser af pensionsbidrag og overenskomsttillæg, nye regler om arbejdstid, ændringer for tillidsrepræsentanter og pædagogstuderende samt implementeringen af Fritvalgs Lønkontoen. Derudover beskrives de fælles projekter i overenskomstperioden og de tværgående aftaler om blandt andet barns sygdom og barselsrettigheder.

    Aftaleenheden ved frie grundskoler og Aftalefællesskabet for frie grundskoler AFG (BUPL/FOA) er nået til enighed om en ny overenskomstaftale for det pædagogiske personale ved frie grundskoler med virkning fra den 1. april 2026. Overenskomstresultatet er den 26. maj 2026 blevet stemt igennem af medlemmerne hos BUPL og FOA.

    Aftalen kommer i forlængelse af CFU-forliget, som blev indgået d. 11. februar 2026. Læs mere her.

    Der er aftalt en treårig overenskomstperiode, jf. CFU-forliget, som løber fra d. 1. april 2026 til og med d. 31. marts 2029. 

    Den indgåede overenskomst for pædagogiske personale ved frie grundskoler disponerer over den mindre pulje af midler, der i CFU-forliget er afsat til de øvrige overenskomstområder. Det sker primært igennem forhøjelser af pensionsbidrag og overenskomsttillæg for flere personalegrupper.

    Resultatpapiret kan findes her.

    Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. april 2027:

    Afdelingsledere

    • Afdelingslederne stiger i pensionsbidrag til 17,3%
    • For afdelingsledere, med et børnetal på 0-200, forhøjes det årlige overenskomst-løntillæg til 11.700 kr. En årlig stigning på 7.200 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)
    • For afdelingsledere, med et børnetal på over 200, forhøjes det årlige overenskomst-løntillæg til 19.600 kr. En årlig stigning på 15.100 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)

    Pædagoger

    • Pædagoger stiger i pensionsbidrag til 15,7 %
    • For pædagoger forhøjes det årlige overenskomst-løntillæg til 6.200 kr. En årlig stigning på 4.200 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)
    • Pædagogstuderendes løn forhøjes med 360 kr. pr. måned (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)

    Pædagogiske assistenter

    • Pædagogiske assistenter stiger i pensionsbidrag til 15,7 %
    • For pædagogiske assistenter forhøjes det årlige overenskomst-løntillæg fra 5.500 kr. til 9.000 kr. En årlig stigning på 3.500 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)
    • Efter 8 års anciennitet forhøjes det årlige overenskomst-løntillæg med 2.400 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau) fra 9.000 kr. til 11.400 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau).

    Pædagogmedhjælpere

    • Pædagogmedhjælpere stiger i pensionsbidrag til 15,7 %
    • For pædagogmedhjælpere forhøjes det årlige overenskomst-løntillæg til 5.700 kr. En årlig stigning på 1.700 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)
    • Efter 8 års anciennitet forhøjes det årlige pensionsgivende overenskomst-løntillæg med 2.200 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau) fra 5.700 kr. til 7.900 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau).

    TR og AMR-løntillæg

    • Det årlige overenskomst-løntillæg for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter forhøjes med 490 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau) fra 6.480 kr. til 6.970 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)
    • Er arbejdsmiljørepræsentanten også valgt som tillidsrepræsentant, udgør det årlige pensionsgivende overenskomst-løntillæg 3.485 kr. Samlet udgør det årlige pensionsgivende overenskomst-løntillæg for arbejdsmiljørepræsentanter, der også er valgt som tillidsrepræsentant,10.455 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau).

    Praktikvejleder og oplæringsvejleder

    • Det årlige pensionsgivende overenskomst-løntillæg til praktikvejleder og oplæringsvejleder forhøjes med 1.000 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau) fra 8.000 kr. til 9.000 kr. (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau)

    Lønanciennitet

    • Overenskomstens § 17, stk. 6 ændres, så medarbejdere med en gennemsnitlig beskæftigelsesgrad på under 15 timer om ugen fremover optjener halv lønanciennitet. Lønanciennitet ved en beskæftigelsesgrad på under 15/37, optjent før den 1. april 2027, beregnes fortsat efter de hidtidige regler.

    Høringsfrist i forbindelse med opsigelse/bortvisning

    • Høringsfristen i prøveperioden reduceres ned til 5 hverdage.
    • Der indsættes en ny bestemmelse om bortvisning, som ligeledes indeholder en høringsfrist på 5 hverdage.

    Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. august 2027:

    Arbejdstid

    • § 22, stk. 10 ændres, så reglerne om ingen højeste arbejdstid fremover kun gælder for fuldtidsansatte afdelingsledere samt afdelingsledere, der har flere lederstillinger ved skolen, som tilsammen udgør en fuldtidsansættelse. Deltidsansatte afdelingsledere uden anden lederansættelse ved skolen vil derfor ikke være omfattet af reglerne om ingen højeste arbejdstid.
    • § 22, stk. 1 ændres således, at tjenesteplanen udleveres og drøftes senest 4 uger forud for planens ikrafttræden. Det betyder, at skolerne fremover skal sikre, at tjenesteplanlægningen sker i tilstrækkelig god tid til at overholde fristen. For skoler med korte tjenesteplanperioder kan ændringen medføre hyppigere udarbejdelse og drøftelse af tjenesteplaner.
    • Der indføres en ny bestemmelse, som siger, at for fuldtidsbeskæftigede tilrettelægges den samlede daglige arbejdstid på anvendte arbejdsdage med mindst 4 timer. Arbejdstid i skolen medregnes. For deltidsbeskæftigede kan der mellem ledelsen og medarbejderen aftales en lavere daglig arbejdstid. Bestemmelsen betyder, at skolerne som udgangspunkt ikke kan planlægge fuldtidsansatte med meget korte arbejdsdage, men fortsat har mulighed for at aftale en lavere daglig arbejdstid med deltidsansatte.

    Tillidsrepræsentantens udførelse af hvervet

    • § 25, stk. 15 vedr. tillidsrepræsentantens udførelse af hvervet ændres. I stedet kommer der til at stå, at tillidsrepræsentanten må anvende den tid, der er nødvendig til hvervets forsvarlige udførelse, under hensyntagen til såvel institutionens arbejdsopgaver som tillidsrepræsentantopgavernes omfang. Ændringen i bestemmelsen understreger, at der fortsat skal foretages en afvejning mellem tillidsrepræsentantens opgaver og skolens drift.
    • Der indføres en ny bestemmelse, som siger, at ledelsen, i forbindelse med nyansættelser samt efter anmodning fra tillidsrepræsentanten, skal udlevere en anonymiseret lønoversigt vedrørende det pædagogiske personale. Skolerne skal derfor være opmærksomme på at kunne fremskaffe og udlevere disse oplysninger i anonymiseret form.

    Pædagogstuderende

    • Pædagogstuderende ydes godtgørelse for arbejde på ubekvemme tidspunkter, samt ulempegodtgørelse for deltagelse i lejrskole og weekendophold.
    • For pædagogstuderende i lønnet praktik gælder, at der på den studerendes eksamensdag ikke planlægges med arbejdstid.

    Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. januar 2028:

    Fritvalgs Lønkonto

    • Fritvalgs Lønkonto implementeres i overenskomsten, men fordi det pædagogiske personale ikke har seniorbonus (som f.eks. grundskolelærerne har), så ændres overenskomstens § 9 om seniorordning. Det betyder, at medarbejdere fra det kalenderår, hvor de fylder 62 år, fremover får 3 seniorfridage i stedet for 5. De resterende 2 dage overføres til Fritvalgs Lønkontoen som seniordage og kan herefter anvendes efter reglerne for ordningen.
    Øvrige resultater:

    Lokal løndannelse

    • Parterne har aftalt, at de 0,2 %, der er afsat i CFU-forliget OK26 til lokale lønforhandlinger er implementeret og dermed brugt til at finansiere de ændringer, der er aftalt i overenskomsten.
      Det betyder ikke, at der ikke skal ske yderligere lokal løndannelse ude på skolerne. Det betyder blot, at vi allerede har indfriet forventningen fra CFU-forliget og dermed ikke skal opgøre de 0,2% ved OK29

    Reststigningen

    • Parterne har aftalt, at 0,6 % ud af de 0,9%, der er afsat i CFU-forliget OK26 til skøn for reststigning, er implementeret og dermed brugt til at finansiere de ændringer, der er aftalt i overenskomsten.
      Det betyder ikke, at der ikke skal ske anciennitetstigninger eller lokal løndannelse ude på skolerne. Det betyder blot, at vi delvist allerede har indfriet noget af forventningen til reststigningen fra CFU-forliget.

    Projekter i overenskomstperioden

    • Parterne har aftalt at igangsætte en række fælles projekter om kombinationsansættelser, tillidsrepræsentanternes rolle samt introduktion og mentorordninger for nyansatte og nyuddannede.

    Barns sygdom og barselsrettigheder

    • CFU-forligets aftaler om barns sygdom og barselsrettigheder implementeres i overenskomsten. Det betyder, at overenskomstens bestemmelser på disse områder tilpasses de gældende statslige regler.

    Selve overenskomstteksten skal efterfølgende opdateres i overensstemmelse med de aftalte ændringer og de redaktionelle justeringer. Vi forventer, at den opdaterede overenskomst vil foreligge i løbet af sensommeren eller efteråret 2026.

  • OK26 | Ny overenskomstaftale for administrativt personale ved frie grundskoler

    OK26 | Ny overenskomstaftale for administrativt personale ved frie grundskoler

    I denne artikel kan du læse om de væsentligste ændringer i den nye overenskomst for administrativt personale ved frie grundskoler som følge af OK26. Artiklen gennemgår blandt andet ændringer i reglerne om lønanciennitet, forbedringer for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, nye regler om seniorfridage samt implementeringen af Fritvalgs Lønkonto. Derudover beskrives de tværgående aftaler om blandt andet barns sygdom og barselsrettigheder.

    Aftaleenheden ved frie grundskoler og HK privat er nået til enighed om en ny overenskomstaftale for det administrative personale ved frie grundskoler med virkning fra den 1. april 2026. Overenskomstresultatet er godkendt af medlemmerne i HK Privat.

    Aftalen kommer i forlængelse af CFU-forliget, som blev indgået d. 11. februar 2026. Læs mere her

    Der er aftalt en treårig overenskomstperiode, jf. CFU-forliget, som løber fra d. 1. april 2026 til og med d. 31. marts 2029. 

    Den indgåede overenskomst for det administrative personale ved frie grundskoler disponerer over den mindre pulje af midler, der i CFU-forliget er afsat til de øvrige overenskomstområder. Det sker primært igennem ændringer vedrørende lønanciennitet, seniorordning og Fritvalgs Lønkonto.

    Resultatpapiret kan findes her.

    Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. januar 2027:

    • Seniorordningen ændres, så ansatte får ret til tre seniorfridage med løn pr. kalenderår i de sidste ti år inden folkepensionsalderen. Det præciseres samtidig, at seniorfridagene skal afvikles som hele fridage. Derudover præciseres reglerne for beregning af seniorfridage for deltidsansatte samt retten til seniorfridage i ansættelsesåret for nyansatte.

    Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. april 2027:

    • Reglerne om lønanciennitet ændres for ansatte med en beskæftigelsesgrad på under 15 timer pr. uge i gennemsnit. Fremover optjener medarbejderne halv lønanciennitet. Lønanciennitet ved en beskæftigelsesgrad på under 15/37, optjent før den 1. april 2027, beregnes fortsat efter de hidtidige regler.
    • Løntillægget til tillidsrepræsentanter forhøjes fra 300 kr. til 540 kr. pr. måned (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau). Samtidig indføres et nyt pensionsgivende løntillæg til arbejdsmiljørepræsentanter på 540 kr. pr. måned (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau).

    Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. januar 2028:

    • CFU-forligets aftaler om Fritvalgs Lønkonto implementeres i overenskomsten.

    Øvrige resultater:

    • CFU-forligets aftaler om barns sygdom og barselsrettigheder implementeres i overenskomsten. Det betyder, at overenskomstens bestemmelser på disse områder tilpasses de gældende statslige regler.

    Selve overenskomstteksten skal efterfølgende opdateres i overensstemmelse med de aftalte ændringer og de redaktionelle justeringer. Vi forventer, at den opdaterede overenskomst vil foreligge i løbet af sensommeren eller efteråret 2026.

  • OK26 | Organisationsaftalen for lærere og børnehaveklasseledere på frie grundskoler og private gymnasiers grundskoler

    OK26 | Organisationsaftalen for lærere og børnehaveklasseledere på frie grundskoler og private gymnasiers grundskoler

    I denne artikel kan du læse om de væsentligste ændringer i organisationsaftalen for lærere og børnehaveklasseledere ved frie grundskoler og private gymnasiers grundskoleafdelinger som følge af OK26. Artiklen gennemgår blandt andet forenklingen af lønsystemet og de forhøjede basisløntrin, nye regler for undervisningstillæg til deltidsansatte, ændringer i arbejdstidsaftalen samt det kommende arbejde med at forenkle organisationsaftalen. Du finder også information om, hvordan de tværgående aftaler i CFU-forliget påvirker området.

    Organisationsaftalen for lærere og børnehaveklasseledere på frie grundskoler og private gymnasiers grundskoler, 1. april 2026 til 31. marts 2029:

    Forenkling af lønsystem og forøgelse af basisløntrin

    D. 1. april 2027 forenkles lønsystemet ved, at OK08, OK13 og OK24 tillæggene lægges til basislønnen og specialundervisningstillægget fjernes. Samtidig stiger basisløntrinnene.

    Basisløntrin i grundbeløb (niveau 31. marts 2012) fra 1. april 2027:

    Lærere

    Basisløntrin 1:

    Basisløntrin 2:

    Basisløntrin 3:

    Basisløntrin 4:

    kr. 294.891

    kr. 315.946

    kr. 343.601

    kr. 362.386

    Børnehaveklasseledere

    Basistrin 1:

    Basistrin 2:

    Basistrin 3:

    Basistrin 4:

    kr. 287.197

    kr. 303.197

    kr. 313.813

    kr. 325.652

    Undervisningstillæg til deltidsansatte

    D. 1. august 2026 ændres reglerne om beregning af undervisningstillæg til deltidsansatte. Hidtil har beregningen været uafhængig af beskæftigelsesgrad. Fra d. 1. august, vil et skift til højere intervaller være afhængigt af beskæftigelsesgraden, så deltidsansatte lettere har mulighed for at stige til de højere satser. Det betyder, at grænserne for skift i tillægstørrelse sker ved et lavere undervisningstimetal for en deltidsansat. En lærer, der f.eks. har en beskæftigelsesgrad på 80 %, vil rykke til næste trin, når læreren har 520 undervisningstimer om året (80 pct. af 650 timer).

    Foreningen er opmærksom på, at det kan medføre en væsentlig lønstigning for deltidsansatte, som har et højt undervisningstimetal. Vi er i dialog med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om de forøgede lønomkostninger, ændringen medfører, herunder hvordan reglen påvirker undervisningstillægget for fleksjobansatte, deltidsansatte månedslønnede vikarer – og hvornår en ansat har krav på undervisningstillæg for deltagelse i undervisningsaktiviteter. Vi orienterer, hvis dialogen fører til, at særlige grupper skal beregnes anderledes, eller skolerne skal ændre praksis i forbindelse med tildeling af undervisningstillæg.

    Ændringer i arbejdstidsaftalen

    Der laves en række ændringer i arbejdstidsreglerne, som udvider antallet af oplysninger, som ledelsen skal give i forbindelse med skoleplanen. Det betyder, at der for skoleåret 27/28 også skal laves en beskrivelse af, hvordan der arbejdes med:

    • Fælles forberedelse
    • Skole-hjem-samarbejde
    • Arbejdet med elevers mulighed for deltagelse i undervisningen
    • Hvordan forudset og uforudset lærerfravær ved intern vikardækning håndteres

    Lederen skal derfor beskrive følgende i skole/institutionsplanen for skoleåret 27/28:

    • Ledelsens prioriteringer og grundlaget for prioriteringerne (referer til skolens målsætninger for skolen og lærernes undervisningstid og øvrige opgaver
    • Overordnede beskrivelser af de prioriterede indsatser og opgavers indhold
    • Beskrivelse af klasselærer/kontaktlæreropgaven
    • Hvad der forstås ved individuel forberedelse
    • Antal lærere på skolen
    • Fælles forberedelse (ny)
    • Skole-hjem-samarbejdet (ny)
    • Arbejdet med elevers mulighed for deltagelse i undervisningen (trivsel og inklusion) (ny)
    • Hvordan forudset og uforudset lærerfravær ved intern vikardækning håndteres (ny)

    Tilføjelserne i skole/institutionsplanen gælder ikke for planlægningen af skoleåret 26/27.

    Dertil vil der blive iværksat et arbejde med et fælles værktøj, som skal understøtte skolernes arbejde med at sikre en introduktion til nyansatte lærere. Nyansatte lærere er lærere med under 2 års erfaring.

    Periodeprojekt – forenkling af organisationsaftalen

    I overenskomstperioden iværksættes en gennemgang af organisationsaftalen for at vurdere, om der kan laves forenklinger i regler eller tillæg. Det medfører blandt andet, at skoleforeningerne bliver inddraget i overvejelserne om, hvilke regler der med fordel kan udfases eller ændres for at mindske unødigt bureaukrati eller sikre, at regler er lettere at administrere efter.

    Find aftalerne her

    Derudover gælder de tværgående aftaler i CFU-forliget, som kan findes her.

  • OK26 | Organisationsaftale for ledere ved frie grundskoler og ved private gymnasiers grundskoleafdelinger

    OK26 | Organisationsaftale for ledere ved frie grundskoler og ved private gymnasiers grundskoleafdelinger

    I denne artikel kan du læse om de ændringer, som OK26 medfører for ledere ved frie grundskoler og private gymnasiers grundskoleafdelinger. Artiklen gennemgår blandt andet forhøjelsen af lønintervallerne for øverste ledere og de nye regler om jubilæumsgratiale. Derudover finder du henvisning til de tværgående aftaler i CFU-forliget, som også gælder for ledelsesområdet.

    Organisationsaftale for ledere ved frie grundskoler og ved private gymnasiers grundskoleafdelinger, 1. april 2026 til 31. marts 2029: 

    Lønintervaller forhøjes

    Lønintervallerne for øverste leder forhøjes d. 1. april 2027 med kr. 10.001 i grundbeløb (niveau 31. marts 2012) pr. år. Forhøjelse har fuld gennemslagskraft hvilket betyder, at den enkelte leder automatisk får en forhøjelse af deres intervalløn.

    Intervallerne forhøjes til:

    Skolens elevtal

    Årlig intervalløn i grundbeløb

    Under 100 elever

    kr. 392.715 – 462.574

    100-349 elever

    kr. 422.240 – 502.584

    350-699 elever

    kr. 457.846 – 547.364

    700 elever og derover

    kr. 457.846 – 602.412

    Jubilæumsgratiale

    Ledere i frie grundskoler og private gymnasiers grundskoleafdelinger bliver desuden omfattet af cirkulære om jubilæumsgratiale til ansatte i staten fra d. 1. april 2026.

    Tværgående aftaler

    Derudover gælder de tværgående aftaler i CFU-forliget. Læs om dem i nyheden her.

    Link til aftalerne

    Find aftalerne her.

  • Ny løntabel gældende fra 1. august 2026

    Ny løntabel gældende fra 1. august 2026

    Løntabellen pr. 1. august 2026 er opdateret med ny reguleringsprocent og ny tabel til beregning af undervisningstillæg for grundskolelærere og børnehaveklasseledere.

    Løntabel gældende fra 1. august 2026 er nu tilgængelig på hjemmesiden. Tabellen er opdateret med den nye reguleringsprocent på 27,3204.

    Derudover er der ændringer i tabellen til beregning af undervisningstillæg for grundskolelærere og børnehaveklasseledere.

    Fra d. 1. august 2026 er beregningen af undervisningstillæg afhængig af den ansattes beskæftigelsesgrad. Det betyder, at grænserne for skift i tillægstørrelse sker ved et lavere undervisningstimetal for en deltidsansat. En lærer, der f.eks. har en beskæftigelsesgrad på 80 %, vil rykke til næste trin, når læreren har 520 undervisningstimer om året (80 pct. af 650 timer).

  • Nye regler om barns 0.- og 3. sygedage er gældende

    Nye regler om barns 0.- og 3. sygedage er gældende

    Reglerne om barns 0. og 3. sygedag trådte i kraft den 6. maj 2026. Ansatte, der siden da har afholdt disse sygedage med lønfradrag, kan have krav på efterbetaling, da der er tale om frihed med løn.

    Ved forhandlingerne om OK26 blev det aftalt, at der skal indføres mulighed for barns 0. og 3. sygedage. Almindelig praksis er, at der først kan administreres efter nye regler, når de nødvendige cirkulærer er udstedt. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har bedt skoleforeningerne om at videreformidle, at der på dette område er lavet en undtagelse til den almindelige praksis. Det betyder, at reglerne om barns 0. -3. sygedag allerede fandt anvendelse fra d. 6. maj 2026. Ansatte som har haft barns 0.- og 3. sygedage i perioden fra 6. maj 2026 til nu, har derfor haft ret til fri med løn. Den ansatte kan derfor kræve efterbetaling, hvis dagene har været afholdt med lønfradrag.

    Reglerne om barns 0. – 3. sygedag

    Ansættelsesmyndigheden kan give den ansatte hel eller delvis tjenestefrihed til pasning af et sygt barn på barnets 1., 2., og 3. hele sygedag, når:

    1. Hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt
    2. Forholdene på tjenestestedet tillader det
    3. Barnet er under 18 år og
    4. Barnet er hjemmeværende

    Stk. 2. Bliver barnet sygt i løbet af den ansattes arbejdsdag, kan den ansatte endvidere holde fri med løn i de resterende arbejdstimer den pågældende dag, hvis betingelserne i stk. 1, er opfyldt.

    Stk. 3. Den ansatte får under tjenestefriheden efter stk. 1, en løn, der svarer til den løn, som den ansatte ville have fået under sygdom. I grundlaget for beregningen af løn i disse fraværssituationer indgår dog ikke visse fast påregnelige særlige ydelser, jf. Finansministeriets cirkulære af 6. december 2011 om beregning af løn under betalt fravær mv.

    Stk. 4. Ved misbrug kan ansættelsesmyndigheden inddrage adgangen til tjenestefrihed efter stk. 1 for den enkelte ansatte.

  • Nyt om folkeskolens prøver, maj/juni 2026

    Nyt om folkeskolens prøver, maj/juni 2026

    I nyhedsbrevet fra 10. juni kan du læse om:

    • Det kommende skoleår byder på gode muligheder for mere praktisk og varieret undervisning – fx med bevægelse
    • Bliv klar til at udbyde lokale valgfag i skoleåret 2026/2027
    • Tilmelde jer Bevægelsesstrategi i skolen, som kan understøtte jeres arbejde med bevægelse i hele skoledagen

    Læs nyhedsbrevet Nyt om folkeskolens prøver fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her

    I nyhedsbrevet fra 1. juni kan du læse om:

    • læse om den ekstraordinære omprøve i FP9 dansk skriftlig fremstilling,
    • formidling af karakterer ved digitale selvrettende prøver
    • indberetning af prøvekarakterer
    • husk at gemme testresultater fra Folkeskolens Nationale Overgangstest 2025/26
    • frist for ændring i status som prøveafholdende/prøvefri den 15. juni 2026
    • endelige retteark/facitlister, rettevejledninger og omsætningstabeller
    • mundtlige sygeprøver
    • Vigtige datoer for prøver i sommerterminen

    Læs nyhedsbrevet Nyt om folkeskolens prøver fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her.