Tag: newsletter_noc_2021_loga

  • Overenskomst HK | OK21-24

    Overenskomst HK | OK21-24

    ”Overenskomst mellem Aftaleenheden for Frie Grundskoler og HK Privat 2021-2024” – i daglig tale ”OK-2021 for kontorpersonale” er nu tilgængelig som pdf. I den kan man læse om løn- og ansættelsesvilkår for kontorpersonale, der helt eller overvejende er beskæftiget med administrativt arbejde på de frie grundskoler og private gymnasier.

    ”Overenskomst mellem Aftaleenheden for Frie Grundskoler og HK Privat 2021-2024” – i daglig tale ”OK-2021 for kontorpersonale” er nu tilgængelig som pdf.

    Find overenskomsten her

    Skolerne vil snarest modtage overenskomsten i fysisk kopi. Den sendes direkte til skolens kontor.

    Skolerne og kontorpersonalet vil opleve, at der i overenskomsten er foretaget en række ændringer, der søger at understøtte en mere læsevenlig overenskomst.

    Vi opfordrer skolerne til at kigge overenskomsten igennem, da der er sket større og mindre ændringer. De større ændringer, og informationer om hvornår de træder i kraft, fremgår også af forhandlingsprotokollatet, som kan findes her (link).

    Aftaleenheden for Frie Grundskoler og HK Privat har den samme opfattelse; at samarbejde på alle niveauer er det bedste udgangspunkt. Det har været ”ånden” i forhandlingerne. Vi mener, at den aftale, der er indgået, og som nu foreligger fysisk og som pdf, også på skolerne bedst vil kunne udvikles i et samarbejde mellem de lokale parter.

    Spørgsmål og kommentarer er – som altid – velkomne. Kontakt en af nedenstående rådgivere.

  • FP | Regler for optagelse ved manglende praktisk/musisk prøve

    FP | Regler for optagelse ved manglende praktisk/musisk prøve

    Orientering om regler for optagelse på gymnasiale uddannelser ved manglende aflæggelse af 8. klasseprøven i de praktiske/musiske (valg)fag.

    Styrelsen for Undervisning og Kvalitet orienterer i brev til skolerne følgende om reglerne for optagelse på gymnasiale uddannelser for elever, som mangler at aflægge den obligatoriske prøve i 8. klasse i de praktiske/musiske valgfag:

    ”Baggrunden for styrelsens orientering er, at styrelsen har modtaget spørgsmål til, hvordan elever, der ikke har kunnet aflægge prøven, fx fordi eleven har gået på en prøvefri skole i 8. klasse, fordi eleven har været i udlandet i 8. klasse, eller fordi eleven ikke har gået i 8. klasse, er stillet i forbindelse med ansøgning om optagelse på en gymnasial uddannelse.

    Problemstillingen omfatter ikke elever, som i skoleåret 2020/2021 fik ophøjet deres standpunktskarakterer til prøvekarakterer efter bestemmelserne i grundskole-nødprøvebekendtgørelsen. Der kan dog fortsat være elever, som gik i 8. klasse i 2020/2021, som ikke har en standpunktskarakter eller en prøvekarakterer i valgfaget af de årsager, som er nævnt ovenfor.

    Styrelsen orienterer med dette brev ligeledes om beregningen af bestå-kravet til folkeskolens afgangseksamen gældende fra indeværende skoleår 2021/22.

    Regler for gennemførelse af den praktiske/musiske valgfagsprøve

    (Folkeskolen red.**) Skolen skal på 7. og 8. klassetrin tilbyde valgfaget håndværk og design og kan tilbyde valgfagene billedkunst, musik og madkundskab. Eleven skal vælge et af de udbudte valgfag.

    Eleven skal ved afslutningen af undervisningen på 8. klassetrin aflægge prøve i det praktiske/musiske valgfag, som eleven har valgt. I skoleåret 2020/21 blev prøven i de praktiske/musiske valgfag aflyst, og eleverne har i stedet fået deres afsluttende standpunktskarakter ophøjet til prøve-karakter. 2

    Retskrav på optagelse på gymnasial ungdomsuddannelse

    For at opnå retskrav på optagelse på en gymnasial uddannelse skal en ansøger opfylde en række betingelser fastlagt i lov om de gymnasiale uddannelser. En af betingelserne for at blive optaget på en treårig gymnasial uddannelse efter 9. eller 10. klasse eller hf efter 9. klasse er blandt andet, at ansøgeren har bestået folkeskolens afgangseksamen. Det er en forudsætning for at bestå folkeskolens afgangseksamen, at eleven opnår mindst karakteren 2,0 i gennemsnit i 9.-klasseprøverne og den praktiske/musiske valgfagsprøve på 8. klassetrin.

    Ansøgere, der ikke opfylder betingelserne for at opnå retskrav på optagelse, indkaldes til en optagelsesprøve og en efterfølgende optagelsessamtale. Det gælder dog ikke for ansøgere til hf efter 9. klasse, der alene kan optages via reglen om retskrav.

    Elever fra prøvefrie skoler og hjemmeunderviste elever

    Elever, som ikke har mulighed for at aflægge prøve på en skole, enten fordi skolen er prøvefri, eller fordi eleven bliver hjemmeundervist, kan aflægge folkeskolens prøver som privatister.

    En elev, der ønsker at aflægge prøve som privatist, skal henvende sig til kommunalbestyrelsen, som skal imødekomme denne anmodning senest 1. oktober forud for prøvetermin december/januar og 1. februar forud for prøvetermin maj/juni.

    Elever, der har sprunget 8. klasse over eller har opholdt sig i udlandet i 8. klasse

    Det er ikke muligt at aflægge den praktiske/musiske valgfagsprøve i 9. klasse. Derfor vil elever, der har sprunget 8. klasse over eller har opholdt sig i udlandet i 8. klasse, ikke kunne bestå folkeskolens afgangseksamen efter 9. klasse. Det betyder, at disse elever ikke vil kunne opnå retskrav på optagelse på en gymnasial ungdomsuddannelse efter 9.- og 10. klasse. Disse elever skal til en optagelsesprøve.

    Beregning af bestå-kravet til folkeskolens afgangseksamen

    Ved beregning af gennemsnittet indgår én karakter for skriftlig dansk og én karakter for skriftlig matematik samt en for hver af de øvrige obligatoriske prøver på 8. og 9. klassetrin. Karakteren i skriftlig dansk og skriftlig matematik beregnes som gennemsnittet af delprøverne.”

    **Den frie grundskole skal stå mål med undervisningen, der gives i mindst ét af folkeskolens obligatoriske praktisk/musiske valgfag.

    Der er ikke krav om, at frie grundskoler skal udbyde valgfag.

    Den frie grundskole beslutter selv hvilke eller hvilket af folkeskolens praktisk/musiske fag i udskolingen, den vil stå mål med (håndværk og design, madkundskab, billedkunst, musik).

    Den frie grundskole fører til prøve i mindst ét praktisk/musisk fag, med mindre skolen har meddelt, at den er helt prøvefri.

    De frie grundskoler, der afholder prøver, skal udbyde prøven på 8. klassetrin i et praktisk/musisk fag, ligesom folkeskolerne.

    Aflæggelsen af prøven på 8. klassetrin er en forudsætning for, at eleven har aflagt folkeskolens afgangseksamen ved afslutning af 9. klasse.

    Uanset om skolen er prøvefri eller ej, skal skolens undervisning fortsat ”stå mål med” undervisningen i et praktisk/musisk valgfag i udskolingen.

  • FP | Opfølgning på udfordringer med hjælpeprogrammer og tjenester

    FP | Opfølgning på udfordringer med hjælpeprogrammer og tjenester

    Børne- og Undervisningsministeriet ved STUK, Kontor for Prøver, Eksamen og Test har udsendt denne meddelelse vedr. opfølgning på udfordringer med hjælpeprogrammer og tjenester i prøvetermin maj/juni 2021:

    “Ved prøverne i dansk FP9 og FP10 i sommerterminen i maj 2021 oplevede nogle skoler at have problemer med adgangen til hjælpeprogrammer og tjenester, herunder oplæsningsprogrammet AppWriter og flere online ordbøger.

    Styrelsen er meget opmærksom på, at disse udfordringer ikke skal gentage sig. Vi har derfor været i dialog med de fleste udbydere af de hjælpeprogrammer og tjenester, der anvendes af eleverne i forbindelse med prøverne. De er alle meget opmærksomme på problematikken og har iværksat tiltag, der gør, at de ikke forventer lignende situationer fremover.

    Inden længe afvikles der igen skriftlige prøver i december/januar terminen. Hvis skolen, mod forventning, skulle opleve udfordringer med hjælpeprogrammer eller tjenester ved disse prøver, skal skolen kontakte den pågældende udbyder for at få udbedret fejlen. I den tid, der går inden programmerne virker igen, kan eleven holde pause fra prøven, og prøvetiden kan forlænges med den tid, udfordringerne har stået på. Eleverne skal holdes under opsyn i hele pausen, og de må ikke kommunikere med andre. Hvis skolen har brug for hjælp til at håndtere situationen, herunder hvis der går lang tid med at udbedre fejlen, kan skolen kontakte supporten i STUK på 3392 6100 eller på fp@stukuvm.dk for vejledning.

    Styrelsen er også meget opmærksom på, at de elever, der har oplevet udfordringer ved prøverne i maj, tilbydes en omprøve, hvis skolens leder vurderer, at udfordringerne har haft betydning for karakterfastsættelsen. Se den vejledning om mulighed for omprøve**, som blev sendt til alle skoler den 7. maj 2021. Hvis Skolens leder vurderer, at der er sådanne elever, der endnu ikke er tilbudt en omprøve, bedes skolen hurtigst muligt kontakte de pågældende elever. Hvis de takker ja til tilbuddet om omprøve, skal skolen hurtigst muligt kontakte styrelsen for tilmelding af disse elever til de skriftlige prøver i december/januar prøveterminen på fp@stukuvm.dk.”




  • Mulighed for lokal fleksibilitet ved mundtlige prøver til sommer

    Mulighed for lokal fleksibilitet ved mundtlige prøver til sommer

    Nogle af de fag, der løber over flere år, som skal afsluttes med prøve til sommer, har været påvirket af nødundervisning uden fysisk fremmøde, mener flere partier.

    Børne- og Undervisningsministeriet har udsendt en pressemeddelelse (11.11.21):

    “Regeringen (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Frie Grønne og Alternativet, er enige om, at der skal gives lokal fleksibilitet til at udforme de mundtlige prøvespørgsmål til de kommende prøver til sommer. Det gælder både i grundskolen og på de gymnasiale uddannelser.

    For de mundtlige prøver i grundskolens 8.- og 9. klasse betyder det konkret følgende: Der etableres lokal mulighed for at justere prøvegrundlaget, så der ikke formuleres prøvespørgsmål til de dele af faget, der alene er gennemgået som nødundervisning uden fysisk fremmøde. Denne mulighed etableres også for mundtlige gymnasiale prøver (dvs. mundtlige prøver på stx, 2-årig hf, hhx, htx, gsk, gif, sof, hf-enkeltfag, 2-årigt stx og eux).

    Det skal understreges, at nødundervisningen har fungeret godt mange steder, og at der kan være forløb, der er gennemgået som nødundervisning, som det giver mening at eksaminere i.

    For prøver i 10. klasse indføres der ingen ændringer, da prøvegrundlaget i 10. klasse i udgangspunktet baserer sig på den undervisning, som eleven modtager i 10. klasse.

    Øvrige områder på Børne- og Undervisningsministeriets område berøres ikke.”

    Læs nyheden på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside her

  • Forsøgsordning | Refusion af udgifter til scenekunst til private grundskoler og ungdomsuddannelser m.fl.

    Forsøgsordning | Refusion af udgifter til scenekunst til private grundskoler og ungdomsuddannelser m.fl.

    Ikke-kommunale institutioner får, i en forsøgsordning frem til 2026, mulighed for at få dækket udgifter til køb af forestillinger af børneteater og scenekunst for unge. Dette sker med ikrafttrædelsen af ”Bekendtgørelse om refusion af ikke-kommunale institutioners udgifter til køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og scenekunst for unge” d. 27. oktober 2021.

    Staten refunderer op til 50 pct. af udgiften ved ungdomsuddannelsers, private skolers og private daginstitutioners køb af hele professionelle forestillinger af børneteater, scenekunst for unge og opsøgende scenekunst. Definitionerne på børneteater, scenekunst for unge og opsøgende scenekunst kan læses i bekendtgørelsen.

    Refusionsberettigede udgifter er udgifter ved køb af refusionsgodkendte hele forestillinger af børneteater, scenekunst for unge og opsøgende scenekunst, når disse købes af ungdomsuddannelser, private skoler eller private daginstitutioner. Der er en række udgifter, der ikke ydes refusion til. Læs mere om dette samt om refusionsprocent, frister, forhåndsbooking af køb af forestillinger, ansøgning om straksrefusion og om udbetaling og regulering af straksrefusion i bekendtgørelsen.

    Der findes ikke pt. en vejledning til bekendtgørelsen. Foreningen har fået oplyst, at Slots- og Kulturstyrelsen er i gang med at udarbejde en sådan.

    Læs hele bekendtgørelsen her:

    ”Bekendtgørelse om refusion af ikke-kommunale institutioners udgifter til køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og scenekunst for unge”

  • FP | Nyt om folkeskolens prøver (nr. 3)

    FP | Nyt om folkeskolens prøver (nr. 3)

    Børne- og Undervisningsministeriet har udsendt #FPnyt nr. 3 om midlertidige regler for visse prøver i vinterterminen, prøveklar til vintertermin, tilmelding til sommerterminen, øveprøver II og sprogfagsprøver.

  • FP | Webinarer om vejledninger til folkeskolens prøver

    FP | Webinarer om vejledninger til folkeskolens prøver

    Den 1. oktober trådte en ny prøvebekendtgørelse i kraft. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) afholder webinarer, hvor de reviderede prøvevejledninger præsenteres.

    En ny prøvebekendtgørelse er trådt i kraft. Den indeholder bl.a. justerede vurderingskriterier i de skriftlige prøver i dansk, tysk, fransk og engelsk samt andre mindre præciseringer.

    D. 26. oktober 2021 offentliggør Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) nye prøvevejledninger. Prøvevejledningerne til engelsk, tysk og fransk offentliggøres dog først i starten af november. Prøvevejledningerne er revideret med det formål, at de skal være mere kortfattede, overskuelige og præcise samt mere ens på tværs af fagene.

    Webinarer om prøvevejledninger og justerede vurderingskriterier

    I november 2021 afholder STUK en række webinarer, hvor de reviderede prøvevejledninger bliver præsenteret.