Forfatter: Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

  • Ny it-løsning til sprogvurdering af børn er klar til brug

    Ny it-løsning til sprogvurdering af børn er klar til brug

    Børne- og Undervisningsministeriet lancerer Sprogvurdering.dk, der er gratis og kan anvendes til sprogvurdering af børn på dagtilbuds- og børnehaveklasseområdet.

    Børne- og Undervisningsministeriets it-løsning – sprogvurdering.dk – understøtter to sprogvurderingsredskaber: ”Sprogvurdering 2 år” og ”Sprogvurdering 3-6 år”.

    Sprogvurdering.dk afløser ministeriets tidligere it-platform “FKO Sprogvurdering”.

    I løbet af efteråret 2021 afholdes et webinar for brugere, hvor Sprogvurdering.dk demonstreres, og der er mulighed for at få svar på spørgsmål. Læs mere og find mødelink her.

    Læs mere i nyhed på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside og på emu.dk

  • Frie skolers kommunikationspris: Indstillingen åbner 1. september

    Frie skolers kommunikationspris: Indstillingen åbner 1. september

    Fra d. 1. september er det muligt at indstille frie og private skoler til SEVERIN-PRISEN – en pris for god digital kommunikation.

    SEVERIN-PRISEN gives årligt til en fri skole, der formår at skabe godt og dannet indhold til internettet. Temaet for SEVERIN-PRISEN 2021 er ‘Oplysning’, og prisen gives i år til en skole, der udmærker sig på sociale medier.

    Indstilling til prisen

    Kender du en fri skole, som gør det godt på de sociale medier? Så kan du indstille den til SEVERIN-PRISEN nu.

    Indstilling kan ske her: www.vostok.dk/severin-prisen.

    Efter indstillingsperioden vælger juryen tre kandidater, som sendes til åben afstemning.

    2021-juryen består af generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening, Elsebeth Gerner Nielsen, medieforsker ved Københavns Universitet Anne Mette Thorhauge og kommunikationsrådgiver Rasmus Anker Rysgaard.

    Der er stor opmærksom på børn og unges digitale adfærd. Derfor er det også vigtigt at se på, hvordan skolerne selv håndterer sociale medier som en del af vores alles fælles digitale rum. Mange frie skoler er til stede på sociale medier og kan nå mange. Det giver i sig selv et stort ansvar for at bruge medierne konstruktivt – både som enkeltstående skole og som samlet sektor.  

    Om SEVERIN-PRISEN

    SEVERIN-PRISEN gives årligt til en fri skole, som er god til at bruge online medier. Prisen er indstiftet af forstander Irene Stapel, medieforsker Jesper Tække og kommunikationsrådgiver Rasmus Anker Rysgaard. Prisen har navn efter Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1782 – 1872).

  • Samarbejde mellem kommune og privatskole: ”Vi udvikler i fællesskab”

    Samarbejde mellem kommune og privatskole: ”Vi udvikler i fællesskab”

    Det er vigtigt, at kommuner og frie og private skoler ikke ser hinanden som rivaler, der konkurrerer om de samme børn. I stedet skal de være samarbejdspartnere. Det er budskabet fra Sorø Privatskole.

    Grundskolen har stor betydning for børn og unges liv. Det er afgørende, at der både gives gode rammer for folkeskoler og de frie grundskoler, så alle børn og unge kan få den bedste skolegang. Kommunerne har en rolle og et ansvar i forhold til at understøtte alle børn og unge i kommunen, uanset hvilken skole de går på.

    Det er vigtigt for alle parter at få etableret et positivt samarbejde mellem de frie skoler, de lokale folkeskoler og kommunale instanser.

    På Sorø Privatskole oplever de et godt samarbejde med kommunen og byens folkeskoler, men det har krævet en indsats fra alle involverede at nå dertil.

    Hvordan har I oparbejdet det?

    Nanna Øhrgaard startede som skoleleder på Sorø Privatskole for lidt over tre år siden og blev opmærksom på, at skolen havde en opgave i ikke at virke lukket om sig selv. Erfaringen gjorde hun sig, da hun stod overfor at skulle hjælpe to af skolens elever over i et specialtilbud. Frie grundskoler har ikke selv mulighed for at henvise til specialskole. Det skal ske gennem folkeskolen. Eleverne stod derfor overfor at skulle have to skoleskift – fra Sorø Privatskole til distriktsskolen og videre til specialskolen:

    »Vi havde udtømt vores muligheder for at give den rette støtte, men ønskede ikke, at eleverne skulle opleve to skoleskift. Vi ville gerne beholde eleverne, indtil de kunne komme direkte til specialskolen. En lederkollega og jeg tog derfor hen til distriktsskolen for at høre, om skolen var interesseret i at samarbejde om de to elever. Folkeskolen tog kærkomment imod vores forslag om samarbejde. Samtidig fik jeg indsigt i deres hidtidige oplevelse af Sorø Privatskole. Vi havde simpelthen ikke været gode nok til at virke åbne og inviterende over for øvrige skoleaktører, selvom vi ønskede at være det«, forklarer Nanna Øhrgaard.

    Hun tog derefter kontakt til Sorø Kommunes skolechef for at initiere et samarbejde alle skolerne imellem, og der gik ikke lang tid før de sad til møde på kommunen og talte om et udvidet samarbejde om alle byens børn.

    Kontakt til skolechefen

    Sorø Privatskole, folkeskolerne og kommunen indgår nu i samarbejder på forskellige områder. Privatskolen indgår f.eks. i forskellige teams, hvor der foregår viden- og erfaringsudveksling på tværs af skolerne og på forskellige organisatoriske niveauer:

    »Nu er vi et sted, hvor jeg kan kontakte de øvrige skoleledere for at samarbejde vedrørende eleverne, og de kan det samme med mig. De ringer også til mig, hvis de har elever, som de mener vil trives bedst på vores skole. Kommunen tænker os også ind alle de steder, hvor det giver mening. Vi gør brug af hinandens kompetencer og forskelligheder. Vi er bl.a. med som pilotskole i et spændende projekt om ungelivet, og vi er inviteret med til planlægning af folkemødet i Sorø«, siger Nanna Øhrgaard.

    Sorø Privatskole er derudover inviteret med på et Børne- og Ungeudvalgsmøde i løbet af efteråret for at tale om, hvordan de som fri- og privatskole er med til at løfte et stort samfundsansvar, og hvad de f.eks. gør og kan tilbyde de børn, der har det svært, er fagligt stærke etc.

    Ifølge Nanna Øhrgaard er de også på Sorø Privatskole blevet bedre til at se på, hvor de kan bidrage til det lokale fællesskab og gøre opmærksom på det.

    Til fælles gavn

    Sorø Privatskole er i gang med at starte en science-klub for alle børn i kommunen. Det er et eftermiddagstilbud, hvor privatskolens lærere laver aktiviteter og undervisning i skolens lokaler. I forbindelse med opstarten af den nye science-klub, ønsker skolen også at lave et nyt science-byggeri, som kan benyttes af øvrige aktører i kommunen.

    »Ligesom børnene kan gå til f.eks. musik efter skole, bliver det nu også muligt at gå til science. Der er i forvejen science-tilbud for elever fra 6. klasse i kommunen, men der mangler et tilbud til de yngre. På vores skole lægger vi netop vægt på at introducere science tidligt. Her har vi altså noget, som vi kan bidrage med«, fortæller Nanna Øhrgaard og siger afsluttende:

    »Vi vil styrke science-kapitalen i hele kommunen. Vi skal sammen med de andre skoler og aktører være en gevinst for områdets børn. Vi skal spille hinanden gode og bidrage, hvor vi kan. Vi udvikler i fællesskab«.

    Skoleleder på Sorø Privatskole, Nanna Øhrgaard, glæder sig over samarbejdet med kommunen og de lokale folkeskoler

    FAKTA
    Samarbejde mellem kommune og frie grundskoler

    Der er en række krav til kommuner og til de frie grundskoler, når det kommer til samarbejdet om elevers læring og trivsel. Den eksisterende lovgivning sætter rammerne for parternes forpligtelser og ansvar i samarbejdet.

    Der er imidlertid lokale forskelle på samarbejdets form, indhold og kvalitet.

    Derfor har Børne- og Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og de frie grundskolers foreninger i fællesskab udarbejdet materialer, der sætter fokus på samarbejdet mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning.

    Vejledningen: ”Bliv skarp på lovgivning i samarbejdet mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” skal være med til at styrke samarbejdet gennem øget kendskab til krav og lovgivning.

    Inspirationskataloget: ”Det gode samarbejde mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” har til formål at inspirere til det gode samarbejde gennem motiverende eksempler fra praksis.

  • Samarbejde mellem kommuner og frie grundskoler – ny vejledning

    Samarbejde mellem kommuner og frie grundskoler – ny vejledning

    Det lokale samarbejde mellem kommuner og frie grundskoler er meget forskelligt i form, indhold og kvalitet. I nogle kommuner er der et velfungerende samarbejde, mens det i andre kommuner er mere vanskeligt.

    Derfor har Børne- og Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og de frie grundskolers foreninger i fællesskab udarbejdet materialer, der sætter fokus på samarbejdet mellem frie grundskoler og den kommunale forvaltning.

    Vejledningen: ”Bliv skarp på lovgivning i samarbejdet mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” skal være med til at styrke samarbejdet gennem øget kendskab til krav og lovgivning”.

    Inspirationskataloget: ”Det gode samarbejde mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” har til formål at inspirere til det gode samarbejde gennem motiverende eksempler fra praksis.

    Vejledningen er udarbejdet som et opslagsværk, hvor man kan få afklaret, hvilke krav og lovgivning, der gælder inden for 15 områder:

    • Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)

    • Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, støtte og hjælpemidler

    • SSP-samarbejde

    • Underretningspligt

    • Anbringelse uden for hjemmet

    • Barnets sundhed

    • Skolens forpligtelser i forhold til videregivelse af oplysninger om undervisningspligtige elever

    • Modersmålsundervisning

    • Særlige tilbud om grundskoleundervisning til visse tosprogede elever

    • Overgang fra daginstitution til skole

    • Overgang i forbindelse med skoleskift

    • Overgang fra skole til ungdomsuddannelse

    • Skoletransport og buskørsel

    • Kommunale tilskud

    • Forældrenes tilsynspligt, herunder muligheden for kommunal udpegning af tilsynsførende.

  • Debat | Det er kunstigt at opstille trivsel og faglighed som modsætninger

    Debat | Det er kunstigt at opstille trivsel og faglighed som modsætninger

    Debatten om corona-tiltag på skoleområdet risikerer at skabe et kunstigt modsætningsforhold mellem trivsel og faglighed, skriver Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler i Politiken Skolemonitor.

    Bragt d. 28. maj 2021 på Politiken Skolemonitor


    Hvordan får man mest ud af de midler, der skydes ind i skoleverdenen for at afhjælpe de negative effekter af corona, restriktioner og nedlukninger? Det er der mange, der har en mening om.

    Skal midlerne gå til fællesskabsfremmende aktiviteter på lejrskoler og i fritidsordningen eller til at styrke fagligheden?

    Det er naturligvis en relevant diskussion, hvis økonomiske midler skal gå til meget konkrete tiltag – og ikke fordeles med mulighed for at tage beslutninger om anvendelse så lokalt som muligt.

    Selvfølgelig går der signalpolitik i den. og selvfølgelig kipper forskellige interesseorganisationer med flaget for, at netop deres område skal have den største del af kagen. Sådan er det jo. Og det er ikke så overraskende.

    Det, der måske nok er en kommentar værd, er, at der i drøftelserne ofte skabes et kunstigt modsætningsforhold mellem det, der skaber trivsel og fællesskab og selve fagligheden og undervisningen af eleverne.

    TRIVSEL ER LIG LÆRING OG UDVIKLING

    Trivsel er afgørende for den enkeltes velbefindende og er nært koblet til læring og udvikling. Det er de fleste enige om.

    Trivsel og fællesskab er nogle af de gensidige faktorer, der er med til at løfte elevernes faglige og personlige udvikling. Mistrivsel hos den enkelte har store negative konsekvenser og kan føre til et liv uden for fællesskabet.

    Trivsel er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, der skabes. Synet på undervisningen og læring er en dokumenteret trivselsfremmende faktor. Det skaber trivsel, når eleverne oplever et læringsmiljø, der er kendetegnet ved, at det er velset at sætte fokus på det faglige og blive så dygtig som mulig, uanset ens udgangspunkt.

    Skolens primære opgave er undervisning, og vi ved, at trivslen øges der, hvor der sættes fokus på, hvordan skolen tilrettelægger undervisningen og sine øvrige aktiviteter.

    Den skal fremme elevernes faglige og generelle udvikling med fokus på undervisningsmiljø, omgangstone, respekt, ligeværd, meningsfuldhed, motivation, differentiering, samvær med andre, fællesskab og medindflydelse.

    FOKUS PÅ KERNEN

    Det er uhensigtsmæssigt at tale om selve undervisningen og faglighed som en tilstand, der skal undgås. De aktiviteter, der foregår i skoleregi, men som planlægges uden for det traditionelle klasserum, indeholder også undervisning og faglighed.

    Hvilken lejrskole hareksempelvis udelukkende fokus på det sociale og trivselsmæssige – og ikke på faglige temaer i relation til skolens fag som biologi, historie og geografi?

    Vi tror på trivsel og faglighed – og ikke på trivsel eller faglighed. Det gjorde vi før corona, og det gør vi fortsat. Skolens kernevirksomhed er undervisning.

    At skabe rum for elever, hvori de kan dygtiggøre sig, uanset deres baggrund. Faglighed er ikke en modsætning til fællesskaber, dannelse og trivsel. Tværtimod.

    Vi tror faktisk på, at en forudsætning for trivsel og fællesskab er, at elever og lærere er sammen om en meningsfuld og vigtig aktivitet: Undervisningen.

  • Debat | Forslag vil tage et velfungerende skoletilbud fra en gruppe udsatte børn

    Debat | Forslag vil tage et velfungerende skoletilbud fra en gruppe udsatte børn

    Formand Karsten Suhr
    Børne- og Undervisningsministeren vil begrænse antallet af anbragte børn og unge på sociale kostskoler til maksimalt 8 pr. skole. Formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, kommenterer dette i et DEBATINDLÆG I SKOLEMONITOR d. 11. maj 2021.

    Vi skal passe på vores sårbare børn og unge

    Af formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr

    På landets sociale kostskoler foregår beviseligt et stort arbejde med at understøtte og fremme børn og unges sociale trivsel og faglige udvikling. Børne- og Undervisningsministeren vil begrænse antallet af anbragte børn og unge til maksimalt 8 pr. kostskole. Pernille Rosenkrantz-Theils forslag er uforståeligt og skadeligt for de udsatte børn og unge, hun netop hævder at ville tage vare på.

    På kostskolerne foregår en specialiseret indsats målrettet børn og unge fra udsatte hjem. Børn og unge, der har oplevet omsorgssvigt og forliste skoleforløb. Eleverne på kostskolerne er i vid udstrækning frivilligt anbragte i samarbejde med kommunerne. De sociale kostskoler har mangeårig erfaring med at hjælpe de børn og unge, som kommer fra en udfordret baggrund, og for hvem opholdssteder eller lignende ikke er egnede. En kostskole tilbyder netop skole, undervisning, fritidsliv og bosted. Dette foregår i faste og tydelige rammer understøttet af uddannede, kvalificerede medarbejdere.

    Baggrunden for Ministerens forslag – og Ministerens behov for reaktion – er til dels forståelig. Den nu lukkede kostskole, Havregården, har dannet rammen om en voldsom og trist historie. Her har der været massive svigt af skolens elever. Problemet med Ministerens reaktion er dog den, at den netop vil gå ud over de sårbare børn og unge, Ministeren hævder at ville tage vare på.

    Hvor store konsekvenser skal ét broddent kar have? Der faktisk tale om en skoleform, der i allerhøjeste grad løfter de sårbare børn og unge videre til et liv, hvor de opnår uddannelse og selvforsørgelse. Skolerne har afgørende indflydelse på elevernes liv og videre færd. Dette er ikke blot en gevinst for samfundet, men også for det enkelte menneske.

    VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd offentliggjorde i 2019 en undersøgelse. Heri dokumenteres effekterne af elevernes ophold og skolegang på netop disse kostskoler. Resultaterne er positive. Unge, der har gennemført et kostskoleophold, har en signifikant større chance for at være i gang med et uddannelsesforløb tre til fem år efter et afsluttet kostskoleophold, når der sammenlignes med tilsvarende udsatte unge, der har været anbragt på institution eller opholdssted. Ved at undersøge, hvor tidligere anbragte børn og unge er, når de når 25-årsalderen, dokumenterer VIVE, at der er markant større chance for, at kostskoleelever har gennemført en uddannelse (ungdoms, erhvervs- og videregående uddannelse) end øvrige sammenlignelige grupper. Det er en succes for skoleformen, der selvsagt ikke ville være mulig, hvis dagliglivet på kostskolerne var præget af svigt og manglende ordentlighed.

    Hvis Pernille Rosenkrantz Theils forslag bliver til virkelighed, vil det efterlade en stor gruppe af udsatte børn og unge uden et nødvendigt og velfungerende skole- og botilbud. Ministerens forslag giver i øvrigt ingen indikation på, hvordan der i så fald skal tages hånd om disse børn og unges skolegang og dagligdag.

    Vi kan i stedet foreslå, at der kigges på de mange forskellige tilsyn og myndigheder, som kostskolerne er underlagt, og på hvordan koordinering og viden blandt disse kan øges. Det vil reelt hjælpe og understøtte de børn og unge, som i høj grad har behov for at blive taget vare på.

  • Kodeks – de 7 samfundsløfter | Inspirations- og dialogmøder

    Kodeks – de 7 samfundsløfter | Inspirations- og dialogmøder

    Foreningens medlemsskoler har vedtaget et kodeks for samfundsansvar: ”Kodeks – de 7 samfundsløfter”.

    Selv om mange medlemsskoler helt naturligt er fokuserede på håndteringen af udfordringerne relateret til corona, bemærker vi med glæde, at flere medlemsskoler allerede er godt i gang med dialogen om, hvordan kodekset og de 7 samfundsløfter skal have et liv på netop deres skole. Generelt erkender og forstår vi, at det kan knibe med overskuddet til netop sådan en dialog, selv om det måske er en sådan, mange savner, fordi det er med til at minde om, hvilken skole man er eller vil være. Vi håber, på alle måder, på en snarlig tilbagevenden til en skolehverdag, der kan rumme samtaler om værdier, identitet og udvikling.

    Inspirations- og dialogmøder

    Vi planlægger at gennemføre fysiske inspirations- og dialogmøder om Kodeks – de 7 samfundsløfter i sensommeren. Møderne afholdes som fyraftensmøder fra kl. kl. 17.00 – 20.00. Målgruppen er skolernes ledelser og bestyrelse.

    Møderne afholdes:

    31. august 2021, Aalborg

    1. september 2021, Middelfart

    7. september, København


    INSPIRATIONSVÆRKTØJER

    Foreningen har udarbejder inspirationsværktøjer til medlemsskolerne arbejde med Kodeks – de 7 samfundsløfter. Læs:

    HVORDAN FÅR VI KODEKSET TIL AT LEVE PÅ VORES SKOLE?
    SKOLENS ”HVORFOR” – GODE RÅD TIL KOMMUNIKATIONEN OM SKOLENS INDSATSER OG AKTIVITETER
  • Inspirationsværktøj | Skolens HVORFOR

    Inspirationsværktøj | Skolens HVORFOR

    Foreningens medlemsskoler har vedtaget et kodeks for samfundsansvar: ”Kodeks – de 7 samfundsløfter”. Foreningen udarbejder inspirationsværktøjer til medlemsskolernes arbejde med kodeks – de 7 samfundsløfter.

    SKOLENS ”HVORFOR” – GODE RÅD TIL KOMMUNIKATIONEN OM SKOLENS INDSATSER OG AKTIVITETER

    Dette inspirationsværktøj er tænkt som en hjælp til skolen, når skolen skal kommunikere til omverdenen om de samfundsansvarlige aktiviteter og indsatser, skolen allerede har iværksat eller vil iværksætte.

    Eksempler på temaer i inspirationsværktøjet:

    • Hvorfor skal vi kommunikere om samfundsansvar?
    • Husk at kommunikere “HVORFOR”
    • Det vigtigste “HVORFOR” (værdierne)
    • Målgrupper for kommunikationen og kommunikationskanaler
    • Gode råd til skolens kommunikation om samfundsansvar
  • Inspirationsværktøj | Hvordan får vi kodekset til at leve på vores skole?

    Inspirationsværktøj | Hvordan får vi kodekset til at leve på vores skole?

    Foreningens medlemsskoler har vedtaget et kodeks for samfundsansvar: ”Kodeks – de 7 samfundsløfter”. Foreningen udarbejder inspirationsværktøjer til medlemsskolernes arbejde med kodeks – de 7 samfundsløfter.

    HVORDAN FÅR VI KODEKSET TIL AT LEVE PÅ VORES SKOLE?

    Dette inspirationsværktøj er tænkt som en hjælp til at skabe overblik over de samfundsansvarlige aktiviteter eller indsatser, som skolen allerede har i relation til de 7 samfundsløfter. Det er også tænkt som en hjælp, når der skal iværksættes nye aktiviteter eller indsatser for at kunne indfri de 7 samfundsløfter.

    Teksten er bygget op over en række dialogværktøjer og eksempler.

    Eksempler på temaer i inspirationsværktøjet:

    • Hvad betyder kodekset og de 7 samfundsløfter for den enkelte skole?
    • Udgangspunktet er skolens værdier
    • Status over skolens indsatser og aktiviteter
    • Iværksættelse af en indsats
    • Iværksættelse af en eller flere aktiviteter

     Downloads

  • Virtuel SFO og klub forebygger mistrivsel på Lyngby private Skole

    Virtuel SFO og klub forebygger mistrivsel på Lyngby private Skole

    Nedlukningen af samfundet har skabt et pres på mange elevers trivsel. Det oplever de også på Lyngby private Skole. Skolen har derfor oprettet en virtuel SFO og klub, der skal styrke trivslen og det sociale samvær blandt eleverne.

    I denne tid udfordres mange af, at samfundet i et stort omfang er lukket ned. Flere børn og unge oplever, at de trives dårligt. Skoler kan være med til at forebygge mistrivsel og andre problemer, der kan have store konsekvenser for individet og samfundet, også selv om disse problemer skyldes omstændigheder, der ikke altid er direkte relateret til skolen. Mistrivsel blandt skolens elever, som konsekvens af nedlukninger pga. coronapandemien, kan skoler gøre noget ved. De kan spille en stor rolle ved at iværksætte initiativer rettidigt.

       På Lyngby private Skole har de bl.a. valgt at oprette en virtuel SFO og klub, da de kunne se, at eleverne savnede samvær med deres klassekammerater, der rakte ud over den daglige fjernundervisning.

    Evaluering

    På Lyngby private Skoler har de – også under Corona-pandemien – stort fokus på at evaluere både undervisningen og elevernes trivsel:

    Indskolingsleder på Lyngby private Skole, Stine Bugat Prühs, fortæller:

    »Undervisningen evalueres på forskellige måder: Elevrådet har udarbejdet et spørgeskema til alle skolens elever, som er tilpasset årgangene. Her bliver eleverne spurgt til både fagligheden i den virtuelle undervisning og til deres trivsel. Derudover holder lærerne og pædagogerne møder både i klasseteams og fagteams, og vi modtager tilbagemeldinger fra elever og forældre«.

    »De savner at lege«

    Gennem evalueringerne kan de på Lyngby private Skole se et stigende pres på deres elevers trivsel. Som skolen selv formulerer det, er nogle af eleverne ensomme og keder sig:

    »De savner deres kammerater, de savner at lege, og de savner deres pædagoger i vores fritidstilbud. Derfor er vi begyndt at lave virtuel SFO for 0.-2. klasse og virtuel klub for 3.-5. klasse. Det er et tilbud, hvor de forskellige årgange kan logge på om eftermiddagen på forskellige tidspunkter«, forklarer Stine Bugat Prühs og daglig leder Gitte Lindeskov Hansen.

    Pædagogerne har skemalagt ugen med forskellige aktiviteter. SFO’en og klubben tilbyder f.eks. hyggedag med leg, te og snacks den ene dag, bevægelsesdag med virtuel stopdans eller fysisk træning den anden dag og bage- samt quizdag den tredje. Alle årgange får et skema for ugen, hvor de kan se, hvad der sker, og hvad de skal have klar, når de logger på.

    Stor opbakning og yderlige tiltag

    Tiltaget er blevet taget meget positivt imod af skolens forældrekreds. Samtidig kan skolen se, at flere og flere elever deltager i eftermiddagens aktiviteter, hvilket har skabt et socialt fællesskab:

    »Eleverne får snakket om andre ting, end det der laves i undervisningen. Eleverne fortæller ofte om, hvad de har lavet i den virtuelle SFO eller klub, når de har undervisning. Det har skabt et andet socialt fællesskab eleverne imellem«, siger Stine Bugat Prühs.  

    Lyngby private Skole har udover den virtuelle SFO og klub valgt at tilbyde eleverne samtaler – individuelt og i grupper – med en af skolens medarbejdere. Skolen har også netop afholdt en virtuel trivselsdag for alle klasser for at styrke følelsen af fællesskab på afstand.

    7 samfundsløfter

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter. Skolerne vil skabe synlighed omkring det, de allerede gør og iværksætte nye samfundsansvarlige aktiviteter og indsatser, der harmonerer med deres værdigrundlag. På Lyngby private Skole har de valgt at sætte et aftryk i bestræbelsen på, at flere børn trives og har en god psykisk sundhed – også i forbindelse med Corona-situationen. Lyngby private Skole gør en stor indsats for at sikre trivsel og fællesskab. Skolen lægger vægt på sin rolle som forebyggende instans.

    Læs mere om de 7 samfundsløfter her.

  • Sorø Privatskole går i front for grøn fødevareomstilling

    Sorø Privatskole går i front for grøn fødevareomstilling

    Sesam

    Sorø Privatskole har fokus på den grønne fødevareomstilling. Skolen deltager i et stort projekt, der gør fødevaresystemet til genstand for læring om science og det digitale.

    Det er den frie og private skoles ansvar at skabe optimale rammer for at uddanne og danne eleverne. Det betyder bl.a., at skolen – i samklang med skolens traditioner og de grundlæggende værdier – skal følge med de skiftende behov i samfundet. Skolen må rettidigt vurdere, hvilken dannelse og uddannelse eleverne skal have for at klare sig nu og i fremtiden. Kreativitet, innovation og STEM-færdigheder anses for at være centrale kompetencer, som eleverne skal besidde.

    Men den frie og private skoles opgave og ansvar rækker også udover det at være udbyder af kvalitetsuddannelse, og udover det man kan betegne som ”skolens indre liv”. En skoles tiltag – som ansvarlig samfundsinstitution – kan også være rettet mod det omkringliggende samfund, som skolen er del af. Sorø Privatskole har som deltager i et stort projekt, SESAM, fokus på begge dele.

    En del af løsningen

    SESAM er et projekt, som skal vise, hvordan børn og unge – gennem videnskabelig og digital indsigt – kan være med til at løse nogle de presserende og komplekse bæredygtighedsudfordringer. Projektets formål er at skabe interesse blandt børn og unge i skolen for videnskabens rolle, når det gælder om at løse en samfundsudfordring som fødevaresystemets grønne omstilling.

    Ved at deltage i projektet er Sorø Privatskole med til at belyse, om de rigtige lærings- og inddragelsesstrategier for børn og unge kan gøre byers grønne fødevareomstilling mere langsigtede og dermed bæredygtige. Samtidig bliver der også set på, om de ved at skrue op for brugen af læring om STEM (Science, Technology, Engineering, Math) blandt skoleungdommen kan få endnu større effekt. Sorø Privatskole er i forvejen en skole, som har stort fokus på at styrke science-kapitalen hos eleverne.

    ”Eleverne skal vide, at de kan gøre en forskel”

    Sorø Privatskole har som del af projektet valgt at oprette et valgfag for 6. og 7. årgang. Fra starten har skolen valgt, at eleverne skal arbejde praktisk med emnet. Primus motor for deltagelsen i projektsamarbejdet, Andreas Jensen, der er sciencelærer på Sorø Privatskole, fortæller, at de i valgfaget arbejder med en undersøgende tilgang:

    »Vi forklarer og viser det forsøg eller eksperiment, som eleverne skal udføre, og bagefter beder vi eleverne om selv at ændre på en faktor ud fra deres egen hypotese. Vi vil give eleverne hands-on-erfaring med en af de grønne omstillinger, som vi alle aktivt kan deltage i, nemlig vores forbrugsvaner i forhold til madvarer«.

    Åben skole

    Skolen har indtil videre primært haft fokus på bæredygtigheden i fødevareproduktionen. Skolen har valgt at brede undervisningen ud til også at foregå via forskellige samarbejder.

    »Som et led i vores undervisning har vi besøgt Farendløse æbleplantage, hvor eleverne bl.a. blev inddraget i deres tilgang til bæredygtighed og fremstilling af æblecider. Til sidst lavede eleverne deres egen æblemost af æblerne fra elevernes haver«, forklarer Andreas Jensen.

    Derudover har skolen valgt at hjælpe studerende fra både Aarhus universitet og Roskilde Universitet, som arbejder på to forskellige projekter, der er tilknyttet SESAM.

    »Ved at takke ja til det samarbejde får vi mulighed i at blive klogere på os selv, vores undervisning og udbyttet af undervisningen«, afslutter Andres Jensen.

    7 samfundsløfter

    En skoles samfundsansvar realiseres gennem indsatser og aktiviteter, der kan målrettes enkeltindivider på skolen eller målrettes nogle af skolens mange interne fællesskaber. Derudover realiseres samfundsansvaret via indsatser og aktiviteter, der er målrettet individer og fællesskaber uden for skolen.

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter, der bl.a. er et udtryk for det synspunkt, at flere samfundsmæssige udfordringer bør have en plads, når der tales om skolers varetagelse af samfundsansvar. De frie og private skoler har givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør og på at iværksætte nye samfundsansvarlige aktiviteter og indsatser, der – ligesom Sorø Privateskole har gjort – harmonerer med deres værdigrundlag.

    Læs mere om de 7 samfundsløfter her.

    OM SESAM

    SESAM (Sense, Science & the Magic of Food) projektet gennemføres som en del af den Urban Food & Farming strategi som Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet har udviklet. SESAM er et samarbejde mellem Langhøj Skole, Herstedlund Skole, Ganløse Skole, Sorø Privatskole, Data Science House og læringshuset KlimaZirkus.

     

    SESAM skulle være mundet ud i et åbent science-event i efteråret, der blev aflyst pga. COVID-19. Arrangementet skulle bestå af bl.a. en masse læringsstationer, konkurrencer, science shows m.fl. Den ene dag skulle skolerne, der deltager i samarbejdet, holde et science-arrangement for alle skolernes elever samt naboskoler. Om lørdagen skulle skolerne være åbne for familie og lokalsamfund.

  • C. la Cours Skole: Skolen skal ud i virkeligheden, og virkeligheden skal ind i skolen

    C. la Cours Skole: Skolen skal ud i virkeligheden, og virkeligheden skal ind i skolen

    Det er vigtigt, at skolerne i Danmark udvikler sig i takt med samfundet og giver eleverne kompetencer til at klare sig nu og i fremtiden. Samtidig skal skolerne formå at motivere eleverne til uddannelse og arbejde. Heri har skolen en del af ansvaret for at vise de unge, at der findes flere forskellige veje, så elevernes valg bliver truffet på et oplyst grundlag.

    På den frie og private grundskole, C. la Cours Skole i Randers, har de både fokus på bestemte kompetencer og færdigheder og på elevernes fremtidige valg af uddannelse i deres 10. klassestilbud.

    C. la Cours Skole har oprettet en 10. klasse, der har fokus på de mest efterspurgte færdigheder inden for design, smart-teknologi og robotter. Derudover lægges der vægt på, at eleverne tilegner sig kompetencer, så de kan begå sig i det 21. århundrede.

    Skolens leder Jens Anker Hansen forklarer:

    »Inden for tilbuddet har vi fokus på it, teknologi og design, men målet er også, at eleverne får kompetencer inden for entreprenørskab, kreativitet og innovation. De skal løse relevante problemer, tænke innovativt, samarbejde på tværs og kommunikere nye idéer. Det er essentielt, at det er virkelighedsnært«.

    Fokus på de virkelighedsnære

    Skolen skal ud i virkeligheden, og virkeligheden skal ind i skolen. C. la Cours Skole inddrager løbende virksomheder, foreninger og andre interessenter, så undervisningen bliver mere virkelighedsnær for eleverne, både i teori og praksis. Derfor består en stor del af 10. klassesforløbet på skolen også af praksisnære opgaver og eksterne samarbejder.

    »10. klasses-elevernes kompetencer bliver afprøvet, når de arbejder på projekter fra den virkelige verden i samarbejde med moderne højteknologiske virksomheder«, fortæller Jens Anker Hansen.

    10. klassesforløbet skal ende ud i et projekt, hvor eleverne er entreprenørerne og skal skabe et produkt, som gør en forskel for andre mennesker. For skolen er det vigtigt, at eleverne oplever, hvordan deres færdigheder og kompetencer kan oversættes på en arbejdsplads.

    Elevernes videre vej i uddannelsessystemet

    C. la Cours Skole prioriterer også de mange samarbejder for at åbne elevernes øjne op for, hvad teknologi og design kan, og hvordan det også kan være en uddannelsesvej med forskellige jobmuligheder. Derfor har skolen har valgt, at den obligatoriske fagrække i 10. klasse – bestående af dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi og tysk – skal suppleres med design og teknologi.

    »Vi har med vores 10. klasse flere gange set, at eleverne efter virksomhedssamarbejderne bliver bestyrket i, hvad de vil efter grundskolen. Vi vil gerne væk fra automatvalget af STX. Vi ser særligt, at eleverne bliver sporet ind på og motiveres nogle af de andre gymnasiale uddannelser som HTX og EUX«.

    En del af skolens samfundsansvar

    Skolers samfundsansvar kan komme til udtryk på mange måder. Samfundsansvar kan bl.a. aktiveres, når skoler gennem større indsatser eller enkeltstående aktiviteter, der under­støtter mindre traditionelle færdigheder og kompetencer og samtidig kvalificerer uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse og job. Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter og givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør, og på at iværksætte nye samfundsansvarlige tiltag, der – ligesom C. la Cours Skole – harmonerer med deres værdigrundlag.

    Læs mere om de 7 samfundsløfter her.

  • Debatindlæg | Samfundsansvar må forstås bredt og realiseres konkret

    Debatindlæg | Samfundsansvar må forstås bredt og realiseres konkret

    Hvad er egentlig skolens ansvar? Det er vigtigt som skole at være sig bevidst, hvordan man – udover uddannelse og dannelse af børn og unge – kan bidrage til fællesskabet.

    Karsten Suhr Danmarks Private Skolers formand

    Af Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler

    Naturligvis er skolens ansvar først og fremmest at uddanne og danne eleverne. Man kan hævde, at skolen, gennem dens kerneopgave, dermed tager et samfundsansvar, men skolens samfundsansvar anno 2021 bør ses i et bredere perspektiv. Derfor har medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter, der bl.a. er et udtryk for det synspunkt, at flere samfundsmæssige udfordringer bør have en plads, når der tales om skolers varetagelse af samfundsansvar.

    En skoles samfundsansvar realiseres gennem indsatser og aktiviteter, der kan være målrettet de personer, der til daglig er en del af skolen, nemlig elever, deres forældre og skolens medarbejdere – både som individer og som en del af skolens mange interne fællesskaber. Derudover realiseres samfundsansvaret også via indsatser og aktiviteter, der er målrettet det omkringliggende samfund – lokalt og globalt, – altså individer og fællesskaber uden for skolen.

    Skolens samfundsansvar kan komme til udtryk på mange måder. Samfundsansvar kan bl.a. aktiveres, når skolen gør en forskel for omverdenen, f.eks. ved at have fokus på bæredygtig udvikling, eller ved at have et lokalt og globalt engagement, bl.a. i forhold til personer og grupper, der lever under vanskelige vilkår og har det svært.

    Skolens samfundsansvar kan komme til udtryk i skolens evne til at iværksætte indsatser og aktiviteter med det formål, at eleverne helt overordnet får de bedste muligheder i deres liv og arbejdsliv. Skolen må have mod til at iværksætte aktiviteter og indsatser, der eventuelt bevæger sig i kanten af det, man normalt forventer, at skolen skal beskæftige sig med. Skolen skal naturligvis fortsat fokusere på viden og færdigheder, men skal også åbne op og fokusere på andre kernefærdigheder end de traditionelle, på kompetencer til at løse komplekse udfordringer og på bestemte personlige egenskaber. Skolen kan have fokus på temaer som kreativitet, idéudvikling og innovation, STEM-kompetencer, teknologiforståelse og teknologietik eller samarbejde over kulturelle og sproglige skel. Skolen kan virkeligt udvikle og flytte noget, hvis disse temaer gives reel betydning i skolens undervisningstilbud.

    Skolens aktiviteter eller indsatser, der understøtter kvalificerede uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse, er indlysende vigtige i et samfundsperspektiv. Skolen kan bl.a. benytte data om deres elevers videre vej i uddannelse for at kunne kvalitetsudvikle i forhold til systematik i mål og ansvarsfordeling og i forhold til undervisning, oplysning og vejledning. Samfundsansvar tager skolen, når den har særlige indsatser i forhold til bl.a. diversitet i uddannelses- og jobvalg og på, at særligt udfordrede elevgrupper kommer videre i uddannelsessystemet.

    Skolen har en kæmpe betydning i forhold til at forebygge problemer, der kan have store konsekvenser for det enkelte menneske og i sidste ende samfundet. Forebyggelse af mistrivsel, fokus på elevfravær, samarbejde med andre forebyggende instanser og etablering af omsorgsgrupper er alle oplagte indsatsområder i et samfundsansvarligt perspektiv. Skolen kan også sætte aftryk ved bevidst at bestræbe sig på, at flere børn, unge og voksne skal have god psykisk og fysisk sundhed.

    Skolens fokus på rettigheder og konventioner kan i bund og grund sige noget om dens samfundsansvarlige identitet. Man bør i princippet kunne aflæse dette fokus i både adfærd, aktiviteter, strategier og politikker på skolen og naturligvis i relation til kerneydelsen og eleverne. Også her bør der lægges et bredere perspektiv. Rettigheder og konventioner handler om hele skolens virke og alle dens aktører. Desuden rækker ”skolens virke” længere end til skoleporten.

    ”Alle elever skal blive så dygtige som muligt, uanset deres udgangspunkt”. Det er et naturligt pejlemærke for en skole. Det er derfor både ansvarligt og naturligt at have indsatser og aktiviteter for elever med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, indsatser for særligt fagligt svage elever og også indsatser for de særligt fagligt stærke elever. Det er i det hele taget vigtigt at fokusere på faktorer, der skaber resultater for elever med særlige behov.

    Samfundsansvar i en fri og privatskolekontekst må nødvendigvis ses i relation til muligheden for, at de forældre og elever, der deler værdifællesskab med skolen, har en reel mulighed for at blive optaget.

    Dermed bliver konkrete aktiviteter og indsatser, der understøtter optag og udvikling af alle børn og unge, uanset deres sociale baggrund vigtige i denne skoleform.

    De frie og private skoler har givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør og på at iværksætte nye samfundsansvarlige aktiviteter og indsatser, der harmonerer med deres værdigrundlag. Skolerne vil gerne give svar på og inspiration til, hvad en skole også kan være i et samfundsperspektiv. De frie og private skoler ser sig selv som en del af civilsamfundet, der i kraft af deres frihed både bør og kan skabe anderledes løsninger på nogle af de forhold, som samfundet har brug for.

    Redigeret udgave af ovenstående debatindlæg er bragt på Politiken Skolemonitor d. 7. januar 2021

  • Kolding Realskole er på “spred glæde-mission”

    Kolding Realskole er på “spred glæde-mission”

    Skoler kan være med til at forme samfundet gennem kerneydelsen; undervisningen og dannelsen af eleverne. Skoler kan samtidig arbejde med andre aktiviteter til gavn for omverdenen. På Kolding Realskole er de i gang med at sende over 2500 julekort. Udover at sprede glæde blandt modtagerne, samler skolen ind til Julemærkehjemmene.

    Under overskriften “Sammen og hver for sig” har den frie og private Kolding Realskole taget fat i en gammel tradition: Julekort. Skolen vil med initiativet sprede glæde i en tid præget af Corona og restriktioner. Det er skolens viceskoleleder, Rikke Pal, der har sat gang i tiltaget:

    »Traditionen med julekort er desværre ved at uddø, hvilket er synd. Et fysisk julekort kan bare noget andet end en hilsen på mail eller sms. Vi vil gerne brede det ud til eleverne og lærer dem at gøre sig umage med at vise, at de tænker på andre«.

    Hele skolen støtter op

    Kolding Realskole har selv udformet og fået trykt julekortene. De er i første omgang udleveret til skolens elever og medarbejdere. Skolen har sørget for, at alle kortene også har julemærker, da skolen ønsker at støtte Julemærkehjemmene. Julemærkehjem tager sig i korte forløb af børn med problemer som overvægt eller mobning.

    Udover at skrive julekortene har eleverne også lært om julekort og julemærkernes betydning. Skolen har nemlig lavet undervisningsmateriale om traditionen.

       Forældre kan også købe de julekort, skolen har fremstillet. Alt overskuddet fra dette salg går også til Julemærkehjemmene. Kolding Realskole meddeler, at mange støtter op om initiativet:

    »At dømme efter salget, kan mange glæde sig til en julehilsen i december«.

    Vi gør en positiv forskel for omverdenen

    Skolers samfundsansvar kan komme til udtryk på mange måder. Samfundsansvar kan bl.a. aktiveres, når skoler gennem større indsatser eller enkeltstående aktiviteter gør en forskel for omverdenen. De frie og private skoler har givet 7 samfundsløfter og givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør og på at iværksætte nye samfundsansvarlige tiltag, der, ligesom Kolding Realskoles, harmonerer med deres værdigrundlag.

    LÆS FLERE HISTORIER FRA MEDLEMSSKOLERNE

  • Herlufsholm: Både skolen og eleverne skal være med til at gøre en forskel

    Herlufsholm: Både skolen og eleverne skal være med til at gøre en forskel

    Herluf_Hverdag

    Den traditionsrige Herlufsholm Skole har altid haft en ambition om at uddanne unge mennesker, der kan tage ansvar og gøre en forskel i samfundet. Skolen sætter nu yderligere fokus på social dannelse og har samtidig besluttet at udvide sin fripladsordning.

    At uddanne og danne børn og unge er skolers kerneopgave, også set i et samfundsansvarligt perspektiv, men skolers samfundsansvar kan også forstås bredere. Skoler kan aktivere samfundsansvar ved at have indsatser og aktiviteter målrettet det fællesskab, de er en del af. Skoler kan også aktivere samfundsansvar ved at justere på de indre linjer med henblik på at gøre en positiv forskel for enkelte individer eller fællesskaber i skolen. Herlufsholm Skole har valgt at gøre begge dele.

    Fokus på social dannelse

    Konkret har skolen besluttet at gøre det, der før var ”ekstra aktiviteter” i elevernes skolegang til obligatoriske aktiviteter. Det gælder bl.a. en aktivitet som frivilligt arbejde, da skolen ønsker at uddanne unge mennesker, der kan gøre en forskel i samfundet.

    »Vi finder social dannelse afgørende. De unge skal være en del af et fællesskab, og de skal forstå, at de har indflydelse på, hvordan andre trives. Vi mener ikke, at den klassiske dannelse kan stå alene. Den skal spejles op ad den sociale dannelse. Personlige og faglige kompetencer går hånd i hånd«, siger rektor for Herlufsholm Skole, Mikkel Kjellberg, i et længere interview i Berlingske.

    Udvidet fripladsordning

    Skolen har samtidig valgt at udvide sin fripladsordning. Herlufsholm Skole er en af de frie og private skoler, som har afsat midler i deres budget til at kunne nedsætte skolepenge til mindre bemidlede familier. Nu har Herlufsholm skole også valgt at give en række unge mulighed for at få et fuldt betalt forløb på skolens gymnasium. Det dækker både skolepenge, kostskoleophold, studietur og skolebeklædning.  

       Generelt er det vigtigt, at forældre og elever, der deler værdifællesskab med de frie og private skoler, har en reel mulighed for at blive optaget, hvorfor mange af skolerne – ligesom Herlufsholm Skole – er optaget af mindske barrierer relateret til det, man kan kalde socioøkonomiske faktorer.

    Engagement er kriteriet

    For at gøre opmærksom på ordningen har Herlufsholm Skole henvendt sig til alle offentlige og frie grundskoler i Danmark. Elever, der gerne vil i betragtning til fripladsordningen, skal kunne fortælle om deres ”… engagement for deres kammerater, deres skoles hverdag og den verden, vi alle er en del af”, lyder det i henvendelsen til skolerne. Dette ligger i tråd med Herlufsholms øgede fokus på et bredere dannelsesbegreb og arbejdet med at gøre skolens indhold til mere end det, man normalt forbinder med skolens opgave. Her sættes ikke kun fokus på faglighed, viden og færdigheder i traditionel forstand, men også på kompetencer til at løse udfordringer og på personlige egenskaber og kvaliteter så som initiativ, vedholdenhed og social forståelse.

    7 samfundsløfter

    En skoles samfundsansvar realiseres gennem indsatser og aktiviteter, der kan målrettes enkeltindivider på skolen eller målrettes nogle af skolens mange interne fællesskaber. Derudover realiseres samfundsansvaret via indsatser og aktiviteter, der er målrettet individer og fællesskaber uden for skolen.

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter, der bl.a. er et udtryk for det synspunkt, at flere samfundsmæssige udfordringer bør have en plads, når der tales om skolers varetagelse af samfundsansvar. De frie og private skoler har givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør og på at iværksætte nye samfundsansvarlige aktiviteter og indsatser, der – ligesom Herlufsholm Skole har gjort – harmonerer med deres værdigrundlag.

    Læs mere om de 7 samfundsløfter her.

    Faktaboks:

    For de frie og private skoler er friheden og retten til at bygge på værdier afgørende. Det er vigtigt, at de forældre og elever, der deler værdifællesskab med skolerne, har en reel mulighed for at blive optaget. Der skal ifølge loven være en egendækning på de frie og private skoler. Egenbetalingen kan være en barriere for nogle forældre og elever. Forældrene kan dog søge om økonomisk fripladstilskud. Der er afsat midler på Finansloven til formålet. Flere frie og private skoler tilbyder fripladstilskud af egne driftsmidler, da behovet for fripladsmidler er langt større end det, der er afsat på Finansloven.

  • Debatindlæg | Skolen har ikke behov for flere symboltolkende akademikere

    Debatindlæg | Skolen har ikke behov for flere symboltolkende akademikere

    Søren

    Af SØREN TONNESEN LODAHL

    Sekretariatschef – Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

    Skal stigende kompleksitet og politiske interesser betyde, at skolen skal ledes af generalister og akademikere?

    Nej. Det er ikke det, vores skoler har brug for. Der er brug for god og nærværende ledelse, der har dyb viden og indsigt i skolens processer og i de personer, der befolker den.

    I november fortalte Mia Hvilshøj Dal, seniorkonsulent i Mercuri Urval, om rekrutteringsprocesser ved ansættelse af skoleledere i folkeskolen i Skolemonitors spalter. Udover mange gode pointer om selve ansættelsesprocessen i indlægget, studser jeg over et par indledende afsnit, som jeg mener kalder på en kritisk refleksion.

    I indlægget lyder det, at den stigende kompleksitet i folkeskolen, de mange interessenter, politiske agendaer og forventningspres i langt højere grad nødvendiggør at rekruttere en såkaldt topleder fremfor en traditionel skoleleder.

    Påstanden er, at der i højere grad er brug for ’generiske’ ledelsesfærdigheder. Det skal vist oversættes til færdigheder, som vi typisk forbinder med en ’Djøf’er’?

    Og tilgiv mig, jeg er selv ’Djøf’er’ og naturligvis stærkt overbevist om egne fremragende færdigheder, der kan anvendes i mange sammenhænge og ledelseslag. Men jeg mener også at kende egne begrænsninger. Skoleledelse er en af dem.

    Fokus skal være på egen skole

    Jeg medgiver, at kompleksiteten i og omkring skoleledelse ikke er blevet mindre over tid. Politiske labyrinter, skiftende krav m.m. stiller forventninger til en skoles øverste leder.

    Jeg kan dog blive nervøs for, at normen bliver, at øverste skoleleder skal være en såkaldt »topleder«, hvis det indebærer en akademisk uddannet generalist, hvor fokus er mere på politisk symbolfortolkning og ’italesættelse’ end grundlæggende ledelsesdyder, der er forankret i den skoleverden, vedkommende er sat til at lede.

    Deraf kommer mit ønske om en kritisk refleksion.

    Skoler er ikke ens. Ej heller skoleledere. Og selvfølgelig skal en skoleleder have evner og indblik i de politiske spil og forvaltningsmæssige procedurer.

    Men hvis vi først overgiver os og accepterer, at skolelederens primære opgave er at servicere politikere, profilere skolen i medier og blandt eksterne interessenter – og i øvrigt forholde sig til input, krav, meninger og synsninger fra alle mulige aktører udenfor egen skole – ja så opgiver vi fuldstændig, hvad en skoleleders kerneopgave bør være, nemlig fokus på egen skole.

    Fra min egen verden, som sekretariatschef i Danmarks Private Skoler, har vi masser af erfaring med, hvad god skoleledelse indebærer. Nøgleordene er nærvær (som i tilstedeværelse), opmærksomhed rettet mod egen skole og fokus på og dyb viden om skolens undervisning og praksis.

    Dertil kommer omsorgsfuld understøttelse og pleje af ansatte, elever og forældre. Det er muligvis ikke generiske ledelseskompetencer, men det giver autentisk og troværdig ledelse, som ansatte og elever kan spejle sig i. En skoleleder med viden om skolens faktiske virksomhed og vilkår har stor legitimitet i egen organisation.

    Disse kompetencer mener jeg faktisk også, en øverste leder skal kunne honorere.

    Debatindlægget er bragt d. 9. december 2020 af Skolemonitor.

  • Debatindlæg | Skandalen på Havregården må ikke få konsekvenser for alle kostskoler

    Debatindlæg | Skandalen på Havregården må ikke få konsekvenser for alle kostskoler

    Kostskoler for socialt udsatte børn udfører en vigtig samfundsmæssig opgave, og de leverer gode resultater. Det er derfor dybt bekymrende, hvis én konkret sag får negativ betydning for alle kostskoler og deres elever, skriver Karsten Suhr, formand for privatskolerne.

    De politiske bølger går højt på baggrund af sagen om kostskolen Havregården.

    Senest ved et samråd med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Det er forståeligt nok, at der reageres, når sårbare børn og unge svigtes.

    Sagen om Havregården handler primært om omfattende ledelsessvigt på skolen. Det skal der selvfølgelig drages en lære af, men det er værd at minde om, at der på de øvrige kostskoler med udsatte og anbragte børn og unge rundt omkring i landet, ydes en kæmpestor og frugtbar indsats i både det faglige og sociale arbejde.

    Elevgruppen på kostskolerne har udviklet sig over de seneste år til også at rumme mere sårbare og udadreagerende børn og unge. De kommer til kostskolerne med voldsomme historier i bagagen. Eleverne kommer ofte fra udsatte hjem og har forliste skoleforløb bag sig.

    Det kræver en stor pædagogisk indsats fra skolerne og stiller krav til personale og ledelse. Kostskolerne har kompetencer og underliggende værdier, der bevirker, at de gør en forskel for denne elevgruppe. Kostskolerne lægger bl.a. vægt på, at de netop er ’skoler’.

    Det betyder, at det centrale for elevernes ophold er den daglige skolegang og målet om en afsluttende afgangseksamen. Kostskolerne er ikke private opholdssteder. Der er tale om selvejende skoler, hvor eleverne også bor og har et fritidsliv.

    Kosteskolebørn klarer sig markant bedre senere i livet

    VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd – offentliggjorde i 2019 en undersøgelse. Heri dokumenteredes effekterne af elevernes ophold og skolegang på netop disse kostskoler. Resultaterne er positive:

    Unge, der har gennemført et kostskoleophold, har en signifikant større chance for at være i gang med et efterfølgende uddannelsesforløb tre til fem år efter et afsluttet kostskoleophold, når der sammenlignes med tilsvarende udsatte børn og unge, der har været anbragt på institution eller opholdssted.

    Ved at undersøge, hvor tidligere anbragte børn og unge er, når de når 25-årsalderen, dokumenterer VIVE, at der er markant større chance for, at kostskoleelever har gennemført en uddannelse (ungdoms, erhvervs- og videregående uddannelse) end øvrige sammenlignelige grupper.

    På trods af den triste sag på Havregården er der faktisk tale om en skoleform, der i allerhøjeste grad løfter de sårbare elever videre til et liv, hvor de opnår uddannelse og selvforsørgelse. Skolerne har afgørende indflydelse på elevernes liv og videre færd. Det er ikke blot en gevinst for samfundet, men også for det enkelte menneske.

    Tilsyn skal tale sammen

    Man kan diskutere tilsynet i forbindelse med den konkrete Havregården-sag. Generelt må det konstateres, at der er et væsentligt beskrevet og reguleret offentligt tilsyn med kostskolerne. Det foregår fra flere myndigheder. En større koordinering mellem de forskellige tilsyn kan eventuelt være formålstjenligt.

    Kostskolerne selv stiller meget gerne op til en dialog om, hvad de er for nogle skoler, hvilken praksis de har, og hvilke tiltag der gør, at de lykkes med at bryde et negativt mønster hos mange socialt udsatte børn og unge. Kostskolerne har også deres bud på, hvordan tilsynet kan forbedres, og hvordan uhensigtsmæssige snitflader og usikker ansvarsfordeling kan undgås.

    At lytte til kostskolerne, inden der tages politiske beslutninger, der kan have utilsigtede konsekvenser, er både i skolernes, elevernes og samfundets interesse.

    Debatindlæg bragt d. 30. november 2020 i Politiken Skolemonitor

  • Referat | Årsmøde 2020

    Referat | Årsmøde 2020

    Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier havde årsmøde d. 24. oktober 2020 på Nyborg Strand.

    Referatet fra årsmødet 2020 kan læses her.

    Klokke

  • Mariagerfjord Idrætsskole styrker det lokale foreningsliv

    Mariagerfjord Idrætsskole styrker det lokale foreningsliv

    Mariagerfjord

    Den frie og private grundskole Mariagerfjord Idrætsskole samarbejder med lokale aktører for at skabe et stærkt lokalt foreningsliv, som er til gavn for hele lokalområdet.

    Mariagerfjord Idrætsskole er beliggende i Sønder Onsild ved Hobro. Skolen ønsker at bidrage positivt og have en aktiv rolle for sammenhængskraften i lokalsamfundet. Skolen tilbyder sin faciliteter til lokalområdet og klæder eleverne på til at tage aktiv del i fællesskaber og foreningsliv.

    Uddannes til at skabe fællesskaber

    Ligesom skolen finder det vigtigt, at den selv bidrager til fællesskabet, mener skolen også, at eleverne skal lære at kunne bidrage til foreningsliv og fællesskab. Skolen har derfor bl.a. gjort det til en obligatorisk del af undervisningen at modtage en ungleder-uddannelse. Uddannelsen er udviklet i et samarbejde mellem skolen og DGI. Undervisningen er en kombination af teori og praksis og sætter fokus på fællesskaber, events og trænerrollen.

    »Det handler for os om at give eleverne kompetencerne til at kunne stille sig i front, kunne organisere sig og skabe fællesskaber. Det er færdigheder, som er brugbare i hverdagen, fritiden og fremtiden. Vi håber at motivere eleverne til at tage ansvar og bidrage til foreningsliv«, forklarer skolens leder Peter Otto Yde Thomsen.

    Indgår samarbejde om ny hal

    Skolen har en stor idrætshal, som den lokale idrætsforening benytter. Skolen ønsker at forny hallen, og har i den forbindelse inviteret flere lokale foreninger og øvrige brugere med ind i en styregruppe.

    »Når vi går i gang med sådan et projekt, er det vigtigt, at vi får inviteret brugerne med ind i drøftelserne af, hvordan hallen skal udvikles og tage sig ud. Det er vigtigt, at det vi gør, også bliver til gavn for dem omkring os«.

    Projektets styregruppe består af byens menighedsråd, idrætsforening, borgerforening og skolens nabo, Onsild Idrætsefterskole:

    »Vi glæder os over projektet og især til at få et endnu tættere samarbejde med de lokale foreninger«, siger Peter Otto Yde Thomsen.

  • Debatindlæg | Derfor har de private skoler vedtaget nyt kodeks og samfundsløfter

    Debatindlæg | Derfor har de private skoler vedtaget nyt kodeks og samfundsløfter

    I dag fortæller formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, i et indlæg i Politikens Skolemonitor, hvorfor medlemsskolerne har vedtaget syv samfundsløfter:

    »Vi vil gerne vise, hvad vi gør, og hvad vi kan som enkeltskoler og som fællesskab. Som frie og private skoler er vi en del af civilsamfundet. Vi vægter og udlever værdier og skaber anderledes løsninger på nogle af de forhold, som samfundet har brug for. Vi vil også gerne være med til at inspirere resten af skolen i Danmark og vise, hvordan skolers varetagelse af samfundsansvar kan se ud«.

    Du kan læse debatindlægget her.

     B5I1473
  • De private skoler giver 7 samfundsløfter

    De private skoler giver 7 samfundsløfter

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler giver 7 samfundsløfter. Det er resultatet af vedtagelsen af et nyt fælles kodeks for samfundsansvar på foreningens årsmøde. Skolerne arbejder allerede aktivt for at gøre en forskel for samfundet. Det understreger skolerne nu gennem konkrete aktiviteter og indsatser inden for syv kernetemaer, der er til gavn for samfundet.

    På Danmarks Private Skolers årsmøde d. 24. oktober 2020 vedtog medlemsskolerne et kodeks for samfundsansvar: De 7 samfundsløfter. Med kodekset forpligter skolerne sig på at have eller iværksætte indsatser inden for syv kernetemaer, der gavner samfundet. Skolernes indsatser og aktiviteter skal bl.a. fremme mangfoldighed, forebygge problemer og understøtte rettigheder. Kodekset er desuden et udtryk for skolernes holdning til, hvad samfundet med rette kan forvente af de frie og private skoler, når det handler om at tage samfundsansvar.

    ”Vi bliver af og til opfattet som en skoleform, der melder sig ud af fællesskabet. Det er derfor vigtigt for os, at det, vi faktisk står for, og de konkrete, samfundsansvarlige handlinger vi foretager os, ses og anerkendes af andre”, siger Karsten Suhr, der er formand for Danmarks Private Skoler.

    Samfundsløfterne forpligter

    168 frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser er medlem af foreningen Danmarks Private Skoler. Skolerne er forskellige skoler med forskellige værdigrundlag. Samfundsansvar er en fællesværdi. Kodekset – de 7 samfundsløfter – er eller bliver omsat til indsatser eller aktiviteter, der harmonerer med værdigrundlaget på den enkelte skole. Karsten Suhr, forklarer, at samfundsløfterne er en ramme, skolerne forpligter sig til at udfylde:

    ”På en eller anden måde bliver begrebet samfundsansvar altid bragt på banen i debatten om de frie og private skoler – på godt og ondt. Vi vil gerne vise, hvad vi gør, og hvad vi kan som enkeltskoler og som fællesskab.”

    Samfundsansvar ses i et bredt perspektiv

    De 7 samfundsløfter lægger op til, at skolerne skal arbejde med tematikker, der gavner samfundet som helhed – lokalt og globalt. For det er vigtigt at se skolernes samfundsansvar i et bredt perspektiv; det skal både rettes mod individet, fællesskabet i skolen og det omkringliggende samfund. Ifølge foreningens formand er det nødvendigt at insistere på, at mange samfundsmæssige udfordringer skal have en fremtrædende plads, når der tales om skolers varetagelse af samfundsansvaret:

    ”Vi mener først og fremmest, at det er vores ansvar at skabe optimale rammer for uddannelse og dannelse af eleverne. Vores opgave og ansvar rækker dog ud over det at være udbyder af kvalitetsuddannelse, og udover det man kan betegne som skolens indre liv.”

    Et handlingsorienteret kodeks

    Samfundsløftene skal omsættes til det levede skoleliv på den enkelte skole. Skolerne skal hver især afgøre, hvordan kodekset og de 7 kernetemaer omsættes til eksplicit fokus, konkrete strategier, adfærd, aktiviteter, initiativer og handling. Karsten Suhr understreger:

    ”Samfundsløfterne betyder, at man gør noget som skole – at man handler. Kodekset er et løfte, skolerne giver i forhold til dem selv som enkeltinstitution og samtidig et løfte til det fællesskab, de er en del af som skoleform. Skolerne kan helt indlysende ikke lade være med at sætte fokus på samfundsansvar, fordi de som værdibaserede skoler tager deres skrevne værdisæt alvorligt.”

    Foreningen ser frem til at kunne fortælle om og vise de mange gode eksempler på, hvordan medlemsskolerne konkret arbejder med kodekset og de 7 samfundsløfter i løbet af de næste år.

    De 7 samfundsløfter

    Skolen og omverdenen

    Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, hvor vi gør en positiv forskel for omverdenen; det store fællesskab, vi er en del af.

    Skolens rummelighed og resultater

    Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter ansvarligt optag og positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt.

    Skolen til fremtiden

    Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der gør, at vores skole udvikles med henblik på at forberede og give eleverne kompetencer til det liv og arbejdsliv, de vil opleve i en nærtstående fremtid.

    Skolens mangfoldighed

    Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter optag og udvikling af alle børn og unge, uanset social baggrund.

    Skolen som forebyggende instans

    Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der forebygger problemer med store konsekvenser for individet og samfundet.

    Skolens fokus på rettigheder og konventioner

    Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter de grundlæggende rettigheder for alle.

    Elevens videre vej i uddannelsessystemet

    Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter kvalificerede uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse.

    Foreningen Danmarks Private Skoler har sin historiske rod i en forening stiftet i 1891. Danmarks Private Skoler er organisation for 168 frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser over hele Danmark. Her har 70.000 elever deres daglige skolegang.

    Læs mere om det fælles kodeks for samfundsansvar – de 7 samfundsløfter her

  • Mundtlig beretning 2020

    Mundtlig beretning 2020

    Formand Karsten Suhr af afgivet bestyrelsens mundtlige beretning ved foreningens åsmøde 2020.

    Læs beretningen her:

  • Årsberetning 2020

    Årsberetning 2020

    Foreningens årsberetning 2020 er udsendt til alle medlemskoler.

    Årsberetningen fortæller om nogle af de mange temaer og problematikker, der har optaget foreningen i det forgangne år.

    Downloads

    Årsberetningen 2020

    Årsberetninger
    ÅRSBERETNING 2020

    Redaktion: Karsten Suhr, Søren T. Lodahl og Simone Dalsgaard

    Layout: Christina Bruun Olsson

    Foto: Søren T. Lodahl, Simone Dalsgaard og Ebbe Forup

    ÅRSMØDE 2020 Foreningens årsmøde bliver markant anderledes i 2020. Foreningens bestyrelse har besluttet, at vi i år alene gennemfører en ordinær generalforsamling, iht. foreningens vedtægt. Det bliver lørdag d. 24. oktober.

    Vi håber, på trods af situationen, at se så mange skoler repræsenteret ved generalforsamlingen som muligt.

  • Debatindlæg | Udvid fripladsordningen og giv reelt frit skolevalg til alle

    Debatindlæg | Udvid fripladsordningen og giv reelt frit skolevalg til alle

    Karsten Suhr Danmarks Private Skolers formand

    Ingen skal undskylde valget af en fri og privat skole. Tværtimod skal de roses for at tage aktiv stilling. Den frie og private skoles tilbud om uddannelse og dannelse skal være for alle dem, der vil tilslutte sig skolens tilbud, herunder naturligvis skolens formål og værdigrundlag. Hverken fordomme eller økonomi skal være en hindring for at vælge på den frie og private skole, skriver formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, i dag i et debatindlæg hos Politiken Skolemonitor.

    Læs hele debatindlægget her.

     
  • Sproget er i spil på Skt. Knuds Skole

    Sproget er i spil på Skt. Knuds Skole

    Billede til Skt. Knuds

    Skt. Knuds Skole, en fri og privat grundskole i Aarhus, har oprettet faget ”sprog i spil”, der skal understøtte den kulturelle mangfoldighed på skolen, og udvide og udvikle elevernes ordforråd og begrebsverden.

    At være fri og privat skole betyder, at man må tilrettelægge undervisningen ud fra egne principper. Enhver fri og privatskole har frihed til at angribe sine opgaver kreativt, så længe det sker inden for rammerne af lovgivningen. På Skt. Knuds Skole har de udnyttet de friere rammer til at lave faget ”sprog i spil” for 1. og 2. klasserne på skolen.

    Sproglig og kulturel mangfoldighed er en styrke

    Skt. Knuds Skole oprettede faget ”sprog i spil” for at understøtte den kulturelle mangfoldighed på skolen. Her påpeger skolen, at den kulturelle mangfoldighed skal forstås sådan, at der er elever med forskellige etniciteter og fra forskellige kulturer, men også elever fra mange forskellige socioøkonomiske samfundslag. Det kan udfordre eleverne, når de derhjemme skal sætte ord på oplevelser fra skolen og vice versa. En af initiativtagerne bag faget er lærer Anette Boye Rasmussen, der fortæller:

    »Skolen er et rum fyldt af fagtekster og mangeartet sprogbrug. Vi skal formå at bygge bro mellem elevernes hverdagssprog og skolens fagsprog og sprogbrug. Det er målet at udvide og udvikle elevernes ordforråd samt sproglige begrebsverden. Vi ser på sprogets rolle i kommunikation – fra sprog tæt på handling til sprog brugt som refleksion«.

    Faget giver andre rammer

    Faget blev udviklet på baggrund af et ønske om at give rammer til at gå ind i sproget på en anderledes måde end i danskfaget. I daginstitutionen og i de yngste klasser er der ofte stort fokus på at lære børnene at læse og skrive. I ”sprog i spil” ønsker skolen at sætte fokus på sprog i handling og på det talte sprog.

    »Salmer med gamle ord, talemåder, sproglige billeder, dialogisk læsning, genfortælling af historier fra f.eks. frikvarterne er alt sammen noget, der bliver lagt vægt på i faget. Ved at se på og reflektere over forskellige ”sprogbrugssituationer”, kan man stilladsere udviklingen af elevernes mundtlige sprog«, forklarer Anette Boye Rasmussen. Hun understreger, at skolen arbejder med sprogbrug i alle fag, og indholdet i og berettigelsen af ”sprog i spil”-faget derfor løbende overvejes.

    Fagligt og socialt sigte

    Med ”sprog i spil” vil skolen sætte rammerne for, at eleverne opnår erfaring med at bruge sproget på andre og nye måder. Faget skal bl.a. være med til at skabe fælles referencer. Skolen ønsker at udvikle alle elevers sproglige kompetencer til gavn for elevernes udbytte af den generelle undervisning. Men skolen anser også sprogbrug for at bære et socialt formål.

    »Hvis vi skal give eleverne de bedste betingelser for at udvikle et bredt og dybt ordforråd, så er det vigtigt, at der arbejdes med sprog i alle fag og i mange forskellige sammenhænge«, uddyber Anette Boye Rasmussen.  

    Vil møde eleven, hvor eleven er

    Elevers udbytte af undervisningen er afhængig af deres særlige forudsætninger for at lære. Planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen må derfor tage højde for elevernes forskelligheder og skabe mulighed for forskelligartede og differentierede læreprocesser. Faget ”sprog i spil” på Skt. Knuds Skole skal ses i lyset heraf.

  • Debatindlæg i Politiken Skoleliv: Politikerne bør øve sig i den svære kunst at blande sig uden om

    Debatindlæg i Politiken Skoleliv: Politikerne bør øve sig i den svære kunst at blande sig uden om

    _B5I1473.jpgHvis man virkelig mener, at folkeskolerne skal have mere frihed, kan de starte med at kigge på det lag af politikere og forvaltninger, der ligger mellem Christiansborg og lærer Hansen ude i klasseværelset, skriver Karsten Suhr, formand for privatskolerne.

    Styringen af folkeskolerne har taget overhånd, og den spændetrøje, der er påsat lederne og lærerne på de enkelte folkeskoler, må løsnes.

    Den frie og private skolesektor kender – om nogen – betydningen af at være ’fri’. Friheden er jo forudsætningen for sektorens eksistens. Spørgsmålet er, om der politisk er den samme erkendelse, og om der reelt er mod til at stå ved ønsket om frihed til folkeskolerne.

    Når der tales om mere frihed til folkeskolerne, tales der ofte om, at disse folkeskoler skal have frihed til at fravælge og fravige; fravælge de nationale test, fravælge folkeskolens afgangseksamen; frihed til at fravige bestemmelsen om skoledagens længde.

    Hos os i de frie- og private skoler ved vi dog, at det ikke er nok blot at have frihed fra noget. En fri skole skal også have frihed til noget.

    Der tales om, at den enkelte folkeskole skal have frihed fra noget og fravige det almindelige. Jacob Mark (SF) foreslår senest, at ’folkefriskolen’ kan fravælge folkeskolelovens faglige detailmål og i stedet ’stå mål med’ de overordnede krav samt, mere vidtgående, at ’folkefriskolen’ kan have et alternativt holdningsgrundlag, ganske som de frie og private skoler kan.

    Dermed bliver det frie skolevalg – både folke- og frie og private skoler – et centralt værdispørgsmål for den enkelte familie.

    Ingen over eller ved siden af bestyrelsen

    At have reel frihed handler om meget mere og andet end at kunne definere skoledagens længde. Skal en skole være fri, skal der placeres reel kompetence og ansvar hos de aktører, der udgør skolen.

    Spørger man i dag, hvem der har ansvaret for den enkelte folkeskole, vil svarene være mangeartede og af og til modstridende: Er det Folketinget? Regeringen? Ministeren? Ministeriet? Kommunalbestyrelsen? Borgmesteren? Skoleudvalget? Kommunaldirektøren? Skoledirektøren? Skoleforvaltningen? Skolebestyrelsen? Skoleledelsen? Lærerne?

    I den frie- og private skole er der stort ejerskab og ansvar fra såvel forældre, bestyrelse, ledelse, ansatte, elever og lokalsamfund i forhold til skolen. Men styringskæden er langt mindre. Det endelige ledelsesansvar og kompetencen til at træffe beslutninger er klart defineret og afgrænset; Skolens bestyrelse.

    Bestyrelsen, der oftest består af forældre på skolen, er det øverste ledelsesorgan. Ingen over eller ved siden af. Forældre til elever ved skolen udgør skolens demokratiske grundlag og vælger den pågældende bestyrelse.

    Bestyrelsen ved den frie- og private skole har fuld kompetence til at ansætte og afskedige skolens øverste leder. Skolens bestyrelse og ledelsen er fuldstændigt ansvarlige for skolens drift og udvikling. Der er ingen kommunal eller statslig indblanding. Skolen skal selvfølgelig virke indenfor lovgivningen og undervisningen skal »stå mål med folkeskolens«, men der er – i princippet – ingen højere ledelsesmyndighed.

    Er skolen en succes, vil den trives og udvikles. Forvaltes friheden og ansvaret dårligt, bliver forældre, elever og ansatte væk, og skolen går konkurs. Det er frihed. Det fordrer ansvar og ejerskab.

    Det er en floskel at sige, at det handler om ledelse, men det ændrer ikke ved sandheden i udsagnet. Det endelige ledelses- og bestyrelsesansvar er afgørende at have placeret hos den lokale skole, hvis en grundskole skal være fri.

    Lokal ledelsesret er afgørende, da skolens undervisningsprofil og værdimæssige skal kunne forklares og forsvares lokalt hos brugerne.

    Kunsten at blande sig uden om

    Hvis politikerne virkeligt mener, at de ønsker mere frihed til folkeskolerne, kan de i første omgang nøjes med at kigge på styringstrykket og beslutningskæden fra Folketinget og ud til den enkelte folkeskole. Der er mange lag af politikere og forvaltninger, inden lærer Hansen skal undervise i matematik i 8.b.

    Understøt den lokale skoles bestemmelsesret. Giv ægte ansvar til skolebestyrelserne og den ansatte ledelse. Skab muligheder for, at den enkelte folkeskoles primære fokus er på det lokale og på netop de elever, forældre og ansatte, der er i skolen – og ikke på skiftende og diffuse politiske krav, afrapporteringer og detailmål etc.

    Og så skal politikerne øve sig i det allersværeste; kunsten at blande sig uden om.

    Lad skolerne lave skole. Lad lærerne og den lokale ledelse klare undervisningen. Lad forældrene præge skolens udvikling. Tillad, at skolerne i de enkelte kommuner udvikler sig forskelligt afhængig af deres beliggenhed og lokale særegenheder. Accepter, at der begås fejl og anerkend det som forsøg og lokal vilje til udvikling.

    Der skal være frihed til at tage ansvar.

    Debatindlægget er bragt i Politiken Skoleliv d. 20.08.2020

  • Karrebæksminde Privatskole: Vi vil kunne støtte, når vi opdager en udfordring

    Karrebæksminde Privatskole: Vi vil kunne støtte, når vi opdager en udfordring

    Lærer 2

    Der ses en stigning i antallet af børn og unge med angst. Det ønsker Karrebæksminde Privatskole at være rustet til at klare. Skolen har derfor fået uddannet en vejleder i angsthåndtering.

    I det omfang, at det er ansvarligt, skal skolen formå at rumme elever, der oplever udfordringer. Det være sig fagligt, socialt, fysisk eller psykisk. Skolen skal møde eleverne med indsatser af høj kvalitet og bør have undervisere og vejledere, der er uddannede til at tage hånd om elever med forskellige behov.

       Karrebæksminde Privatskole er en fri og privat grundskole i Næstved Kommune på Sjælland. Skolen har valgt at uddanne en vejleder inden for angsthåndtering. Skolen er også i gang med at implementere tiltag på baggrund af inspiration fra det anerkendte angsthåndteringskoncept: Cool Kids. Det er skolens ønske at kunne tilbyde flere elever den rette støtte.

    Angsthåndtering i hverdagen

    Karrebæksminde Privatskole vil tilbyde elever, der oplever angstlignende tilstande, et forløb, som består af gruppesessioner. Når forløbet er slut, vil eleverne stadig mødes som samtalegruppe, hvor der fortsat vil være lejlighed til at italesætte og drøfte udfordringer med ligesindede og få støtte.

       Som en del af skolens arbejde med forebyggelse af angst hos eleverne, kommer skolen også til at lave forløb, hvor alle elever får indsigt i angst samt redskaber til at håndtere angstlignende tilstande og bekymringer i hverdagen. En del af forebyggelsen handler også om at klæde forældrene på til at støtte børnene i hverdagen.

    Skolen som forebyggende instans

    Et ønske om at støtte elever så snart en udfordring, bliver opdaget, ligger bl.a. bag tiltaget. Konstitueret skoleleder, Ulla Søndergaard Madsen, fortæller:

    »Eleverne skal have støtte og hjælp lige så snart, vi opdager en udfordring. Det er vigtigt med en hurtig og kvalificeret indsats, så eleverne kan komme videre og få en god skolegang og hverdag i det hele taget«.

    Skolen har fået mere fokus på, at adfærd hos nogle elever kan skyldes angstlignende tilstande og bekymringer i hverdagen:

    »Vi gør i forvejen meget for at skabe et rummeligt og trygt miljø for de elever, der ønsker at gå her. Men før var vi ikke opmærksomme på, at nogle elevers adfærd skyldtes angst og bekymringer. Det kan gøre en kæmpe forskel i elevernes hverdag, når vi ved, at vi skal gribe vores dialog med disse elever anderledes an«.

    Karrebæksminde Privatskole er et eksempel på, hvordan frie og private skoler er deres samfundsansvar bevidst. Skolen kan med deres indsatser og uddannelse af en vejleder i angsthåndtering overflødiggøre senere og langt mere indgribende foranstaltninger. Samtidig tilgodeser skolen elevernes behov ved forskellige tiltag.

    Fakta om Cool Kids-programmet:

    Cool Kids-programmet er et manualbaseret angsthåndterings-program, der er udviklet i Australien. Det bygger på kognitive adfærdsterapeutiske principper og består af to dele: Cool Kids, som er udviklet til børn i alderen 6-12 år, og CHILLED som er udviklet til unge i alderen 13-17 år.

     Kilde: cool-kids.dk
    Presserum
    Læs flere historier fra foreningens medlemsskoler i Danmarks Private Skolers presserum 
  • Genåbning af skoler: “Det skal nok gå. Det bliver godt igen!”

    Genåbning af skoler: “Det skal nok gå. Det bliver godt igen!”

    Billede | Klasse på Kirstine Seligmanns Skole – en privatskole i Vejle – efter genåbning

    Frie og private skoler har, lige som de fleste andre af landets skoler, nu været genåbnede i nogle dage. Effektiv planlægning går forud, og særligt tryghed er omdrejningspunktet for opstarten.

    Siden statsministeren fortalte, at dagtilbud og skoler igen kunne åbne fra d. 15. april, har ledelser og medarbejdere på institutioner, grundskoler og gymnasiale uddannelser rundt om i Danmark gjort deres til, at det er blevet muligt.

    Der skal ikke herske tvivl om, at det har krævet en del for skolerne at åbne op igen.

    Vigtigt med fleres perspektiv

    Flere frie og private skoler har hen over påsken holdt ekstraordinære bestyrelsesmøder. På Riberhus Privatskole har ledelsen sammen med bestyrelsen holdt møder for at lave en plan for opstarten, der kunne sendes ud til forældrene i god tid inden genåbningen. Skolens lærere blev også inkluderet i processen, så de kunne byde ind med deres synspunkter. Skolens leder, Søren Ernst Lüdeking, fortæller til avisen JydskeVestkysten:

    ”Dette har været  medvirkende til at få andre perspektiver ind over skolestarten, som ledelsen ikke selv havde været opmærksom på”.

    Afstandsmarkering og farvede elastikbånd

    For at kunne overholde de Sundhedsstyrelsens retningslinjer og gøre det sundhedsfagligt forsvarligt at åbne op for eleverne, har flere af de frie og private skoler modtaget eleverne forskudt i løbet af de første dage og opdelt hver klasse i hold. På Kirstine Seligmanns Skole bød de onsdag d. 15. april velkommen til de første elever, i alt 4 klassetrin. Torsdag kom næste klassetrin og i fredags det sidste. Begrundelsen for den rullende opstart var at sikre en rolig, forsvarlig og god genåbning af skolen og indarbejde og opøve gode hygiejnevaner fra starten. Skolen har mange forskellige tiltag i forbindelse med genåbningen. Skolens leder Vibeke Juul Johansen nævner:

    ”Fortovet foran skolen har markerede linjer med to meters afstand. Det samme i porten ind til gården. Inden eleverne kommer inden for på skolen, skal de vaske hænder. Eleverne er desuden delt i grupper af 5, og hver gruppe har en farve. Da eleverne mødte i skole, lå der – ved deres navneskilt – et farvet elastikbånd til armen, som skal bæres hele skoledagen. I skolegården er legeaktiviteterne organiseret og opdelt i legestationer, som eleverne får anvist sammen med deres farvegruppe. Desuden har vi personale til at afspritte alle flader, dørhåndtag, gelændere , toiletter mv. Vi har sat kiler i alle døre, så berøring af dørhåndtag undgås”.

    Tryghed er vigtig

    På skolerne har det været vigtigt at skabe tryghed for elever, forældre og personale. Hos de frie og private skoler har det været muligt at gøre det på forskellig vis, da de er selvstændige enheder. Flere kan berette om, at det har været vigtigt at give forældrene god indsigt i skolens mange tiltag i forbindelse med genåbning:

    “Selvfølgelig var der forældre, der blev bekymrede, da de hørte, at deres barn skulle i skole igen. Men vi forklarede dem om alt det, som vi gør for at passe på hinanden, og det gav tryghed”, siger Morten Asmussen til SønderborgNYT.

       Hos Helsinge Realskole har de valgt at sikre normalitet, og dermed tryghed, i forbindelse med genåbningen ved at sikre, at alle elever fra 0.-9. årgang har deres almindelige skemaer. 6.-9. årgang har naturligvis fortsat deres undervisning online, da disse klassetrin ikke er en del af den fysiske genåbning.

    Det bliver godt igen!

       Der er ikke tvivl om, at det er en anderledes hverdag, som elever og personale må forholde sig til. Men det har fra flere af skolerne lydt, at der også har været stor glæde forbundet med at åbne op igen og se hinanden. Fra Brenderup Realskole forlyder det, at det var en festdag, da skolen igen kunne tage imod elever onsdag d. 15. april:

    ”Efter mange ugers hjemmeskole, kunne vi endelig holde skole for en del af vores elever igen. Mini0-til 5.klasse mødte i går ind til en noget anderledes skoleform med afstandskrav, mange forbehold, megen håndvask, meget udeundervisning og mange ændrede ting i løbet af dagen. Men solen skinner, og det er skønt at være tilbage på skolen sammen med klassekammeraterne og skolens voksne. Vores elever har taget fantastisk godt imod den nye skolehverdag og hjælper med at få det hele til at fungere. Og så skal det nok gå. Det bliver godt igen”.

  • Debatindlæg | Karsten Suhr: Lige nu handler det om at komme igennem krisen

    Debatindlæg | Karsten Suhr: Lige nu handler det om at komme igennem krisen

    Danmark er som resten af verden ramt af en frygtelig pandemi. Dette har medført, at store dele af det danske samfund er gået i stå. Regeringen har sammen med alle andre partier i Folketinget været nødsaget til at vedtage særbestemmelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig for bare en måned siden.

    Regeringen og de øvrige partier har handlet fornuftigt og beslutsomt. Denne krise skal vi klare i fællesskab – det handler om mennesker – det handler om hele den danske befolkning, det handler om samfundet.

    Skolerne prøver at finde balancen

    På børne – og ungdomsområdet er institutioner, skoler og ungdomsuddannelser lagt øde.

    På de frie og private institutioner, grundskoler og ungdomsuddannelser blev der reageret meget hurtigt på statsministerens opfordringer på pressemødet om aftenen onsdag d. 11. marts. Allerede torsdag og fredag var skolerne affolket, og der blev etableret fjernundervisning, nødpasning og nødberedskab. De, der har behov, kan få deres børn passet og undervist på skolerne – og de særligt udsatte børn og unge bliver der fortsat taget hånd om.

    Naturligvis er kvaliteten af tilbuddet til børn og unge ikke på niveau med den daglige undervisning og kontakt mellem lærere og elever. Et faktum, der er anerkendt af Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Men heller ikke hun betvivler, at alle lærere og medarbejdere bestræber sig på at gøre deres bedste for eleverne, samtidig med at de har stor opmærksomhed på balancen mellem ambitionsniveauet og forældrenes mulighed for medvirken, når de skal passe deres arbejde hjemmefra. Oveni det er der stor opmærksomhed på de svageste elever, som skolerne har en ekstra forpligtelse overfor.

    Skolerne gør en fantastisk indsats og skal have anerkendelse for det.

    Ingen skal være nødt til at skifte skole

    Der er vedtaget flere hjælpepakker med henblik på at spænde et sikkerhedsnet ud under de familier og de virksomheder, der i denne svære tid kan få økonomiske problemer. Det er godt og fornuftigt. Forældrebetalingen er også – ligesom på de offentlige institutioner – fastholdt på de frie og private skoler. Skolerne har stadig udgifter svarende til almindelige forhold. Der kan naturligvis opstå udfordringer for enkelte forældre, der enten er hjemsendt uden løn eller er blevet afskediget. De enkelte skoler vil tage vare på disse familier med fripladser finansieret af driftsmidlerne, men hvis udfordringerne generelt bliver for store, vil en ekstraordinær statslig kompensation være hensigtsmæssig. Ingen børn og unge bør på grundlag af Corona-krisen være nødt til at skifte skole.

    Det kan godt være, at mange undersøgelser dokumenterer en manglende tillid til politikere generelt, – Denne krise viser imidlertid, at når der er brug for det, så kan vi alle have tillid til, at der bliver handlet.

    Tillid til det midlertidige

    De mange love, bekendtgørelser og særbestemmelser, der vedtages i disse dage, bliver problematiseret for at være i strid med grundloven, og der er bekymring for, at denne ekstraordinære situation vil kunne bruges til at gennemføre ordninger, der også efterfølgende begrænser den frihed, vi i Danmark er så stolte af. Det er en teoretisk mulighed. Men det er svært at forestille sig, at nogen tænker på at føre ideologisk værdipolitik på baggrund af denne samfundskrise.

    Danmarks Private Skoler har tillid til, at de midlertidige ekstraordinære tiltag, der er nødvendige i den nuværende situation, netop er midlertidige. Foreningen har tillid til, at når hverdagen kommer igen og tingene normaliseres, så er der det samme udgangspunkt for drøftelserne om, hvordan Danmarks skole- og uddannelsestilbud skal se ud som før krisen. Der vil stadig være frie valg til gavn og glæde for børn, unge og familierne – og i sidste instans for det danske samfund.

    Den grundlæggende politiske uenighed omkring de forskellige skoleformer i Danmark vil også efter krisen gøre sig gældende. Men lige nu er denne uenighed underordnet og ligegyldig, for nu handler det om, at alle kommer bedst muligt gennem krisen.

    Bragt  d. 24,03.2020 i Politiken Skolemonitor

  • Stenhus Kostskole: Kinesisk på skoleskemaet

    Stenhus Kostskole: Kinesisk på skoleskemaet

    Da de på Stenhus Kostskole ville udbyde kinesisk som fag for 15 år siden, blev der rynket en anelse på næserne rundt omkring i skoleverden. Det har ændret sig. I dag er Stenhus Kostskole i førersædet på området og deler gerne ud af viden og erfaringer.

    Stenhus Kostskole er en fri og privat skole i Holbæk. Som fri og privat skole har man retten til at være anderledes, hvis man samtidig lever op til samfundets og fællesskabets krav og forventninger. At være fri og privat skole betyder også, at man rettidigt må vurdere sit undervisningstilbud i forhold til den dannelse og uddannelse eleverne skal have for at klare sig nu og i fremtiden.

       På Stenhus Kostskole udnyttede de for 15 år siden de friere rammer til at sætte faget kinesisk på skoleskemaet.  

     

    100 år gammel og frontløber

    Stenhus Kostskole var ved at runde sit 100-års jubilæum, da skoleleder Knud E. S. Korsbjerg foreslog bestyrelsen, at der skulle udbydes kinesisk på skolen. Overvejelser om, hvordan verden ville udvikle sig og hvilke kompetencer, der med stor sandsynlighed ville være behov for i fremtiden, fik ham til at foreslå, at skolen skulle have et kinesisk sprog- og kulturfag:

    »Jeg overvejede, hvor man kunne se begyndende udvikling ude i den store verden. Dengang var Kina ikke en stor spiller på markedet endnu. Faktisk var der mange, som syntes, at det var skørt at lave et kinesisk fag. Det har siden ændret sig, og flere gange har der været tale om i Danmark, at flere skulle kunne forstå sproget og kulturen«, fortæller Knud Korsbjerg.

     

    Obligatorisk undervisning og valgfag

    På skolen modtager alle i 5. og 6. klasse obligatorisk undervisning i kinesisk sprog og kultur to timer om ugen. På den måde får eleverne et grundlæggende kendskab. Fra 7. klasse kan eleverne vælge kinesisk som valgfag. Der er en afsluttende intern prøve på skolen. Opgaverne fra den afsluttende prøve sendes til Kina for at blive rettet.

    I 9. klasse tager valgholdet på studietur til Kina. En del af opholdet består af at bo hos en lokal familie, så eleverne både får øvet deres sprog, men også får oplevet kulturen på nærmeste hold. Samtidig har skolen en udvekslingsaftale med Kina. Det betyder, at der hvert år er omkring 100 kinesiske elever, der besøger den danske skole og bor hos en dansk familie. »Det har været med til at internationaliserer vores skole«, understreger skolelederen.

     

    Fokus på og fra omverdenen

    Stenhus Kostskole arbejder tæt sammen med Stenhus Gymnasium for at have et fast undervisningstilbud med kinesisk sprog og kultur fra 5. klasse til 3. G. Initiativet skal, ifølge skolelederen, ses som et forsøg på at skabe indsigt, samarbejde og muligheder i den globaliserede verden.

       Som følge af, at Stenhus Kostskole er gået forrest i at sætte kinesisk på skoleskemaet, har skolen ofte besøg – både af kinesiske delegationer og øvrige uddannelsesinteresserede:

    »Vi får tit besøg. Både af folk fra Kina, men også af folk, som vil have mere viden om, hvordan det er at udbyde kinesisk som sprog- og kulturfag. Og vi fortæller gerne! Meningen er jo netop, at vi som fri og privat skole kan være til inspiration for andre og dele ud af vores viden og erfaringer!«.

    De frie og private skoler kan bidrage til samfundets og fællesskabets målsætninger ved at udnytte den frihed og det spillerum, de har til at lave skole. Det er samtidig en væsentlig opgave at videreformidle og dele de erfaringer, som kan være til gavn for andre i skole- og uddannelsesverdenen.