Debatten om de frie grundskolers statstilskud er igen blusset op med påstanden om, at koblingsprocenten “reelt” er steget, og at finansieringsmodellen derfor er blevet skæv. Men den konklusion bygger på en forsimplet læsning af en kompleks model.
Når enkelte dele af folkeskolens økonomi trækkes frem og gøres til målestok for hele tilskudssystemet for frie grundskoler, risikerer man at tegne et misvisende billede – både af tilskudsmodellen og af de frie grundskolers rolle.
Debatten handler ikke kun om procenter og beregninger. Den handler om, hvordan vi forstår finansieringen af de frie grundskoler – og om vi er villige til at se på helheden.
Koblingsprocenten afspejler ikke hele folkeskolens økonomi
Når debatten fremhæver specialklasseområdet som forklaring på en ”reel stigning”, overser den en afgørende pointe: Koblingsmodellen er ikke et spejl af hele folkeskolens økonomi – den afspejler kun en udvalgt del.
Store udgiftsposter i folkeskolen indgår slet ikke i beregningsgrundlaget. Det gælder blandt andet anlægsudgifter til bygninger og renoveringer, investeringer i faglokaler og faciliteter, SFO-strukturer, IT-infrastruktur, kommunale ledelseslag og en række tværgående indsatser. Samlet set er der tale om betydelige beløb på landsplan, som ikke medregnes i tilskuddet til de frie grundskoler.
Det betyder, at den type sammenligning, som ligger til grund for 79-procentsargumentet, i sig selv er selektiv. Med samme logik kunne man hævde, at koblingsprocenten ”reelt er lavere”, fordi så store udgiftsposter er udeladt.
Pointen er netop, at modellen ikke er designet til den slags delvise sammenligninger – og derfor bliver konklusionen misvisende.
Samtidig overses det, at tilskuddet ikke fordeles ens. Midlerne differentieres efter elevgrundlag, skolestørrelse og geografiske forhold. Der sker en betydelig omfordeling i systemet – fra omkring 66 procent på større skoler til over 100 procent på de mindste. Det understreger, at modellen i praksis allerede er differentieret.
Af den samlede pulje afsættes desuden hvert år betydelige midler til specialundervisning og inklusion.
Frie grundskoler løfter en stor inklusionsopgave – på en anden måde
Kritikken overser også, hvordan de frie grundskoler arbejder med inklusion. En større andel af eleverne i frie grundskoler med støttebehov modtager specialundervisning i almenundervisningen end i folkeskolen, og antallet af elever er næsten fordoblet de seneste år.
Frie grundskoler kan iht. lovgivningen ikke oprette specialklasser eller fungere som specialskoler, og de har ikke mulighed for at samle elever med samme udfordringer på tværs af skoler. Det betyder, at inklusionsopgaven i højere grad løses i det almindelige undervisningsmiljø. Det er ikke en mindre opgave – det er en anden måde at løfte den på.
Den måde, de frie grundskoler løfter inklusionsopgaven på, stiller imidlertid også krav til rammerne.
Når en større del af indsatsen foregår i almenundervisningen, kræver det reelle muligheder for at handle tidligt og kvalificeret. Det forudsætter adgang til relevante kompetencer i undervisningen, fleksibel organisering, efteruddannelse af medarbejdere og adgang til specialiseret faglig PPR-rådgivning – og en bæredygtig økonomi, der understøtter indsatsen.
Debatten er værdipolitisk
Debatten om koblingsprocenten er i sidste ende ikke kun teknisk – den er værdipolitisk.
Det handler om, hvilken rolle de frie grundskoler skal have i det danske uddannelsessystem. Vil vi have et skolesystem med reel valgfrihed og mangfoldighed? Eller ønsker vi et system, hvor alternative skoleformer gradvist svækkes gennem en finansieringsdebat baseret på forsimplede præmisser?
Det er det valg, debatten i virkeligheden bør handle om.
En ny analyse peger på, at statstilskuddet til frie grundskoler “reelt” er steget, men konklusionen bygger på en forsimplet sammenligning. Her gennemgår vi, hvordan koblingsprocenten beregnes, hvad der indgår – og hvad debatten overser.
Debatten om de frie grundskolers statstilskud er igen blusset op. Med afsæt i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) fremføres det, at tilskuddet “reelt” er steget til omkring 79 procent af udgifterne til elever i folkeskolens almenklasser. Heraf drages den konklusion, at finansieringsmodellen er blevet skæv, og at de frie grundskoler stilles relativt bedre end folkeskolen.
Men den konklusion afhænger i høj grad af, hvordan man vælger at opgøre og sammenligne udgifterne. For at forstå debatten er det nødvendigt at se nærmere på, hvordan koblingsprocenten faktisk er konstrueret, og hvilke forudsætninger den bygger på.
Koblingsprocenten – en kobling til folkeskolens driftsudgifter
Koblingsprocenten angiver, hvor stor en andel af folkeskolens gennemsnitlige driftsudgift pr. elev, der udbetales i statstilskud til de frie grundskoler. Siden 2018 har den været politisk fastsat til 76 procent.
Modellen bygger på en grundlæggende idé om proportionalitet: Tilskuddet til de frie grundskoler skal følge udviklingen i folkeskolens udgifter. Når udgifterne i folkeskolen stiger, stiger tilskuddet tilsvarende – og omvendt.
Beregningen af tilskuddet til frie grundskoler tager udgangspunkt i kommunernes regnskabstal for folkeskolen med tre års forsinkelse. Det betyder, at ændringer i folkeskolens økonomi først slår igennem i tilskuddet til de frie grundskoler efter en periode.
Koblingsprocenten afspejler ikke hele folkeskolens økonomi
Et centralt punkt i debatten er, at koblingsmodellen ikke afspejler hele folkeskolens økonomi, men alene de driftsudgifter, der registreres i kommunernes regnskaber.
Store udgiftsposter indgår ikke i beregningsgrundlaget. Det gælder blandt andet anlægsudgifter til bygninger, renoveringer og kapacitetsudvidelser, investeringer i faglokaler, idrætsfaciliteter og øvrige fysiske rammer, udgifter til SFO-strukturer, IT-infrastruktur og større digitale investeringer samt kommunale ledelseslag og tværgående indsatser. Samlet set udgør disse poster betydelige beløb på landsplan.
Det betyder, at koblingsprocenten på ingen måde er et fuldt billede af folkeskolens samlede ressourceforbrug.
Dertil kommer, at beregningsgrundlaget også afhænger af, hvordan kommunerne konterer deres udgifter. Koblingsprocenten opgøres på baggrund af udgifter registreret på bestemte konti, og forskelle i konteringspraksis kan dermed påvirke resultatet.
Samlet understreger det, at koblingsprocenten hverken er et entydigt mål for eller et dækkende udtryk for folkeskolens faktiske ressourceforbrug.
Hvor kommer tallet 79 procent fra?
AE’s analyse tager udgangspunkt i en sammenligning mellem statstilskuddet til de frie grundskoler og udgifterne til elever i folkeskolens almenklasser – altså uden de udgifter, der ligger i specialklasser og specialtilbud.
Når man isolerer denne del af folkeskolens økonomi, fremstår tilskuddet relativt højere, og man når frem til en andel på omkring 79 procent, men koblingsprocenten er ikke designet til at blive målt på denne måde. Den bygger på folkeskolens samlede driftsudgifter – ikke på en udvalgt delmængde. Når man ændrer sammenligningsgrundlaget, ændrer man også resultatet.
Med samme logik kunne man argumentere for, at koblingsprocenten er lavere, hvis man medregner de udgifter, som i dag ikke indgår i beregningsgrundlaget. Det illustrerer, at konklusionen i høj grad afhænger af metodevalg.
Et differentieret tilskudssystem
I AE’s analyse fremstilles tilskuddet til de frie grundskoler som en samlet andel af folkeskolens udgifter – f.eks. som de 79 procent af udgiften til elever i folkeskolens almenområde. I praksis eksisterer der ikke ét ensartet tilskudsniveau.
Tilskuddet til de frie grundskoler varierer fra skole til skole. Der sker en betydelig omfordeling af midler i systemet, hvor mindre skoler modtager et højere tilskud pr. elev end større skoler, blandt andet for at tage højde for faste omkostninger og sikre mulighed for drift i områder med mindre elevgrundlag.
Analyser viser, at den faktiske tilskudsandel kan variere betydeligt – fra omkring 66 procent på større skoler til over 100 procent på de mindste.
Desuden afsættes hvert år en væsentlig del af den samlede tilskudspulje til specialundervisning og inklusion, som fordeles mellem skolerne efter elevernes behov.
Det betyder, at tilskudssystemet i praksis allerede indeholder både prioritering og omfordeling – og ikke kan reduceres til én samlet procentsats. Det er en væsentlig pointe, som ikke fremgår af den måde, tilskuddet opgøres på i AE’s analyse.
Inklusion i praksis – en anden organisering
En central præmis i AE’s analyse er, at folkeskolens stigende udgifter til specialklasser ikke i samme grad findes i de frie grundskoler – og at det derfor skaber en økonomisk fordel. Den præmis overser, hvordan inklusionsopgaven faktisk løses i praksis. De frie grundskoler løfter en væsentlig del af inklusionsopgaven, men inden for andre strukturelle rammer. Hvor folkeskolen i højere grad organiserer indsatsen i specialklasser og særskilte tilbud, foregår indsatsen i de frie grundskoler i almenundervisningen. Det afspejler sig også i tallene. Andelen af elever med støttebehov, der modtager specialundervisning i almenundervisningen, er markant højere i frie grundskoler end i folkeskolen. Samtidig er antallet af elever med støttebehov i frie grundskoler næsten fordoblet de seneste år.
Frie grundskoler kan ikke – efter reglerne – oprette deciderede specialklasser eller fungere som specialskoler. De har heller ikke mulighed for at samle elever med samme udfordringer på tværs af skoler. Dermed har de ikke adgang til de samme strukturelle løsninger som folkeskolen. Konsekvensen er, at inklusionsopgaven i højere grad løses i det almindelige undervisningsmiljø – gennem holddannelse, differentieret undervisning og pædagogisk støtte. Det er ikke en mindre opgave, men en anderledes måde at organisere den på. Og det er netop denne forskel, som ikke indfanges, når man alene sammenligner økonomi på tværs af forskellige organiseringsformer.
Visitationsregler og misforståelser
I debatten fremføres det ofte, at frie grundskoler udskriver elever med særlige behov. I praksis kan det imidlertid være en forudsætning for, at eleven overhovedet kan få adgang til et relevant specialpædagogisk tilbud. Frie grundskoler kan som nævnt ikke oprette specialklasser eller fungere som specialskoler. Derfor sker visitation til sådanne tilbud gennem det kommunale system, typisk via distriktsskolen.
Det betyder, at en elev ofte må indskrives i distriktsfolkeskolen for at indgå i visitationsprocessen. Barnet skal dermed først skifte skole – for derefter igen at skifte til det tilbud, der fagligt vurderes bedst egnet.
Det er en systembetinget konstruktion, som ikke tager udgangspunkt i barnets tarv. Tværtimod kan det medføre unødige brud i barnets skoleforløb og skabe ekstra utryghed i en i forvejen sårbar situation.
Samtidig er det en pointe, der er relevant i forhold til AE’s analyse. Når der peges på, at elever med større støttebehov i højere grad befinder sig i folkeskolen, er det vigtigt at være opmærksom på, at bevægelser mellem skoleformer i nogle tilfælde er et resultat af forskellige muligheder for at organisere sig og visitationsregler – og ikke nødvendigvis et udtryk for, at frie grundskoler fravælger elever med særlige behov.
Rammer og incitamenter i inklusionsarbejdet
En central præmis i AE’s analyse er, at folkeskolens stigende udgifter til specialklasser ikke i samme grad findes i de frie grundskoler, og at det derfor skaber en økonomisk skævhed. Når indsatsen i de frie grundskoler nødvendigvis må foregå i almenundervisningen, stiller det særlige krav til rammerne. Det kræver adgang til relevante kompetencer i klasserummet, fleksibel organisering af undervisningen, løbende kompetenceudvikling af medarbejdere og adgang til specialiseret faglig rådgivning, herunder PPR – det kræver også en stabil økonomi for de frie grundskoler.
Det peger også på en vigtig pointe i forhold til AE’s analyse: Forskelle i udgifter afspejler ikke nødvendigvis forskelle i opgaveløsningens omfang, men i måden den er organiseret på. Derfor kan økonomien ikke sammenlignes direkte uden samtidig at tage højde for de forskellige strukturer.
En debat om metode – og om værdier
Debatten om koblingsprocenten handler i høj grad om metodevalg: Hvilke udgifter indgår i sammenligningen, og hvilke gør ikke?
AE’s analyse tager udgangspunkt i en sammenligning med folkeskolens almenområde og fremhæver forskelle i udgifter til specialklasser. Det er et legitimt analytisk valg – men det indebærer også, at der ikke tages højde for de forskellige strukturelle og organisatoriske vilkår, som henholdsvis folkeskolen og de frie grundskoler arbejder under.
Når man sammenligner økonomi uden samtidig at tage højde for forskelle i organisering, risikerer man at drage konklusioner, der ikke afspejler den faktiske opgaveløsning. Forskelle i udgifter kan i lige så høj grad være udtryk for forskellige måder at tilrettelægge indsatsen på som for egentlige forskelle i opgavens omfang.
Debatten handler derfor ikke kun om teknik, men også om, hvordan vi vælger at forstå og vurdere et skolesystem, der netop er kendetegnet ved andre vilkår og rammer.
I sidste ende rejser debatten et mere grundlæggende spørgsmål: Handler uenigheden reelt om beregningsmetoder – eller om synet på de frie grundskolers rolle?
For bag diskussionen om procenter og modeller ligger også et værdipolitisk spørgsmål: Ønsker vi et skolesystem, hvor frie grundskoler er en integreret og legitim del af løsningen – eller et system, hvor deres rolle gradvist udfordres?
Det er det spørgsmål, debatten i virkeligheden kredser om.
Der er igen lidt bevægelse i den politiske debat om fremtiden for 10. klasse. Tre borgerlige partier – Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne – melder nu ud, at de ønsker at bevare både 10. klasse og hf.
Partierne støtter dermed Radikale Venstres ønske om at åbne aftalen om den nye ungdomsuddannelse epx. Den nuværende aftale indebærer blandt andet, at 10. klasse som generel ordning udfases.
Hos flere af partierne er bekymringen, at reformen vil presse unge til at vælge uddannelsesretning tidligere, end de er klar til.
“Det er forfejlet at tro, at man kan styre unge menneskers valg ved at fratage dem muligheder,” siger De Konservatives undervisningsordfører Lise Bertelsen til Altinget.
Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har også meldt ud, at de ønsker at bevare 10. klasse og hf, samtidig med at epx udvikles.
En debat, der har været længe undervejs
Hos Danmarks Private Skoler følger vi udviklingen tæt. Foreningen har gennem hele reformprocessen arbejdet for at bevare 10. klasse som et vigtigt tilbud i uddannelsessystemet. Sammen med en række organisationer har vi sat fokus på betydningen af 10. klasse for de unges faglige udvikling, trivsel og afklaring.
10. klasse spiller i dag en vigtig rolle i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Hvert år vælger mange unge et ekstra skoleår for at styrke deres faglige niveau, blive mere modne og få bedre grundlag for at træffe valg om deres videre uddannelse.
I en tid hvor flere unge oplever usikkerhed om uddannelsesvalg og fremtid, er behovet for afklaring ikke blevet mindre. Derfor har Danmarks Private Skoler også peget på, at det kan få konsekvenser, hvis denne mulighed forsvinder.
Politisk positionering
De nye politiske udmeldinger kommer midti en valgkamp, hvor uddannelsespolitikken igen er til debat. Spørgsmålet om 10. klasses fremtid skal ses som en del af de politiske positioneringer frem mod valget.
I forbindelse med valgkampen sætter foreningen Danmarks Private Skoler fokus på, hvilke principper politikerne vil stå fast på i skolepolitikken. Foreningen argumenterer for, at ambitionen om mere lokal frihed i skolen kun giver mening, hvis skolerne reelt får større råderum til selv at træffe beslutninger – frem for at blive styret af centrale krav og strukturforslag. Debatindlægget er offentliggjort i Skolemonitor den 9. marts 2026.
Læs debatindlægget her:
Lokal skolefrihed er ikke et slogan – det er et valg
I valgkampen er det tid til at afklare, hvilke principper politikerne vil stå fast på i skolepolitikken – og hvad lokal frihed reelt skal betyde for både folkeskoler og frie grundskoler.
I valgkampen er det tid til at afklare, hvilke principper politikerne vil stå fast på i skolepolitikken – og hvad lokal frihed reelt skal betyde for både folkeskoler og frie grundskoler.
Danmark går til Folketingsvalg efter en periode med mange aftaler og reformer på skole- og uddannelsesområdet.
Meget er sket. Samtidig har én ambition lydt igen og igen: Mere lokal frihed, mindre detailstyring og større tillid til dem, der står tættest på skolen og eleverne.
Det er en ambition, som mange deler. Spørgsmålet er, om man også tør føre den helt ud i livet.
For parallelt med talen om frihed ser vi fortsat politiske strukturforslag, der fastlægger skolernes organisering fra centralt hold – blandt andet forslaget om maksimalt 14 elever i indskolingsklasserne. Intentionen er forståelig: bedre trivsel, stærkere relationer og mere ro. Men når løsningen bliver et landsdækkende krav, opstår et principielt spørgsmål: Er frihed noget, vi giver – eller noget, vi styrer?
Lokal frihed betyder, at ansvar og beslutninger placeres tæt på skolen. At skoleledelser, lærere og forældre får reel mulighed for at prioritere inden for de fælles rammer. At kvalitet ikke defineres alene gennem struktur, men gennem kultur, faglighed og relationer.
Det danske skolesystem bygger i forvejen på netop denne tanke om mangfoldighed inden for fællesskabets rammer. Vi har over 1.000 folkeskoler. Og vi har omkring 550 frie grundskoler, der er opstået på baggrund af forældreretten – altså forældres grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan deres børn skal undervises – og ønsket om at tænke skole på forskellige måder.
Den frie skoleform er måske det tydeligste eksempel på, hvad lokal frihed kan betyde i praksis. Her er friheden ikke et politisk løfte, men et grundprincip. Skolerne fastlægger selv deres værdigrundlag og organisering – under klare krav om at “stå mål med” folkeskolens faglige slutniveau og efterlevelse af frihed og folkestyrekravet.
Friheden er ikke uforpligtende. Den er forbundet med ansvar, dokumentation og demokratiske forpligtelser. Men den giver rum til variation, til pædagogisk udvikling og til, at forskellige løsninger kan eksistere side om side.
Efter valget håber vi, at politikerne vil vælge retning med afsæt i tillid frem for struktur, i principper frem for enkelttiltag.
Det danske skolesystem rummer både folkeskoler og frie grundskoler. Begge sektorer har brug for frihed, reelt råderum og stabile rammer – ikke skiftende detailregulering. Frihed under ansvar bør være mere end et slogan. Det bør være den bærende idé for hele skolepolitikken.
Socialdemokratiets forslag om maksimalt 14 elever i indskolingen præsenteres som et løft af trivsel og læring. Ambitionen er sympatisk. Men hvad sker der med den lokale frihed og tillid til skolerne, når Christiansborg fastlægger klassernes størrelse? I en tid, hvor der tales om mindre detailstyring og større selvbestemmelse, rejser udspillet et grundlæggende spørgsmål: Skal bedre skole skabes gennem nationale strukturforslag – eller gennem tillid til dem, der kender eleverne bedst? Læs foreningens debatindlæg offentliggjort i Altinget Uddannelse d. 24. februar 2026.
Læs debatindlægget her:
Mere frihed – og et klasseloft på 14? Et paradoks i skolepolitikken
Socialdemokratiets forslag om en “lilleskole” med maksimalt 14 elever i indskolingen rejser et principielt spørgsmål om balancen mellem lokal selvbestemmelse og centrale krav til skolernes struktur.
Det er positivt, at Socialdemokratiet og statsministeren viser interesse for grundskolen. Ambitionen om bedre trivsel, ro og læring – også for de yngste elever – deler vi. Alle børn har krav på en god start på skolelivet.
Derfor er det vigtigt, at skoledebatten føres med blik for helheden. Der findes ingen enkle løsninger, og én model passer ikke nødvendigvis til alle landets skoler.
Socialdemokratiets udspil kommer i en tid, hvor et folketingsvalg nærmer sig, og hvor grundskolen igen ser ud til at blive et centralt politisk tema. Forslaget om en “lilleskole” med maksimalt 14 elever i indskolingen er markant og vil få stor betydning for skolernes organisering. I en valgkontekst er det naturligt, at partier søger tydelige løsninger, der kan trænge igennem den politiske støj og vise handlekraft.
Men netop derfor opstår et vigtigt principielt spørgsmål: Hvad sker der med ambitionen om lokal frihed, mindre detailstyring og tillid til skolerne, hvis skolepolitikken formes af nationale strukturforslag? Der er en risiko for, at grundskolen bliver en politisk slagmark, hvor konkrete styringsgreb får større vægt end de principper om frihed og lokal ansvarlighed, som ellers fylder i den politiske retorik.
Socialdemokratiets udspil rummer flere konkrete greb til, hvordan skolen skal indrettes – fra overgangene mellem dagtilbud og skole til skærmbrug og undervisningens tilrettelæggelse. Det er i sig selv en form for central styring. Klasseloftet på maksimalt 14 elever i indskolingen fremstår dog som det mest vidtgående, fordi det direkte fastlægger skolernes struktur. Og her opstår paradokset: Samtidig med at der politisk tales om frihed, mindre detailstyring og større lokal tillid, foreslås et nationalt krav, som i praksis indsnævrer skolernes lokale råderum.
I de frie og private skoler er friheden ikke et slagord, men et bærende princip. Lokal selvbestemmelse er en forudsætning for, at den enkelte skole kan lykkes med sin opgave. Når ledelse, lærere, pædagoger, forældre og elever har ansvar for at prioritere og organisere skolens hverdag ud fra et fælles værdigrundlag, skabes der stærke lærings- og trivselsmiljøer. Det er denne frihed, der har bidraget til et mangfoldigt skolelandskab, hvor børn kan trives og lære på forskellige måder.
Klassestørrelser spiller en rolle, men antallet af elever i en klasse er kun én blandt mange faktorer i arbejdet med at skabe en god skole. Relationer, faglighed, stabile voksne, skolens kultur, samarbejdet med forældrene og den pædagogiske organisering er mindst lige så afgørende.
En god skole begynder ikke med et bestemt elevtal, men med klare værdier og bevidste pædagogiske valg. Den begynder med spørgsmål som: Hvilken skole er vi? Hvordan organiserer vi hverdagen, så den giver mening for vores elever?
Det danske skolesystem er kendetegnet ved mangfoldighed. Folkeskoler og frie og private skoler bidrager hver især til, at børn og familier kan finde et skoletilbud, der passer til deres behov og værdier. Den mangfoldighed er en styrke, men den forudsætter tillid og råderum.
Danmarks Private Skoler ønsker en skoledebat, der bygger på dialog, helhed og tillid frem for ensartede løsninger. Vi deler ambitionen om at styrke grundskolen – men vejen dertil går gennem respekt for skolernes forskellighed og for dem, der står tættest på eleverne i hverdagen. De er bedst i stand til at træffe de rigtige valg.
