Tag: Pol_1225

Debatten om frie grundskoler koger – men hvad gør det ved vores blik for virkeligheden, når retorikken om “at smide børn ud” får lov at dominere? I dette indlæg bragt i Berlingske d. 1. december 2025 , advarer Bo Mehl Jørgensen, formand for Danmarks Private Skoler, mod en politisk og mediemæssig fortælling, der skaber mistillid, forvrænger fakta og overskygger skolernes reelle arbejde. Når overskrifterne styrer samtalen, risikerer både nuancer og løsninger at forsvinde.

Debatindlæg som indsendt til Berlingske:

Når retorikken om ”at smide børn ud” skygger for virkeligheden

I en række artikler har Berlingske i denne uge rammesat de frie grundskoler som et område præget af udskrivninger og sortering. Børne- og Undervisningsministeren citeres for at sige, at det “skal være sværere for privatskoler at smide børn ud”.

Berlingske 22. november | Minister med markant melding: Det skal være sværere at smide elever ud af privatskoler

Retorikken tegner et billede af et skoleområde, der enten “skubber elever ud” eller “plukker de rigtige elever”. Det er et effektivt narrativ, men det hænger dårligt sammen med tallene.

Det er korrekt, at frie grundskoler kan afbryde samarbejdet med en elev, når alt andet er prøvet. Men processen er langt fra så kontant, som retorikken antyder: Skolerne er forpligtet til dialog, dokumentation og skriftlighed. Forældre kan desuden klage både til skolens bestyrelse og til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der fører statsligt tilsyn med vidtgående beføjelser. Det er langt fra det “vilde vesten”, som nogle fremstiller det.

Debatten præges ofte af tre påstande; at frie grundskoler undgår elever med særlige behov, at de er elitære, og at de udmelder fagligt svage elever for at forbedre karaktererne. Ingen af delene har belæg, og de hænger heller ikke sammen.

I 2024 modtog under 1 procent af eleverne i folkeskolens normalklasser specialundervisning, mens andelen på de frie grundskoler var knap 3,5 procent. Det peger på inklusion – ikke fravalg.

Samtidig viser ministeriets egne data, at frie grundskoler har en markant løfteevne: Over hver fjerde fri grundskole løfter eleverne mere, end deres socioøkonomiske baggrund tilsiger, og flere ligger betydeligt over det forventede niveau. Det er svært at forene med påstanden om, at skolernes resultater primært skyldes “sortering”.

Derfor bliver myten om, at frie grundskoler udmelder fagligt svage elever for at forbedre karaktererne, både usammenhængende og udokumenteret. Børne- og Undervisningsministeriet har tidligere undersøgt påstanden uden at kunne påvise en sådan praksis.

Berlingske 23. november | Stor kortlægning: Elever på en fri- eller privatskole får højeste karakterer i mere end to ud af tre kommuner

Når elever har behov for egentlige specialtilbud, er det lovgivningen – ikke skolerne – der kræver et skoleskift, fordi frie grundskoler de facto ikke kan oprette specialklasser eller være specialskole. De kan kun lave enkeltintegreret specialundervisning. Det bør ikke forveksles med fravalg.

Retorikken om, at frie grundskoler “smider børn ud”, tegner et karikeret billede, som ikke har hold i fakta. Når både politikere og medier bruger den slags forsimplede billeder, mister vi blikket for de reelle udfordringer i skolesystemet. Skal debatten rykke sig, må den begynde med noget mere solidt end myter.

—

I dette debatindlæg, offentliggjort i Skolemonitor d. 27. november, gør foreningen op med en række misforståelser om koblingsprocenten – og viser, at det ikke er tilskuddet, men debatten, der er løbet af sporet.

Koblingsprocenten er ikke løbet løbsk – debatten er

Debatten om statsstøtten til de frie grundskoler fylder igen, men som Skolemonitors artikel om koblingsprocenten (d. 26. november) viser, hviler en stor del af den fremsatte kritik på misforståelser af både teknikken og forudsætningerne bag tilskudssystemet.

I artiklen argumenteres der for, at koblingsprocenten ”reelt” er højere end de politisk fastsatte 76 procent, fordi stigende specialklasseudgifter i folkeskolen løfter beregningsgrundlaget. Det lyder enkelt – men konklusionen bygger på en forkert præmis; nemlig at enhver stigning i folkeskolens udgifter automatisk kan tolkes som en forhøjelse af de frie grundskolers tilskud.

Koblingsprocenten er ikke et politisk smuthul, men et teknisk styringsredskab, der gennem årtier har sikret en stabil og retfærdig finansiering af de frie grundskoler. Modellen bygger på én grundidé: Tilskuddet til de frie grundskoler skal afspejle omkostningerne ved undervisning i folkeskolen. Derfor beregnes driftstilskuddet på baggrund af folkeskolens gennemsnitlige driftsudgift pr. elev, med tre års forsinkelse og efter prisregulering. Selvom koblingsprocenten ligger fast på 76 procent, varierer tilskuddet naturligt i takt med folkeskolens udgiftsniveau.

Når artiklen fremhæver specialklasseområdet som årsag til en ”reel stigning”, overser man imidlertid en afgørende pointe: Koblingsmodellen er ikke et spejl af hele folkeskolens økonomi. Den afspejler kun en del. Store udgiftsposter – fra anlæg og renoveringer til idrætsfaciliteter, faglokaler, ventilation, SFO-strukturer, IT-infrastruktur, kommunale ledelseslag og tværgående indsatser – tæller ikke med. Disse poster løber op i milliardbeløb på landsplan, men påvirker ikke tilskuddet til de frie grundskoler. Med samme logik som den i artiklen fremsatte, kunne man derfor hævde, at koblingsprocenten ”reelt er lavere”, fordi så store udgifter helt er udeladt.

Børne- og Undervisningsministeriets svar i artiklen er i den sammenhæng klargørende. Ministeriet minder om, at koblingsprocenten har ligget fast på 76 procent siden 2018 og ikke er steget. Det samlede tilskud er steget, fordi folkeskolens driftsudgifter pr. elev er steget – og det er præcis sådan modellen skal fungere. Ministeriet afviser samtidig argumentet om ”dobbeltkompensation”, fordi tilskud til specialundervisning og inklusion allerede finansieres inden for skolernes eksisterende ramme.

Det er også vigtigt at holde fast i, at frie grundskoler løfter en voksende specialundervisningsopgave. Antallet af elever, der modtager specialundervisning i frie grundskoler, ligger i dag stort set på niveau med antallet af elever, der modtager specialundervisning i folkeskolens normalklasser. Og væksten har været markant: På syv år er antallet af specialundervisningselever i frie grundskoler næsten fordoblet.

Denne opgave løftes uden de facto mulighed for at oprette specialklasser eller fordele elever mellem flere skoler. Frie grundskoler kan kun give enkeltintegreret støtte – elev for elev – i skolens almindelige rammer. Det er en dyr støtteform, og selvom skolerne kan søge om specialundervisningstilskud, er tilskuddet netop et tilskud. Hvert år afsnøres en del af de frie grundskolers samlede driftstilskud til specialområdet. For 2026 er der afsat lidt over 600 millioner kroner.

Når man sætter økonomiens enkelttal i perspektiv, står et andet faktum tydeligt frem: De frie grundskoler er ikke en økonomisk byrde – snarere tværtimod. Kommunerne bruger i gennemsnit 86.440 kroner på en folkeskoleelev, men betaler kun 45.949 kroner til staten, når en elev går i en fri grundskole. Det betyder en gennemsnitlig besparelse på godt 40.500 kroner pr. elev – eller omkring fem milliarder kroner om året samlet.

Denne debat handler om mere end regnemodeller. Den handler om, hvilken skoletradition Danmark ønsker at støtte. Vil vi fastholde et skolesystem, hvor forældre i praksis har mulighed for at vælge et andet værdigrundlag, en anden pædagogik eller en anden rammesætning end folkeskolens? Vil vi bevare et mangfoldigt skolesystem, hvor både store og små lokalsamfund kan bære en fri grundskole? Eller vil vi – bevidst eller ubevidst – skabe et Danmark, hvor det frie skolevalg reelt kun er for dem, der kan betale hele beløbet selv?

Et frit skolevalg kan ikke eksistere uden en fair finansieringsmodel. Koblingsprocenten er ikke problemet. Den sikrer netop proportionalitet og stabilitet. Hvis man ønsker at ændre, hvad der tæller med i beregningsgrundlaget, må man åbne modellen og tage diskussionen ærligt. Man bør ikke hævde, at en teknisk model er løbet politisk løbsk, blot fordi man ikke bryder sig om resultatet.

Debatten fortjener et mere præcist og principielt afsæt: Vil vi som samfund fortsat give alle familier – ikke kun de ressourcestærke – et reelt frit skolevalg? Hvis svaret er ja, kræver det, at finansieringsdebatten bygger på korrekte forudsætninger og ikke på fejllæsninger af, hvordan koblingsmodellen faktisk fungerer.