Forfatter: Tine

  • Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser. November 2025

    Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser. November 2025

    Nyhedsbrev fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om prøver på de gymnasiale uddannelser.

    I dette nyhedsbrev kan du læse om vigtige datoer i planlægningen af optagelsesprøverne i 2026 samt værktøjskassen som hjælpemiddel til fransk A, Italiensk A og Spansk A.
    Læs nyhedsbrevet her.

  • Nyt om folkeskolens prøver, oktober 2025

    Nyt om folkeskolens prøver, oktober 2025

    I dette nyhedsbrev kan du bl.a. læse om vigtige deadlines til booking i testogprøver.dk, mulighed for ændringer til elevtilmeldinger til vinterterminen.

    Læs nyhedsbrevet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her.

  • Kursus | Styrk dit arbejde i bestyrelsen

    Kursus | Styrk dit arbejde i bestyrelsen

    Danmarks Private Skoler udbyder en bestyrelsesuddannelse til medlemsskolerne, som bygger videre på den kompetenceudvikling, der ligger i bestyrelsesarbejdet i skolen. Hensigten er at bringe disse erfaringer i spil i andre bestyrelsessammenhænge udenfor skoleverdenen. Bestyrelsesuddannelsen har således et bredere sigte på bestyrelsesarbejdet udover det der foregår på frie og private skoler

    I løbet af 5 moduler kommer vi hele vejen rundt om det værdiskabende arbejde i bestyrelseslokalet, om de enkelte deltageres kompetencer, om den gode sammensætning og om vejen til bestyrelseslokalet.

    UDDANNELSEN BESTÅR AF:

    • 2 hele kursusdage med fysisk fremmøde kl. 9.30 -16.00. Morgenmad fra kl. 9.30. Undervisning starter kl. 10.
    • 3 onlinesessioner à 2 timer kl. 16-18.
    • Uddannelsen afsluttes med en eksamen, som tager udgangspunkt i et case-oplæg fra deltagernes egen praksis.

    UNDERVISER. Laura Vilsbæk arbejder i 8 bestyrelser, underviser på flere bestyrelsesuddannelser og står bag Nyibestyrelsen.dk, hvor hun – via foredrag og kurser – arbejder for at fremme det virkeligt værdiskabende bestyrelsesarbejde. Laura er desuden forfatter til “Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt”, som er en trin-for-trin guide til at lande den første- og den næste – bestyrelsespost og står  også bag podcasten “Ny i bestyrelsen”.

    Tilmelding Klik her.
    Frist for tilmelding er d. 17. november 2025.

  • Ny reguleringsprocent fra 1. november 2025

    Ny reguleringsprocent fra 1. november 2025

    Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har nu offentliggjort en reguleringsprocent gældende fra 1. november 2025.

    Reguleringsprocenten er på 24,9126.

    En opdateret løntabel kan findes her på siden i starten af oktober måned.

  • Nyt om folkeskolens prøver, september 2025

    Nyt om folkeskolens prøver, september 2025

    I denne udgave af nyhedsbrevet kan du læse om den nye prøvebekendtgørelse, Folkeskolens Nationale Overgangstest, tilmelding til syge- og semesterprøver, opdaterede vejledninger i Vejledning til prøver på særlige vilkår og fritagelse og Vejledning til elevtilmelding i TOPAS, samt om forcensur 2026.

    Læs nyhedsbrevet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her.

  • Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser. September 2025

    Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser. September 2025

    Nyhedsbrev fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om prøver på de gymnasiale uddannelser.

    D. 1. september 2025
    Denne gang kan du bl.a. læse om nye fagkoder, nye censorudvekslingsplaner samt forsøget med prøverne i engelsk A. 
    Klik her

    1. Karsten Suhr træder tilbage som formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

      Karsten Suhr træder tilbage som formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

      Efter 23 år i Danmarks Private Skoler – heraf de seneste 10 år som formand – har Karsten Suhr meddelt, at han fratræder posten ved foreningens årsmøde den 24.-25. oktober 2025. Karsten har valgt at gå på pension.

      Karsten Suhr har siden 2002 været medlem af bestyrelsen og overtog formandsposten i oktober 2015. Han har dermed stået i spidsen for foreningen gennem et årti præget af både politisk debat, udvikling og tydeliggørelse af frie og private skolers rolle i det danske uddannelseslandskab.


      Som skolemenneske har Karsten Suhr haft et langt virke i sektoren – fra Det Kongelige Vajsenhus og Ingrid Jespersens Gymnasieskole til stillingen som skoleleder på Lyngby Private Skole, hvor han var leder fra 1995 og helt frem til han tiltrådte formandsposten i Danmarks Private Skoler i 2015. Med dette bagtæppe bragte han en stærk faglig og praktisk indsigt ind i foreningens arbejde.

      En stærk stemme og tydeligere forening

      Under Karsten Suhrs formandskab er Danmarks Private Skoler blevet en tydeligere og stærkere politisk aktør. Han har sat markante spor i udviklingen af foreningen og været drivkraft bag et af de mest betydningsfulde initiativer: Kodeks – De 7 samfundsløfter.

      Foreningen tog initiativ til at udvikle ’Kodeks’ og ’De 7 samfundsløfter’ som en samlet ramme for de frie og private skolers samfundsansvar. Efterfølgende blev de vedtaget af medlemsskolerne og udtrykker derved skolernes fælles ansvar for at bidrage til samfundet, skabe rummelige læringsmiljøer, forberede eleverne på fremtiden, fremme social mobilitet, forebygge problemer gennem tidlig indsats, styrke forståelsen for rettigheder og understøtte elevernes videre vej i uddannelse.

      Med Kodeks – de 7 samfundsløfter har vi fået et fælles grundlag, som både forpligter medlemsskolerne og viser omverdenen, at vi tager ansvar for samfundet, for eleverne og for fremtiden. De er både pejlemærker for foreningen og et levende værktøj i skolernes hverdag,” siger Karsten Suhr.

      Frihed og ansvar som ledestjerne

      Foreningen har i årene med Karsten Suhr som formand, i høj grad arbejdet ud fra et klart formål og en tydelig retning. Missionen er at repræsentere de frie og private skolers interesser, oplyse om deres betydning og støtte medlemsskolerne i deres daglige arbejde. Den strategiske ramme udfoldes gennem fem kernebegreber: Friheden, traditionen, ambitionen, ansvaret og værdierne – som tilsammen udgør en rød tråd i alt, foreningen står for.

      ”Vores vision er et samfund, hvor skoler med forskellige værdigrundlag og undervisningsformer ikke blot tåles, men værdsættes og styrkes – og hvor de frie og private skolers bidrag til uddannelse, dannelse og samfundsansvar er bredt anerkendt. Det har været et privilegium for mig at repræsentere denne sag som formand, og mit håb er, at skolerne også fremover vil stå stærkt i balancen mellem frihed og ansvar,” siger Karsten Suhr.

      Årsmødet markerer afslutningen

      Årsmødet i oktober markerer afslutningen på Karsten Suhrs formandskab og mangeårige virke i Danmarks Private Skoler. Foreningen planlægger senere på året at afholde en afskedsreception, hvor samarbejdspartnere og medlemsskoler får mulighed for at takke ham for indsatsen.

    2. Invitation til Danmarks Private Skolers årsmøde 2025

      Invitation til Danmarks Private Skolers årsmøde 2025

      Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier indkalder til ordinært årsmøde fredag den 24. og lørdag den 25. oktober 2025 på Hotel Nyborg Strand.

      Årsmødet er årets vigtigste samlingspunkt for de frie og private skoler. Her samles skoleledelser, bestyrelsesmedlemmer og andre nøglepersoner til to dage med faglige oplæg, politisk dialog og netværk.

      Programmet rummer både aktuelle foredrag og debatter med politikere samt foreningens generalforsamling. På generalforsamlingen præsenterer bestyrelsen sin beretning om de vigtigste politiske dagsordener, hvordan de påvirker de frie og private skoler, samt foreningens arbejde for at skabe de bedste rammer for at drive skole.

      Ud over det faglige indhold byder årsmødet på rige muligheder for at møde kolleger fra hele landet, udveksle erfaringer og hente inspiration til arbejdet på egen skole.

      Vi glæder os til at byde velkommen til to udbytterige dage på Hotel Nyborg Strand i oktober.

    3. Skal jeres skole underholde på årsmødet?

      Skal jeres skole underholde på årsmødet?

      Det er blevet en fast tradition, at en medlemsskole står for et indslag på foreningens årsmøde. Vi har tidligere oplevet alt fra kor til bands – med elever i mange forskellige aldre – og vi glæder os til endnu et inspirerende indslag.

      Praktisk information:

      • Optræden finder sted på årsmødet fredag d. 24. oktober 2025 på Nyborg Strand
      • Årsmødet starter kl. 10.00
      • Jeres indslag er planlagt til kl. 10.10–10.30
      • Efter optræden er der en pause på 5 minutter, hvor I skal nå at rydde scenen for udstyr og instrumenter – indslaget skal derfor tilpasses dette.
      • Der er mulighed for opstilling og lydprøve fredag kl. 8.00–8.45 i mødesalen.
      • Scenen er ikke stor – der er plads til maks. ca. 25 elever (færre, hvis der er store instrumenter).
      • Indslaget må maks. vare 20 minutter.
      • Foreningen dækker transportudgifterne.

      Har I lyst til at give årsmødet en festlig start, så kontakt Tine Brandsborg tbb@privateskoler.dk snarest muligt.
      Hvis det ikke bliver jer denne gang, kommer I på en liste over skoler, der har meldt deres interesse til fremtidige årsmøder.

      Vi glæder os til at høre fra jer!

    4. Ny rådgiver i Danmarks Private Skolers sekretariat

      Ny rådgiver i Danmarks Private Skolers sekretariat

      Vi er glade for at byde velkommen til vores nye rådgiver, Julie-Annabella Schulze, der netop er startet i Danmarks Private Skolers sekretariat.

      Julie brænder for at arbejde med komplekse juridiske og administrative spørgsmål i en værdiorienteret organisation, og hun ser frem til at yde kompetent rådgivning til foreningens medlemsskoler.

      Julie har en professionsbachelor i offentlig administration og har i forsommeren afsluttet kandidatuddannelsen i samfundsvidenskabelig jura ved Københavns Universitet, hvor hun især har specialiseret sig i arbejds- og forvaltningsret.

      Hun har solid erfaring fra sit studiejob i Danske Regioner, hvor hun har arbejdet med aftaler, kontrakter og forhandlinger med den private sektor, samt fra en praktikperiode på Christiansborg hos Venstres folketingsgruppe, hvor hun beskæftigede sig med politisk analyse, kommunikation og forberedelse af politiske oplæg.

      Hos Danmarks Private Skoler vil Julie blandt andet rådgive om ansættelsesvilkår for undervisere, kontor- og administrativt personale, teknisk personale samt pædagoger, herunder ansættelseskontrakter, barsel og orlov og ferieregler. Hun vil også bistå skolerne i tjenstlige sager og afskedigelser, rådgive om arbejdsmiljø samt forhold ved institutioner som vuggestuer, børnehaver og SFO’er.

      Julie er samarbejdsvillig, jordnær og professionel. Hun er motiveret af at levere rådgivning af høj kvalitet, tage ansvar og bidrage til helheden.

      Vi glæder os som kolleger til samarbejdet med Julie – til gavn for vores medlemsskoler.

    5. Anette Holmgreen går på pension

      Anette Holmgreen går på pension

      Med udgangen af august måned går Anette Holmgreen på pension og siger dermed farvel til Danmarks Private Skoler efter mere end 25 års ansættelse og loyal tjeneste.

      Anette har i utallige år været en helt central del af foreningens sekretariat, hvor hun med sikker hånd har styret den daglige økonomi, regnskab, budget og meget mere.

      Mange kender Anette fra hendes altid venlige og imødekommende hilsen i telefonen, når de har ringet til foreningen. Hun har desuden i mange år været en tæt samarbejdspartner for flere af de tilknyttede netværk og “foreninger i foreningen”, hvor hun har stået for administration af økonomi og andre opgaver.

      Anettes ansættelse er tæt forbundet med foreningens historie og udvikling. Da hun tiltrådte i midten af 90’erne, havde sekretariatet til huse i et lille kontor på Njalsgade på Amager. Her var hun én af blot tre ansatte, inklusive sekretariatschefen, der sammen stod for at drive foreningen og betjene medlemsskolerne. Anette har været med hele vejen siden, og hun har i høj grad haft en stor andel i, at Danmarks Private Skoler har kunnet udvikle sig positivt gennem årene. Hun har bl.a. altid sørget for en sikker hånd på økonomien og orden i sagerne.

      Vi på sekretariatet vil savne Anettes rolige og venlige væsen – og vi ønsker hende alt det bedste fremover.

      Pensionen bliver markeret internt blandt kolleger.

    6. Rettighedsstafetten: Børn tager stafetten for fællesskab og retfærdighed

      Rettighedsstafetten: Børn tager stafetten for fællesskab og retfærdighed

      Hvordan ser en skoleuge ud, når børn ikke bare lærer om verden – men også om, hvordan de selv kan gøre en forskel? Det spørgsmål bliver omdrejningspunktet i uge 38, når Rettighedsstafetten for første gang ruller ud på skoler i hele landet.

      Når børn kender deres rettigheder, bliver det nemmere at sige fra, sige til – og stå sammen. Rettigheder handler ikke kun om regler, men om respekt, tryghed og fællesskab. Med Rettighedsstafetten, som UNICEF er en af initiativtagerne bag, får eleverne konkrete redskaber til at styrke sammenholdet og gøre skolen til et sted, hvor alle trives. Når rettigheder bliver en del af hverdagen i klassen, kan det også være med til at skabe et miljø, hvor børn passer bedre på hinanden.

      Et stafetsignal, der spreder sig fra skole til skole

      Navnet Rettighedsstafetten er ikke tilfældigt. Hver skole, der deltager, sender budskabet videre – som en symbolsk stafet, hvor børn inspirerer hinanden til at tage ansvar og kende deres rettigheder. Det første tema i stafetten er Artikel 42 i FN’s Børnekonvention: “Alle børn skal kende deres rettigheder.”

      Fleksibelt og gratis – alle kan være med


      Skoler kan deltage på den måde, der passer bedst – med alt fra enkelte undervisningstimer til temadage eller kreative projekter. På kampagnesiden ligger gratis undervisningsmateriale, der gør det let at komme i gang – uanset klassetrin.
      Hele uge 38 vil DR Ultra følge med, når børn i hele landet arbejder med rettigheder i skolen.


      Sådan deltager I


      Der er tre måder at være med i Rettighedsstafetten:

      • Fysiske events: Nogle skoler får besøg og workshops
      • Digital deltagelse: Elever kan bidrage og deltage online
      • Undervisningsmateriale: Skolen gennemfører sit eget rettighedsforløb

      Tilmeldingen er åben – og ikke bindende – på https://www.boerneportalen.dk/stafet/rettighedsstafetten Så snart I tilmelder jer, får I adgang til inspiration og materialer.

      Sæt handling bag samfundsløftet – og få inspiration til arbejdet videre

      Som medlem af Danmarks Private Skoler har jeres skole forpligtet sig på et fælles kodeks for samfundsansvar bestående af 7 samfundsløfter. Ét af disse omhandler: “Skolens fokus på rettigheder og konventioner” – med forpligtelsen til at have konkrete aktiviteter, der understøtter de grundlæggende rettigheder for alle, både i skolens indre liv og i samfundet omkring den.

      Rettighedsstafetten er et oplagt aktivt værktøj til at arbejde med dette samfundsløfte både strukturelt og kulturelt. Læs mere og få idéer til, hvordan I kan konkretisere samfundsløftet via Danmarks Private Skolers inspirationsside om ”De 7 samfundsløfter”fokus på rettigheder og konventioner privateskoler.dk.

    7. ’Madkulturen’ kan hjælpe skoler, der deltager i skolemadsforsøget

      ’Madkulturen’ kan hjælpe skoler, der deltager i skolemadsforsøget

      ’Madkulturen’ er en selvejende videns- og forandringsorganisation under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Organisationen er udpeget af Børne- og Undervisningsministeriet til at rådgive i forbindelse med den nationale forsøgsordning med skolemad.

      I forsøget deltager 53 frie grundskoler.

      ’Madkulturen’ har fokus på at understøtte opstart og drift af skolemadsordninger med særligt blik for det gode fælles måltid.

      ’Madkulturen’ tilbyder:

      • Telefonisk hotline
      • Skriftlig vejledning
      • Onlinemøder og webinarer
      • Workshops
      • Besøg på skoler ved behov
      Infomøder og workshops

      Der er planlagt tre digitale infomøder og fem lokale workshops for de udtrukne skoler – både folkeskoler og frie grundskoler. Her vil blandt andet blive sat fokus på:

      • Hvad skal beslutningstagere være opmærksomme på ved opstart af en madordning?
      • Elevinvolvering og måltidskultur: Hvordan sikres gode rammer og en stærk lokal måltidskultur?

      Alle skoleledere på de udtrukne skoler har modtaget invitation pr. mail i uge 32. Der er stadigt gode muligheder for at komme med.

      Læs mere om ’Madkulturens’ rolle i det nationale skolemadsforsøg her: www.madkulturen.dk

    8. Svar i debat: Fællesskaber kræver faglig bredde – også i klasserummet

      Svar i debat: Fællesskaber kræver faglig bredde – også i klasserummet

      Frie Skolers Lærerforening mener, at der ikke er barrierer for at ansætte pædagoger i klasserummet – men vi ser det anderledes. I dette indlæg svarer vi på deres synspunkter og argumenterer for, hvordan samarbejdet mellem lærere og pædagoger kan skabe bedre rammer for både undervisning og trivsel. Vi mener, at det ikke handler om at udhule lærerrollen, men om at styrke fællesskabet i klasserummet – til fordel for børnene. Foreningens debatindlæg er offentliggjort i Skolemonitor d. 8. august 2025

      Foreningens indlæg som indsendt:

      Fællesskaber kræver faglig bredde – også i klasserummet

      Der er rigtig meget, Frie Skolers Lærerforening (FSL) og Danmarks Private Skoler er enige om – også i forhold til de opgaver, der knytter sig til dagligdagen på de frie og private skoler.

      Og ja, lærere er lærere på de frie og private skoler, men hvorfor ikke lade pædagoger være pædagoger?

      I forsommeren rejste vi nogle spørgsmål, som siden har affødt reaktion.

      Vi spurgte: Hvorfor gør lovgivning og fagpolitiske aftaler det så administrativt tungt at lade pædagoger arbejde i klasserummet på frie og private skoler – side om side med lærere – når netop samarbejdet mellem de to fagligheder kan gøre en afgørende forskel for eleverne?

      Hvorfor ikke lade en grundlæggende anerkendelse af de forskellige fagprofessionelle kvalifikationer komme til udtryk gennem ansættelsesforhold?

      Altså at lærere ansættes under en læreroverenskomst og pædagoger under en overenskomst med BUPL.

      Ønsker ikke at erstatte lærere med pædagoger

      Frie Skolers Lærerforening har i deres svar givet udtryk for, at der reelt ikke er barrierer for at ansætte pædagoger – så længe de ansættes under læreroverenskomsten, hvis de deltager i undervisningen.

      Samtidig fremhæver FSL, at lærerrollen rummer både undervisning og pædagogisk ansvar, og at det ikke bør adskilles.

      Det er et synspunkt, vi har respekt for. Vores ønske er ikke at erstatte lærere med pædagoger, men at skabe mulighed for, at begge fagligheder kan samarbejde i klasserummet – hver med deres styrker og udgangspunkt.

      Når pædagoger i praksis skal ansættes som lærere for at kunne deltage i skoledelen, bliver det en barriere – ikke mindst når det fører til dobbeltansættelser og unødigt bureaukrati.

      Det er en begrænsning, der ikke er i folkeskolen, hvor pædagoger i højere grad kan indgå i det fælles arbejde omkring eleverne uden samme formelle skel. Det hæmmer, ikke styrker, samarbejdet – og det er i sidste ende børnene, der betaler prisen.

      I bund og grund handler det om at gøre skoledagen så god som muligt for alle børn – både dem, der trives uden større problemer, og dem, der har brug for støtte til at begå sig i fællesskabet.

      Netop i klasserummet og i overgangene opstår mange af de situationer, hvor børn har brug for en hånd – ikke til undervisning, men til deltagelse. Her kan pædagoger med deres særlige blik være en vigtig støtte.

      Diskussionen handler om trivsel og samarbejde

      Vi er meget enige i, at undervisere skal ansættes på en læreroverenskomst, der varetager lærernes løn- og arbejdsvilkår.

      De frie og private skoler har – som FSL skriver – ret til at ansætte de medarbejdere, den enkelte skole finder bedst egnet til at undervise deres elever, uanset uddannelse.

      Alle medarbejdere, der varetager undervisning, er naturligvis lærere. Det er en grundlæggende del af de frie grundskolers vilkår – og det bakker vi op om.

      Det handler imidlertid ikke om ansættelse af lærere, men af medarbejdere til at varetage pædagogfaglige opgaver i klasserummet, i børnenes pauser m.v. Medarbejdere, der også kan være bindeleddet mellem skole og fritidsordninger.

      Diskussionen handler ikke om at spare penge eller udhule lærerrollen. Den handler om børns trivsel. Og om at skabe rammer, hvor lærere og pædagoger kan samarbejde.

      Ensidige fagpolitiske interesser står i vejen

      Vi underkender på ingen måde lærernes mange kompetencer, men må samtidig konstatere, at der også blandt lærerne er stor efterspørgsel på hjælp til blandt andet at imødekomme et voksende behov for yderligere støtte for at tilgodese klassefællesskabet.

      Den kommende omlægning af indsatserne på inklusions- og specialundervisningsområdet lægger op til et stærkere fokus på fællesskab frem for individ.

      Skal den bevægelse lykkes på de frie og private skoler, kræver det adgang til både lærer- og pædagogfaglighed i klasserummet.

      De to fagligheder supplerer hinanden og skaber bedre betingelser for både undervisning og trivsel – for både børn og medarbejdere. Meget ensidige fagpolitiske interesser må ikke være en hindring.

      Lad derfor lærere være lærere på deres overenskomst – og lad pædagoger være pædagoger på deres. Det skylder vi ikke systemet – det skylder vi børnene.

    9. Styrket kriseberedskab på skoler og uddannelsessteder – vejledning fra Børne- og Undervisningsministeriet

      Styrket kriseberedskab på skoler og uddannelsessteder – vejledning fra Børne- og Undervisningsministeriet

      Hvordan håndterer vi alvorlige hændelser i skolen? En ny publikation giver konkrete råd og retningslinjer.

      I juni 2025 har Børne- og Undervisningsministeriet udgivet en omfattende publikation med titlen “Sikkerhed og kriseberedskab – råd og vejledning til skoler og uddannelsessteder”. Publikationen er målrettet ledelser på både grundskoler og ungdomsuddannelser og har til formål at klæde dem på til at forebygge og håndtere alvorlige hændelser – herunder væbnede angreb, trusler og andre krisesituationer.

      Et godt undervisningsmiljø som første forsvar

      En af hovedpointerne i vejledningen er, at forebyggelse starter med trivsel. Et trygt og inkluderende undervisningsmiljø, hvor elever og studerende føler sig hørt og anerkendt, mindsker risikoen for konflikter, mistrivsel og i værste fald voldelig adfærd. Publikationen understreger vigtigheden af systematisk opmærksomhed på fravær, social isolation og bekymrende adfærd.

      Kriseberedskab med klare retningslinjer

      Et centralt element i publikationen er behovet for et lokalt, konkret og handlingsorienteret kriseberedskab. Der anbefales klare roller, faste rutiner og øvelser, så ansatte ved, hvordan de skal agere, hvis en alvorlig hændelse opstår. Ministeriet fremhæver politiets generelle instruks: Flygt – gem dig – alarmér som et vigtigt pejlemærke for adfærd under akutte hændelser.

      Efter en krise: Hjælp, information og evaluering

      Vejledningen lægger stor vægt på tiden efter en hændelse. Krisestøtte til elever, ansatte og forældre skal sikres hurtigt, og der skal udarbejdes en kommunikationsstrategi, der håndterer både presse og offentlighed. Evaluering af beredskabet er nødvendig for at lære af forløbet og tilpasse fremtidige planer.

      Samarbejde med myndigheder og frivillige aktører

      Publikationen rummer også en oversigt over relevante myndigheder og organisationer, der kan støtte skolers arbejde med forebyggelse og beredskab – herunder SSP-samarbejdet, politiet, psykiatrien og organisationer som Livslinjen og Børns Vilkår.

      Lovgivning og ansvar

      Uddannelsesinstitutioner er forpligtet til at sikre et undervisningsmiljø, der er sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. undervisningsmiljøloven. Hvordan dette konkret gøres, er dog op til lokale vurderinger – og her giver publikationen et vigtigt og brugbart redskab.


      Find publikationen her

      Du kan hente Sikkerhed og kriseberedskab – råd og vejledning til skoler og uddannelsessteder direkte fra:

    10. Nye bekendtgørelser om standardvedtægter – sådan forbereder I jer

      Nye bekendtgørelser om standardvedtægter – sådan forbereder I jer

      Den 1. juli 2025 træder nye bekendtgørelser om standardvedtægter i kraft for bl.a. frie og private grundskoler samt private gymnasier.

      Ændringerne sker som led i det politisk besluttede opgavebortfald på Børne- og Undervisningsministeriets område. Man har ønsket gøre det enklere for skolerne og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet at forstå og administrere vedtægterne.

      Alle vedtægter skal afspejle en fast struktur

      Der er ikke tale om materielle ændringer af kravene til indholdet, men alle skoler skal fremover følge en fastlagt struktur.

      Hvad betyder det for jer?
      • I skal opdatere skolens vedtægter, så de følger den nye standardstruktur.
      • Der er ingen ændringer i de indholdsmæssige krav, men strukturen er obligatorisk.
      • I skal have de opdaterede vedtægter på plads senest den 1. januar 2027.

      Vi gør opmærksom på, at vedtægtsændringer typisk skal godkendes på generalforsamlingen. Det er derfor vigtigt at tænke processen ind i skolens årshjul og planlægge i god tid, så ændringen kan behandles og vedtages korrekt.

      Vi står klar til at hjælpe jer

      Som jeres skoleforening er vi naturligvis sparringspartner og rådgiver i processen. Vi tilbyder senere et webinar, hvor vi gennemgår de nye krav, tidsplanen og giver praktiske råd til, hvordan I bedst tilretter skolens vedtægt.

      Vejledninger og word-skabeloner med hjælpetekster vil desuden blive offentliggjort af ministeriet senest i slutningen af august 2025 på Vedtægter på uddannelsesinstitutioner | Børne– og Undervisningsministeriet.

      Kom i gang allerede nu
      • Drøft ændringen i bestyrelsen.
      • Læg en plan for, hvornår I skal have den nye vedtægt behandlet og godkendt.
      • Tilmeld jer vores webinar – vi sender invitationen ud, så snart datoen er fastlagt.

      Har I spørgsmål undervejs, er I altid velkomne til at kontakte os.

    11. Nyt om folkeskolens prøver, juni 2025

      Nyt om folkeskolens prøver, juni 2025

      Nyhedsbrev nr. 1 juni 2025

      Denne gang kan du bl.a. læse om indberetning af prøvekarakterer, årsplan for næste skoleår, at skoler kan tilbyde ekstraordinær omprøve i FP10 engelsk den 20. juni 2025, Folkeskolens Nationale Overgangstest 2025/2026, mundtlige sygeprøver, frist for ændring i status som prøveafholdende/prøvefri den 15. juni 2025, opdateret version af vejledning for særlige prøvevilkår og fritagelse samt vigtige datoer og deadlines i juni.

      Læs nyhedsbrevet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her


      Særnummer om ny prøvebekendtgørelse

      I dette særnummer af Nyt om folkeskolens prøver kan du læse de vigtigste ændringer i folkeskolens prøver fra skoleåret 2025/2026. Den 1. august træder en ny bekendtgørelse om folkeskolens prøver (prøvebekendtgørelsen) i kraft. I bekendtgørelsen er der både ændringer, som udspringer af aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, og øvrige ændringer, hvor det er vurderet, at der var et stort behov for at foretage præciseringer og tilføjelser på kort sigt.

      Læs nyhedsbrevet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet her

    12. Tilsynsportalen overgår til MitID-login

      Tilsynsportalen overgår til MitID-login

      Tilsynsportalen overgår til MitID-login primo september som led i øget datasikkerhed.

      Tilsynsportalen er en digital platform, der bruges til at understøtte tilsynet med frie grundskoler i Danmark. Den bruges bl.a. til at registrere de valgte certificerede tilsynsførende og til at indberette de årlige tilsynserklæringer. 

      Hvem bliver berørt:

      • Skoler skal logge ind med MitID Erhverv, og skolens administrator skal tildele adgang til relevante medarbejdere.
      • Tilsynsførende skal anvende deres private MitID. Første gang logger de ind med brugernavn og kodeord og tilknytter derefter deres MitID.
    13. Ny løntabel gældende fra 1. august 2025 til og med 31. oktober 2025

      Ny løntabel gældende fra 1. august 2025 til og med 31. oktober 2025

      Ny løntabel gældende fra 1. august 2025 til og med 31. august 2025 er offentliggjort. Løntabellen er opdateret med satser fra den nye aftale om praktikopgaver for lærere og ledere ved frie og private grundskoler.

      Læs mere om den nye aftale her.

      Find den nye løntabel her.

    14. Ny aftale om praktikopgaver for lærere og ledere på frie og private grundskoler

      Ny aftale om praktikopgaver for lærere og ledere på frie og private grundskoler

      Fra den 1. august 2025 træder en ny aftale i kraft om vilkår for læreres og øvrige lederes varetagelse af opgaver i forbindelse med lærerstuderendes praktik på frie og private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler. Aftalen erstatter de tidligere bilag 1.6 og 1.7 i organisationsaftalen.

      Aftalen fastlægger de konkrete rammer for arbejdet med lærerstuderende – herunder opgaver relateret til vejledning, koordinering og praktikundervisning – og præciserer samtidig, hvordan disse opgaver skal honoreres.

      Aflønning af vejledningsopgaven

      Skolen skal inden praktikopgaven påbegyndes tage stilling til, hvordan vejledningen aflønnes. Der er to modeller:

      • § 2, stk. 1: Opgaven indgår som en del af lærerens arbejdstid.
      • § 2, stk. 2: Alternativt kan skolen vælge at aflønne opgaven særskilt med timeløn + 50 % – i så fald medregnes tiden ikke i arbejdstidsopgørelsen.

      Derudover gives følgende tillæg, jf. aftalens §§ 3-5:

      • Vejledning: Enten et fast tillæg på 4.600 kr. pr. praktikgruppe pr. praktikforløb, eller 500 kr. pr. arbejdstime.
      • Deltagelse i prøver: 700 kr. pr. prøve (førsteårsprøve og professionsprøve).
      • Koordinering og organisering: 5.600 kr. årligt + 900 kr. pr. praktikgruppe.
      • Praktikundervisning: 150 kr. pr. undervisningstime.

      Ifølge aftalens § 7 kan skolen indgå lokale aftaler om tillæg i stedet for dem i §§ 3–5. Reglerne i § 2 om arbejdstid og timeløn kan dog ikke fraviges.

      Aftalen omfatter både lærere og øvrige ledere (men ikke øverste ledere) og følger en forenklet aflønningsmodel, som i vidt omfang svarer til den kommunale praktikaftale – dog med nødvendige justeringer, f.eks. er der ikke aftalt særskilt ledelsestillæg.

      Det er vigtigt, at skolen og medarbejderen på forhånd er enige om, hvilken aflønningsmodel der anvendes. Alle tillæg er pensionsgivende og uafhængige af beskæftigelsesgrad.

      Læs hele aftalen her: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2025/9466

    15. Webinar for frie skoler med Datatilsynet

      Webinar for frie skoler med Datatilsynet

      Hvordan ser Datatilsynet på de frie skolers arbejde med persondata? Og hvad skal der egentlig være styr på, hvis de kommer på besøg?

      Dét – og meget mere – får I svar på, når Datatilsynet stiller skarpt på de frie skolers datahåndtering i et eksklusivt webinar den 28. august. Med udgangspunkt i deres seneste tilsyn med frie grundskoler deler Datatilsynet deres erfaringer, forventninger og anbefalinger.

      Det handler om ansvar – og om at være godt forberedt
      Som skole håndterer I store mængder følsomme personoplysninger hver eneste dag. Det er et område, hvor reglerne er klare – men ofte komplekse. Derfor er det vigtigt at tage arbejdet med persondata alvorligt og sikre, at skolens praksis er i orden.
      Dette webinar er en enestående mulighed for at få overblik og svar fra dem, der fører tilsyn.

      Derfor skal I deltage:

      • Hør direkte fra tilsynsmyndigheden, hvad der er vigtigt at have styr på
      • Få konkrete svar på spørgsmål om f.eks. brug af billeder, sociale medier og indsigt i data
      • Bliv klogere på, hvordan jeres skole bedst dokumenterer GDPR-arbejdet

      Webinaret er gratis og målrettet skoleledelser, administrative medarbejdere og bestyrelsesrepræsentanter.

      Vi anbefaler, at skolens deltagere samles i forbindelse med webinaret.

      På programmet er bl.a.:

      • Brug af billeder og sociale medier (Facebook, Instagram m.m.)
      • Dokumentation ved tilsyn: Hvad forventes – f.eks. fortegnelser og datasikkerhedsforanstaltninger?
      • Forældres indsigt i oplysninger om deres børn – hvad skal skolen udlevere?
      • Videregivelse af data til andre myndigheder og aktører – hvad kræver samtykke?

      Der sendes yderligere informationer til medlemsskolerne om indholdet – samt tilmeldingslink – i begyndelsen af august.

      Sæt allerede nu kryds i kalenderen – og grib chancen for at få styr på et komplekst, men afgørende tema.

      Webinaret finder sted torsdag den 28. august, kl. 10.30 – 12.00.

      Spørgsmål om webinaret? Kontakt: Rasmus Bondo Vester rbv@privateskoler.dk eller Kasper Raabjerg Nielsen krn@privateskoler.dk

    16. Færdigheds- og vidensområderne gøres vejledende – hvad betyder det?

      Færdigheds- og vidensområderne gøres vejledende – hvad betyder det?

      Ved lov nr. 1659 af 30. december 2024 – en del af folkeskolens kvalitetsprogram – får færdigheds- og vidensområderne i Fælles Mål nu vejledende status i folkeskolen. Som følge heraf er § 1 a, stk. 4 i lov om friskoler og private grundskoler ændret, så henvisningen til disse områder udgår. Ændringen træder i kraft den 1. august 2025.

      Frie grundskoler kan fortsat vælge enten at fastsætte egne delmål, slutmål og undervisningsplaner eller følge Fælles Mål og ministeriets vejledende læseplaner. Skoler, der vælger det sidste, er ikke længere bundet af færdigheds- og vidensområderne i Fælles mål, men skal stadig følge:

      • Fagenes kompetenceområder
      • De tilhørende kompetencemål på trinniveau, herunder de afsluttende kompetencemål
      • En faglig progression, der svarer til folkeskolens

      For skoler, der vælger at udarbejde egne mål og planer, forventes det ikke længere, at færdigheds- og vidensområderne indgår.

      Uanset hvilken model skolen har valgt, er det dens ansvar at sikre, at undervisningen samlet set står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

      Muligheder for at fastlægge undervisningsmål og -planer

      Frie grundskoler skal fastlægge og offentliggøre deres undervisningsmål og undervisningsplaner på hjemmesiden. De to yderpositioner er:

      • Fuldstændig overensstemmelse med Fælles Mål og ministeriets vejledende læseplaner. Dette valg medfører, at skolen følger folkeskolens mål og progression uden afvigelser.
      • Formulering af egne slutmål, delmål og undervisningsplaner, hvor alle folkeskolens obligatoriske fag og emner er identificerbare efter nogle særlige krav.

      Mange skoler vælger en mellemvej, hvor de i nogle fag følger Fælles Mål og de vejledende læseplaner, mens de i andre fag beskriver og anvender egne mål og planer. I så fald skal alle afvigelser være tydeligt beskrevet og offentliggjort.Sammenhæng mellem mål, planer og praksis

      Sammenhæng mellem mål, planer og praksis

      Der skal være overensstemmelse mellem skolens undervisningsmål, planer og den faktiske undervisningspraksis. Hvis skolen følger Fælles Mål og de vejledende læseplaner, skal det fremgå af den måde, undervisningen tilrettelægges og gennemføres på.

      Hvis skolen har fastlagt egne mål og planer, skal undervisningen følge disse. Det er også skolens ansvar at evaluere sin samlede undervisning regelmæssigt og offentliggøre resultater og opfølgning på skolens hjemmeside.

      Der skal desuden være en tydelig sammenhæng mellem skolens undervisningsmål og elevernes samlede undervisningsresultater. Skolen skal løbende vurdere, hvorvidt eleverne når de fastsatte mål – uanset om disse er skolens egne eller hentet fra Fælles Mål. Der stilles ikke krav om bestemte test eller prøver, men skolen skal kende elevernes faglige udbytte og kunne vurdere, hvor tæt på målopfyldelse de er. Evalueringen skal bruges til at justere undervisningen og sikre, at målene nås.

      Færdigheds- og vidensområder bliver vejledende

      Ændringen af færdigheds- og vidensområdernes status markerer en vigtig justering i rammerne og forpligtelserne for undervisningsplanlægning i både folkeskolen og de frie grundskoler. Der opnås større fleksibilitet – men ansvaret for at sandsynliggøre og dokumentere, at undervisningen samlet set står mål med, hvad der kræves i folkeskolen, er i øvrigt uændret, jf. §1a, 1b og 1c i lov om friskoler og private grundskoler.

    17. Rådet for Sikker Trafik minder om årets Skoletrafiktest

      Rådet for Sikker Trafik minder om årets Skoletrafiktest

      Rådet for Sikker Trafik minder her om årets Skoletrafiktest:

      Med en svarprocent på hele 81 % satte Kommunernes Skoletrafiktest i 2024 ny rekord for deltagelse blandt grundskolerne – tak for jeres deltagelse og opbakning!

      Resultaterne viste, at stadig flere skoler prioriterer trafikundervisningen. Det er en positiv udvikling, der styrker elevernes trafikale dannelse og bidrager til øget sikkerhed i trafikken.

      Spørgeskema 2025


      Spørgeskemaet for Kommunernes Skoletrafiktest 2025 sendes til alle skoleledere d. 16. juni 2025. Det består af 7 korte spørgsmål om, hvordan I på skolen har arbejdet med trafikundervisning i skoleåret 2024/2025. Frist for svar er den 20. august 2025.

      Rådet for Sikker Trafik glæder sig til at modtage jeres svar på årets test og til at følge udviklingen.

      Læs mere om testen og se de 7 spørgsmål her: www.sikkertrafik.dk/trafiktest

    18. Seminar | Personalejura i praksis

      Seminar | Personalejura i praksis

      Seminar for medlemsskoler.

      Vi behandler en stor del af de væsentlige forhold der eksisterer indenfor personalejuraen og de personalegrupper, ansættelsesformer og overenskomster der findes i den frie og private skolesektor.

      Vi vil gennemgå aktuelle og relevante forhold indenfor overenskomster, bestemmelser, retsgrundlag mm. ift. opgaver tilknyttet administration og personaleledelse, herunder håndtering af ansatte, fravær, sygdom, tjenstlige forløb, afskedigelser og fratræden. Vi tager udgangspunkt i de konkrete rammer og vilkår der gælder for frie og private grundskoler og gymnasier og hvordan processer og forløb bedst muligt håndteres.

      Målgruppen for seminaret er ansatte ved medlemsskolernes ledelser og administration der har personaleansvar og ansvar for de tilknyttede administrative opgaver i relation til personaleledelse mv.

      På seminaret vil der også være mulighed for dialog og erfaringsudveksling blandt deltagerne.

      Program, tirsdag d. 7. oktober 2025:

      09.00 Ankomst og kaffe
      09.30 Velkommen
      09.45 Personalejura i praksis
      12.00 Frokost
      13.00 Personalejura i praksis (fortsat)
      15.30 Tak for i dag



      Sted: Vartov, Farvergade 27, 14463 København K. Vartov er beliggende 10 minutters gang fra Københavns Hovedbanegård.
      Betalingsparkering er muligt i ”Blox”, ligeledes ca. 10. min. gang fra Vartov

      Pris: Prisen for deltagelse er 400 kr. pr. person.

      Frist for tilmelding er d. 6. september 2025

    19. Seminar | Arbejdet og samarbejdet i skolens øverste ledelse – for skolens formand og skoleleder/rektor

      Seminar | Arbejdet og samarbejdet i skolens øverste ledelse – for skolens formand og skoleleder/rektor

      Danmarks Private Skoler inviterer til et døgnseminar for skolernes bestyrelsesformand og øverste leder. Skolens formand og skoleleder/rektor er et af de helt centrale omdrejningspunkter for skolens strategiske udvikling og overordnede drift. I fællesskab koordinerer, tematiserer og leder de to skolens samlede arbejde, hvorfor deres indbyrdes samarbejde er vigtigt og kræver særligt fokus.

      Vi vil på seminaret arbejde konkret med de faglige og personlige snitflader og relationer, der kommer i spil i samarbejdet mellem formand og leder, herunder i forhold til skolens øvrige virke – både i den daglige organisation og i bestyrelsen. 

      På seminaret vil der også være stort fokus på dialog og erfaringsudveksling blandt deltagerne.

      Tilmelding til seminaret KLIK HER.

      Se programmet for døgnseminaret her:

    20. Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser. Juni 2025

      Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser. Juni 2025

      Nyhedsbrev fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om prøver på de gymnasiale uddannelser.

      D. 2. juni 2025
      Denne gang kan du bl.a. læse om bestilling af fysisk prøvemateriale og optagelsesprøverne.
      Du finder også information om censormødet for de skriftlige censorer i juni. 
      Læs nyhedsbrevet Klik her

    21. 10-års jubilæum på Marieskolen

      10-års jubilæum på Marieskolen

      Marieskolen kan fejre 10 års jubilæum i år. Skolen inviterer i den anledning til fejring d. 27. juni 2025 kl. 16-18.

    22. EuroSkills Herning 2025 – mulighed for skolebesøg

      EuroSkills Herning 2025 – mulighed for skolebesøg

      Danmarks Private Skoler er af EuroSkills blevet bedt om at videreformidle information om EuroSkills Herning 2025, herunder mulighederne for skoleelever og undervisere i forbindelse med arrangementet.

      EuroSkills Herning 2025 finder sted i september og samler omkring 600 unge faglærte fra hele Europa, som konkurrerer i en lang række erhvervsfag. Arrangementet afholdes i MCH Messecenter Herning og danner rammen om både konkurrencer og læringsaktiviteter.

      Der er planlagt en række tilbud til skoleelever, herunder:

      • Rundvisning med ungeguider, der introducerer eleverne til fagene og konkurrencerne.
      • ‘Try-a-skill’-områder, hvor eleverne kan afprøve forskellige erhvervsfag i praksis.
      • Aktiviteten ‘The Green Mission’, som via QR-koder formidler, hvordan forskellige fag bidrager til bæredygtighed og grøn omstilling.

      Lærere og vejledere har adgang til et særligt udviklet undervisningsmateriale, som kan anvendes i forbindelse med besøget. Materialet er tilgængeligt her: https://euroskills2025.com/

      Der afholdes også webinarer, hvor man kan få yderligere information om læringsaktiviteterne:

      • 14. maj 2025 kl. 09.00–09.45 eller 15.15–16.00
      • 10. juni 2025 kl. 15.15–16.00
      • 13. august 2025 kl. 09.00–09.45 eller 15.00–15.45

      Skoler, der ønsker at besøge EuroSkills Herning 2025 med elever, opfordres til at benytte de tilgængelige ressourcer og planlægge i god tid.

    23. Dansk Center for Undervisningsmiljø lukker – STUK overtager opgaverne

      Dansk Center for Undervisningsmiljø lukker – STUK overtager opgaverne

      Fra den 1. juli 2025 lukker Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) som følge af opgavebortfald besluttet i finansloven. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

      Ansvar og opgaver overgår i stedet til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der fremover skal varetage vejledningen om undervisningsmiljø samt Den Nationale Klageinstans mod Mobning. STUK fortsætter klagebehandlingen frem til 31. juli 2027, hvor det vurderes, om instansen skal videreføres.

      Samtidig overtager STUK ansvaret for at understøtte uddannelsen af undervisningsmiljørepræsentanter. Det formelle tilsyn med undervisningsmiljøloven afskaffes, dog vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet følge med i, hvordan lovgivningen administreres, herunder om den generelt overholdes, og om den fortsat er hensigtsmæssig.

      Det er endnu uvist, om og hvor DCUM’s materialer og ressourcer vil være tilgængelige efter nedlukningen.

    24. Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, maj 2025

      Nyt om prøver på de gymnasiale uddannelser, maj 2025

      Skoleåret 2024/2025

      Denne gang kan du bl.a. læse om mundtlig censur og brug af digitale hjælpemidler ved sommerens prøver.
      Du finder også information om spørgetime for eksamensansvarlige og virtuelt censorudvekslingsmøde ifm. mundtlig censur.

      Læs nyhedsbrevet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, klik her.