Blog

  • 10-års jubilæum på Marieskolen

    10-års jubilæum på Marieskolen

    Marieskolen kan fejre 10 års jubilæum i år. Skolen inviterer i den anledning til fejring d. 27. juni 2025 kl. 16-18.

  • EuroSkills Herning 2025 – mulighed for skolebesøg

    EuroSkills Herning 2025 – mulighed for skolebesøg

    Danmarks Private Skoler er af EuroSkills blevet bedt om at videreformidle information om EuroSkills Herning 2025, herunder mulighederne for skoleelever og undervisere i forbindelse med arrangementet.

    EuroSkills Herning 2025 finder sted i september og samler omkring 600 unge faglærte fra hele Europa, som konkurrerer i en lang række erhvervsfag. Arrangementet afholdes i MCH Messecenter Herning og danner rammen om både konkurrencer og læringsaktiviteter.

    Der er planlagt en række tilbud til skoleelever, herunder:

    • Rundvisning med ungeguider, der introducerer eleverne til fagene og konkurrencerne.
    • ‘Try-a-skill’-områder, hvor eleverne kan afprøve forskellige erhvervsfag i praksis.
    • Aktiviteten ‘The Green Mission’, som via QR-koder formidler, hvordan forskellige fag bidrager til bæredygtighed og grøn omstilling.

    Lærere og vejledere har adgang til et særligt udviklet undervisningsmateriale, som kan anvendes i forbindelse med besøget. Materialet er tilgængeligt her: https://euroskills2025.com/

    Der afholdes også webinarer, hvor man kan få yderligere information om læringsaktiviteterne:

    • 14. maj 2025 kl. 09.00–09.45 eller 15.15–16.00
    • 10. juni 2025 kl. 15.15–16.00
    • 13. august 2025 kl. 09.00–09.45 eller 15.00–15.45

    Skoler, der ønsker at besøge EuroSkills Herning 2025 med elever, opfordres til at benytte de tilgængelige ressourcer og planlægge i god tid.

  • Dansk Center for Undervisningsmiljø lukker – STUK overtager opgaverne

    Dansk Center for Undervisningsmiljø lukker – STUK overtager opgaverne

    Fra den 1. juli 2025 lukker Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) som følge af opgavebortfald besluttet i finansloven. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

    Ansvar og opgaver overgår i stedet til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der fremover skal varetage vejledningen om undervisningsmiljø samt Den Nationale Klageinstans mod Mobning. STUK fortsætter klagebehandlingen frem til 31. juli 2027, hvor det vurderes, om instansen skal videreføres.

    Samtidig overtager STUK ansvaret for at understøtte uddannelsen af undervisningsmiljørepræsentanter. Det formelle tilsyn med undervisningsmiljøloven afskaffes, dog vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet følge med i, hvordan lovgivningen administreres, herunder om den generelt overholdes, og om den fortsat er hensigtsmæssig.

    Det er endnu uvist, om og hvor DCUM’s materialer og ressourcer vil være tilgængelige efter nedlukningen.

  • Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, maj 2025

    Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, maj 2025

    Skoleåret 2024/2025

    Denne gang kan du bl.a. læse om mundtlig censur og brug af digitale hjælpemidler ved sommerens prøver.
    Du finder også information om spørgetime for eksamensansvarlige og virtuelt censorudvekslingsmøde ifm. mundtlig censur.

    Læs nyhedsbrevet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, klik her.

  • Nyt om folkeskolens prøver, maj 2025

    Nyt om folkeskolens prøver, maj 2025

    Skoleåret 2024/2025

    I denne udgave af nyhedsbrevet kan du bl.a. læse om kobling mellem karakterlister og elevbesvarelser, frigivelse af karakterer, indberetning af prøvekarakterer, skolernes frist for at ændre status som prøveafholdende/prøvefri, offentliggørelsen af vejledningen om juniormesterlære, invitation til workshop afholdt af ekspertgruppen for folkeskolens prøver og åbningstiderne i callcenteret under prøverne.

    Læs nyhedsbrevet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, klik her

  • Tilsynsportalen midlertidigt lukket for indsendelse af tilsynserklæringer

    Tilsynsportalen midlertidigt lukket for indsendelse af tilsynserklæringer

    Den certificerede tilsynsførende afgiver den årlige tilsynserklæring via Tilsynsportalen. Den digitale tilsynserklæring skal være afgivet til ministeriet i perioden fra den 1. maj til den 30. juni. Skolen skal offentliggøre tilsynserklæringen i samme format på egen hjemmeside.

    Midlertidig lukning pga. tekniske problemer

    STUK er blevet opmærksom på, at Regnskabsportalen og Tilsynsportalen i øjeblikket ikke udveksler data korrekt. Oplysninger om donationer overføres pt. ikke til tilsynserklæringen. For at undgå fejl og merarbejde lukker STUK derfor midlertidigt for indsendelse af tilsynserklæringer.

    Tidsplan for genåbning

    STIL, STUK’s tekniske partner, arbejder på at løse problemet og forventer, at det er rettet senest den 7. maj. Herefter genåbner portalen for indsendelse.

  • Nye regler: Private gymnasieelever kan ikke længere klage til staten

    Nye regler: Private gymnasieelever kan ikke længere klage til staten

    Med virkning fra den 1. april 2025 er nye regler trådt i kraft, der ændrer klageadgangen for elever på private gymnasier. Hvor elever på offentlige gymnasier fortsat kan klage til Børne- og Undervisningsministeriet om retlige spørgsmål, har elever på private gymnasier ikke længere denne mulighed. Denne artikel giver jer som private gymnasier et overblik over ændringerne, forskellene i forhold til offentlige gymnasier og konsekvenserne for jeres egne studie- og ordensregler.

    Baggrunden for disse ændringer er en del af en bredere politisk målsætning om at reducere statslig administration og overlade mere ansvar til de enkelte institutioner.
    Ved at afskaffe klageadgangen til ministeriet for private gymnasier er det intentionen at sidestille de private gymnasier med andre frie skoler (frie grundskoler og efterskoler), hvor elever heller ikke har mulighed for at klage til staten over skolens afgørelser. På denne måde skabes en ensartet praksis på tværs af de frie skoleformer.

    Begrænsningen af klageadgangen for offentlige gymnasier til kun at omfatte retlige spørgsmål skyldes et ønske om at tydeliggøre roller og ansvar: Ministeriet skal sikre, at lovgivningen følges, men ikke tage stilling til pædagogiske eller skønsmæssige afgørelser, som hører til skolens område.

    Hvad er ændret?

    Med lov nr. 1664 af 30. december 2024 er der vedtaget en række ændringer, der berører klageadgangen på gymnasieområdet:

    1. Afskaffelse af klageadgang til ministeriet for private gymnasier:
      Elever og kursister på private gymnasier kan ikke længere klage til Børne- og Undervisningsministeriet over afgørelser truffet af skolens ledelse. Det gælder uanset, om det drejer sig om retlige spørgsmål (f.eks. om lovgivningen er overholdt) eller andre forhold.
    2. Begrænsning af klageadgang for offentlige gymnasier:
      Elever på offentlige gymnasier bevarer klageadgang til ministeriet, men den er begrænset til retlige spørgsmål. Det betyder, at man f.eks. kan klage, hvis skolen ikke har overholdt reglerne om partshøring, begrundelse eller hjemmel – men ikke over skolens skønsmæssige eller pædagogiske vurderinger (f.eks. om en bortvisning var rimelig).
    3. Ophævelse af bemyndigelse til at fastsætte udvidet klageadgang:
      Ministeriet kan ikke længere fastsætte regler, der giver elever adgang til at klage over andet end retlige spørgsmål. Dette påvirker særligt de offentlige gymnasiers klageordninger, hvor en udvidet klageadgang tidligere fandtes i bekendtgørelser.

    Konsekvenser for de private gymnasier

    For private gymnasier betyder lovændringen, at al klageadgang til myndigheder bortfalder. Enhver uenighed mellem en elev og skolens ledelse om f.eks. bortvisninger, nægtet oprykning eller andre disciplinære afgørelser, skal håndteres internt på skolen.

    • Ingen klage til ministeriet: Elever har ingen mulighed for at få prøvet afgørelser hos Børne- og Undervisningsministeriet.
    • Intern klagegang bliver vigtigere: Det er derfor afgørende, at jeres interne klagesystem er tydeligt og robust, så både elever og forældre ved, hvordan de kan klage, og hvordan sager behandles.

    Krav til klageproces i studie- og ordensreglerne

    Selvom klageadgangen til ministeriet er fjernet for private gymnasier, er det fortsat et krav, at studie- og ordensreglerne indeholder en klar beskrivelse af den interne klageproces. Dette fremgår af:

    • Bekendtgørelse nr. 316 af 27. marts 2025 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser, særligt § 13.
    • Vejledning om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser (opdateret marts 2025), som uddyber kravene til, hvordan klageprocessen skal beskrives.

    Det skal fremgå af studie- og ordensreglerne:

    • Hvordan elever kan klage over skolens afgørelser.
    • Hvordan klager behandles internt på institutionen.
    • Hvilke frister der gælder for at indgive klager.

    For private gymnasier er det vigtigt, at klagevejledningen tydeliggør, at klager ikke kan føres videre til ministeriet eller Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Dette skaber klarhed for både elever og forældre.

    Præcisering: Forvaltningslovens regler gælder også ved oprykningssager

    En anden væsentlig ændring i bekendtgørelse nr. 316 af 27. marts 2025 om studie- og ordensregler handler om anvendelsen af forvaltningslovens sagsbehandlingsregler. Det er nu klart præciseret, at reglerne også gælder i sager om nægtelse af oprykning – uanset om gymnasiet er offentligt eller privat.

    • I § 12, stk. 1, 2. pkt. henvises der nu til § 8, nr. 1, hvor det allerede fremgår, at forvaltningsloven gælder ved afgørelser om sanktioner.
    • Dette betyder, at institutioner – også private – skal sikre, at elever partshøres og får en begrundet skriftlig afgørelse i oprykningssager, på samme måde som ved andre afgørelser.

    Hvad betyder det i praksis?:

    Private gymnasier skal nu være særligt opmærksomme på at følge forvaltningslovens krav ved nægtelse af oprykning – herunder at:

    • Eleven skal partshøres før afgørelsen træffes.
    • Afgørelsen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse, som gør det klart, hvilke faktiske og retlige forhold den bygger på.
    • Eleven skal vejledes om den interne klageadgang.

    Opsummerende

    Fra 1. april 2025 kan private gymnasieelever ikke længere klage til Børne- og Undervisningsministeriet. Deres eneste mulighed for at få prøvet afgørelser er gennem skolens interne klagegang. Offentlige gymnasieelever vil fortsat have mulighed for at klage til ministeriet, men kun om retlige spørgsmål.

    Samtidig er det præciseret, at reglerne i forvaltningsloven også gælder ved oprykningssager – uanset om gymnasiet er offentligt eller privat. Det betyder, at elever har krav på partshøring og begrundet afgørelse i disse sager.

    Det er derfor vigtigt, at private gymnasier:

    • sikrer klare og gennemsigtige klageregler internt,
    • følger forvaltningslovens krav også ved oprykningssager, og
    • kommunikerer ændringerne effektivt til både elever og forældre.

  • Valgfag i folkeskolen ændres – hvad gælder (og gælder ikke) for frie grundskoler?

    Valgfag i folkeskolen ændres – hvad gælder (og gælder ikke) for frie grundskoler?

    Med folkeskolens kvalitetsprogram ændres valgfagsområdet markant i folkeskolen i de kommende år. Fra skoleåret 2025/2026 skal elever i folkeskolen både vælge et praktisk/musisk valgfag og et lokalt valgfag – og fra 2027/2028 bliver teknologiforståelse en ny valgfagsmulighed. Hvordan påvirker det, de frie grundskoler?

    Frie grundskoler er ikke omfattet af disse nye krav – og vil heller ikke blive det. Frie grundskoler er hverken nu eller fremover forpligtet til at udbyde valgfag. Derimod er det fortsat et krav, at frie grundskoler tilbyder undervisning i udskolingen, der står mål med mindst ét af folkeskolens obligatoriske praktisk/musiske valgfag (håndværk og design, billedkunst, musik eller madkundskab i 7.-8. klasse).

    Vælger den frie skole at føre elever til folkeskolens afgangsprøver, gælder det også, at eleverne skal til obligatorisk prøve i det praktisk/musiske valgfag i 8. klasse – præcis som det allerede er gældende i dag.

    Det sker i folkeskolen: Nye krav til valgfag

    Fra skoleåret 2025/2026:


    Elever skal vælge:

    • Ét praktisk/musisk valgfag i 7.-8. klasse (prøve i 8. klasse).
    • Ét lokalt valgfag placeret på 7.-8. eller 8.-9. klassetrin (uden prøve).

    Skoler skal også tilbyde et frivilligt valgfag på mindst 60 timer årligt i 7.-9. klasse.

    Fra skoleåret 2027/2028:
    • Teknologiforståelse tilføjes som nyt praktisk/musisk valgfag (prøve i 8. klasse).
    • Et andet praktisk/musisk valgfag i 8.-9. klasse (uden prøve) bliver obligatorisk.
    • Kravet om frivillige valgfag fortsætter.

    Frie grundskolers valg – nu og fremover

    I dag vælger den frie grundskole mindst ét af folkeskolens obligatoriske praktisk/musiske valgfag (håndværk og design, billedkunst, musik eller madkundskab i 7.-8. klasse) som grundlag for undervisningen i udskolingen.
    Det er ikke et krav, at undervisningen udbydes som et valgfag – og det vil i praksis ofte heller ikke være muligt, når skolen kun vælger at tilbyde ét af fagene.

    Fra skoleåret 2027/2028 får folkeskolen et nyt obligatorisk valgfag: Teknologiforståelse.
    For de frie grundskoler vil ændringen betyde, at teknologiforståelse føjes til rækken af fag, som skolen kan vælge imellem for at opfylde kravet om at tilbyde undervisning, der står mål med ét af folkeskolens obligatoriske praktisk/musiske valgfag.

    Som grundlag for den påkrævede praktisk/musiske undervisning i udskolingen, vil det altså fra 2027/2028 være muligt for en fri grundskole at vælge:

    • håndværk og design
    • billedkunst
    • musik
    • madkundskab
      eller
    • teknologiforståelse

    Ligesom i dag gælder det, at hvis skolen fører elever til folkeskolens afgangseksamen så skal skolen også føre eleverne til prøve i det praktisk/musiske valgfag i 8. klasse – uanset hvilket af de nævnte fag, skolen har valgt.

    Perspektiv: Digital teknologiforståelse i den frie grundskole

    Selvom frie grundskoler fortsat frit kan vælge mellem de praktisk/musiske fag – og altså ikke automatisk skal indføre teknologiforståelse – vil digital teknologiforståelse få en større rolle i grundskolen fremover.
    Derfor kan det være relevant for frie grundskoler allerede nu at overveje, hvordan de ønsker at placere teknologiforståelse i deres samlede undervisningstilbud og skoleprofil.

    Du kan læse mere om, hvilken rolle digital teknologiforståelse forventes at få i grundskolen, i vores artikel: Fagfornyelsen: Digital teknologiforståelse som ny faglighed

  • Fagfornyelsen: Digital teknologiforståelse som ny faglighed

    Fagfornyelsen: Digital teknologiforståelse som ny faglighed

    Med aftalen om Folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse fra marts 2024 har folkeskoleforligskredsen besluttet at gennemføre en omfattende Fagfornyelse. Målet er at forenkle folkeskolens læreplaner (Fælles Mål) og bringe skolens undervisning tættere på folkeskolens formål og fagenes kerneindhold. En væsentlig del af denne fornyelse er introduktionen af digital teknologiforståelse som en ny faglighed i folkeskolen.

    (Læs om betydningen for frie grundskoler nederst i artiklen)

    I januar 2024 nedsatte Børne- og Undervisningsministeriet en ekspertgruppe, som i december 2024 afleverede sine anbefalinger om de nærmere rammer for fagfornyelsen. Ekspertgruppen har fremhævet betydningen af, at alle fag forholder sig til, hvordan digital teknologi påvirker deres genstandsfelt og undervisning. Alle fagudvalg skal i arbejdet med de nye fagplaner indarbejde overvejelser om digital teknologibrug og sikre, at eleverne lærer både at forstå og anvende digitale teknologier på fagets egne præmisser.

    Dette arbejde er særskilt fra de fag, der fremadrettet får et direkte ansvar for undervisning i digital teknologiforståelse som en del af fagets kerne.

    Teknologiforståelse integreret i fag

    Teknologiforståelse skal fremover være en del af undervisningen i følgende fag:

    • Dansk (1.-9. klasse*)
    • Matematik (1.-9. klasse*)
    • Natur/teknologi (4.-6. klasse*)

    Integrationen skal sikre, at elever på tværs af hele skoleforløbet opnår en bred forståelse for digitale teknologiers anvendelser og konsekvenser – både i humanistiske og naturfaglige sammenhænge.

    Digital teknologiforståelse som et nyt femte praktisk/musisk valgfag

    I folkeskolen indføres digital teknologiforståelse som et nyt femte praktisk/musisk valgfag i udskolingen (7.-8. klasse og 8.-9. klasse). Valgfaget vil fokusere på praktiske, kreative og skabende dimensioner af arbejdet med digitale teknologier. Det skal bygge på elevernes anvendelsesorienterede færdigheder og bidrage til deres digitale myndiggørelse.

    Læs om betydningen af de nye valgfag for de frie grundskoler i artiklen: Valgfag i folkeskolen ændres – hvad gælder (og gælder ikke) for frie grundskoler?

    Fokus på myndiggørelse og kritisk forståelse

    Med indførelsen af digital teknologiforståelse er formålet ikke blot at lære eleverne at bruge teknologi, men at udvikle deres evne til kritisk refleksion, skaberkraft og myndighed i en digitaliseret verden.

    Ekspertgruppen understreger, at udviklingen af digital teknologiforståelse som faglighed i de nye læreplaner kræver samarbejde mellem fagudvalgene og løbende justeringer på baggrund af praksiserfaringer og evalueringer.
    * Der åbnes desuden mulighed for, at fagudvalg kan udfordre de anbefalede klassetrin for integrationen, så undervisningen bedst muligt tilpasses de enkelte fags udvikling og elevers behov.

    Konsekvenser for frie grundskoler

    Fagfornyelsen vil også få betydning for de frie grundskoler, da deres undervisning skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

    Stå mål med-kravet indebærer, at:

    • slutmålene for undervisningen på den frie grundskole skal være sammenlignelige med dem i folkeskolens obligatoriske fag og emner.
    • der skal være en tydelig sammenhæng mellem skolens undervisningsmål og elevernes undervisningsresultater (samlet set)

    Ændringer i folkeskolens undervisningsmål – herunder nye mål om digital teknologiforståelse – får derfor betydning for de frie grundskoler.

    Det er væsentligt at understrege, at stå mål med-kravet ikke kræver en 1:1-kopi af folkeskolens undervisning. Friheden til at være forskellig i tilgang og pædagogik er fortsat et grundlæggende princip.

    Foreningen deltager aktivt i en ministerielt nedsat arbejdsgruppe om Fagfornyelsen, som har til opgave at drøfte, hvordan de nye fagplaner får betydning for de frie grundskolers forpligtelser i forhold til stå mål med-kravet.

    Forpligtende forudsætninger

    Siden en ændring af Lov om friskoler og private grundskoler i 2005, er stå mål med-kravet blevet sat i relation til en række forpligtende forudsætninger (§1a, §1b og §1c). Disse forudsætninger sikrer, at der er en klar relation mellem de frie grundskolers undervisning og folkeskolens slutmål, uden at fratage de frie skoler deres pædagogiske frihed. De frie grundskoler kan således selv bestemme bl.a. undervisningens indhold og metoder, men skal i deres undervisningsplaner og praksis sandsynliggøre, at deres elever opnår sammenlignelige faglige slutmål som i folkeskolen.

  • Frie grundskoler og kommunal PPR: Rettigheder, pligter og gråzoner

    Frie grundskoler og kommunal PPR: Rettigheder, pligter og gråzoner

    Hvem har ansvaret for hvad, når en fri grundskole har brug for PPR-bistand? Denne artikel giver overblik over kommunens pligter – og skolernes eget ansvar – i det komplekse samspil mellem skolen og kommunens PPR.

    I Lov om friskoler og private grundskoler er fastsat, at ”skolekommunen skal yde vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning”. Heraf følger, at en fri grundskole har adgang til den kommunale PPR-betjening, og at det skal være omkostningsfrit, – men hvilke opgaver skal PPR faktisk udføre, og hvad skal den frie grundskole selv stå for?

    Behov for klarhed om ansvar og rettigheder i PPR-samarbejdet

    Selvom lovgivningen er ens for alle frie grundskoler og kommuner, er der stor forskel på, hvordan samarbejdet med kommunens PPR fungerer – og på hvilke tilbud de frie grundskoler får, alt efter hvilken kommune de ligger i. Det skaber behov for at tydeliggøre skolernes rettigheder og kommunens pligter i dette samarbejde.

    Med afsæt i lovgivningen, konkrete sager og dialoger med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) kan man afgrænse, hvilke rettigheder og pligter, der gælder for både frie grundskoler og kommuner i PPR-samarbejdet.

    Der er en række ydelser, kommunen skal tilbyde og tilvejebringe. Der er ligeledes en række områder, hvor en kommune ikke er forpligtet til at yde bistand til en fri grundskole. Nedenfor er opstillet de forskellige temaer og områder, hvor en kommune har forpligtelser overfor en fri grundskole, samt rådgivnings- og støtteområder, som en skole ikke kan gøre krav på.

    Hvilke opgaver skal PPR udføre?

    Kommunens PPR-tilbud til frie grundskoler skal omfatte følgende:

    Pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV)
    Kommunen skal gennemføre vurderinger, hvis der er indikatorer på, at en elev har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

    Dette indebærer:

    • Rådgivning om hvordan undervisningen bedst tilpasses elevens særlige behov.
    • Udarbejdelse af vurderinger, som kan understøtte skolens ansøgning om støtte eller tilskud til specialundervisning, når elevens støttebehov er mindst ni ugentlige undervisningstimer.
    • Antallet af vurderinger (PPV’er) til den enkelte frie grundskole kan ikke begrænses fra kommunens side. Der skal tages højde for de konkrete behov på de respektive skoler.

    Rådgivning vedrørende undervisningens tilrettelæggelse
    Selv når PPV’en viser, at der ikke er behov for specialpædagogisk bistand, skal kommunen stadig rådgive skolen om, hvordan den almindelige undervisning kan tilpasses for at imødekomme elevens behov.

    Indgriben ved alvorlige bekymringer
    Kommunen skal yde rådgivning i tilfælde af alvorlig bekymring for en elevs trivsel, udvikling eller adfærd, også selvom elevens behov ikke overstiger ni timer ugentligt. Eksempler kan være alvorligt fravær eller adfærdsmæssige problemer.

    Hvad skal den frie grundskole selv stå for?

    Hvilke områder falder uden for kommunens forpligtelse?

    Kommunens PPR omfatter ikke (nødvendigvis) følgende opgaver, som skolerne derfor selv skal finde ressourcer eller ekstern hjælp til:

    Rådgivning om generel tilrettelæggelse af undervisningen
    Kommunen er ikke forpligtet til at vejlede skolerne om generelle metoder til differentieret undervisning eller klasseledelse.

    Deltagelse i skolens undervisning
    Kommunens medarbejdere er ikke forpligtet til at deltage aktivt i undervisningen, f.eks. ved co-teaching.

    Kompetenceudvikling af skolens personale
    Kommunen har ikke ansvaret for kompetenceudvikling af personalet, f.eks. vedrørende klasseledelse, elevrelationer eller undervisningsmiljø.

    Oprettelse af særlige undervisningstilbud
    Kommunen skal ikke assistere skolerne med oprettelsen af særlige pædagogiske klasser, f.eks. NEST-klasser eller lignende.

    Hvornår kan kommunen kræve betaling?

    Kommunen skal som udgangspunkt yde gratis rådgivning til frie grundskoler. På særligt specialiserede områder, som f.eks. talepædagogisk bistand (logopædi), kan kommunen dog opkræve betaling. Udgifterne til denne type bistand påhviler derfor skolen selv.

    En hjælp til skolerne i samarbejdet med PPR

    Samarbejdet mellem frie grundskoler og kommunale PPR varierer fra kommune til kommune, men lovgivningen fastsætter rammer for, hvilke ydelser skolerne har krav på.
    Vi opfordrer skolerne til aktivt at bruge dette overblik i dialogen med kommunens PPR, hvis de oplever ikke at modtage den bistand, de har ret til.

  • Skal jeres skole deltage i forsøgsordningen for skolemad?

    Skal jeres skole deltage i forsøgsordningen for skolemad?

    Børne- og Undervisningsministeriet har den 18. marts 2025 åbnet en pulje til en national forsøgsordning for skolemad. I forsøget skal skoler udvikle og afprøve konkrete modeller for frokostordninger i grundskolen. I den forbindelse har Fødevarestyrelsen gjort foreningen opmærksom på en række krav, som skoler skal overholde, hvis de vælger selv at stå for madproduktionen.

    Når I serverer mad som frokostordning på skoler, så driver I fødevarevirksomhed. Fødevarevirksomheder skal være registreret eller autoriseret hos Fødevarestyrelsen, før de starter fødevareaktiviteter.

    Når der er tale om frokostordninger på skoler, så skal virksomheden registreres. Det har Fødevarestyrelsen vejledt om i Autorisationsvejledningens afsnit 15.2 Institutionskøkkener – registrering eller autorisation.

    På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan I finde og udfylde blanketten til registrering af fødevarevirksomheder. I skal vælge blanketten ”Opstart af fødevarevirksomhed”, som I finder her Blanketter til registrering af fødevarevirksomhed.

    På hjemmesiden Start og drift af fødevarevirksomhed – Fødevarestyrelsen kan I læse om hvilke regler, fødevarevirksomheder skal overholde. Her finder I f.eks. Guide til opstart af fødevarevirksomhed. Guiden er god til at danne et overblik over, hvad I skal være opmærksomme på ved opstart af fødevarevirksomhed, f.eks. indretning, registrering, hygiejne og egenkontrol.

    Fødevarestyrelsen har vejledt om reglerne i Hygiejnevejledningen – Fødevarestyrelsen. I hygiejnevejledningen kan I læse mere om kravene for indretning, faciliteter, hygiejne, håndtering af fødevarer, uddannelse af personale mv.


    Om forsøgsordningen for skolemad

    Børne- og Undervisningsministeriet er ansvarlige for forsøgsordningen. Formålet med forsøgsordningen er at undersøge, hvordan skolemadsordninger kan organiseres, og hvilken betydning skolemad har for elevernes sundhed, læring og trivsel.

    Hvem kan deltage?

    • Folkeskoler, herunder specialskoler, samt frie grundskoler kan deltage som demonstrationsskoler.
    • Skoler med eksisterende madordninger kan også deltage.
    • Frie grundskoler med kostafdeling er dog udelukket fra forsøget.

    Forpligtelser ved deltagelse

    Skoler, der deltager i forsøget, skal:

    • Leve op til kriterierne i puljevejledningen.
    • Sikre opbakning fra skoleledelse og bestyrelse.
    • Deltage i evalueringer og sikre tilstrækkelig elevdeltagelse i undersøgelser.
    • Anvende tilskuddet i overensstemmelse med retningslinjerne og kun i bevillingsårene — ubrugte midler skal tilbagebetales.
    • Aflægge økonomisk rapportering.

    Udvælgelse og lodtrækning

    Hvis antallet af tilmeldinger overstiger puljens midler:

    • Udvælges skolerne ved lodtrækning.
    • Lodtrækning afgør også, om skolen skal afprøve skolemad uden forældrebetaling eller med en betaling på 15 kr. eller 25 kr. pr. måltid.

    Klassetrin og organisering

    • Skoler kan afprøve skolemadsordninger i indskolingen, på mellemtrinnet eller i udskolingen.
    • Ved tilmelding skal skolen angive, hvilke klassetrinsgrupper de ønsker at deltage med.
    • Jo flere grupper, skolen vælger, desto større er chancen for udtrækning — men deltagelse sker kun med én gruppe.
    • Små skoler (under 50 elever) kan deltage samlet.

    Skolen skal desuden angive, om madordningen baseres på lokal produktion på skolen eller på en ekstern madleverandør.

    Tilmelding og vigtige datoer

    • Tilmeldingsfrist: Fredag den 2. maj 2025 kl. 13.00.

    Puljevejledning og tilmeldingsmateriale kan findes her

  • Nyt fra SPS, april 2025

    Nyt fra SPS, april 2025

    Nyheder udsendt af Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om SPS – Specialpædagogisk Støtte.

    Nyhedsbrev udsendt 28. april 2025, Læs her

    Tilmeld dig nyhedsbreve fra Børne- og Undervisningsministeriets nyhedsbrev 

  • Aftale om opsparing af frihed

    Aftale om opsparing af frihed

    Den 1. maj træder cirkulære om ”Aftale om opsparing af frihed” i kraft. Aftalen er indgået mellem Finansministeriet og centralorganisationerne ved overenskomstaftaleforhandlingerne i 2024.

    Aftalen, der kun er gældende for ledere, lærere og børnehaveklasseledere – ved både grundskoler og gymnasier-, giver ikke medarbejderne ny frihed, men derimod ret til at opspare allerede optjent frihed til senere afvikling.

    Den ansattes opsparede frihed kan til enhver tid højst udgøre 15 dage og kan bestå af særlige feriedage og øvrig opsparet frihed i form af afspadsering optjent som godtgørelse for eksempelvis over- og merarbejde, konverteret ulempegodtgørelse, weekendarbejde m.v.

    Det er værd at bemærke, at der ved opsparet frihed i form af afspadsering her menes timer, der stammer fra den afsluttede normperiode – og ikke timer fra den igangværende normperiode. Det vil sige, at skolen (som hidtidig) har muligheden for at varsle timer -, der ser ud til at blive til over- og merarbejde efter normperiodens afslutning, – til afholdelse som almindelige timer inden normperiodens afslutning.

    Skolen kan også (som hidtidig) lokalt beslutte, at ulempegodtgørelse samt weekendgodtgørelse ikke kan konverteres til arbejdstid, men i stedet udbetales. Hvis det udbetales, kan arbejdstiden ikke opspares i henhold til aftalen om opsparing af frihed.  

    Cirkulæret, se link nederst på siden, indeholder en udtømmende liste over de typer af frihed, den ansatte kan opspare.

    Den del af medarbejderens opsparede frihed, der er består af afspadsering kan til enhver tid dog højst udgøre otte dage, hvorimod særlige feriedage kan udgøre op til 15 dage.

    Ønsker medarbejderen at opspare særlige feriedage, skal medarbejderen meddele dette til arbejdsgiveren inden 1. september i afholdelsesperioden for særlige feriedage. Særlige feriedage optjent i optjeningsåret 2024 og frem kan opspares. For så vidt angår frihed i form af afspadsering skal den ansatte give meddelelse om opsparing inden afspadseringsfristens udløb.

    Eksempler:

    Lærer A, har optjent 5 særlige feriedage til afholdelse fra d. 1. maj 2025 til d. 30. april 2026. Læreren meddeler skolens ledelse inden d.1. september 2025, at læreren ikke ønsker at afholde dem inden d. 30. april 2026, men i stedet ønsker, at opspare de 5 særlige feriedage ifølge aftalen om opsparing af frihed. Dermed har læreren muligheden for at afholde dagene på et senere tidspunkt. Cirkulæret indeholder ikke en begrænsning på, hvor længe dagene kan stå opsparet.

    Lærer B, får ved udgangen af normperiodens afslutning (d. 31. juli 2025) konstateret 50 overarbejdstimer. Skolens ledelse beslutter, at timerne skal afvikles som afspadsering. Læreren kan herefter meddele skolens ledelse – og senest ved udgangen af skoleåret 2025/2026, at timerne skal opspares ifølge aftalen om opsparing af frihed. Dermed har læreren muligheden for at afholde timerne på et senere tidspunkt. Cirkulæret indeholder ikke en begrænsning på, hvor længe timerne kan stå opsparet.

    Lærer C, har aftalt med ledelsen, at ulempegodtgørelse (f.eks. 17-06 tillægget) fra skoleåret 2024/2025 konverteres til arbejdstid. Læreren kan herefter, og senest ved udgangen af skoleåret 2025/2026, meddele skolens ledelse, at læreren ønsker, at den konverterede arbejdstid opspares ifølge aftalen om opsparing af frihed. Dermed har læreren muligheden for at afholde timerne på et senere tidspunkt. Cirkulæret indeholder ikke en begrænsning på, hvor længe timerne kan stå opsparet.

    Medarbejderen får med aftalen ret til at afvikle op til otte dage pr. kalenderår og med op til to dage i sammenhæng. Afviklingen af den opsparede frihed fastlægges ved aftale og i overensstemmelse med den ansattes ønsker i det omfang, det er foreneligt med tjenesten. Den ansatte skal så tidligt så muligt give varsel om afviklingen, der kan ske som timer eller dage.

    Afvikling af øvrig opsparet frihed fastlægges ved aftale.

    I tilfælde af:
    • sygdom før påbegyndelsen af afviklingen har en medarbejder ikke pligt til at påbegynde afviklingen
    • medarbejderens fratræden, godtgøres eventuel opsparet frihed kontant på fratrædelsestidspunktet i overensstemmelse med de respektive aftaler. Dog godtgøres opsparet frihed i form af afspadsering optjent som godtgørelse for over- og merarbejde m.v. med nettotimelønnen, dvs. ekskl. særlige ydelser m.v. og eget- og arbejdsgiverpensionsbidrag. Medarbejderen kan alternativt vælge at overføre friheden til et nyt ansættelsesforhold, hvis den nye arbejdsgiver er indforstået med dette
    • aftale mellem medarbejderen og ansættelsesmyndigheden kan hele eller dele af den opsparede frihed udbetales til den ansatte kontant

    I det omfang andet ikke fremgår af aftalen, ændrer aftalen ikke ved de regler, der er gældende for den pågældende frihedstype.

    Aftalens bestemmelser kan i øvrigt fraviges eller suppleres ved lokalaftale. Se Cirkulære om aftale om opsparing af frihed her

  • Nyt om Folkeskolens prøver, april 2025

    Nyt om Folkeskolens prøver, april 2025

    Nyhedsbrev april nr. 2,
    I denne udgave af nyhedsbrevet kan du bl.a. læse om tjeklisten for skolerne inden folkeskolens skriftlige prøver, anbefalinger til opbevaring af kopi af elevbesvarelser, information om den nye automatisk gem-funktion i tekstfeltet, S!RENEN d. 07. maj kl. 12, åbningstiderne i callcenteret under prøverne samt vejledningen om juniormesterlære

    • Tjekliste for skolerne inden folkeskolens skriftlige prøver
    • Regnearksfilen i Sheets-format kan nu tilgås via den digitale prøve i matematik
    • Opbevaring af kopi af elevbesvarelser ved folkeskolens skriftlige prøver
    • Ny automatisk gem-funktion i tekstfeltet i de skriftlige prøver i engelsk, tysk og fransk
    • Vær opmærksom på S!RENEN onsdag den 7. maj kl. 12
    • Teknisk ændring i monitoreringen ved prøven i FP10 Dansk
    • Åbningstider i Kontor for Prøver, Eksamen og Tests call-center under prøverne
    • Vejledningen om juniormesterlære er nu offentliggjort
    • Vigtige datoer for prøver i sommerterminen

    Læs nyhedsbrevet fra Styrelsens for Undervisning og Kvalitet her

    Nyhedsbrev, april nr. 1
    Nyt om folkeskolens prøver nr. 9, 2025 – Tjekliste til folkeskolens skriftlige prøver, opdateret Vejledning til prøver på særlige vilkår og fritagelse, prøveplaner og øveprøver i skoleåret 2025/2026 og bekendtgørelsesudkast i høring.

    • Tjekliste for skolerne inden folkeskolens skriftlige prøver
    • Prøveplaner for skoleåret 2025/2026 er offentliggjort
    • Øveprøver i skoleåret 2025/2026
    • Opdateret version af Vejledning for særlige prøvevilkår og fritagelse for folkeskolens prøver
    • Høring af udkast til ændring af prøvebekendtgørelsen
    • Rammerne for juniormesterlære er på plads
    • De prøveforberedende materialer er opdateret
    • Brug af tidligere opgavesæt som forberedelse til prøverne
    • Regler for prøveafholdelse for privatister
    • Vigtige datoer og deadlines (april)

    Læs nyhedsbrevet her

  • Inklusionskonference 2025 – tilmeld dig nu

    Inklusionskonference 2025 – tilmeld dig nu

    Velkommen til Inklusionskonferencen, hvor vi skal dykke ned i

    • kunstig intelligens’ potentialer til at støtte ordblinde elever,
    • bliver klogere på lovgivning og støtteordninger ift. SPS samt høre om
    • høre om hvordan pædagogisk værtskab kan håndtere uro og problematisk deltagelsesadfærd i skolen.

    Program:

    Konference afholdes onsdag d. 8. oktober 2025.

    Frist for tilmelding er d. 8. august 2025.

  • Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, april 2025

    Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, april 2025

    Denne gang kan du bl.a. læse om den nye prøve i fremmedsprog samt finde information om mundtlig censorallokering samt manglende skriftlige censorer i engelsk (hf/stx), afsætning (hhx), dansk (stx), engelsk (eux/hhx/htx) og musik (stx).

    • Ny skriftlig prøve i fransk begyndersprog A, italiensk A og spansk begyndersprog A
    • Censurplaner til mundtlige prøver
    • Der mangler fortsat skriftlige censorer i udvalgte fag
    • Værktøjskassen til spansk begyndersprog A
    • Spørgsmål om prøver og eksamen på de gymnasiale uddannelser?

    Læs nyhedsbrevet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her

  • Tak for indsatsen, Erik

    Tak for indsatsen, Erik

    Seniorkonsulent ved foreningens sekretariat, Erik Juul Hansen, har efter mange års dedikeret og betydningsfuld indsats for de frie og private grundskoler og gymnasier besluttet at gå på pension.

    Erik har været en del af arbejdet for den frie og private skolesektor i mere end tre årtier. Siden 1992 har han sat sit præg – først som sekretariatsleder i Foreningen af Private Gymnasier og Studenterkurser, og siden 2017, efter sammenslutningen, som seniorkonsulent i vores forening, Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier.

    Gennem årene har Erik sat markante aftryk – både i den tid, hvor de private gymnasier var organiseret i egen forening, og senere i det samlede fællesskab. Hans store viden, indsigtsfulde perspektiver og dedikation har været til gavn for mange.

    Erik har i mange tilfælde været den, man gik til, når det handlede om særlige gymnasiale spørgsmål. Hans evne til at dele ud af sin store erfaring har gjort ham til en central rådgiver.

    Kollegialt har det altid været en fornøjelse at samarbejde med Erik – hans ro, humor og erfaring har gjort ham til en værdsat kollega i hverdagen.

    Erik har sidste arbejdsdag den 31. marts 2025, hvor vi siger behørigt farvel og tak ved et internt arrangement.

    Vi ønsker Erik alt det bedste i det nye kapitel.

  • Moms på skolers Copydan- og Koda/Gramex-aftaler

    Moms på skolers Copydan- og Koda/Gramex-aftaler

    En ny lovændring, der træder i kraft 1. juli 2025, pålægger 25 % moms på skolers udgifter til Copydan-, Koda/Gramex-aftaler og lignende.

    Folketinget har vedtaget en lovændring, der træder i kraft den 1. juli 2025, og som medfører, at udgifter til Copydan-aftaler, Koda/Gramex-aftaler og lignende ikke længere vil være momsfritaget. Fra denne dato vil der blive pålagt 25 % moms på disse aftaler, hvilket gælder for både grundskoler og gymnasier.

    For de frie og private skoler betyder dette en markant stigning i udgifterne på disse områder, hvilket kan få økonomiske konsekvenser for skolernes budgetter og undervisningsaktiviteter.

    Foreningen har tidligere påpeget de uhensigtsmæssige konsekvenser af denne lovændring over for de politiske beslutningstagere, men ændringen er trods dette blevet vedtaget. Vi vil fortsat arbejde for at synliggøre de økonomiske udfordringer, som lovændringen medfører.

  • Pulje offentliggjort | Forsøg med skolemad

    Pulje offentliggjort | Forsøg med skolemad

    Børne- og Undervisningsministeriet har den 18. marts 2025 offentliggjort en pulje til afprøvning af skolemadsordninger som led i den nationale forsøgsordning for skolemad. I forsøget skal skoler afprøve og udvikle konkrete metoder og organiseringer med frokostordninger i grundskolen. Der er tilmeldingsfrist til forsøget den 2. maj 2025 kl. 13.00. Forsøget løber fra skoleåret 2025/2026 til og med første halvdel af skoleåret 2028/2029. Både folkeskoler og frie grundskoler har mulighed for at deltage i forsøget.

    Læs foreningens tidligere artikel om forsøgsordningen her

    Formålet med forsøgsordningen er at undersøge, hvordan skolemadsordninger kan organiseres, og hvilken betydning skolemad har for elevernes sundhed, læring og trivsel.

    Hvem kan deltage i forsøget?

    Folkeskoler, herunder specialskoler, samt frie grundskoler har mulighed for at blive demonstrationsskoler og afprøve skolemadsordninger. Skoler med eksisterende madordninger kan også deltage. Dog er bl.a. frie grundskoler med kostafdeling udelukket fra forsøget.

    Forpligtelser ved deltagelse

    Skoler, der deltager i forsøget, forpligter sig til følgende:

    • Skolen skal leve op til de kriterier, der er beskrevet i vejledningen.
    • Der skal være opbakning fra skoleledelsen og bestyrelsen.
    • Skolen skal deltage i evalueringer og sikre, at nok elever deltager i undersøgelserne.
    • Tilskuddet skal bruges i overensstemmelse med retningslinjerne og kun i de år, hvor midlerne er bevilget. Ikke anvendte midler skal tilbagebetales.
    • Skolen skal aflægge en økonomisk afrapportering om, hvordan midlerne er brugt.

    Udvælgelse og lodtrækning

    Såfremt der er flere tilmeldinger, end der er midler til rådighed, udvælges skolerne ved lodtrækning. Skolerne udvælges desuden ved lodtrækning til at afprøve en skolemadsordning uden forældrebetaling eller med en forældrebetaling på enten 15 kr. eller 25 kr. per måltid.

    Klassetrin og organisering

    Skolerne modtager tilskud til at afprøve skolemadsordningen i enten indskolingen, på mellemtrinnet eller i udskolingen. Ved tilmelding skal skoler angive, hvilke af de tre klassetrinsgrupper de ønsker at deltage med. Jo flere klassetrinsgrupper en skole vælger, desto større er sandsynligheden for udtrækning, men skolen kan kun deltage med én af de valgte grupper. Skoler med under 50 elever på tværs af alle klassetrin kan deltage som en samlet skole.

    Ved tilmelding skal skolen også angive, om madordningen skal tilrettelægges med lokal produktion på skolen eller via en ekstern madleverandør.

    Tilmelding og vigtige datoer

    Kommuner og frie grundskoler kan tilmelde sig forsøget frem til fredag den 2. maj 2025, kl. 13.00.

    Invitation til webinar

    Børne- og Undervisningsministeriet afholder et webinar for frie grundskoler om forsøgsordningen:

    • Dato: 27. marts 2025
    • Tid: 15:30-16:30

    På webinaret vil der gives gode råd til, hvordan man kommer i gang med skolemad, og det vil være muligt at stille spørgsmål til rammerne for deltagelse i forsøgsordningen.

  • Ministerielt tilsyn 2025 | Fokusområder for medlemsskolerne

    Ministerielt tilsyn 2025 | Fokusområder for medlemsskolerne

    Styrelsen for Undervisnings og Kvalitet (STUK) har offentliggjort tilsynsplanen for 2025. Planen giver et indblik i, hvilke områder, der vil være i fokus. Medlemsskolerne bør være opmærksomme på de planlagte tilsyn, som foretages i form af risikobaserede tilsyn, tematiske tilsyn samt øvrige tilsyn.

    STUK fører en række planlagte tilsyn hvert år i form af risikobaserede tilsyn, tematiske tilsyn samt øvrige tilsyn på både grundskoler og gymnasier.

    De risikobaserede tilsyn indebærer en screening af skolernes resultater og andre tilgængelige oplysninger om skolerne gennem dataanalyser. Skoler og institutioner, der viser tegn på vedvarende dårlige resultater eller udfordringer, udvælges til nærmere undersøgelse. Tematiske tilsyn retter sig mod specifikke problemstillinger, hvor der vurderes at være risiko for manglende regeloverholdelse eller faglige og økonomiske udfordringer. Det kan også omfatte skoler, der simpelthen har en fællesnævner, såsom at de er prøvefri. Øvrige tilsyn dækker faste, tilbagevendende aktiviteter, der falder uden for de øvrige planlagte typer af tilsyn.

    Enkeltsagstilsyn adskiller sig fra de planlagte tilsyn ved at rette sig mod specifikke skoler eller uddannelsesinstitutioner, hvor der opstår mistanke om alvorlige lovbrud eller væsentlige problemer, herunder økonomiske vanskeligheder. Disse tilsyn iværksættes ofte på baggrund af henvendelser fra kommuner, elever, forældre eller observationer fra andre tilsyn.

    De tilsyn, der omtales nedenfor, omfatter tilsyn med frie grundskoler og gymnasiale uddannelser.

    Tilsyn med frie grundskoler 2025 – ”de faglige tilsyn”

    Frihed og folkestyrekravet

    For de frie grundskoler i 2025 er der hvert år tilsynsfokus på frihed og folkestyrekravet. Tilsynet skal sikre, at skolerne understøtter demokratiske værdier og frihedsrettigheder i hele deres virke. Skolerne skal sikre en undervisnings- og skolekultur, præget af bl.a. demokrati og ligestilling. Skolerne må ikke hav en praksis, der strider mod disse værdier. Der foretages typisk en screening baseret på en række faktorer, herunder skolernes indberettede planlagte timetal i dansk, resultater fra FP9 i dansk, modtagne donationer, andelen af elever med ikke-vestlig baggrund, andelen af elever bosat i udsatte boligområder samt data fra den certificerede tilsynsførendes tilsynserklæring. Der udtages, på baggrund af den risikobaserede screening, nye skoler til tilsyn i 2025. Desuden fortsættes tilsynet fra 2024 med skoler med konstaterede udfordringer i forhold til frihed og folkestyrekravet.

    Stå mål med-kravet

    Et andet tilbagevendende tilsynsfokus er de frie grundskolers undervisning og “stå mål med-kravet”. Tilsynet skal sikre, at undervisningen i frie grundskoler står mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Her foretages også et risikobaseret tilsyn med skoler med potentielle udfordringer. I udvælgelsesprocessen for tilsyn screener styrelsen skolerne baseret på deres resultater ved FP9, elevernes overgangsfrekvens til ungdomsuddannelser samt skolernes løfteevne, også kendt som den socioøkonomiske reference.

    Skoler med særlig specialundervisningsprofil

    I år vil der blive ført et tematisk tilsyn med frie grundskoler med en særlig specialundervisningsprofil. Tilsynet skal sikre, at skolerne lever op til certificeringskravene og har de nødvendige ressourcer og kompetencer til at tilbyde undervisning for elever med særlige behov.

    Tilsyn med gymnasiale uddannelser 2025 – ”de faglige tilsyn”

    Kvalitetstilsynet

    For de gymnasiale uddannelser er der hvert år fokus på kvalitetstilsynet, hvor STUK gennem et risikobaseret tilsyn identificerer gymnasier med vedvarende kvalitetsudfordringer. Her vurderes gymnasiernes evne til at sikre gode faglige resultater, fastholde eleverne i uddannelsen og støtte dem i overgangen til videregående uddannelser. Fem indikatorer anvendes i denne vurdering: Gennemsnitligt eksamensresultat, frafald efter ét år, overgang til videregående uddannelser efter 15 og 27 måneder, socioøkonomisk reference samt elevtrivsel.

    Det fleksible klasseloft

    Derudover føres der tilsyn med overholdelsen af det fleksible klasseloft. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud til de gymnasiale fuldtidsuddannelser, at der i gennemsnit er en maksimal klassekvotient på 28 elever beregnet per uddannelse og klassetrin (det fleksible klasseloft). Institutionerne kan dog i visse tilfælde fravige det fleksible klasseloft. Tilsynet gennemføres som et tematisk, tilbagevendende kontroltilsyn.

    Elevrådsbekendtgørelsen

    Gymnasiernes efterlevelse af elevrådsbekendtgørelsen vil få særligt tilsynsfokus i år. Det tematiske tilsyn skal sikre, at elever og kursister har medbestemmelse i skolerne via deres elevråd. Tilsynet undersøger to hovedområder: Skoleledelsens støtte til elevrådsarbejdet og elevrådenes mulighed for at få indflydelse på relevante skoleforhold. Formålet er at forbedre undervisningsmiljøet og styrke elevernes demokratiske dannelse.

    Forskelle mellem årskarakterer og eksamenskarakterer

    Tilsynet med forskelle mellem årskarakterer og eksamenskarakterer, der blev opstartet i 4. kvartal 2024, afsluttes i 2025. Formålet er at afdække uregelmæssigheder i karaktergivning eller kvalitetsmæssige udfordringer i undervisningen.

    Studenters overgang til videregående uddannelser

    Derudover afsluttes også tilsynet med studenters overgang til videregående uddannelser, hvor forskelle i overgangsrater mellem geografi, uddannelsesretninger og elevsammensætning analyseres.

    Det økonomiske tilsyn 2025 – grundskoler og gymnasier

    Økonomisk-administrativt tilsyn

    STUKs økonomiske-administrative tilsyn vil også i 2025 screene skoler for at identificere økonomiske eller administrative udfordringer. Fokus vil være på skolernes likviditet, soliditet, elevtal og gældsfaktor. Skoler med høj gældsætning eller faldende elevtal kan blive udvalgt til nærmere undersøgelse. Dette tilsyn foretages som et indikatorbaseret risikobaseret tilsyn.

    Der arbejdes med en ekstra indikator i tilsynet med frie skolers økonomi; belåningsgrad af ejendomme (andel af skolens ejendomme, der er belånt).

    Inddrivelse af skolepenge

    Tilsynet med fri grundskolers inddrivelse af skolepenge, der blev påbegyndt i 2024, afsluttes i 2025. STUK undersøger, om skoler opkræver og modtager skolepenge korrekt. Nogle skoler har store afskrivninger på tilgodehavende beløb, hvilket kan påvirke deres økonomiske bæredygtighed.

    Tilsyn med SPS

    Administrationen af specialpædagogisk støtte

    Der vil der være tilsyn med administrationen af specialpædagogisk støtte (SPS) for at sikre, at institutionerne overholder ansøgningsfrister, administrerer støttetimer korrekt og refunderer midler korrekt. Dette vil være et tematisk tilsyn.

    Øvrige tilsyn

    Vedtægter

    STUK fører tilsyn med skolers og institutioners vedtægter for at sikre, at de lever op til gældende lovgivning. Styrelsen godkender vedtægter for nyoprettede skoler og institutioner og skal ligeledes godkende ændringer i vedtægterne i tilfælde af sammenlægning eller opsplitning af skoler samt ved skift i institutionsstatus. Derudover gennemfører STUK årligt et stikprøvebaseret tilsyn for at kontrollere, om vedtægterne overholder lovkrav og er offentligt tilgængelige på skolernes hjemmesider. Formålet med tilsynet er at sikre, at skoler og institutioner har gyldige og lovlige vedtægter samt at skabe gennemsigtighed for elever, forældre og andre interessenter.

    Cheflønninger

    STUK fører tilsyn med cheflønninger på grundskoler og gymnasier for at sikre, at aflønningen af ledere er i overensstemmelse med gældende overenskomster og lovgivning. Tilsynet fokuserer på om cheflønnen overstiger de fastsatte rammer, om der udbetales ikke-godkendte bonusser eller tillæg, samt om bestyrelserne har dokumenteret og godkendt lønaftalerne korrekt. Formålet med tilsynet er at sikre transparens og en ansvarlig lønforvaltning samt at forebygge ulovlig eller uforholdsmæssigt høj aflønning af chefer på uddannelsesinstitutioner.

    Opmærksomhedspunkter for medlemsskoler

    Det ministerielle tilsyn og tilsynsplanen for 2025 er vigtige opmærksomhedspunkter for medlemsskolerne. Uanset tilsynsfokus er det naturligvis afgørende, at skolerne løbende vurderer overholdelsen af reglerne inden for undervisning, økonomi m.v.

    Medlemsskoler, der har behov for vejledning eller rådgivning om tilsyn, er velkomne til at kontakte foreningen.

  • Ny overenskomsthåndbog for lærere og børnehaveklasseledere ved frie grundskoler

    Ny overenskomsthåndbog for lærere og børnehaveklasseledere ved frie grundskoler

    Nu er den nye overenskomsthåndbog OK 2024 – 2026 for lærere og børnehaveklasseledere ved frie grundskoler klar. Håndbogen samler og præsenterer de gældende overenskomstbestemmelser i én samlet tekst, hvilket gør det nemmere at navigere i de forskellige regler og aftaler.

    Den nye håndbog er sammensat af diverse overenskomsttekster og cirkulærer, så man får et samlet overblik uden at skulle slå op i både fællesoverenskomsten og organisationsaftalen. For hver paragraf er det angivet, hvilke cirkulærer teksten stammer fra, og der er visse steder tilføjet redaktionelle bemærkninger for at sikre en tydelig forståelse af reglerne. Håndbogen er lavet i fællesskab mellem skoleforeningerne og Frie Skolers Lærerforening.

    Håndbogen er opdelt i tre hoveddele:

    • Løn og ansættelsesvilkår
    • Arbejdstid for lærere og børnehaveklasseledere
    • Overenskomstdækning af pensionerede

    Overenskomsthåndbogen sikrer en tilgængelig og overskuelig gennemgang af de gældende regler for perioden 2024-2026.

    Find Overenskomsthåndbogen her

  • Ny forsøgsordning om skolemad – hvad vi ved indtil nu?

    Ny forsøgsordning om skolemad – hvad vi ved indtil nu?

    Regeringen har nu offentliggjort de overordnede rammer for den nye forsøgsordning om skolemad. Puljevejledningen, der vil beskrive de specifikke rammer for forsøget, forventes offentliggjort inden for få uger.

    De skoler, der udvælges som demonstrationsskoler, forpligter sig til at implementere en skolemadsordning inden udgangen af 2025. Skolerne skal forpligte sig på en model, så der kan indsamles erfaringer med forskellige måder at organisere skolemaden på, og deltage i løbende evalueringer. Eleverne skal spise sammen med en voksen, og skolerne skal sikre, at maden lever op til De Officielle Kostråd.

    Formål med forsøget

    Forsøgsordningen har til formål at:

    • Fremme fællesskab gennem et fælles måltid, hvor elever spiser sammen med en voksen.
    • Indsamle viden om skolemads betydning for sundhed, trivsel og læring.
    • Styrke kvaliteten af skolemaden i overensstemmelse med De Officielle Kostråd.

    De vigtigste rammer for forsøget

    Forsøgsordningen omfatter både folkeskoler og frie grundskoler. To separate tilskudsordninger etableres for henholdsvis folkeskoler og frie grundskoler.

    Finansiering:

    • 104 mio. kr. i 2025
    • 250 mio. kr. årligt fra 2026-2028
    • Frie grundskoler modtager 20 % af midlerne
    • Børne- og Undervisningsministeriet vil udmelde en pulje, som kommuner og frie grundskoler kan søge. De udvalgte demonstrationsskoler får besked inden skoleåret 2025/2026.

    Modeller for skolemadsordninger

    Demonstrationsskolerne skal teste forskellige måder at organisere skolemaden på. Fire modeller indgår i forsøget:

    1. Lokal produktion med forældrebetaling
    2. Lokal produktion uden forældrebetaling
    3. Ekstern leverandør med forældrebetaling
    4. Ekstern leverandør uden forældrebetaling

    Tilskud og fordeling:

    • 70 % af eleverne vil modtage skolemad uden betaling.
    • 30 % vil have forældrebetaling (15 eller 25 kr.).
    • Frie grundskoler kan tilbyde differentierede, indkomstafhængige tilskud.

    Deltagelse og udvælgelse

    • Kommuner søger på vegne af folkeskoler, mens frie grundskoler søger selvstændigt.
    • Skoler kan deltage med enten indskoling, mellemtrin eller udskoling.
    • Små skoler med under 50 elever per trin kan tilmelde hele skolen.
    • Demonstrationsskoler udvælges ved lodtrækning for at sikre objektivitet og geografisk balance.

    Evaluering og opfølgning

    En ekstern evaluator vil indsamle data og gennemføre effektmålinger af forsøget, herunder:

    • Implementering og praktisk gennemførelse
    • Madkvalitet og overholdelse af De Officielle Kostråd
    • Sammenhæng mellem skolemad og elevers trivsel, sundhed og læring
    • Effekten af forældrebetaling på deltagelse

    Tidsplan

    • 2025: Puljeopslag og ansøgning. Udvalgte skoler får besked.
    • 2026-2028: Implementering og løbende evaluering.
    • 2027: Midtvejsevaluering.
    • 2028: Slutevaluering.

    Vejledning til skolerne

    Børne- og Undervisningsministeriet forventes snart at offentliggøre detaljer om puljen og ansøgningsprocessen. Skolerne vil modtage direkte besked fra ministeriet, så det anbefales at holde øje med indbakken.

    Foreningen opfordrer medlemsskolerne til:

    • At påbegynde drøftelser om eventuel deltagelse snarest.
    • At holde sig opdaterede og forberede ansøgningen i god tid.
    • At deltage i det kommende webinar om forsøgsordningen, som ministeriet forventer at udbyde for frie grundskoler.

    Foreningen rådgiver løbende medlemsskolerne i processen.

    Læs mere om aftalen her

  • Ny løntabel gældende fra 1. april 2025 | Ændringer i løn- og pensionsvilkår for flere faggrupper

    Ny løntabel gældende fra 1. april 2025 | Ændringer i løn- og pensionsvilkår for flere faggrupper

    Fra 1. april 2025 træder en ny løntabel i kraft, gældende frem til 31. oktober 2025. Den samlede reguleringsprocent stiger til 23,3095, og der sker en række ændringer i løn- og pensionsvilkår for flere faggrupper. Læs mere om de specifikke ændringer for faggrupperne og find den nye løntabel her.

    Der er nu udgivet ny løntabel gældende fra 1. april 2025 til og med 31. oktober 2025. Løntabellen kan findes her.

    For alle overenskomstområder er der en stigning i reguleringsprocenten således, at den fra 1. april 2025 er 23,3095. Ændringer på de enkelte overenskomstområder er:

    Rektorer ved gymnasieskoler

    Pensionen forhøjes fra 18 % til 18,07 %

    Øverste leder ved grundskoler og gymnasiers grundskoleafdelinger

    Pr. 1. april 2025 forhøjes lønintervallerne for øverste leder ved grundskoler og gymnasiers grundskoleafdelinger med:

    Kr. 12.160 (marts 2012 niveau) for øverste leder ved skoler med under 100 elever

    Kr. 6.080 (marts 2012 niveau) for øverste leder på øvrige intervaller

    Den enkelte leder får automatisk forhøjelserne, og der skal derfor ikke være genforhandling af lederens lønaftale. Det anbefales dog, at der laves en ny intervallønsaftale med det nye beløb. En skabelon til intervallønsaftale gældende fra 1. april 2025 kan findes her.

    Gymnasielærere

    Pensionen forhøjes fra 17,1 % til 18,07 %

    Bemærk i øvrigt, at den enkelte ansatte, fra 1. april 2025, kan kræve pension over 15 % udbetalt som løn, i stedet for indbetalt til pensionsordning.

    Grundskolelærer og børnehaveklasseledere

    Pr. 1. april 2025 forhøjes det nuværende ”OK 2018-tillæg” med kr. 3.200, således at tillægget i alt udgør kr. 4.100 årligt. Tillægget er (fortsat) pensionsgivende.

    Pr. 1. april 2025 forhøjes basisløntrinnene for børnehaveklasselederne med kr. 900 årligt.

    Bemærk i øvrigt ændringerne i reglerne om beregning af lønanciennitet ved deltidsansættelser: Pr. 1. april 2025 ændres organisationsaftalens lønanciennitetsbestemmelse, så der ved en beskæftigelsesgrad på under 15/37 optjenes halv lønanciennitet. Frem til 1. april 2025 beregnes lønancienniteten under 15 timer forholdsmæssigt i forhold til beskæftigelsesgraden.

    BUPL/FOA

    For afdelingsledere

    Nyt lønforløb til afdelingsledere ved afdelinger med op til 150 børn:

    For afdelingsledere med 0-30 børn ændres lønforløbet fra skalatrin 40-42 til 43-44

    For afdelingsledere med 31-150 børn ændres lønforløbet fra skalatrin 40-42-44 til 43-44-46

    For pædagoger

    Nyt skalatrin for pædagoger med 0-1 års lønanciennitet. De hæves med 1 skalatrin fra 29 til 30

    Nyt skalatrin for pædagoger med 15 års lønanciennitet. De hæves med 1 skalatrin fra 39 til 40

    For pædagogiske assistenter

    Forhøjelse af overenskomsttillægget til pædagogiske assistenter med 3.500 kr. årligt, således tillægget i alt udgør 5.500 kr. årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau). Tillægget er pensionsgivende.

    Der oprettes en ny aflønning for timelønnede med pædagogisk assistentuddannelse på 164 kr. pr. time (grundbeløb pr. 31. marts 2012 niveau).

    Pensionskarens ophæves for pædagogiske assistenter. I stedet opnår pædagogiske assistenter pension efter de samme regler, som for pædagogerne.

    For pædagogmedhjælpere

    Forhøjelse af overenskomsttillægget til pædagogiske medhjælpere med 2.000 kr. årligt, således tillægget i alt udgør 4.000 kr. årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau). Tillægget er pensionsgivende.

    For pædagogstuderende

    Pædagogstuderendes løn forhøjes med 345 kr. pr. måned (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau).

    HK

    Pensionen forhøjes fra 16 % til 17,3 %

    3F

    Pensionen forhøjes fra 14,5 % til 15 %

    Forhøjelse af overenskomsttillægget på skalatrin 21 med 1.560 kr. årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau). Samlet tillæg udgør herefter 3.560 kr. årligt. Tillægget udbetales med 1/12 pr. måned. Tillægget gøres desuden pensionsgivende.

    Nyt tillæg til skalatrin 17 på 2.280 kr. årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau). Tillægget udbetales med 1/12 pr. måned. Tillægget er pensionsgivende.

    Forhøjelse af overenskomsttillægget på skalatrin 14 med 1.993 kr. årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau). Samlet tillæg udgør herefter 3.950 kr. årligt. Tillægget udbetales med 1/12 pr. måned. Tillægget gøres desuden pensionsgivende.

    Rådgivning af medlemsskoler

    Medlemsskoler, der har spørgsmål til de nye løn- og pensionsændringer, kan søge rådgivning hos os. Vi tilbyder vejledning i forhold til ændringerne for de specifikke faggrupper.

  • Nyt om Folkeskolens prøver, marts 2025

    Nyt om Folkeskolens prøver, marts 2025

    Skoleår 2024/2025
    Nyt om folkeskolens prøver nr. 8 – Prøvefagsudtræk, justering af hjemmeside, beskikket mundtlig censur, skriftlig censur og booking i testogprøver.dk.

    • Prøvefagsudtræk i TOPAS
    • Orientering om justering af hjemmeside om folkeskolens prøver
    • Frist for elevtilmeldinger og udfasning af efterbestilling af prøvemateriale
    • Skriftlig censur til sommerterminen 2025
    • Mundtlig censur er meldt ud til skolerne
    • Booking til de skriftlige prøver i testogprøver.dk
    • Vigtige datoer og deadlines (marts og april)

    Læs nyhedsbrevet her

  • Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, marts 2025

    Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, marts 2025

    Denne gang kan du bl.a. finde information om prøvefagsudtræk for sommerterminen samt efterspørgsel på skriftlige censorer i nogle fag.

    • Prøvefagsudtræk for sommerterminen
    • Bestilling af fysisk prøvemateriale
    • Vi vil gerne have flere skriftlige censorer i nogle fag
    • Deltag i kommende censorkurser og bliv klædt på til de skriftlige prøver
    • Husk at benytte den nye fagkode i matematik C, hf
    • Ledige pladser i flere opgavekommissioner
    • Spørgsmål om prøver og eksamen på de gymnasiale uddannelser?
    • Har du set ministeriets øvrige nyhedsbreve?

    Læs nyhedsbrevet her

  • Foreningen søger medarbejder til rådgivningsopgaver, HR og jura

    Foreningen søger medarbejder til rådgivningsopgaver, HR og jura

    Danmarks Private Skolers sekretariat søger en medarbejder til rådgivning af medlemsskoler inden for bl.a. ansættelsesret og overenskomstbestemmelser. Stillingen indebærer også forhandling i tjenstlige sager. Vi tilbyder en selvstændig rolle i et stærkt fagligt fællesskab, hvor professionel rådgivning og samarbejde er i fokus.


    Hvis du har lyst til at rådgive foreningens medlemsskoler i en bred vifte af skolerelaterede spørgsmål, herunder overenskomstbestemmelser, ansættelsesret m.m., så er du måske den nye medarbejder, vi leder efter?


    • Vi søger en medarbejder til rådgivning af medlemsskoler om bl.a. statslige aftaler.
    • Vores nye medarbejder skal ligeledes rådgive i forhold til overenskomstområder.
    • En væsentlig del af arbejdet involverer også HR- og ansættelsesretlige vejlednings- og rådgivningsopgaver.
    • Forhandlingsopgaver i relation til tjenstlige sager m.v.

    Det er vigtigt for os, at medlemsskolerne får kompetent og professionel rådgivning. Vi arbejder i et sekretariat, der lægger stor vægt på, at medarbejderne selvstændigt løser opgaverne i de enkelte områdeteams. Uanset om du har konkret erfaring med opgaveområderne eller ej, er vi klar til at hjælpe dig på vej.

    Vores nye medarbejder:

    • har en akademisk uddannelsesbaggrund eller lignende
    • er vant til at fordybe sig, orientere sig i og formidle komplekst materiale
    • er nysgerrig, jordbunden og i besiddelse af en god portion situationsfornemmelse
    • har gode kommunikative evner i skrift og tale
    • har lyst til at bruge sine relationelle evner i rådgivningsopgaver
    • har lyst til at arbejde i en samarbejdende og værdiorienteret organisation

    Stillingen er på fuld tid, og arbejdstiden tilrettelægges, så ferier og fridage primært afvikles i skolernes ferieperioder. Løn og ansættelse sker på vilkår svarende til statslig overenskomst. Rejseaktivitet i forbindelse med møder og arrangementer indenrigs vil forekomme.

    Stillingen er til besættelse pr. 1. maj 2025 eller efter aftale. Arbejdsstedet er: Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier, Ny Kongensgade 15, 1472 København K.

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Søren Lodahl på 29 61 75 20 eller souschef Simone Dalsgaard på 60 77 17 19.

    Send din ansøgning til info@privateskoler.dk senest den 10. marts 2025. Første samtalerunde forventes afholdt d. 17. eller 18. marts, og anden samtalerunde d. 24. marts 2025.

    Du kan læse mere om foreningen her på www.privateskoler.dk

  • Debat | Nedlæggelsen af 10. klasse er en fejl – unge betaler prisen

    Debat | Nedlæggelsen af 10. klasse er en fejl – unge betaler prisen

    Debatindlægget er offentliggjort i Skolemonitor. Debatindlægget kritiserer beslutningen om at afskaffe 10. klasse på bl.a. folkeskoler og frie grundskoler. Læs debatindlægget som indsendt af foreningen her:

    Regeringen, SF og Dansk Folkepartis beslutning om at afskaffe 10. klasse er forhastet. Den sætter unges uddannelsesmæssige og personlige udvikling på spil. Mens 10. klasse fortsat kan tages på efterskoler og frie fagskoler, fratages mange unge muligheden for at tage et ekstra skoleår. Det er en fejl, som vil få konsekvenser for den enkelte og for samfundet.

    Hvad koster en nedlæggelse af 10. klasse?

    Beslutningen om at lukke 10. klasse er blevet begrundet med et ønske om at forkorte vejen gennem uddannelsessystemet og reducere offentlige udgifter. Men de langsigtede konsekvenser er blevet overset. Forskning viser, at 10. klasse spiller en vigtig rolle i at mindske frafaldet fra ungdomsuddannelserne, styrke unges arbejdsmarkedsparathed og reducere risikoen for sociale problemer.

    Hvad koster en nedlæggelse af 10. klasse på lang sigt? De præsenterede beregninger for finansieringen af epx-uddannelsen bygger på den antagelse, at alle unge følger en direkte og uafbrudt vej gennem uddannelsessystemet. Denne forudsætning overser de reelle, komplekse uddannelsesforløb, som mange unge oplever, og det fører til fejlagtige konklusioner om de økonomiske konsekvenser.

    At fjerne 10. klasse kan ende med at koste samfundet dyrt i form af højere ungdomsledighed, flere frafald fra uddannelserne og øgede sociale udgifter. Hvis flere unge falder fra i epx eller de øvrige tilbageværende uddannelsestilbud, vil det kræve flere ressourcer til FGU, vejledningstilbud og sociale indsatser.
    Afskaffelsen af 10. klasse risikerer at skabe en ny ”restgruppe” af unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse.


    Unges mulighed for at træffe velovervejede uddannelsesvalg reduceres


    Et år i 10. klasse giver i dag mange unge en mulighed for at modnes fagligt og personligt, inden de vælger deres videre uddannelsesvej. Det er en tid, hvor eleverne kan udvikle sig, finde deres motivation og forbedre deres karakterer. Reformaftalen betyder, at unge nu skal vælge ungdomsuddannelse allerede i 9. klasse – uden den mulighed for ekstra forberedelse, som mange har brug for.

    Ministeren påpeger, at epx-uddannelsen skal inkludere alle de gode elementer fra 10. klasse, såsom afklaring og faglig/social udvikling. Men på det tidspunkt har de unge allerede været tvunget til at træffe et valg!
    Måske bliver den eneste mulighed for dem, der har brug for et ekstra år, at starte på epx og derefter skifte til stx eller hhx via en optagelsesprøve?


    Valgmuligheder begrænses


    Det er positivt, at efterskolerne fortsat kan tilbyde 10. klasse, men hvad med de unge, der ikke ønsker at være væk hjemmefra, eller som ikke har råd til et efterskoleophold? Mange elever har brug for et ekstra skoleår, men uden at skulle tage det i en kostskoleform. De frie og private grundskoler kunne have været en vigtig del af løsningen, men de er blevet overset i denne reform.
    De frie og private grundskoler har historisk set været et trygt og fleksibelt alternativ for mange unge. Det ville være oplagt at lade disse skoler tilbyde en form for ’dagefterskole’, hvor elever kunne fordybe sig fagligt, styrke deres skoleparathed og blive en del af et udviklende fællesskab. Men denne mulighed bliver nu frataget dem.


    Et smalt forlig


    Børne- og Undervisningsministeren har indgået en smal aftale om en omfattende reform af ungdomsuddannelserne. Det er bekymrende, at ministeren ikke har sikret en bredere politisk opbakning og taget tilstrækkeligt hensyn til de unges behov. Selvom ministeren ofte fremhæver sin dialog med de unge, tyder afskaffelsen af et populært og nødvendigt tilbud som 10. klasse på, at der måske er blevet talt med de unge, men ikke lyttet til dem.
    Afskaffelsen af 10. klasse uden at tilbyde et reelt alternativ er en forhastet beslutning, der ikke tager højde for de unges behov for afklaring af en fremtid, der for mange kan virke uoverskuelig. Det er afgørende at skabe et uddannelsessystem, der rummer alle – ikke kun dem, der er klar til at gå direkte videre efter 9. klasse.

  • Reformens betydning for de private gymnasier

    Reformens betydning for de private gymnasier

    Den nye ungdomsuddannelsesreform medfører markante ændringer i de gymnasiale uddannelser, hvilket får konsekvenser for de private gymnasier.


    Med den nye uddannelsesreform, der træder i kraft fra 2030, gennemføres markante ændringer i de gymnasiale uddannelser. Reformen indebærer blandt andet oprettelsen af den nye erhvervs- og professionsrettede ungdomsuddannelse, epx, skærpede adgangskrav til stx og hhx samt en nedlæggelse af hf som en samlet uddannelse. Disse ændringer vil få betydning for de private gymnasier, der bl.a. skal navigere i et ændret konkurrencebillede og et potentielt reduceret elevgrundlag.

    Epx – en ny ungdomsuddannelse med betydning for de private gymnasier
    En af de mest centrale ændringer i reformen er indførelsen af epx, som bliver en ny selvstændig gymnasial ungdomsuddannelse. Uddannelsen opbygges med forskellige faglinjer, der målrettes elever, som ønsker at fortsætte på enten en erhvervs- eller professionsuddannelse. Mens et toårigt epx-forløb giver adgang til erhvervsuddannelser, vil et treårigt forløb åbne døren til professionsuddannelser. Ønsker en elev at videreuddanne sig på en lang videregående akademisk uddannelse, vil det kræve yderligere supplering eller en særlig fagpakke.
    Optagelse til epx forudsætter en bestået afgangsprøve fra folkeskolen eller en aflagt prøve på den forberedende grunduddannelse (FGU). Elever, der ikke består folkeskolens afgangseksamen, kan tage en afsluttende prøve på en efterskole eller en fri fagskole, som – hvis den bestås – giver adgang til epx.

    For de private gymnasier er det relevant at bemærke, at de ifølge aftalen vil få mulighed for at udbyde epx.

    ”Foreningen har gennem perioden, fra regeringens forslag blev offentliggjort, kæmpet for, at de private gymnasier kunne få hjemmel til at udbyde epx og hhx. Vi er derfor meget tilfredse med, at det i forliget er præciseret, at udbud af epx vil kunne blive fra et privat gymnasium, dog skal vi stadig arbejde for, at der tillige bliver hjemmel til at udbyde hhx”, siger Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier.

    Aftaleteksten fastslår, at udbuddet skal følge de gældende rammer for private gymnasiale uddannelser, herunder krav om egendækning og under hensyntagen til, at epx er en ny og særskilt uddannelse. De nærmere vilkår og krav for private gymnasiers udbud af epx er endnu ikke fastlagt, men det fremgår, at antallet af faglinjer og det overordnede koncept vil blive planlagt med særligt hensyn til mindre epx-udbud.

    “Det bliver afgørende, hvordan kravene skrues sammen, hvis private gymnasier reelt skal have mulighed for at udbyde epx på en bæredygtig måde. Hvis rammerne bliver for restriktive eller økonomisk uhensigtsmæssige, kan det betyde, at private gymnasier i praksis ikke vil kunne deltage i udbuddet. Dermed risikerer epx at blive et tilbud, der alene placeres hos offentlige aktører, hvilket kan forstærke konkurrencen for private gymnasier frem for at give dem en reel mulighed for at indgå i den nye uddannelsesstruktur”, understreger Karsten Suhr.

    Hf’s nedlæggelse – en udfordring for private gymnasier
    Et andet væsentligt aspekt af reformen er beslutningen om at nedlægge hf som en samlet uddannelse. I stedet vil hf blive integreret i epx, mens hf-enkeltfag videreføres under betegnelsen “gymnasiale enkeltfag”. For de private gymnasier, der har hf som en væsentlig del af deres udbud, kan dette få store konsekvenser.
    Med hf’s afskaffelse kan det private gymnasiale optag blive reduceret. Spørgsmålet er, om gymnasierne i stedet kan tilpasse deres udbud til de nye gymnasiale enkeltfag.

    Højere adgangskrav og ændringer i elevgrundlaget
    Foruden indførelsen af epx og nedlæggelsen af hf indfører reformen skærpede adgangskrav til stx og hhx. Fra 2030 vil elever skulle opnå et karaktergennemsnit på mindst 6 i både standpunkts- og prøvekarakterer fra folkeskolen for at have retskrav på optagelse. For de elever, der ikke opnår dette, vil der dog stadig være en mulighed for optagelse, hvis de får mindst 7 i deres eksamenskarakterer. Der introduceres en mulighed for, at elever efter første år på epx kan søge optagelse på stx, hhx eller htx ved at bestå en prøve svarende til den normale optagelsesprøve. Det kan føre til en tilgang af elever fra epx til de gymnasiale uddannelser.

    Karsten Suhr kommenterer: “For de private gymnasier kan de øgede adgangskrav få flere konsekvenser. Dels kan det medføre, at færre elever opfylder kriterierne for optagelse, hvilket potentielt kan reducere det samlede elevgrundlag. Dels kan det skabe øget konkurrence om de elever, der rent faktisk opfylder kravene, da flere skoler vil skulle kæmpe om en mindre gruppe ansøgere.”

    Ændringer i standpunktskarakterer og grundforløb
    Udover ændringer i uddannelsesstrukturen medfører reformen også ændringer i vurderingsformer og grundforløbet på gymnasierne. Ifølge aftalen får stx og hhx mulighed for at undlade at give standpunktskarakterer i 1.g i ikke-afsluttende fag, så længe der sikres en systematisk feedback. Desuden skal en ekspertgruppe vurdere behovet for ændringer i studieretninger og undervisningsstrukturen med henblik på at styrke det faglige niveau.
    En af de mere vidtgående ændringer, som ekspertgruppen skal undersøge, er muligheden for at afskaffe grundforløbet på stx og hhx og i stedet erstatte det med en stamklasse. For de private gymnasier kan dette betyde ændringer i, hvordan eleverne introduceres til gymnasieforløbet, og hvordan skolerne organiserer deres studieretninger.

    Hvad betyder reformen samlet set for de private gymnasier?
    De kommende ændringer i det gymnasiale uddannelsessystem rejser en række vigtige spørgsmål for de private gymnasier. Med epx som en ny aktør, nedlæggelsen af hf og skærpede adgangskrav vil elevgrundlaget kunne ændre sig markant i de kommende år. Samtidig er det fortsat uvist, i hvilket omfang private gymnasier får mulighed for at udbyde epx, og hvilke vilkår, der vil gælde.
    Det er derfor afgørende, at de private gymnasier forholder sig til reformens konsekvenser og de muligheder, der måtte opstå i det nye uddannelseslandskab. Foreningen vil fortsat følge implementeringen tæt og arbejde for at sikre, at de private gymnasier har de bedst mulige rammer i en tid med store forandringer.

  • Frie internationale grundskoler kan fortsat udbyde et 10. skoleår

    Frie internationale grundskoler kan fortsat udbyde et 10. skoleår

    Børne- og Undervisningsministeriet har til her til middag offentliggjort, at frie internationale grundskoler fortsat skal kunne udbyde et 10. skoleår.

    Som en del af aftalen om den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, epx, afskaffes 10. klasse som et selvstændigt tilbud på bl.a. frie og private skoler. 

    Regeringen har besluttet, at frie internationale skoler, der underviser efter udenlandske undervisningssystemer som Cambridge eller IB, fortsat kan tilbyde et afsluttende skoleår svarende til 10. klasse og modtage statstilskud. Denne løsning er afgørende for at sikre stabilitet for de internationale skoler i Danmark og for at fastholde, at Danmark er attraktivt for international arbejdskraft.

    Foreningen ser regeringens beslutning som et vigtigt resultat af den målrettede indsats, foreningen har lagt i at påvirke de politiske forhandlinger. Der venter fortsat et vigtigt arbejde med at afklare, hvordan de lovgivningsmæssige rammer for særrettighederne til de internationale frie grundskoler skal udformes.

    Foreningen vil fortsat følge udviklingen tæt og arbejde for de bedste løsninger for elever, skoler og forældre.

    Læs nyheden på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside her

  • Ungdomsuddannelsesreform – Overblik over ændringer

    Ungdomsuddannelsesreform – Overblik over ændringer

    Den nye ungdomsuddannelsesreform medfører omfattende ændringer i det danske ungdomsuddannelsessystem. Epx bliver en ny gymnasial ungdomsuddannelse, adgangskravene til stx og hhx skærpes, og 10. klasse nedlægges i folkeskoler og på frie grundskoler. Reformen påvirker også hf, htx, FGU og elever med særlige behov. Få et overblik over de vigtigste ændringer og deres konsekvenser her.

    Nedenfor kan du få indsigt i de centrale ændringer, som reformen medfører, herunder:

    • Epx-uddannelsens struktur, optagelseskrav og mål
    • Hvad der sker med htx og hf
    • De nye adgangskrav til gymnasiale uddannelser
    • Ændringer i vurderingsformer, herunder standpunktskarakterer og grundforløb
    • Nedlæggelse af 10. klasse
    • Hvordan reformen påvirker elever med særlige behov og FGU
    • Mulige justeringer af karakterskalaen

    Læs videre for en detaljeret gennemgang af de væsentligste punkter i reformen.

    Epx-uddannelsen

    Epx oprettes fra 2030 som en ny selvstændig gymnasial ungdomsuddannelse.
    Epx opbygges med faglinjer, der målrettes, så elever efter gennemført epx på henholdsvis 2 eller 3 år kan fortsætte på henholdsvis erhvervs- og professionsuddannelser.
    Adgang til erhvervsuddannelser kan ske efter afslutningen af det 2-årige epx-forløb, mens adgang til professionsuddannelser kan ske efter det 3-årige epx-forløb. Adgang til lange videregående akademiske uddannelser vil kræve yderligere supplering eller en udvidet fagpakke.

    Optagelseskrav til epx

    Optagelse til epx kræver en bestået afgangsprøve fra folkeskolen eller en aflagt prøve på den forberedende grunduddannelse (FGU). Elever, der ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen, kan tage en afsluttende prøve på en efterskole eller en fri fagskole, som, hvis den bestås, giver adgang til epx.

    Private gymnasiale uddannelser og epx

    Ifølge aftalen skal private gymnasiale uddannelser have mulighed for at udbyde epx. Aftaleteksten fastslår, at et sådant “udbud skal følge gældende rammer for de private gymnasiers uddannelsesudbud, herunder krav om egendækning og under hensyntagen til, at epx er en ny og særskilt uddannelse.”
    De nærmere forhold og eventuelle krav er endnu ikke fastlagt, men det fremgår af aftalen, at antallet af faglinjer og konceptet for disse vil blive planlagt under hensyntagen til mindre epx-udbud.

    Htx og hf

    Fremtiden for htx er endnu ikke afgjort. Der skal nedsættes et udvalg, der skal undersøge muligheden for at integrere htx i det almene stx som en særskilt studieretning.
    Hf nedlægges. Det, der i dag kendes som hf-enkeltfag, videreføres i en ny form under navnet “gymnasiale enkeltfag.”

    Øgede adgangskrav til stx og hhx

    Adgangskravene (retskrav) til stx og hhx vil fra 2030 kræve et gennemsnit på mindst 6 fra folkeskolen. Dette krav gælder både standpunktskarakterer og prøvekarakterer.
    Elever, der ikke opnår et gennemsnit på mindst 6 i deres standpunktskarakterer, vil dog have retskrav på optagelse til stx og hhx, hvis de opnår et gennemsnit på mindst 7 i de lovbundne prøver ved folkeskolens afgangseksamen og samtidig opfylder øvrige adgangsforudsætninger.
    Elever kan ved afslutningen af 1. år på epx opnå adgang til hhx, htx og stx ved at bestå en prøve på et niveau svarende til den normale optagelsesprøve til disse uddannelser.
    De skærpede adgangskrav træder i kraft samtidig med epx og gælder dermed for optaget til skoleåret 2030/2031.

    Standpunktskarakterer og grundforløb

    Aftalen giver mulighed for, at stx og hhx kan vælge at undlade at give standpunktskarakterer i 1.g i de ikke-afsluttende fag. I så fald skal der dog være en systematisk feedback.
    Derudover nedsættes en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til eventuelle ændringer af indhold og struktur på stx og hhx med henblik på at styrke det faglige niveau. Ekspertgruppen skal blandt andet vurdere antallet af og indholdet i studieretninger. Der kan desuden blive tale om at afskaffe grundforløbet og erstatte det med en stamklasse.

    Nedlæggelse af 10. klasse

    Som følge af aftalen nedlægges 10. klasse både i folkeskolen og på frie grundskoler.
    Med aftalen om epx er det hensigten, at erfaringerne fra 10. klasse integreres i epx-uddannelsen, herunder i forhold til trivselsfremmende indsatser i forbindelse med skolestart.
    Efterskoler og frie fagskoler kan fortsat tilbyde undervisning i skoleåret efter 9. klasse, dog uden mulighed for, at eleverne kan afslutte forløbet med en centralt stillet prøve eller eksamen. Dermed kan et efterskoleophold efter 9. klasse ikke længere anvendes til at forbedre prøvekarakterer eller karaktergennemsnittet fra folkeskolens afgangseksamen med henblik på optagelse på en ungdomsuddannelse.
    Efterskolerne får dog mulighed for at afholde optagelsesprøven til stx og hhx for elever, der ikke har retskrav på disse uddannelser efter 9. klasse.

    Forberedende grunduddannelse (FGU)

    Elever, der ikke består folkeskolens afgangsprøve, får retskrav på optagelse til FGU i skoleåret efter 9. klasse. Elever, der frafalder et andet uddannelsestilbud i løbet af skoleåret efter 9. klasse, får ligeledes ret til at starte på FGU.

    Elever med særlige behov

    Elever, der i grundskolen går i et kommunalt specialundervisningstilbud, skal have mulighed for at tage 9. klasse over to år, herunder også folkeskolens prøver, i en specialklasse eller på en specialskole.
    Aftalen nævner, at det senere skal vurderes, om denne mulighed også skal gælde for elever på frie grundskoler, herunder frie grundskoler med kostafdeling.

    Karakterskala

    Aftalen ændrer ikke den nuværende karakterskala, men aftalepartierne er enige om, at der ønskes justeringer i den gældende skala. Regeringen vil derfor indkalde til en første drøftelse af mulige ændringer senest i 2. halvår af 2025.

    Læs hele aftaleteksten her:

    250218—Aftale-om-en-ny-erhvervs–og-professionsrettet-gymnasieuddannelse–epx-reform-Download