Ordet ’frihed’ synes at være på alles tunger i disse dage, især de politiske. Hvad er det for en forståelse af frihed, der tales om? Hvad er det for en forståelse, når man taler om frihed til folkeskolen? Hvad er det frihed til eller fra? Disse spørgsmål stiller Karsten Suhr i et debatindlæg, der har fået overskriften “Frihed betyder også masser af besvær, og det må man acceptere”, offentliggjort i Skolemonitor d. 1. februar. Læs det her
Tør vi friheden
I de kommuner, hvor der er frihedsforsøg med folkeskolerne, har der været stor politisk debat om, hvor langt man kan og tør lade de enkelte folkeskoler gå. Debatten illustrerer tydeligt det politiske paradoks, der udspiller sig, når der tales om frihed til folkeskolerne. Frihed og tillid til de lokale folkeskoler synes altid at være betinget af, at den enkelte skole gør det, som politikerne finder bedst og rigtigst.
Ordet ”frihed” synes at være på alles tunger i disse dage, især de politiske. Men hvad er det for en forståelse af friheden, der tales om? Henry Ford er krediteret for at have sagt: ”Du kan få din Ford i alle de farver du vil, blot den er sort!”.
Hvor langt rækker den frihed, der tales om, og hvad er det frihed til eller fra?
Alle synes at ønske mere frihed til folkeskolen. Politisk har mange travlt med at understrege, at der skal mere selvbestemmelse, lokal ledelse og ansvar tilbage til den enkelte folkeskole. ”Vi har selvfølgelig tillid til ledelser og lærere”, ytres der fra alle kroge af det politiske spektrum.
Regeringen har lavet frikommuneforsøg for at sætte folkeskolen fri. Det er foreløbigt sket i to kommuner. Naturligvis med en tidsklausul. I de fleste tilfælde anvendes friheden til at fravige (enkelte) centrale bestemmelser.
Hvis vi fortsætter med at bilde os selv ind, at folkeskolen gives fri, hvis dette kun indebærer frihed ”fra noget” og ikke ”til noget”, så udvander vi i den grad forståelsen af, hvad skolefrihed er.
Ægte frihed handler i høj grad også om ”frihed til noget”. Frihed til lokalt at organisere sig anderledes. Frihed til lokalt at træffe beslutninger, som kan være anderledes og give anderledes vilkår for skolens forældre og elever, end der nødvendigvis er for forældre og elever på skolen ved siden af. Frihed er således også retten til at beslutte lokale normer for f.eks. beklædning (herunder crop tops) samt at lave pædagogiske forsøg med opdeling af klasser ud fra forskellige kriterier. Med frihed følger nemlig ansvar, og dermed også, at man skal stå på mål for og kunne forklare de beslutninger, man træffer.
At være folkeskoleleder må være et til tider opslidende job. Hvem laves der skole for? Det er i hvert fald ikke kun for elever, forældre og medarbejdere. Det er i mindst lige så høj grad en opgave, der skal tilfredsstille de lokale kommunalpolitikere og embedsfolk i forvaltningerne.
De selvsamme politikere (nationalt såvel som lokalt), der i retorikken hylder friheden og erklærer deres tillid til de lokale skolefolk, er ofte de samme, der hurtigt er ude at kommentere konkrete skolesager, når noget er gået galt eller er på kanten af, hvad der i tidsånden er ”comme il faut”. Tænk, hvis de samme politikere, når de blev ringet op af journalister meddelte, at ”den sag vil jeg egentlig ikke kommentere på. Skolen har lokal handlefrihed, og den vil jeg respektere, uanset hvad jeg selv måtte mene!”. Men det er svært at forestille sig.
Det er med en vis nysgerrighed, at vi i de frie og private skoler i disse måneder følger med i debatten om folkeskolens tilsyneladende genvundne frihed eller i hvert fald intentionerne herom. Specielt fordi vi selv oplever, at friheden for de frie og private skoler fra centralt hold søges indskrænket. Vi oplever i stigende grad den politiske og forvaltningsmæssige styringstrang. Friheden kan nemlig være enormt besværlig at håndtere for dem, som skal være med til at finansiere skolerne, men ikke har fuld råderet over indholdet og den daglige drift.
Friheden er besværlig at forvalte i stat og kommune, når skoler anvender friheden til at holde skole på alle tænkelige måder og med alle tænkelige udtryk og indhold. Det passer sjældent ind i en politisk styringskæde og tankegang.
Heller ikke når det kommer til de frie og private skoler (eller måske især når det kommer til dem?) kan politikere ”tåle” at undlade en offentlig markering med afstandtagen, hvis sager dukker op, på trods af at de frie skoler efter landets love har udstrakt frihed. Tværtimod følger der ofte en bemærkning om, at man bør ”stramme op” (læs: indsnævre friheden).
Alle vil frihed! Hvem kan være imod!? Vi er i de frie og private skoler er dog imod ”pseudofrihed”, især når det kommer til vores frie skoletradition.
Hvis man virkelig vil friheden, må det medfølgende besvær samtidig erkendes. Man må acceptere, at der lokalt træffes beslutninger eller laves skole, som man ikke nødvendigvis selv synes om eller vil ønske for egne børn. Men det er jo selve kernen i skolefriheden! At man sætter andre fri til at skabe noget, som man selv kan være uenig i.
Politisk må man gøre op med sig selv, om man tør friheden. Tør man overdrage reel frihed og ansvar til den lokale folkeskole? Tør man acceptere, at der bliver lavet forsøg, og at kommunale tilbud kan afvige fra hinanden? Tør man politisk acceptere de fejl og vildskud, der vil opstå, samtidig med, at der udvises fortsat tillid til, at skolerne selv kan løse det?
Eller kan folkeskolerne kun være fri, når bare de gør, som politikerne vil?
